|
1.4.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 122/22 |
Sag anlagt den 4. februar 2019 — Vlaamse Gemeenschap og Vlaams Gewest mod Parlamentet og Rådet
(Sag T-66/19)
(2019/C 122/25)
Processprog: nederlandsk
Parter
Sagsøgere: Vlaamse Gemeenschap og Vlaams Gewest (ved advokaterne T. Eyskens, N. Bonbled og P. Geysens)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
|
— |
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold. |
|
— |
Forordning (EU) 2018/1724 annulleres. |
|
— |
Europa-Parlamentet og Rådet tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fem anbringender.
|
1. |
Første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 4, stk. 2, TEU De ved forordning (EU) 2018/1724 (1) pålagte sproglige forpligtelser er i strid med de nationale sproglige bestemmelser for forvaltningsanliggender, som i Belgien er fastsat på forfatningsniveau. Denne nationale sprogordning er en del af den belgiske stats grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer og hører til den belgiske stats nationale identitet. Forordning (EU) 2018/1724 strider derfor imod artikel 4, stk. 2, TEU, hvorefter Unionen skal respektere medlemsstaternes nationale identitet. |
|
2. |
Andet anbringende: Tilsidesættelse af artikel 5, stk. 1, TEU og artikel 4 TEU, samt af protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet De ved forordning 2018/1724 pålagte sproglige forpligtelser er ikke forenelige med princippet om kompetencetildeling (1) og heller ikke med proportionalitetsprincippet (2).
|
|
3. |
Tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 3, stk. 3, TEU, artikel 22 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af sprog og princippet om ligebehandling af medlemsstaterne Forordning 2018/1724 tilsidesætter artikel 3, stk. 3, TEU, chartrets artikel 22, det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af sprog og princippet om ligebehandling af medlemsstaterne, idet den fratager borgere, som ønsker at etablere sig i en medlemsstat, der ikke er deres egen medlemsstat, motivationen til at lære det officielle eller et af de officielle sprog i denne stat, og endvidere fordi den pålægger en generel anvendelse af ét enkelt arbejdssprog, som på denne måde de facto bliver det europæiske sprog for myndighederne og de offentlige forvaltninger. |
|
4. |
Fjerde anbringende: Tilsidesættelse af det almindelige retssikkerhedsprincip og det almindelige princip om klarhed i lovgivningen såvel som af punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning De sproglige forpligtelser, der ved forordning 2018/1724 pålægges medlemsstaterne, strider åbenbart mod principperne om klarhed, nøjagtighed, forudsigelighed og sammenhæng. Den forpligtelse til oversættelse, som pålægges ved forordning 2018/1724 er ikke tydelig, ikke nøjagtig, ikke forudsigelig og ikke sammenhængende med hensyn til det sprog, der skal oversættes til. |
|
5. |
Femte anbringende: Tilsidesættelse af artikel 291, stk. 2, TEUF Gennemførelsen af den ved forordning 2018/1724 pålagte forpligtelse til oversættelse forudsætter, at det på sikker og udtrykkelig vis fastslås, til hvilket sprog, der skal oversættes. Den institutionelle regulering i forordning 2018/1724 er i denne forbindelse også meget utydelig. Forordning 2018/1724 er i øvrigt heller ikke i overensstemmelse med den i artikel 291 TEUF og forordning (EU) nr. 182/2012 (2) (»komitologiforordningen«) fastsatte følsomme institutionelle ligevægt, da Europa-Kommissionens regulering faktisk gør det muligt at omgå proceduren i henhold til forordning nr. 182/2012 og at vedtage en regulering af uformel vej. |
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 af 2.10.2018 om oprettelse af en fælles digital portal, der giver adgang til oplysninger, procedurer og bistands- og problemløsningstjenester, og om ændring af forordning (EU) nr. 1024/2012 (EUT 2018, L 295, s. 1).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16.2.2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT 2011, L 55, s. 13).