|
18.3.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 103/48 |
Sag anlagt den 8. januar 2019 — Den Tjekkiske Republik mod Kommissionen
(Sag T-13/19)
(2019/C 103/63)
Processprog: tjekkisk
Parter
Sagsøger: Den Tjekkiske Republik (ved M. Smolek, J. Vláčil og O. Serdula, som befuldmægtigede)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
|
— |
Det fastslås, at Kommissionen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet den ikke efter Den Tjekkiske Republiks tilrådighedsstillelse med forbehold af i alt 40 482 255 CZK i traditionelle egne indtægter har indledt en traktatbrudsprocedure mod Den Tjekkiske Republik med påstand om, at denne har tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse hermed eller har tilbagebetalt det omtvistede beløb. |
|
— |
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført et anbringende.
Den Tjekkiske Republik er af den opfattelse, at Europa-Kommissionens forpligtelse til at træffe ovenstående foranstaltninger følger af princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, sammenholdt med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
Eftersom det i henhold Domstolens praksis (1) alene er Domstolen, som i traktatbrudssager autoritativt kan træffe afgørelse i en tvist mellem en medlemsstat og Europa-Kommissionen vedrørende traditionelle egne indtægter, skal Europa-Kommissionen, efter at der er foretaget en sådan betaling med forbehold, enten straks indlede et sådant søgsmål eller tilbagebetale det pågældende beløb, såfremt den ikke finder grundlag for at indlede et sådant søgsmål.
Den Tjekkiske Republik betalte under forbehold det omhandlede beløb til Europa-Kommissionens konto tilbage i 2015. Europa-Kommissionen har imidlertid hverken indledt en traktatbrudsprocedure i den foreliggende sag eller tilbagebetalt det beløb, der med forbehold er betalt til den, selv om Den Tjekkiske Republik formelt har anmodet den om at gøre dette. Den Tjekkiske Republik er derfor af den opfattelse, at betingelserne for at fastslå, at Kommissionen har forholdt sig passiv, er opfyldt.
(1) Jf. dom af 25.10.2017, Slovakiet mod Kommissionen (C-593/15 P og C-594/15 P, EU:C:2017:800), og af 25.10.2017, Rumænien mod Kommissionen (C-599/15 P, EU:C:207:801).