29.4.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 148/56


Sag anlagt den 26. februar 2019 — Ashworth mod Parlamentet

(Sag T-132/19)

(2019/C 148/55)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Richard Ashworth (Lingfield, Det Forenede Kongerige) (ved advokaterne A. Schmitt og A. Waisse)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Den foreliggende sag forenes i henhold til artikel 68 i Rettens procesreglement med den sag, der er anlagt af Salvador Garriga Polledo og 45 andre mod Europa-Parlamentet den 19. februar 2019 (sag T-102/19), eftersom disse to sager har forbindelse med hinanden.

For så vidt det er nødvendigt og som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse pålægges det Europa-Parlamentet at fremlægge de af Europa-Parlamentets Juridiske Tjeneste udarbejdede udtalelser af 16. juli 2018 og af 3. december 2018, med forbehold af den nøjagtige dato, men under alle omstændigheder inden vedtagelsen den afgørelse, som Europa-Parlamentets præsidium traf den 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer (EUT 2018, C 466, s. 8, herefter »gennemførelsesbestemmelserne«).

Den ovenfor nævnte afgørelse vedtaget af Europa-Parlamentets præsidium den 10. december 2018 om ændring af gennemførelsesbestemmelserne til statutten for Europa-Parlamentets medlemmer annulleres, for så vidt som den ændrer artikel 76 i gennemførelsesbestemmelserne (femte og sjette betragtning samt artikel 1, stk. 7, og artikel 2, for så vidt som den vedrører artikel 76 i gennemførelsesbestemmelserne), eller for så vidt som den indfører en særlig afgift på 5 % på pension, der skal udbetales fra den 1. januar 2019, eller, såfremt de anførte elementer ikke kan udskilles fra den øvrige retsakt, annullation af den nævnte afgørelse i dens helhed.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fem anbringender.

1.

Første anbringende vedrører præsidiets manglende kompetence ratione materiae

For det første blev den anfægtede retsakt vedtaget under tilsidesættelse af statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet ved afgørelse af 28. september 2005, 2005/684/EF, Euratom (EUT 2005, L 262, s. 1) (herefter »statutten«). Den anfægtede retsakt er navnlig i strid med bestemmelserne i statuttens artikel 27, som foreskriver, at »erhvervede rettigheder« bevares.

For det andet pålægges der med den anfægtede retsakt en skat, idet der hermed indføres en særlig afgift, der beløber sig til 5 % af det nominelle beløb for pensionen, selv om pålæggelse af skat ifølge artikel 223, stk. 2, TEUF ikke henhører under præsidiets kompetence.

2.

Andet anbringende vedrører tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

For det første har sagsøgeren kritiseret præsidiet for at have vedtaget den anfægtede retsakt uden at overholde de i artikel 223 TEUF foreskrevne regler.

For det andet er den anfægtede retsakt mangelfuldt begrundet, og den tilsidesætter således den i artikel 296, stk. 2, TEUF fastsatte begrundelsespligt og artikel 41, stk. 1, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

3.

Tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af erhvervede rettigheder og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

For det første tilsidesætter den anfægtede retsakt de erhvervede rettigheder, som følger af såvel grundlæggende rettigheder som af statutten, som udtrykkeligt foreskriver, at de skal bevares »i fuldt omfang« (artikel 27).

For det andet tilsidesætter den anfægtede retsakt princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

4.

Fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling

For det første står tilsidesættelserne af sagsøgerens rettigheder ikke i rimeligt forhold til de med den anfægtede retsakt tilstræbte mål.

For det andet skal den anfægtede retsakt annulleres som følge af en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling.

5.

Femte anbringende vedrører tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og manglende overgangsforanstaltninger

For det første tilsidesætter den anfægtede retsakt retssikkerhedsprincippet, eftersom den uretmæssigt har tilbagevirkende kraft.

For det andet tilsidesætter den anfægtede retsakt retssikkerhedsprincippet, eftersom den ikke fastsætter overgangsforanstaltninger.