1

Med sit søgsmål, der er støttet på artikel 263 TEUF, har Den Hellenske Republik nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse (EU) 2020/394 af 7. oktober 2019 om foranstaltningerne SA.39119 (2016/C) (ex 2015/NN) (ex 2014/CP), som Den Hellenske Republik har gennemført i form af rentegodtgørelser og garantier i forbindelse med brandene i 2007 (denne afgørelse omfatter kun landbrugssektoren) (EUT 2020, L 76, s. 4, herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

I juli 2007 blev Nomós Magnisia i Grækenland, nærmere bestemt Pilion, øen Skiathos, øen Kefallinia, Nomós Achaia og Peloponnes, ramt af brande. I august 2007 blev Nomós Messinia, Ilia, Arcadia, Laconia, Euboea og Aigialeia kommune i Nomós Achaia ramt af nye brande. På grund af den situation, der opstod som følge af disse brande, erklærede Den Hellenske Republiks premierminister den 25. august 2007 undtagelsestilstand.

3

Derefter vedtog Den Hellenske Republik foranstaltninger for at støtte de aktive aktører med hjemsted i de territoriale enheder, der var berørt af brandene i 2007 (herefter »de katastroferamte territoriale enheder«) og udtrykkeligt omhandlet i disse foranstaltninger.

4

Den 22. juli 2014 modtog Europa-Kommissionen en klage vedrørende påstået græsk statsstøtte til Sogia Ellas S.A. og dets datterselskaber (herefter samlet »Sogia Ellas«), der er selskaber, som er aktive inden for forarbejdning af landbrugsprodukter, i form af rentegodtgørelser og statsgarantier på eksisterende lån, som skulle genforhandles med en henstandsperiode, og nye lån.

5

Ved skrivelse af 25. juli 2014 anmodede Kommissionen de græske myndigheder om at fremlægge oplysninger vedrørende den angivelige støtte, hvilket de græske myndigheder gjorde ved at fremsende detaljerede oplysninger om deres retsgrundlag.

6

Den 11. december 2015 tilsendte Kommissionen de græske myndigheder en anden skrivelse med yderligere spørgsmål og oplyste, at undersøgelsen af disse foranstaltninger ikke var begrænset til Sogia Ellas, da de omtvistede foranstaltninger kunne være blevet tildelt andre støttemodtagere.

7

Derfor besluttede Kommissionen at indlede en sag om ikke anmeldt statsstøtte (sag SA.39119 (2015/NN)) og udvide omfanget af sin undersøgelse til at omfatte hele den græske landbrugssektor.

8

Den 11. februar 2016 fremlagde Den Hellenske Republik yderligere oplysninger om retsgrundlagene for den pågældende støtte, betingelserne for tildeling af støtten og om støttemodtagerne.

9

Ved skrivelse af 17. maj 2016 meddelte Kommissionen Den Hellenske Republik, at den havde besluttet at indlede den i artikel 108, stk. 2, TEUF fastsatte formelle undersøgelsesprocedure vedrørende statsstøtte SA.39119 (2016/C) (ex 2015/NN) (ex 2014/CP) – støtte til Sogia Ellas AE m.fl. (herefter »afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure«).

10

Ved offentliggørelsen af afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i Den Europæiske Unions Tidende den 16. september 2016 (EUT 2016, C 341, s. 23) opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF.

11

I afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure anmodede Kommissionen de græske myndigheder om at oplyse det anslåede antal støttemodtagere for hver af de ordninger, der blev fastlagt i den nævnte afgørelse, og de pågældende støttebeløb.

12

Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger af interesserede parter. De græske myndigheder sendte deres kommentarer til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure den 23. september 2016. I deres svar meddelte de græske myndigheder Kommissionen, at de ikke kunne fremlægge de oplysninger, der blev anmodet om, hvilket de endelig gjorde ved skrivelse af 9. marts 2017 og af 21. februar 2018.

13

Den 7. oktober 2019 vedtog Kommissionen den anfægtede afgørelse.

14

Ifølge ordlyden af den anfægtede afgørelse, som kun finder anvendelse på aktiviteter i forbindelse med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, dvs. de produkter, som er opført i bilag I til EUF-traktaten, med undtagelse af fiskerivarer og akvakulturprodukter, besluttede Kommissionen bl.a., at de støtteordninger, der var oprettet i henhold til ministeriel afgørelse nr. 36579/Β.1666/27.8.2007 (med senere ændringer) i form af rentegodtgørelser og garantier udstedt af Den Hellenske Republik (herefter »de omtvistede foranstaltninger«), udgjorde ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF og var uforenelige med det indre marked, således at Den Hellenske Republik skulle tilbagesøge den i artikel 1 omhandlede støtte fra støttemodtagerne, bortset fra de tilfælde, der udtrykkeligt fremgik af denne afgørelses artikel 3 og 4.

15

Den Hellenske Republik har nedlagt følgende påstande:

16

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

17

Den Hellenske Republik har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender om, for det første, at der ikke foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, for det andet, støttens forenelighed i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF og, for det tredje, en tilsidesættelse af princippet om en rimelig sagsbehandlingstid og af princippet om god forvaltningsskik, Kommissionens manglende tidsmæssige kompetence og tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet samt retten til forsvar.

18

Det første anbringende er opdelt i tre led. Med det første led har Den Hellenske Republik foreholdt Kommissionen, at den foretog en urigtig fortolkning og anvendelse af de i artikel 107, stk. 1, TEUF opstillede betingelser. Med det andet led har Den Hellenske Republik påberåbt sig faktiske fejl, og at der ikke foreligger nogen begrundelse. Endelig har Den Hellenske Republik med det tredje led påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. For så vidt som det første anbringendes tredje led og det tredje anbringendes første led til dels overlapper hinanden, skal de prøves i forbindelse med behandlingen af det tredje anbringende.

19

Den Hellenske Republik har i første række gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger ikke har nogen negativ indvirkning på statsbudgettet og heller ikke indebærer en risiko for dens finansielle midler. For det første ville kravet om en præmie som betingelse for ydelse af garantierne nemlig have undermineret effektiviteten af foranstaltningerne. For det andet kompenseres fraværet af en præmie af flere elementer. Derfor mangler kriteriet om, at en støtte skal være finansieret med statsmidler.

20

Den Hellenske Republik har i anden række anført, at de omtvistede foranstaltninger ikke giver støttemodtagerne heraf nogen »fordel«, hvorfor dette kriterium ikke er opfyldt, selv om det er påkrævet for at fastslå, at der foreligger statsstøtte.

21

Idet Den Hellenske Republik har anført, at den i den foreliggende sag ikke handlede som en privat aktør, har medlemsstaten gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger indgår i en langsigtet økonomisk rationalitet, og at det står den frit for at føre en langsigtet politik, som er i overensstemmelse med dens »sociale ansvar«, således som private aktører har ret til. Den Hellenske Republik har gjort gældende, at det ikke kan antages, at den i den foreliggende sag har fraveget markedsreglerne, eftersom det ikke er udelukket, at en privat aktør ville have handlet på samme måde med det formål at opnå fortjeneste på lang sigt.

22

Hvad specifikt angår statsgarantierne har Den Hellenske Republik gjort gældende, at fraværet af en præmie ikke indebærer, at der foreligger en fordel. For det første ville en præmie nemlig have undermineret effektiviteten af foranstaltningerne. For det andet kompenseres den manglende præmie af flere elementer, bl.a. af den omstændighed, at virksomhedernes rentabilitet blev bekræftet, og at kriseramte virksomheder blev udelukket, at en garanti blev ydet inden for en grænse på 80% af hvert lån, at lånenes løbetid var tidsbegrænset, og at Den Hellenske Republik havde ret til at inddrive det beløb, der var udbetalt under garantien, hos hovedskyldneren.

23

Den Hellenske Republik har endvidere anført, at de omtvistede foranstaltninger ikke har lettet de byrder, som »normalt« belaster virksomhederne. Med dens foranstaltninger forsøgte den nemlig at tage højde for den ekstraordinære situation, som modtagerne af de omtvistede foranstaltninger befandt sig i.

