|
15.4.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 139/60 |
Sag anlagt den 30. januar 2019 — Cham Holding og Bena Properties mod Rådet
(Sag T-55/19)
(2019/C 139/62)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøgere: Cham Holding Co. SA (Damaskus, Syrien) og Bena Properties Co. SA (Damaskus) (ved advokat E. Ruchat)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgernes påstande
|
— |
Sagsøgernes søgsmål antages til realitetsbehandling, og sagsøgerne gives medhold. |
|
— |
Den Europæiske Union tilpligtes at erstatte den af sagsøgerne lidte skade med et beløb, som Retten fastlægger. |
|
— |
Der udpeges en sagkyndig med henblik på at fastslå det fulde omfang af den af sagsøgerne lidte skade. |
|
— |
Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført et principalt anbringende og et subsidiært anbringende vedrørende den skade, som de har lidt, og som Den Europæiske Union bærer ansvaret for.
Det principale anbringende støttes på, at de omtvistede restriktive foranstaltninger, dvs. Rådets afgørelse (FUSP) 2018/778 af 28. maj 2018 om ændring af afgørelse 2013/255/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Syrien samt de efterfølgende retsakter til gennemførelse heraf, er ulovlige. For det første tilsidesætter de begrundelsespligten, således som fastsat i artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og for det andet tilsidesætter de sagsøgernes ejendomsret og retten til respekt for deres omdømme. Denne tilsidesættelse er den direkte årsag til den betydelige ikke-økonomiske og økonomiske skade, som de er blevet påført, der henholdsvis består i dels en skade på deres omdømme, dels afbrydelse af kontrakter, tab af materiale og tab af indtægter, og for hvilken sagsøgerne har ret til erstatning.
Det subsidiære anbringende støttes på, at der findes en ordning for objektivt ansvar for Den Europæiske Union.