3

Dækningsordningens artikel 18, der har overskriften »Afgørelser«, bestemmer:

»Ansættelsesmyndigheden træffer efter proceduren i artikel 20 afgørelse om anerkendelse af, hvorvidt der ligger en ulykke til grund for en hændelse, hvad enten denne tilskrives erhvervsmæssige eller private risici, og afgørelser i tilknytning hertil om anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse eller om fastsættelse af graden for vedvarende invaliditet:

4

Hvad angår lægeudvalgets sammensætning og arbejde bestemmer dækningsordningens artikel 22, stk. 1, første og andet afsnit, med overskriften »Lægeudvalg« følgende:

»1.   Lægeudvalget består af tre læger, der udpeges således:

Hvis der senest to måneder efter udpegningen af den anden læge ikke er opnået enighed om udpegelsen af den tredje læge, udpeges denne af præsidenten for De[n] Europæiske [Unions] Domstol efter begæring af en af parterne.«

5

Dækningsordningens artikel 23, stk. 1, første afsnit, med overskriften »Konsult[ation] af anden læge« bestemmer:

»1.   Når der, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i artikel 18, skal træffes en afgørelse efter udtalelse fra den læge, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden, giver nævnte myndighed forud for denne afgørelse den forsikrede eller dennes ydelsesberettigede pårørende meddelelse om udkastet hertil ledsaget af lægens konklusioner. Den forsikrede eller dennes ydelsesberettigede pårørende kan inden for en frist på 30 dage anmode om konsult[ation] af en anden læge, som vælges i fællesskab af de læger, der er udpeget af henholdsvis ansættelsesmyndigheden og af den forsikrede eller dennes ydelsesberettigede pårørende. Hvis der ved udløbet af denne frist ikke er indgivet en sådan anmodning, træffer ansættelsesmyndigheden afgørelse i overensstemmelse med det meddelte udkast.«

[udeladt]

28

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. maj 2019 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.

29

Den 6. august 2019 har Kommissionen indleveret svarskrift.

30

Den 3. oktober 2019 har sagsøgeren indleveret replik.

31

Ved afgørelse truffet den 25. oktober 2019 i medfør af artikel 27, stk. 3, i Rettens procesreglement har Rettens præsident omfordelt sagen til en ny refererende dommer, der er tilknyttet Fjerde Afdeling.

32

Den 18. november 2019 har Kommissionen indleveret duplik.

33

Ved skrivelse af 19. november 2019 er parterne blevet underrettet om afslutningen af retsforhandlingernes skriftlige del og om deres mulighed for at anmode om afholdelse af et retsmøde på de betingelser, der er fastsat i procesreglementets artikel 106. Ved skrivelse af 13. december 2019 har sagsøgeren anmodet om afholdelse af et retsmøde inden for den fastsatte frist.

34

Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra a) og d), har Retten den 15. juni 2020 anmodet parterne om at besvare en række spørgsmål og fremlægge en læselig version af visse dokumenter. Parterne har besvaret spørgsmålene, og sagsøgeren har efterkommet anmodningen om at fremlægge dokumenter inden for den fastsatte frist.

35

På forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Da sagsøgeren imidlertid på Rettens foranledning ved skrivelse af 16. juli 2020 i det væsentlige har oplyst, at han i sidste ende ikke vil deltage i retsmødet, har Retten (Fjerde Afdeling) i henhold til procesreglementets artikel 108, stk. 2, besluttet at afslutte retsforhandlingernes mundtlige del.

36

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 16. juli 2020 har sagsøgeren i henhold til procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen således, at søgsmålet i det væsentlige tilsigter, at der – efter at sagsøgeren har fået kendskab hertil – tages hensyn til »en retsakt, der udgør et nyt element, og som automatisk nedsætter de oprindelige påstande i stævningen for at »tage hensyn til denne nye omstændighed« med henblik på annullation af Kommissionens afgørelse af 2. august 2018«. Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. september 2020 har Kommissionen nedlagt påstand om, at sagsøgerens anmodning om tilpasning afvises.