24

Endelig har Den Hellenske Republik gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger ikke er selektive. Modtagerne af de omtvistede foranstaltninger befinder sig således ikke i en situation, der kan sammenlignes med andre markedsaktører. De befandt sig i en ekstraordinær situation, idet brandene i 2007 ikke var en del af »den økonomiske risiko, som enhver virksomhed kan blive udsat for«, som hævdet af Kommissionen i 118. betragtning til den anfægtede afgørelse. De omtvistede foranstaltninger havde således til formål at genetablere konkurrencevilkårene i stedet for at fordreje konkurrencen.

25

Den Hellenske Republik har i tredje række gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke fordrejer konkurrencen. Den har i denne forbindelse henvist til de statistiske oplysninger, hvoraf det følger, at det i perioden 2008-2010 opnåede bruttonationalprodukt og bruttoværditilvækst faldt betydeligt hos de katastroferamte territoriale enheder. Den Hellenske Republik har endvidere gjort gældende, at Kommissionen i sin vurdering urigtigt støttede sig til den omstændighed, at kriseramte virksomheder kunne drage fordel af de omtvistede foranstaltninger.

26

Kommissionen har bestridt de argumenter, som Den Hellenske Republik har fremført til støtte for det første anbringendes første led.

27

Det skal indledningsvis bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal en national foranstaltning for at kunne kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF opfylde samtlige nedenstående betingelser. For det første skal der være tale om en statslig indgriben eller indgriben ved hjælp af statsmidler. For det andet skal denne indgriben kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. For det tredje skal den give modtageren en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (jf. dom af 21.12.2016, Kommissionen mod World Duty Free Group m.fl., C-20/15 P og C-21/15 P, EU:C:2016:981, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal endvidere bemærkes, at artikel 107, stk. 1, TEUF ikke sondrer ud fra grundene til eller formålet med de statslige interventioner, men definerer disse i kraft af deres virkninger (dom af 2.7.1974, Italien mod Kommissionen, 173/73, EU:C:1974:71, præmis 27, og af 29.3.2012, 3M Italia, C-417/10, EU:C:2012:184, præmis 36).

29

Hvad for det første angår den første betingelse om kvalificeringen af en national foranstaltning som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF fremgår det af analysen af afgørelse nr. 36579/B.1666/27/8.2007, der fremgår af bilag A 12 til stævningen, samt oplysningerne i Den Hellenske Republiks svar til Kommissionen, der fremgår af bilag A 21 til stævningen, at virksomheder med hjemsted i de katastroferamte territoriale enheder havde kunnet opnå gældssanering samt tildeling af lån til driftskapital, der for det første var genstand for hele eller delvise rentegodtgørelser, som blev finansieret af de græske myndigheder, og for det andet var garanteret af Den Hellenske Republik, uden at modtagerne af disse garantier skulle betale nogen præmie i denne henseende.

30

Hvad angår rentegodtgørelserne bemærkes, at eftersom der helt eller delvist blev »ydet støtte« til den rente, der skulle betales, fra den konto, der blev oprettet i henhold til Nómos 128/1975, perí tropopiíseos kai sympliróseos diatáxeon tinon anaferoménon is tin liturgían tu chrimatodotikú systímatos (lov nr. 128/1975 om ændring og supplering af bestemmelserne om det finansielle systems funktionsmåde) af 28. august 1975 (FEK A 178/28.8.1975), blev denne godtgørelse nemlig nødvendigvis afholdt med finansielle midler fra Den Hellenske Republik, der i øvrigt ikke har rejst tvivl om berettigelsen af 112. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter både rentegodtgørelser og statsgarantier kunne tilskrives Den Hellenske Republik, og de blev ydet med hjælp af statsmidler.

31

Med hensyn til statsgarantien har Den Hellenske Republik bestridt, at ydelsen af sådanne garantier ved de omtvistede foranstaltninger havde haft en negativ indvirkning på dens ressourcer.

32

Det skal bemærkes, at som statsstøtte betragtes navnlig indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og derved, uden at være tilskud i ordets egentlige forstand, er af samme art og har tilsvarende virkninger (dom af 19.3.2013, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl. og Kommissionen mod Frankrig m.fl., C-399/10 P og C-401/10 P, EU:C:2013:175, præmis 101).

33

Det fremgår af retspraksis, at ydelse af en garanti kan indebære en ekstra byrde for staten (jf. i denne retning dom af 19.3.2013, Bouygues og Bouygues Télécom mod Kommissionen m.fl. og Kommissionen mod Frankrig m.fl., C-399/10 P og C-401/10 P, EU:C:2013:175, præmis 107 og den deri nævnte retspraksis). En garanti indebærer nærmere bestemt, at der bæres en risiko, som der normalt betales en rimelig præmie for (jf. i denne retning dom af 3.4.2014, Frankrig mod Kommissionen, C-559/12 P, EU:C:2014:217, præmis 65).

34

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid lægges til grund, at Den Hellenske Republik gav afkald på at modtage en præmie for ydelse af de garantier, som er omfattet af de omtvistede foranstaltninger, således at statsmidler blev afsat hertil.

35

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af Den Hellenske Republiks argumenter – som i øvrigt ikke er blevet godtgjort – der tilsigter at godtgøre, at de garantier, som blev ydet, ikke udgjorde en risiko for statsmidlerne.

36

Den Hellenske Republik bekræftede nemlig i retsmødet, således som det fremgår af 28. betragtning til den anfægtede afgørelse, at dens garanti var blevet aktiveret med mere end 6000000 EUR. Den lagde vægt på den omstændighed, at disse beløb automatisk kan inddrives som skattegæld, med mulighed for at sagsøge skyldner ved en strafferetlig domstol, uden dog at angive de beløb, som den faktisk havde inddrevet.

37

Hvad specifikt angår den sikkerhedsstillelse, som modtagerne af foranstaltningerne har stillet, skal det bemærkes, at der ikke systematisk var krav om fysisk sikkerhedsstillelse for nye lån. Det fremgår endvidere af dokumentet i bilag A 24 til stævningen, at låntagerens sikkerhedsstillelse kun sikrede 90% af statsgarantien, således at staten ikke havde nogen sikkerhed med hensyn til tilbagebetalingen af hele dens gæld.

38

Det er endvidere korrekt, at de virksomheder, der ansøgte om en gældsordning for et beløb på over 100000,00 EUR, skulle fremlægge en rentabilitetsundersøgelse, og at de øvrige virksomheder skulle fremlægge en oversigt, der fremgår af bilag A 27 til stævningen, hvoraf bl.a. fremgik deres tidligere regnskabsoplysninger for 2004, 2005 og 2006 samt deres prospektive oplysninger for 2007, 2008 og 2009.

39

Det forholder sig stadig således, som nævnt i 129. og 131. betragtning til den anfægtede afgørelse, at de økonomiske kriterier for fastlæggelsen af grænsen for, hvornår en virksomhed blev anset for ikke længere at være rentabel, ikke var fastlagt i de pågældende støtteordninger, således at Den Hellenske Republik ikke kan hævde, at de ydede garantier udelukkende var forbeholdt rentable virksomheder, og at de virksomheder, der ikke var rentable, ikke kunne drage fordel deraf.

40

Det følger af præmis 29-39 ovenfor, at Kommissionen ikke anlagde et urigtigt skøn, da den i 111. og 112. betragtning til den anfægtede afgørelse i det væsentlige lagde til grund, at de omtvistede foranstaltninger havde udgjort en økonomisk byrde for Den Hellenske Republik.

41

Hvad for det andet angår kriteriet vedrørende en fordel anses foranstaltninger – uanset hvilken form de end måtte have – for statsstøtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår (jf. dom af 2.9.2010, Kommissionen mod Deutsche Post, C-399/08 P, EU:C:2010:481, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis, og af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det følger navnlig af lige så fast retspraksis, at en låntager, der har indgået en låneaftale, som garanteres af de offentlige myndigheder i en medlemsstat, i lighed med en låntager, der er omfattet af en garanti uden at skulle betale noget gebyr som modydelse, normalt opnår en økonomisk fordel, da de finansieringsomkostninger, som låntageren bærer, er lavere end dem, som låntageren ville have haft, hvis denne havde måttet opnå den samme finansiering og den samme garanti til markedspris (jf. dom af 3.4.2014, Frankrig mod Kommissionen, C-559/12 P, EU:C:2014:217, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

43

I den foreliggende sag gjorde Den Hellenske Republiks indgriben det muligt for virksomhederne i de katastroferamte områder at drage fordel af enten lån med renter, som den subsidierede helt eller delvist, eller af garantier, som den ydede, uden at disse virksomheder skulle betale noget gebyr, hvilket de ikke kunne have opnået uden statens indgriben.