37

Den 14. september 2020 har sagsøgeren indgivet et processkrift med et nyt anbringende. Kommissionen har fremsat sine bemærkninger til dette indlæg den 30. september 2020.

38

Sagsøgeren har i stævningen i det væsentlige nedlagt følgende påstande:

39

I duplikken har Kommissionen nedlagt følgende påstand:

40

I replikken har sagsøgeren endvidere nedlagt påstand om, at det »fastslås, at [sagsøgeren] foreløbigt, herunder ved særskilt kendelse, har ret til et beløb på 7754 EUR, svarende til den af [afregningskontoret] fastsatte tilbagebetaling, og som på daværende tidspunkt var blevet godkendt på grundlag af de dokumenter, der er fremlagt to gange, og som Kommissionen er i besiddelse af«.

41

I duplikken har Kommissionen ligeledes nedlagt påstand om, at den påstand, som sagsøgeren har fremsat i replikken, forkastes.

98

Med den første påstand tilsigtes annullation af den anfægtede afgørelse, hvorved ansættelsesmyndigheden ifølge sagsøgeren med urette tog udgangspunkt i den regel, der udtrykkeligt er fastsat i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, og som finder anvendelse i tilfælde, hvor »der ikke er opnået enighed mellem den læge, der repræsenterer den forsikrede, og den læge, der repræsenterer institutionen, til at udnævne den tredje læge«, med henblik på at anvende denne bestemmelse analogt for at udpege en »anden læge«.

99

Den fjerde og mere subsidiære påstand har i det væsentlige til formål at pålægge Kommissionen at lade sig inspirere af den regel, der udtrykkeligt er fastsat i dækningsordningens artikel 22, således som den fremgår af den anfægtede afgørelse, i sagsøgerens særlige tilfælde og at anvende den analogt ved at anmode lægeudvalget om at afgive udtalelse i overensstemmelse med dækningsordningens artikel 20.

100

Med formuleringen af den første og den fjerde påstand tilsigter sagsøgeren således dels at anfægte Kommissionens opfattelse af, at der skal ske en selektiv anvendelse, ved i den foreliggende sag kun at anvende dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, dels at anfægte Kommissionens afgørelse om ikke at anvende hele den procedure, der er fastsat i den nævnte artikel. Disse to påstande skal derfor behandles samlet.

[udeladt]

106

Det bemærkes for det første, at dækningsordningen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende i forbindelse med den fjerde påstand, der i det væsentlige består i at lade sig inspirere af procedurereglen om at forelægge sagen for lægeudvalget med henblik på en fornyet behandling af dennes ansøgning om godtgørelse af udgifter, klart sondrer mellem to situationer vedrørende fornyet behandling af et udkast til afgørelse.

107

I det første tilfælde træffes afgørelsen, hvis den forsikrede anmoder herom, efter høring af lægeudvalget i overensstemmelse med dækningsordningens artikel 18, andet led. I det andet tilfælde kan den forsikrede anmode om konsultation af en »anden læge« til udtalelse i andre tilfælde end dem, der er omhandlet i ordningens artikel 18. Efter meddelelsen af disse udkast til afgørelse fastsætter de to procedurer en frist på henholdsvis 60 dage og 30 dage, inden for hvilken den forsikrede kan anmode om, at disse udkast tages op til fornyet prøvelse. Er der ikke inden fristens udløb indgivet en anmodning om konsultation, træffer ansættelsesmyndigheden den afgørelse, som fremgår af udkastet.

108

Det følger af disse bestemmelser, at de afgørelser, der som i den foreliggende sag træffes i forbindelse med en ansøgning om godtgørelse af udgifter i henhold til dækningsordningens artikel 9, stk. 1, ikke, som Kommissionen med rette har fremhævet, er omfattet af det materielle anvendelsesområde for dækningsordningens artikel 18. Denne artikel vedrører således »afgørelse[r] om anerkendelse af, hvorvidt der ligger en ulykke til grund for en hændelse, hvad enten denne tilskrives erhvervsmæssige eller private risici, og afgørelser i tilknytning hertil om anerkendelse af en sygdoms erhvervsmæssige oprindelse eller om fastsættelse af graden for vedvarende invaliditet«. Da disse udtryk er klare, kan de ikke fortolkes således, at de omfatter afgørelser vedrørende ansøgninger om godtgørelse af udgifter som omhandlet i dækningsordningens artikel 9, stk. 1.

109

I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, drejer det sig desuden ikke om at fastlægge en hvilken som helst ret til at anvende hele den procedure, der finder anvendelse på en ansøgning om godtgørelse, men om at fastlægge den procedure for udpegelse af en »anden læge«, der finder anvendelse i tilfælde af uenighed mellem parterne vedrørende den nævnte udpegelse. På dette punkt indeholder dækningsordningens artikel 23 ingen lakune, der kan begrunde en anvendelse af hele den procedure, der er fastsat i ordningens artikel 22.

110

De afgørelser, der træffes i henhold til dækningsordningens artikel 9, stk. 1, er omfattet af fremgangsmåden i artikel 23 og vedrører således andre tilfælde end dem, der er omfattet af artikel 18.

111

Det følger af konklusionen i præmis 110 ovenfor, at sagsøgeren ikke kan påberåbe sig den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden i den foreliggende sag delvist og analogt har besluttet – for så vidt angår udpegelsen af den »anden læge« i henhold til dækningsordningens artikel 23 – at anvende den procedure, der er fastsat i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, for heraf at udlede, at hele den i artikel 22 fastsatte procedure så meget desto mere bør finde anvendelse på sagsøgerens ansøgning om godtgørelse. Sagsøgeren kan heller ikke af afslaget på godtgørelse af udgifter, der er afholdt af den af ansættelsesmyndigheden udpegede læge, udlede nogen ret til at forelægge sagen for lægeudvalget. Følgelig er den første grund i den anfægtede afgørelse velbegrundet, da dækningsordningens artikel 22 ikke omhandler afgørelser om godtgørelse af lægeudgifter.

112

For det andet skal der, henset til den konklusion, der er anført i præmis 110 ovenfor, foretages en analog vurdering af, om anvendelsen af proceduren i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, som sagsøgeren har bestridt, og som Kommissionen har forsvaret, med henblik på at udpege den »anden læge« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i ordningens artikel 23, er lovlig.

113

Det fremgår af dækningsordningens artikel 9, stk. 1, med overskriften »Godtgørelse af udgifter«, at denne artikel indfører en ret til godtgørelse af »enhver udgift, som har været nødvendig til […] enhver pleje og behandling, der er nødvendiggjort af følgerne af de opståede læsioner og symptomerne hidrørende herfra samt eventuelle udgifter til skadelidtes funktionelle og faglige revalidering«. Den indeholder derimod ingen præciseringer vedrørende den procedure, der finder anvendelse på anmodninger om godtgørelse af lægeudgifter.

114

Der skal i denne forbindelse henvises til dækningsordningens artikel 23, stk. 1, som i overensstemmelse med dens materielle anvendelsesområde definerer den procedure, der finder anvendelse på afgørelser vedrørende tilfælde, der ikke er omfattet af dækningsordningens artikel 18, hvilket er en situation, som den anfægtede afgørelse henhører under.

115

Det er korrekt, således som parterne har anført, at dækningsordningens artikel 23, stk. 1, med overskriften »Konsult[ation] af anden læge« ikke udtrykkeligt præciserer den procedure, der skal følges for at udpege den »anden læge« med henblik på i givet fald at afhjælpe en uenighed mellem den læge, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden, og den læge, der er udpeget af den forsikrede.