44

Den Hellenske Republik har imidlertid i det væsentlige gjort gældende, at der i det foreliggende tilfælde ikke har været nogen fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Den har nærmere bestemt fremhævet, at eftersom de omtvistede foranstaltninger blev ydet på baggrund af en krisesituation på markedet, henhører de under statens sociale ansvar, og at de på grund af denne situation opfylder et kriterium om en langsigtet økonomisk rationalitet, således at alle private operatører, der befandt sig i en lignende situation, kunne have handlet på samme måde. Det er på baggrund af samtlige disse overvejelser, at Den Hellenske Republik har anført, at det kan antages, at sådanne foranstaltninger blev ydet under sædvanlige markedsvilkår.

45

Disse argumenter kan ikke tiltrædes.

46

Det skal nemlig fremhæves, at begrebet »sædvanlige markedsvilkår«, der anvendes til at fastslå eksistensen af en fordel, henviser til muligheden for, at virksomheden kan nyde godt af samme fordel på markedet, som den gør af støtten, og ikke til vurderingen af, om markedet fungerer som vanligt, eller det er i krise (jf. i denne retning kendelse af 5.2.2015, Grækenland mod Kommissionen, C-296/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:72, præmis 34).

47

Den modsatte fortolkning ville svare til en fastlæggelse af, om der foreligger en fordel, på baggrund af støttens årsag eller formål, hvilket kan rejse tvivl om den objektive karakter af begrebet fordel og dermed anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. i denne retning dom af 16.7.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-52/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:677, præmis 66 og 67).

48

Det skal endvidere bemærkes, at Den Hellenske Republik ikke i det foreliggende tilfælde har påberåbt sig at have handlet som en privat operatør, og at den ikke har bestridt at have handlet i sin egenskab af offentlig myndighed. Den har snarere forsøgt at foreslå, at en privat operatør kunne have handlet på samme måde i en situation, der ligger så tæt som muligt på den situation, som Den Hellenske Republik befandt sig i, uden at tage hensyn til den omstændighed, at den handlede som en offentlig myndighed.

49

Der er dog ingen bestemmelse i artikel 107, stk. 1, TEUF, der fritager en støtte, som, idet den er ydet af en medlemsstat i forbindelse med udøvelsen af sin offentlige myndighed, opfylder et kriterium om en langsigtet økonomisk rationalitet eller henhører under dens sociale ansvar, fra kvalificeringen som statsstøtte, idet der i øvrigt kan tages hensyn til disse betragtninger i forbindelse med vurderingen af en foranstaltnings forenelighed med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2 og 3, TEUF (jf. i denne retning dom af 6.3.2018, Kommissionen mod FIH Holding og FIH Erhvervsbank, C-579/16 P, EU:C:2018:159, præmis 63 og 75).

50

Den Hellenske Republik kan derfor ikke påberåbe sig kriteriet om økonomisk rationalitet med henblik på at kvalificere de markedsbetingelser, hvorunder de omtvistede foranstaltninger blev tildelt, som sædvanlig, og konkludere, at disse foranstaltninger ikke giver modtagerne nogen fordel.

51

Det følger af præmis 41-50 ovenfor, at det ikke er lykkedes Den Hellenske Republik at rejse tvivl om 113.-116. betragtning til den anfægtede afgørelse, i henhold til hvilke Kommissionen i det væsentlige fastslog dels, at modtagerne af de omtvistede foranstaltninger havde draget fordel heraf, hvorimod de ikke kunne have opnået dem under normale markedsbetingelser, dvs. uden statslig indgriben, dels, at det i sidste ende ikke var nødvendigt at vurdere, om markedet fungerede normalt, eller om det var i krise, med henblik på i sidste ende at konkludere, at de nævnte foranstaltninger udgjorde en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

52

Hvad for det tredje angår betingelsen om fordelens selektive karakter har Den Hellenske Republik gjort gældende, at selektivitetskriteriet i modsætning til det i 118. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte ikke er overholdt i det foreliggende tilfælde, eftersom de omtvistede foranstaltninger blev tildelt alle virksomheder med hjemsted i de katastroferamte territoriale enheder, og disse virksomheder befandt sig i en anden retlig og faktisk situation end dem, der havde hjemsted i de øvrige territoriale enheder.

53

Den Hellenske Republik har bestridt de omtvistede foranstaltningers selektive karakter og gjort gældende, at forskellen mellem virksomhederne med hjemsted i de regioner, som er omfattet af disse foranstaltninger, og de virksomheder, som ikke var omfattet heraf, er begrundet i den omstændighed, at de førstnævnte til forskel fra de sidstnævnte var beliggende i områder, der var ramt af brandene i 2007, og skulle vende tilbage det økonomiske niveau, som de havde før denne begivenhed.

54

Forskelsbehandlingen mellem disse to kategorier af virksomheder er således begrundet i den omstændighed, at virksomhederne under hver af disse to kategorier befandt sig i en faktisk og retlig situation, der ikke kunne sammenlignes, eftersom i det væsentlige alle virksomhederne med hjemsted i de katastroferamte territoriale enheder led skade som følge af disse brande.

55

Den Hellenske Republik har derfor bestridt sætningen i 118. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter brandene er en del af den økonomiske risiko, som enhver virksomhed kan blive udsat for. Den Hellenske Republik fremførte dette argument i retsmødet og søgte at godtgøre, at de omtvistede foranstaltninger, henset til den systemiske forstyrrelse af den lokale økonomi, der blev forårsaget af brandene i 2007, var begrundet i karakteren eller opbygningen af det system, hvori de indgik, uden en præcisering heraf.

56

Det skal bemærkes, at foranstaltninger, hvorved fordele alene ydes visse virksomheder, som fastlægges på grundlag af deres hjemsted, på forhånd er selektive (jf. i denne retning dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 23, og af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 60 og 61).

57

Medmindre støtten er blevet tildelt af indenstatslige enheder, der på deres kompetenceniveau har en tilstrækkelig institutionel, proceduremæssig og finansiel autonomi, eller af en offentlig virksomhed, der fastsætter betingelserne for anvendelse af dens varer eller tjenesteydelser, er den anvendelige referenceramme i denne henseende national ret, og vurderingen af selektiviteten af en foranstaltning, som virksomheder med hjemsted på en del af en medlemsstats område, som i det foreliggende tilfælde, er omfattet af, sker ved at foretage en sammenligning med virksomhederne i denne medlemsstat. En fordel, som er begrænset til virksomheder med hjemsted på en del af en medlemsstats område, kan give anledning til en selektiv foranstaltning, da den begunstiger visse virksomheder i forhold til andre virksomheder i den pågældende medlemsstat (jf. i denne retning dom af 19.9.2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 23, af 6.9.2006, Portugal mod Kommissionen, C-88/03, EU:C:2006:511, præmis 56-58, og af 21.12.2016, Kommissionen mod Hansestadt Lübeck, C-524/14 P, EU:C:2016:971, præmis 60-66).

58

I det foreliggende tilfælde kunne virksomheder med hjemsted i de katastroferamte territoriale enheder drage fordel af de omtvistede foranstaltninger. Eftersom den referenceramme, der skal tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af de omtvistede foranstaltningers selektive karakter, på baggrund af de ovenfor i præmis 57 nævnte forhold for det første er national ret og ikke de katastroferamte lokale myndigheders ret, og idet virksomheder beliggende i Den Hellenske Republiks øvrige lokale myndigheder for det andet ikke kunne drage fordel af disse foranstaltninger, skal det imidlertid fastslås, at ikke alle virksomheder på det nationale område kunne drage fordel af de nævnte foranstaltninger uden forskel, og at de følgelig var selektive på regionalt plan.