116

Retssikkerhedsprincippet begrunder imidlertid en fortolkning med udgangspunkt i EU-rettens bestemmelser med henblik på at sikre en høj grad af forudsigelighed (jf. i denne retning og analogt dom af 22.5.2008, Glaxosmithkline og Laboratoires Glaxosmithkline, C-462/06, EU:C:2008:299, præmis 32 og 33). For at sikre en sådan forudsigelighed er det i videst muligt omfang nødvendigt at være tro mod ordlyden af de fortolkede bestemmelser.

117

Hvis det antoges, at proceduren i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, skal ændres i de tilfælde, hvor den læge, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden, og den læge, der er udpeget af den forsikrede, ikke er enige, ville det indebære en risiko for, at anvendelsesområdet for proceduren for konsultation, således som ophavsmændene oprindeligt havde tiltænkt den, ville blive ændret. Som det fremgår af præamblen til dækningsordningen, tilkommer det desuden institutionerne, og ikke Retten, i enighed at fastsætte en ordning, dækningsordningen, og følgelig i givet fald at fastsætte en sådan procedure eller at foretage en udtrykkelig henvisning til dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit.

118

Det fremgår endvidere af fast restpraksis, at selv om det principielt er muligt at fortolke en EU-retlig bestemmelse »i lyset af« den retlige sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, eller bestemmelsens formål, for at afklare en tvetydighed i formuleringen, kan en sådan fortolkning ikke medføre, at enhver effektiv virkning af bestemmelsens klare og præcise ordlyd bortfalder, hvilket ville være i strid med de krav, som følger af retssikkerhedsprincippet (jf. i denne retning dom af 8.12.2005, ECB mod Tyskland, C-220/03, EU:C:2005:748, præmis 31, af 15.7.2010, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, C-582/08, EU:C:2010:429, præmis 46, 49 og 51 og den deri nævnte retspraksis, og af 22.9.2016, Parlamentet mod Rådet, C-14/15 og C-116/15, EU:C:2016:715, præmis 70).

119

Eftersom institutionerne ikke udtrykkeligt har bestemt, at Domstolens præsident skal udpege den »anden læge«, og heller ikke har godkendt denne analoge anvendelse, tilkommer det ikke Retten at stille krav herom på grundlag af retspraksis. Retten kan i denne forbindelse ikke se bort fra den klare og præcise ordlyd af en bestemmelse, som alene giver mulighed for at udpege en »anden læge«, som vælges efter fælles aftale mellem den læge, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden, og den læge, der er udpeget af den forsikrede. Følgelig kunne Kommissionen ikke analogt anvende dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, på den foreliggende sag.

120

For det tredje kan konklusionen i den foregående præmis ikke drages i tvivl af Kommissionens argumenter. Kommissionen har begrundet den analoge anvendelse af reglen om udpegelse af »tredje læge« i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, med behovet for at finde en løsning på den fastlåste situation, der er forårsaget af, at det ikke har været muligt at udpege en »anden læge« i henhold til dækningsordningens artikel 23, og fordi der i den pågældende artikel ikke findes en udtrykkelig procedure, der kan finde anvendelse i et sådant tilfælde. Endvidere er valget af denne procedure ifølge Kommissionen afbalanceret og gør det muligt på rimelig vis at forene den tidligere tjenestemands og administrationens interesser. Dette valg er baseret på den omsorgspligt og princippet om god forvaltningsskik, der påhviler institutionen.

121

I denne forbindelse bemærkes for det første, at Kommissionens argument om, at som følge af behovet for at finde en løsning til den fastlåste situation, der kendetegner den foreliggende sag, bør dækningsordningens artikel 23, i tilfælde af uenighed om udpegelsen af en »anden læge«, fortolkes således, at en analog anvendelse af den procedure, der er fastsat i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, er uforeneligt med den klare ordlyd og desuden ikke finder støtte i andre elementer af dækningsordningen.