59

Endvidere udelukker en afvisning af selektiviteten alene på grundlag af det formål, som forfølges med at erstatte skaderne i forbindelse med brandene og at forbedre økonomien i de katastroferamte territoriale enheder, på forhånd enhver mulighed for at kvalificere de fordele, der blev indrømmet virksomheder i de områder, som var berørt af brandene i 2007, som »selektive fordele«. De offentlige myndigheder kunne således nøjes med at påberåbe sig lovligheden af de formål, som tilstræbes med vedtagelsen af en støtteforanstaltning, for at den kunne anses for en generel foranstaltning, der falder uden for artikel 107, stk. 1, TEUF (jf. dom af 16.7.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-52/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:677, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

60

Hvis en sådan fremgangsmåde blev fulgt, ville en foranstaltning, der – som i det foreliggende tilfælde – forfølger formålet med at afhjælpe situationen for de virksomheder, der er berørt af en naturkatastrofe, følgelig i princippet ikke være selektiv og uden videre ikke være omfattet af anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, hvilket herved ville føre til, at den i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF fastsatte undtagelse blev frataget ethvert indhold.

61

Det er i øvrigt i denne sammenhæng, at den i præmis 55 ovenfor nævnte sætning skal forstås.

62

Med denne sætning ønskede Kommissionen således at fremhæve, at den omstændighed, at virksomheder led tab på grund af brandene i 2007, og Den Hellenske Republiks ønske om at stille virksomhederne i den økonomiske situation, som de befandt sig i før brandene, ikke er tilstrækkelige til at fastslå, at de omtvistede foranstaltninger ikke gav modtagerne nogen specifik fordel og derfor ikke udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

63

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at begrebet statsstøtte ifølge retspraksis ganske vist ikke omfatter de statslige foranstaltninger, som indfører en sondring mellem virksomheder og derfor på forhånd er selektive, når denne sondring følger af det afgiftssystems karakter eller opbygning, som foranstaltningerne er en del af (jf. dom af 21.6.2012, BNP Paribas og BNL mod Kommissionen, C-452/10 P, EU:C:2012:366, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

64

Det forholder sig stadig således, at de oplysninger i sagsakterne og de argumenter, som blev fremført af Den Hellenske Republik i retsmødet, alene viser, at de omtvistede foranstaltninger havde til formål i konkrete tilfælde at imødegå konsekvenserne af brandene i de katastroferamte territoriale enheder, uden dog at karakterisere ordningen vedrørende disse foranstaltninger. Det følger heraf, at de i modsætning til, hvad Den Hellenske Republik ønsker at få anerkendt, på ingen måde godtgør, at den sondring, der blev indført ved disse foranstaltninger, var en følge af karakteren eller opbygningen af det system, som de indgik i, og at de fordele, som de gav, følgelig ikke var af en specifik karakter.

65

Det følger heraf, at Kommissionen ikke begik nogen retlig fejl eller anlagde et urigtigt skøn, da den i 117. og 118. betragtning til den anfægtede afgørelse fandt, at de omtvistede foranstaltninger var selektive, navnlig fordi de fordele, som de gav modtagerne, var geografisk begrænsede og ikke fandt anvendelse på samtlige virksomheder på det græske område.

66

For det fjerde har Den Hellenske Republik med støtte i statistiske oplysninger gjort gældende, at de omtvistede foranstaltninger ikke påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og ikke fordrejer konkurrencen.

67

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at i overensstemmelse med retspraksis skal Kommissionen ikke godtgøre, at støtten reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men skal alene undersøge, om denne støtte kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (jf. dom af 9.6.2011, Comitato Venezia vuole vivere m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 134 og den deri nævnte retspraksis).

68

Som det er blevet fastslået i præmis 59 og 60 ovenfor, kan den kompenserende karakter af de omtvistede foranstaltninger desuden ikke fratage disse foranstaltninger deres karakter af statsstøtte, således at Den Hellenske Republiks argument om, at de omtvistede foranstaltninger har til formål at genoprette den situation, der bestod før brandene i 2007, ikke kan tiltrædes.

69

De statistiske oplysninger, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, vedrører således det i de katastroferamte lokale myndigheder opnåede bruttonationalprodukt og værditilvækst – alle økonomiske aktiviteter under ét. Disse oplysninger er således ikke entydige for så vidt mere specifikt angår situationen for de operatører, der er aktive i den i den anfægtede afgørelse omhandlede økonomiske sektor.

70

Det følger heraf, at de statistiske oplysninger, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt det kan antages, at en medlemsstat ved hjælp af efterfølgende statistiske oplysninger godtgør en manglende påvirkning af samhandelen og fordrejning af konkurrencen, ikke kan godtgøre en sådan manglende påvirkning for de af de omtvistede foranstaltninger omfattede virksomheder.

71

Hvad endelig angår Den Hellenske Republiks argument om, at kriseramte virksomheder var udelukket fra de omtvistede foranstaltninger, er det, ud over de præmis 37-39 ovenfor nævnte forhold, tilstrækkeligt at bemærke, at dette forhold som anført af Kommissionen er uden betydning for spørgsmålet om, hvorvidt de omtvistede foranstaltninger kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen.

72

Det følger af det ovenstående, at Den Hellenske Republik ikke har rejst tvivl om rigtigheden af 122. og 123. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvori det i det væsentlige er anført, at uafhængigt af formålet med de omtvistede foranstaltninger, eftersom modtagerne af disse foranstaltninger normalt selv skulle have båret omkostningerne ved de skader, der fulgte af brandene i 2007, og at de var aktive på det meget konkurrenceprægede marked for landbrugsprodukter og skovbrug, som er sektorer, der er følsomme over for foranstaltninger, der begunstiger virksomheder i en bestemt medlemsstat, og i det foreliggende tilfælde over for de omtvistede foranstaltninger, risikerede de nævnte foranstaltninger at fordreje konkurrencen på det indre marked og påvirke samhandelen mellem medlemsstater, således at de udgør statsstøtte.

73

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes første led forkastes.

74

Med det første anbringendes andet led har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med faktiske fejl og begrundelsesfejl.

75

Den Hellenske Republik har anført, at Kommissionen ikke har taget hensyn til alle de relevante oplysninger.

76

Navnlig tog Kommissionen ikke tilstrækkeligt hensyn til alvoren af brandene i 2007, som krævede ekstraordinære foranstaltninger, og til Den Hellenske Republiks forpligtelse til at føre en langsigtet økonomisk politik. Kommissionen indskrænkede sig i stedet til stereotypt at anføre, at brandene i 2007 kunne kvalificeres som en »sædvanlig handelsrisiko«. Den anfægtede afgørelse er således behæftet med en faktisk fejl og en alvorlig begrundelsesmangel, hvilket er så meget desto mere skadelig, som Kommissionen på dette område råder over et vidt skøn.

77

Desuden undlod Kommissionen at foretage en afvejning mellem på den ene side alvoren af den situation, der er forårsaget af brandene i 2007, og på den anden side de nationale bestemmelser, der blev vedtaget for at minimere indvirkningen på Den Hellenske Republiks finansielle midler, samtidig med at det gøres muligt at fremme økonomien og dermed opkrævningen af skatteindtægter.

78

Kommissionen har bestridt Den Hellenske Republiks argumenter.

79

Hvad angår den angivelige begrundelsesmangel skal begrundelsen i henhold til fast retspraksis tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen, C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

80

Begrundelsespligten skal endvidere fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en afgørelses begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af denne retsakt, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 12.9.2017, Anagnostakis mod Kommissionen, C-589/15 P, EU:C:2017:663, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

81

Det skal endvidere tilføjes, at begrundelsespligten i henhold til artikel 296 TEUF udgør et væsentligt formkrav, som bør adskilles fra begrundelsens materielle indhold, der henhører under spørgsmålet om lovligheden af den anfægtede retsakt. En afgørelses begrundelse består nemlig i formelt at udtrykke de grunde, som denne afgørelse er baseret på. Hvis disse grunde er behæftet med fejl, vil afgørelsens grundlags lovlighed være behæftet med fejl, men det vil dennes begrundelse ikke, idet denne kan være tilstrækkelig, selv om den er udtryk for fejlagtige grunde. Heraf følger, at de klagepunkter og argumenter, som har til formål at bestride rigtigheden af en retsakt, er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse (jf. dom af 22.10.2020, EKETA mod Kommissionen, C-274/19 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2020:853, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

82

I det foreliggende tilfælde fremgår det af en læsning af 110., 116., 118., 119. og 123. betragtning til den anfægtede afgørelse, således som det er nævnt i præmis 52-65 ovenfor, at Kommissionen har tilbagevist Den Hellenske Republiks argument om den ekstraordinære situation som følge af brandene i 2007, fordi den bl.a. i det væsentlige på den ene side fandt, at det med disse foranstaltninger forfulgte formål ikke kunne tages i betragtning i forbindelse med anvendelsen af artikel 107, stk. 1, TEUF, men at modtagerne af de omtvistede foranstaltninger på den anden side uafhængigt af disse omstændigheder havde opnået en selektiv fordel, idet de ikke ville have kunnet opnå dem under sædvanlige markedsvilkår.

83

I øvrigt, og som dette bl.a. er nævnt i præmis 31-39, 41-43 og 51 ovenfor, fremgår det af en læsning af 127., 129., 131. og 132. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen for så vidt angår foranstaltningerne vedrørende statsgarantien fandt, at disse foranstaltninger udgjorde statsstøtte, for det første fordi disse foranstaltninger bl.a. i det væsentlige – ud over den omstændighed, at den debitor, for hvem garantien blev stillet, ikke systematisk skulle stille sikkerhed til fordel for Den Hellenske Republik – var blevet ydet, uden at modtageren heraf skulle betale præmier for den risiko, som staten havde påtaget sig, og for det andet fordi Den Hellenske Republik ikke havde begrundet eksistensen af en bestemmelse, der udelukkede kriseramte virksomheder fra at drage fordel af disse foranstaltninger.

84

Det følger således af præmis 82 og 83 ovenfor, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse i tilstrækkelig omfang angav grundene til, at den havde tilbagevist såvel Den Hellenske Republiks argumenter om den ekstraordinære situation som følge af brandene i 2007 som argumenterne om den yderligere sikkerhedsstillelse, der blev stillet af låntagerne, og om udelukkelsen af kriseramte virksomheder for så vidt angår statsgarantierne.

85

Hvad endelig angår Den Hellenske Republiks argumenter om, at Kommissionen dels så bort fra betydningen af at kunne føre en langsigtet økonomisk politik, dels undlod at foretage en afvejning af de omtvistede foranstaltningers økonomiske rationalitet i forhold til de faktiske omstændigheder, skal det fastslås, at disse argumenter ud over den omstændighed, at de er sammenfaldende med dem, der er fremsat inden for rammerne af det første anbringendes første led, og som er blevet forkastet, for så vidt som de har til formål at bestride en retsakts materielle rigtighed, i overensstemmelse med den ovenfor i præmis 81 anførte retspraksis er uden betydning i forbindelse med et anbringende om manglende eller utilstrækkelig begrundelse.

86

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes andet led forkastes.

87

Med sit andet anbringende, der er fremsat subsidiært, har Den Hellenske Republik gjort gældende, at de omhandlede støtteordninger er forenelige med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

88

Den har herved for det første gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen i 62. og 63. betragtning til den anfægtede afgørelse fandt, at de omtvistede foranstaltninger var blevet tildelt, uden at der var nogen direkte forbindelse med de skader, der var lidt som følge af brandene i 2007, selv om alle virksomhederne beliggende i de katastroferamte territoriale enheder havde lidt tab, der havde en direkte årsagsforbindelse med brandene i 2007 som følge af den fuldstændige indstilling af aktiviteterne med forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter i disse territoriale enheder. Dette er i øvrigt blevet anerkendt af repræsentanterne for EU-institutionerne.

89

Den Hellenske Republik har for det andet gjort gældende, at Kommissionens vurdering i 64. og 146. betragtning til den anfægtede afgørelse er urigtig, for så vidt som den på ingen måde tog hensyn til den omstændighed, at de omtvistede foranstaltninger ikke var individuelle foranstaltninger, men støtteordninger, og at de derfor ikke skulle undersøges i henhold til de strenge civilretlige kriterier, der skal være opfyldt for at få tilkendt erstatning.

90

Under alle omstændigheder fremgår det klart, at der i den foreliggende sag ikke alene skulle tages hensyn til de omstændigheder, som ikke gjorde det muligt præcist at fastslå de erhvervsdrivendes tab, men også til den omstændighed, at de omtvistede foranstaltninger aldrig havde kunnet kompensere for de skader, som virksomhederne beliggende i de katastroferamte områder faktisk havde lidt, uafhængigt af den omstændighed, at disse virksomheders produktionsmidler ikke var direkte berørt af brandene i 2007.

91

Den Hellenske Republik har heraf udledt, at den anfægtede afgørelse skal annulleres som følge af, at der foreligger en retlig fejl og en manglende begrundelse.

92

Kommissionen har bestridt Den Hellenske Republiks argumenter.

93

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF som en undtagelse fra det almindelige princip i artikel 107, stk. 1, TEUF om, at statsstøtte er uforenelig med det indre marked, skal fortolkes strengt (jf. i denne retning dom af 29.4.2004, Grækenland mod Kommissionen, C-278/00, EU:C:2004:239, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

94

Denne strenge fortolkning betyder imidlertid ikke, at de udtryk, der anvendes til at beskrive denne undtagelse, skal fortolkes således, at undtagelsen fratages sin virkning. En undtagelse skal nemlig fortolkes i overensstemmelse med de formål, der forfølges med den (jf. i denne retning analogt dom af 11.9.2014, Fastweb, C-19/13, EU:C:2014:2194, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

95

Det fremgår endvidere af fast retspraksis, at det kun er de skader, der direkte er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, der gør artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF anvendelig (jf. dom af 9.6.2011, Comitato Venezia vuole vivere m.fl. mod Kommissionen (C-71/09 P, C-73/09 P og C-76/09 P, EU:C:2011:368, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

96

Det følger heraf, at selv for så vidt angår en støtteordning som i nærværende sag skal to betingelser være opfyldt, for at den i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF fastsatte undtagelse kan finde anvendelse, nemlig, for det første, at der foreligger en direkte sammenhæng mellem de skader, der er forårsaget af naturkatastrofen, og statsstøtten, og, for det andet, at der foreligger en så præcis vurdering som muligt af de skader, som de berørte producenter har lidt (dom af 11.11.2004, Spanien mod Kommissionen, C-73/03, ikke trykt i Sml., EU:C:2004:711, præmis 37).

97

I det foreliggende tilfælde fremgår det af såvel Den Hellenske Republiks skriftlige indlæg som af dens forklaringer i retsmødet, at de omtvistede foranstaltninger blev tildelt, uden at modtagerne skulle begrunde, at der forelå en årsagsforbindelse mellem de lidte tab og brandene i 2007.

98

Med udgangspunkt i princippet om, at artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF ikke med hensyn til en støtteordning som i den foreliggende sag kræver bevis for en årsagssammenhæng i civilretlig forstand mellem det lidte tab og det tildelte beløb, fandt Den Hellenske Republik således, at den ved anvendelsen af denne artikel kunne gøre opnåelsen af de omtvistede foranstaltninger betinget af, at modtageren af de nævnte foranstaltninger havde hjemsted i en af de katastroferamte territoriale enheder, eftersom alle virksomhederne med hjemsted i disse enheder havde lidt skade som følge af brandene i 2007.

99

Det er imidlertid ubestridt, at den blotte begrundelse om et hjemsted i de katastroferamte territoriale enheder ikke i sig selv gjorde det muligt bl.a. at efterprøve, om størrelsen af de tildelte foranstaltninger oversteg størrelsen af de skader, som modtagerne af disse foranstaltninger reelt havde lidt, og som var forbundet med den naturkatastrofe, der indtraf, og dermed en eventuel overkompensation.

100

I retsmødet bekræftede Den Hellenske Republik i øvrigt, at det ikke kunne udelukkes, at de omtvistede foranstaltninger ligeledes blev tildelt virksomheder, der befandt sig i de berørte kommuner, uden at de imidlertid havde lidt tab som følge af brandene i 2007.

101

Eftersom Den Hellenske Republik ikke har ført bevis for, at de to betingelser for anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, som er nævnt i præmis 96 ovenfor, var opfyldt, kan den således ikke over for Kommissionen gøre gældende, at Kommissionen ikke i den anfægtede afgørelse anvendte den i denne artikel fastsatte undtagelse.

102

Desuden er den omstændighed, at repræsentanter for Unionen kunne angive, at brandene i 2007 udgjorde begivenheder uden fortilfælde, eller at alle til rådighed stående midler skulle anvendes til fordel for ofrene og den lokale økonomi, uden betydning for lovligheden af den anfægtede afgørelse.

103

Sådanne erklæringer kan nemlig ikke begrunde, at de omtvistede foranstaltninger ikke opfylder de betingelser for anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF, der navnlig er nævnt i præmis 96 ovenfor.

104

Denne konklusion kan hverken drages i tvivl af den hævdede uopsættelighed, hvormed de omtvistede foranstaltninger skulle træffes af Den Hellenske Republik, eller af omfanget af de ødelæggelser, som er blevet anerkendt af repræsentanterne for EU-institutionerne.

105

Det skal i denne henseende for så vidt angår den hævdede uopsættelighed bemærkes, at Den Hellenske Republik ikke har godtgjort, at det var absolut umuligt for den at vurdere størrelsen af de reelt lidte tab som følge af brandene i 2007. Dette er i øvrigt i strid med det af Den Hellenske Republik hævdede, hvilket blev bekræftet i retsmødet, hvorefter den på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningerne om de omtvistede foranstaltninger foretog udtømmende økonomiske analyser af de virksomheder, som den ydede en garanti til, med henblik på at kontrollere deres rentabilitet.

106

Hvad angår omfanget af naturkatastrofen skal det indledningsvis bemærkes, at erklæringer fra repræsentanter for Unionen, som anerkender betydningen af katastrofen, eller hvoraf det fremgår, at alle de til rådighed stående midler skal anvendes til fordel for ofrene og den lokale økonomi, ikke er af en sådan art, at det herved gøres muligt at tillade, at de omtvistede foranstaltninger falder uden for betingelserne for anvendelse af artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF.

107

Det skal dernæst bemærkes, at selv hvis det antages, at de samlede beløb, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, er korrekte, dvs. et samlet tab på mere end 2 mia. EUR, og, for så vidt angår landbrugssektoren et støttebeløb på 154 mio. EUR, kan angivelsen af sådanne beløb ikke godtgøre, at størrelsen af den støtte, som modtagerne modtog, faktisk svarede til det beløb, der vedrører de tab, som de led individuelt som følge af brandene i 2007.

108

Det følger heraf, at Kommissionen ikke begik nogen retlig fejl eller anlagde et urigtigt skøn af de faktiske omstændigheder, da den – efter i 60. betragtning til den anfægtede afgørelse at have henvist til det i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF opstillede krav om en direkte årsagsforbindelse mellem den tildelte støtte og de tab, som modtagerne af denne støtte havde lidt som følge af den omhandlede naturkatastrofe – i 62.-64. betragtning og 146. betragtning til den anfægtede afgørelse i det væsentlige fandt, at ordningen for tildeling af de omtvistede foranstaltninger hverken gjorde det muligt at fastslå, at de omtvistede foranstaltninger faktisk var kommet virksomheder, der havde lidt tab som følge af brandene i 2007, til gode, eller at antage, at størrelsen af denne støtte svarede til størrelsen for det lidte tab, når den pågældende ordning ikke indeholdt nogen metode til så præcist som muligt at vurdere de lidte tab som følge af disse brande og heller ikke fastlagde de støtteberettigede udgifter på grundlag af disse tab.

109

Eftersom en læsning af 62.-64. og 146. betragtning til den anfægtede afgørelse gør det muligt at forstå grundene til, at Kommissionen fandt, at de omtvistede foranstaltninger ikke opfyldte kravene i den i artikel 107, stk. 2, litra b), TEUF fastsatte undtagelse, skal påstanden om, at det fastslås, at der ikke foreligger en begrundelse med hensyn til Kommissionens afslag på at anvende denne artikel på omstændighederne i den foreliggende sag, endelig forkastes.

110

På baggrund af det ovenstående skal det andet anbringende forkastes.

111

Med det første anbringendes tredje led har Den Hellenske Republik påberåbt sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

112

Det tredje anbringende er opdelt i to led.

113

Med det tredje anbringendes første led har Den Hellenske Republik først i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af den omtvistede støtte er i strid med udløbet af den tiårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 TEUF (EUT 2015, L 248, s. 9). Den Hellenske Republik har dernæst anført, at Kommissionen vedtog den anfægtede afgørelse inden for en urimelig frist og således har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at Kommissionen undlod at identificere modtagerne af de omtvistede foranstaltninger i den offentliggjorte meddelelse, der indeholdt opfordringen til at fremsætte bemærkninger til undersøgelsen af støtteordningerne, for på grundlag heraf at konkludere, at Kommissionen har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og retten til forsvar. Med det tredje anbringendes andet led har Den Hellenske Republik gjort gældende, at pålægget om tilbagesøgning er i strid med proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

114

For så vidt som argumenterne om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som behandles i det første anbringendes tredje led, er sammenfaldende med argumenterne i det tredje anbringendes første led, skal de behandles samlet.

115

Hvad for det første angår forældelsesfristen for tilbagesøgning af støtten har Den Hellenske Republik gjort gældende, at der mellem vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i 2019 og vedtagelsen af de omtvistede støtteordninger i 2007 er forløbet mere end ti år, således at den i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 fastsatte forældelse finder anvendelse i den foreliggende sag.

116

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 bestemmer, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år. Denne frist finder kun anvendelse i forholdet mellem Kommissionen og den medlemsstat, der er adressat for denne institutions afgørelse om tilbagesøgning af støtte (dom af 30.4.2020, Nelson Antunes da Cunha, C-627/18, EU:C:2020:321, præmis 33).

117

I overensstemmelse med retspraksis begynder forældelsesfristen at løbe fra det tidspunkt, hvor støtten tildeles støttemodtageren, og ikke på tidspunktet for vedtagelsen af en støtteordning. Med henblik på beregningen af forældelsesfristen skal støtten udelukkende anses for at være tildelt modtageren på det tidspunkt, hvor den faktisk tildeles sidstnævnte (dom af 8.12.2011, France Télécom mod Kommissionen, C-81/10 P, EU:C:2011:811, præmis 81 og 82).

118

I det foreliggende tilfælde blev støtten ydet i henhold til de pågældende støtteordninger mellem den 27. august 2007 og den 31. december 2010.

119

Under disse omstændigheder begyndte forældelsesfristen tidligst at løbe den 27. august 2007, hvilket både Den Hellenske Republik og Kommissionen i øvrigt erkendte i retsmødet.

120

Hvad angår afbrydelsen af forældelsesfristen, som i henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning 2015/1589 bevirker, at en ny forældelsesfrist begynder at løbe, skal det bemærkes, at denne forordnings artikel 12, stk. 2, sammenholdt med den samme forordnings artikel 2, stk. 2, og artikel 5, stk. 2, i henhold til retspraksis pålægger medlemsstaten at meddele alle nødvendige oplysninger som følge af en anmodning herom fra Kommissionen og inden for de af denne fastsatte frister. Ved at tilsende en medlemsstat en begæring om oplysninger tilkendegiver Kommissionen nemlig over for medlemsstaten, at den råder over oplysninger om en påstået ulovlig støtte, og at denne støtte i givet fald skal tilbagebetales (dom af 10.4.2003, Département du Loiret mod Kommissionen, T-369/00, EU:T:2003:114, præmis 81).

121

Den omstændighed, at der blot er tale om en begæring om oplysninger, berøver derfor ikke begæringen dens retsvirkning som en foranstaltning, der kan afbryde forældelsesfristen efter artikel 17 i forordning 2015/1589, uafhængigt af, at denne begæring ikke er blevet meddelt støttemodtagerne (jf. i denne retning dom af 6.10.2005, Scott mod Kommissionen, C-276/03 P, EU:C:2005:590, præmis 32, og af 10.4.2003, Département du Loiret mod Kommissionen, T-369/00, EU:T:2003:114, præmis 82).

122

I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Kommissionen som følge af den klage, som den modtog den 22. juli 2014, fremsendte en skrivelse den 25. juli 2014, hvori den bl.a. henviste til økonomi- og finansministeriets afgørelse nr. 36579/B.1666/27-8-2007 og til økonomi- og finansministeriets afgørelse nr. 2/54310/0025/13.09.2007. I denne skrivelse anmodede Kommissionen de græske myndigheder om for det første at fremsende alle de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere foreneligheden af disse foranstaltninger med artikel 107 TEUF og 108 TEUF, for det andet, at myndighederne oplyste Kommissionen om, hvorvidt de omtvistede foranstaltninger var kommet andre virksomheder end Sogia Ellas, og som var aktive inden for landbrugs- og skovbrugssektoren, til gode, og, endelig, at de i givet fald meddelte Kommissionen størrelsen af den udbetalte støtte.

123

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at undersøgelsens genstand i modsætning til, hvad Den Hellenske Republik lod forstå, ikke blev ændret under undersøgelsesproceduren.

124

I denne skrivelse af 22. juli 2014 var der således tale om de to afgørelser, der er nævnt i præmis 122 ovenfor, som igen blev nævnt både i opfordringen til at fremsætte bemærkninger efter artikel 108, stk. 2, TEUF og i den anfægtede afgørelse. Desuden er listen over adressaterne for de omtvistede foranstaltninger aldrig blevet begrænset til Sogia Ellas, eftersom Kommissionen allerede i skrivelsen om indledning af proceduren spurgte Den Hellenske Republik, om de nævnte foranstaltninger var kommet andre virksomheder til gode, og idet der i opfordringen til at fremsætte bemærkninger efter artikel 108, stk. 2, TEUF blev henvist til andre potentielle modtagere i landbrugs- og skovbrugssektoren.

125

Eftersom den i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 fastsatte forældelsesfrist, således som det er blevet nævnt i præmis 116 ovenfor, kun finder anvendelse i forholdet mellem Kommissionen og den medlemsstat, der er adressat for afgørelsen om tilbagesøgning, skal Den Hellenske Republiks argument om, at Kommissionens beføjelse til at kræve tilbagebetaling af støtten er forældet i forhold til andre virksomheder end Sogia Ellas, under alle omstændigheder forkastes som irrelevant.

126

Det følger heraf, at skrivelsen af 25. juli 2014, hvorved Kommissionen sendte en anmodning om oplysninger til Den Hellenske Republik, hvori den anførte, at den var i besiddelse af oplysninger om en ulovlig støtte, og at denne støtte i givet fald skulle tilbagebetales, afbrød den i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 fastsatte forældelsesfrist.

127

Henset til den omstændighed, at forældelsesfristen blev afbrudt den 25. juli 2014, skal det i øvrigt fastslås, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtten ikke var forældet på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, dvs. den 7. oktober 2019.

128

Med hensyn til Den Hellenske Republiks argument om, at den omstændighed, at afbrydelsen af forældelsesfristen udløser en ny frist på ti år, giver Kommissionen mulighed for at fortsætte proceduren på ubestemt tid, er det tilstrækkeligt at fastslå dels, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke har fortsat proceduren på ubestemt tid, dels, at Den Hellenske Republik ikke i form af en indsigelse har gjort gældende, at artikel 17, stk. 2, i forordning 2015/1589 er ulovlig.

129

Det følger heraf, at Den Hellenske Republiks argumenter om Kommissionens manglende kompetence til at tilbagesøge den omtvistede støtte som følge af udløbet af den i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 fastsatte forældelsesfrist skal forkastes.

130

Hvad for det andet angår Den Hellenske Republiks argumenter om, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget inden for en urimelig frist, hvilket udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, skal det bemærkes, at hvis en støtte er ydet uden at være blevet anmeldt, vil den omstændighed, at Kommissionen i længere tid har undladt at udøve sine kontrolbeføjelser og foreskrive tilbagesøgning af støtten, ifølge retspraksis kun i undtagelsestilfælde, hvor Kommissionen har begået en åbenbar forsømmelse og klart har tilsidesat pligten til at udvise rettidig omhu, medføre, at denne afgørelse om tilbagesøgning bliver ulovlig (dom af 22.4.2008, Kommissionen mod Salzgitter, C-408/04 P, EU:C:2008:236, præmis 106).

131

I det foreliggende tilfælde er det imidlertid ubestridt, at varigheden af proceduren forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse i det væsentlige skyldes, at Den Hellenske Republik ikke anmeldte disse ordninger, og at Kommissionen først blev gjort bekendt hermed syv år efter brandene i 2007.

132

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen, så snart den modtog en klage den 22. juli 2014, indledte undersøgelsesproceduren, idet den fremsendte en skrivelse til de græske myndigheder den 25. juli 2014 med henblik på at indhente oplysninger om den angivelige støtte.

133

Efter udvekslinger med Den Hellenske Republik, hvoraf den sidste er fra den 11. februar 2015, vedtog Kommissionen derefter den 17. maj 2016 afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

134

Kommissionen vedtog endelig den anfægtede afgørelse den 7. oktober 2019 efter udvekslinger med Den Hellenske Republik, hvoraf den sidste er fra den 21. februar 2018.

135

Selv om det sidste trin i proceduren forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ganske vist ikke er kendetegnet ved en særlig hastig behandling, ligger det dog fast, at Kommissionen, henset til rækkefølgen af de begivenheder, der fandt sted mellem 2014 og vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke kan foreholdes en uforholdsmæssig stor forsinkelse eller manglende omhu ved gennemførelsen af den administrative procedure, der kendetegner en tilsidesættelse af dens forpligtelse til at udvise omhu.

136

Det følger heraf, at argumenterne om overskridelsen af en rimelig frist og dermed om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik skal forkastes.

137

Hvad for det tredje angår argumenterne om den omstændighed, at den af Kommissionen offentliggjorte meddelelse, der indeholdt opfordringen til at fremsætte bemærkninger til undersøgelsen af støtteordningerne, fejlagtigt gav indtryk af, at der kun var tale om støtte til Sogia Ellas, og at Kommissionen derfor har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og retten til forsvar, skal det bemærkes, at Kommissionen ifølge artikel 108, stk. 2, TEUF træffer sin afgørelse »efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger«. I henhold til ordlyden af artikel 6, stk. 1, i forordning 2015/1589 skal den pågældende medlemsstat og andre interesserede parter i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure opfordres til at fremsætte bemærkninger inden for en nærmere fastsat frist, der normalt ikke må overstige en måned.

138

Det fremgår af retspraksis vedrørende artikel 108, stk. 2, TEUF, at denne bestemmelse ikke stiller et krav om en individuel opfordring, og at dens ene formål er at forpligte Kommissionen til at handle således, at alle eventuelt interesserede personer bliver informeret om, at der er indledt en procedure, og gives mulighed for at fremsætte deres bemærkninger hertil. Under disse omstændigheder må offentliggørelsen af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende anses for et egnet middel til at gøre alle berørte bekendt med, at der er indledt en formel undersøgelsesprocedure (jf. dom af 9.4.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-150/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:191, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis).

139

For at besvare spørgsmålet om, hvorvidt modtagerne af den støtte, der skal tilbagesøges, faktisk kan anses for at være blevet opfordret til at fremsætte bemærkninger som led i den administrative procedure, skal Den Hellenske Republiks argument om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, af retten til forsvar og af princippet om god forvaltningsskik, undersøges, eftersom meddelelsen offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende giver det fejlagtige indtryk, at det kun er Sogia Ellas, der er omfattet af de angivelige støtteordninger.

140

Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at Den Hellenske Republik ikke har gjort gældende, at afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i sig selv skaber dette forkerte indtryk. Den Hellenske Republik har således i sin argumentation blot kritiseret den meddelelse, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende samtidigt med offentliggørelsen af denne afgørelse.

141

Det er endvidere korrekt, at meddelelsens overskrift henviser til en »støtte til Sogia Ellas AE«, idet der i den græske sprogversion i latinske bogstaver tilføjes »m.fl.«, således at denne overskrift, således som Den Hellenske Republik har gjort gældende, faktisk kan give det indtryk, at den undersøgte støtte kun vedrører Sogia Ellas.

142

Det fremgår imidlertid af punkt 1 i resuméet, der udgør en del af meddelelsen, at den foreløbige undersøgelse førte Kommissionen til at konkludere, at »støtten kunne have været ydet til andre støttemodtagere, der også var aktive i landbrugs- og skovbrugssektoren«. I punkt 2 i det samme resumé henvises der til retsgrundlagene for støtteordningerne, og det anføres, at støtten blev ydet til virksomheder, der var etableret og aktive i de områder i Grækenland, der blev ramt af brandene i 2007.

143

Eftersom meddelelsen, herunder resuméet, der indgår som en del heraf, kun er to sider lang, kan det med rimelighed kræves af en påpasselig erhvervsdrivende, at denne studerer et sådant dokument, der under henvisning til de forhold, som er nævnt i præmis 142 ovenfor, viser, at opfordringen til at fremsætte bemærkninger ikke udelukkende var begrænset til Sogia Ellas, men omfattede alle de producenter, der var etableret i de katastroferamte lokale myndigheder, som havde modtaget denne støtte.

144

Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at en påpasselig erhvervsdrivende, der har været omfattet af de pågældende støtteordninger, i overensstemmelse med den i præmis 138 ovenfor nævnte retspraksis i tilstrækkelig grad blev underrettet ved den meddelelse, der sammen med afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, til at kunne anse sig for en interesseret part i denne afgørelse.

145

I retsmødet bekræftede Den Hellenske Republik i øvrigt indholdet af 103. betragtning til den anfægtede afgørelse, for så vidt som den anførte, at den, i lyset af vanskelighederne ved at identificere de »støttemodtagere, der [...] var aktive i landbrugs- og skovbrugssektorende« havde fundet, at offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af afgørelsen om at indlede proceduren var tilstrækkelig til at underrette de pågældende virksomheder.

146

Det følger heraf, at argumenterne om den omstændighed, at den af Kommissionen offentliggjorte meddelelse, der indeholdt opfordringen til at fremsætte bemærkninger til undersøgelsen af de pågældende støtteordninger, fejlagtigt gav indtryk af, at den kun vedrørte støtten til Sogia Ellas, og at denne institution derfor har tilsidesat retssikkerhedsprincippet og retten til forsvar, skal forkastes.

147

Hvad for det fjerde og sidste angår Den Hellenske Republiks argument om, at både Den Hellenske Republik og støttemodtagerne havde en berettiget forventning om, at de omtvistede foranstaltninger ikke udgør statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, med den begrundelse, at Kommissionen i en lang periode ikke rejste tvivl om lovligheden af de nævnte foranstaltninger, selv om den var bekendt med den situation, der er forårsaget af brandene i 2007, skal det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forudsætter, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af Unionens kompetente myndigheder over for den pågældende (jf. dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 109 og den deri nævnte retspraksis).

148

Det er endvidere ubestridt, at en medlemsstat, hvis myndigheder har ydet støtte i strid med de i artikel 108 TEUF fastlagte procedureregler, ikke kan påberåbe sig støttemodtagernes berettigede forventning og dermed unddrage sig sin forpligtelse til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre en kommissionsafgørelse, hvorefter denne medlemsstat skal tilbagesøge støtten. At tillade en sådan mulighed ville fratage bestemmelserne i artikel 107 TEUF og 108 TEUF enhver effektiv virkning, for så vidt som de nationale myndigheder således med udgangspunkt i deres egen ulovlige adfærd kunne ophæve den effektive virkning af de afgørelser, som Kommissionen har truffet i henhold til disse traktatbestemmelser (jf. dom af 19.6.2008, Kommissionen mod Tyskland, C-39/06, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:349, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

149

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at udtalelserne fra de forskellige repræsentanter for Unionen, som Den Hellenske Republik har påberåbt sig, og som i det væsentlige vedrører den ekstraordinære karakter af brandene og følgerne heraf samt deres ønske om at anvende alle de til rådighed stående midler til fordel for ofrene og den lokale økonomi, ikke kan anses for at udgøre »præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer«, hvoraf det fremgår, at de omtvistede foranstaltninger ikke kan kvalificeres som statsstøtte.

150

Ud over den omstændighed, at Kommissionen af de i præmis 130-136 ovenfor anførte grunde ikke kan foreholdes at have vedtaget den anfægtede afgørelse inden for en urimelig frist, er det endvidere ubestridt, at Den Hellenske Republik ikke rettidigt anmeldte de omhandlede støtteordninger, således at den af de i præmis 147 og 148 ovenfor anførte grunde ikke med føje kan påberåbe sig en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

151

Følgelig skal argumenterne om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forkastes.

152

Det følger heraf, at det første anbringendes tredje led om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt det tredje anbringendes første led om manglende tidsmæssig kompetence, tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, retssikkerhedsprincippet samt tilsidesættelse af retten til forsvar skal forkastes.

153

Med det tredje anbringendes andet led har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den i den anfægtede afgørelses artikel 2 fastsatte forpligtelse til at tilbagesøge støtten er i strid med proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet.

154

I denne forbindelse har Den Hellenske Republik gjort gældende, at de ekstraordinære omstændigheder omkring de omtvistede foranstaltninger gør, at den pågældende støtte ikke kan kræves tilbagebetalt.

155

For det første har de pågældende støtteordninger således ikke givet nogen »fordele« og havde alene til formål at sikre det pågældende markeds overlevelse.

156

For det andet kan den omstændighed, at støtten kun skal tilbagesøges inden for landbrugssektoren, skabe en uligevægt til skade for denne sektor, selv om kommissæren med ansvar for landbrug erklærede, at denne sektor er genstand for øget støtte fra Kommissionens side.

157

Kommissionen har bestridt samtlige Den Hellenske Republiks argumenter.

158

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Kommissionen i henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning 2015/1589 i negative afgørelser om ulovlig støtte bestemmer, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren, medmindre tilbagebetalingen vil være i strid med et generelt princip i EU-retten.

159

Det følger endvidere af fast retspraksis, at ophævelsen af en ulovlig støtte ved tilbagesøgning er den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig, og medlemsstatens forpligtelse til at ophæve en støtte, som af Kommissionen er fundet uforenelig med det indre marked, har til formål at genoprette den oprindelige situation (jf. dom af 14.2.2008, Kommissionen mod Grækenland, C-419/06, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:89, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

160

Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet (jf. dom af 14.2.2008, Kommissionen mod Grækenland, C-419/06, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:89, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

161

Tilbagesøgning af en ulovligt udbetalt statsstøtte for herved at genoprette den oprindelige situation kan derfor principielt ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene i traktatens bestemmelser om statsstøtte (jf. dom af 14.2.2008, Kommissionen mod Grækenland, C-419/06, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:89, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

162

I den foreliggende sag udgør de omtvistede foranstaltninger, som det er blevet fastslået i præmis 41-51 ovenfor, for det første en fordel for dem, der modtog dem, selv om de blev udbetalt som følge af, at der indtraf ekstraordinære omstændigheder, der var kendetegnet ved en naturkatastrofe, og som det bl.a. er blevet fastslået i præmis 136 og 151 ovenfor, er tilbagesøgningen af støtten ikke i strid med et generelt retsprincip.

163

I det omfang rækkevidden af den anfægtede afgørelse udtrykkeligt er begrænset til landbrugs- og skovbrugssektoren, og Den Hellenske Republik ikke har gjort gældende, at Kommissionen burde have udvidet den til andre økonomiske sektorer, og heller ikke har anmeldt en sådan støtte, kan den for det andet ikke foreholde Kommissionen, at den først pålagde tilbagesøgning af støtten hos de modtagere, der er identificeret i den anfægtede afgørelse.

164

Endelig er det korrekt, at kommissæren med ansvar for landbrug i ministerrådet den 26. september 2007 underrettede den græske delegation om de forskellige redskaber, der står til rådighed (statsstøtte, regional støtte, udvikling af landdistrikter) og bl.a. præciserede, at de landbrugsarealer, der var berettiget til enkeltbetaling, fortsat ville være det.

165

For så vidt som sådanne erklæringer, selv om de vedrører brandene i 2007, ikke har nogen forbindelse med spørgsmålet om vurderingen af lovligheden af pålægget om tilbagesøgning, er de imidlertid ikke relevante som støtte for Den Hellenske Republiks argumentation i denne henseende.

166

Henset til det ovenstående skal det første anbringendes tredje led og det tredje anbringende forkastes, og følgelig skal Kommissionen frifindes i det hele.

167

Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Den Hellenske Republik har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):