122

Det bemærkes i øvrigt, at Kommissionens påstand om, at valget af at anvende reglen om udpegning af en tredje læge i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, er afbalanceret og gør det muligt at forene den tidligere tjenestemands og administrationens interesser ligeligt, er bestridt af sagsøgeren. Navnlig fremgår det af de fremførte argumenter vedrørende det usikre indhold af mandatet for denne »anden læge«, der er udpeget af Domstolens præsident, den dokumentation, som blev sendt til sidstnævnte, og som sagsøgeren ikke havde ret til indsigt i, og den endelige karakter af afgørelsen om ad hoc-prøvelse, i det mindste, at sagsøgeren har bestridt, at dette valg er afbalanceret og forener de berørte parters interesser. Når der er tale om en ad hoc-procedure som den omhandlede, kan sagsøgerens argumenter nemlig fortolkes således, at det herved gøres gældende, at retssikkerhedsprincippet ikke er overholdt på grund af denne procedures manglende forudsigelighed.

123

I øvrigt kan den omstændighed, at andre bestemmelser i sygesikringsordningen fastsætter en lignende procedure, eller at denne er begrundet i den omsorgspligt og det princip om god forvaltningsskik, der påhviler institutionen, ikke begrunde, at den fortolkning af dækningsordningens artikel 23, stk. 1, første afsnit, som fremgår af den omtvistede afgørelse, lægges til grund.

124

Det følger af fast retspraksis, at omsorgspligten afspejler den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som ansættelsesvilkårene og de administrative bestemmelser for personalet har skabt i forholdet mellem den offentlige myndighed og de offentligt ansatte, hvilket bl.a. indebærer, at myndigheden tager hensyn til alle elementer, der kan have betydning for dennes afgørelse og indebærer, at myndigheden ikke blot skal tage hensyn til tjenestens interesser, men også til vedkommende tjenestemands interesser, når den træffer afgørelse om en tjenestemands situation. Sidstnævnte forpligtelse pålægges administrationen ved princippet om god forvaltningsskik, der er fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. dom af 5.12.2006, Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.12.2017, Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, T-482/16 RENV, EU:T:2017:901, præmis 131 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

125

Derudover skærpes de forpligtelser, som omsorgspligten indebærer for administrationen, væsentligt, når der er tale om tilfælde, hvor det er godtgjort, at en tjenestemands fysiske og mentale sundhed er påvirket (jf. dom af 18.11.2014, McCoy mod Regionsudvalget, F-156/12, EU:F:2014:247, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning og analogt dom af 7.11.2019, WN mod Parlamentet, T-431/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:781, præmis 106).

126

Inden for rammerne af omsorgspligten skal beskyttelsen af tjenestemændenes rettigheder og interesser imidlertid altid ske inden for rammerne af de gældende regler (jf. dom af 5.12.2006, Angelidis mod Parlamentet, T-416/03, EU:T:2006:375, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis). Navnlig kan denne bestemmelse ikke foranledige administrationen til at tillægge en fællesskabsbestemmelse en virkning, som strider mod denne bestemmelses klare og præcise ordlyd (dom af 27.6.2000, K mod Kommissionen, T-67/99, EU:T:2000:169, præmis 68, og af 26.3.2020, Teeäär mod ECB, T-547/18, EU:T:2020:119, præmis 87-89).

127

Selv om det i den foreliggende sag er korrekt, at den anfægtede afgørelse indgår i en mere generel anmodning om godtgørelse af lægeudgifter, der er forbundet med sagsøgerens erhvervssygdom, betyder den omstændighed, at administrationens forpligtelser, der følger af omsorgspligten, er væsentligt skærpet, ikke, at Kommissionen kan gå imod den klare og præcise ordlyd af dækningsordningens artikel 23, stk. 1, første afsnit. Selv om Kommissionen i medfør af omsorgspligten faktisk er forpligtet til at finde en løsning på den eksisterende fastlåste situation, skal denne løsning være i overensstemmelse med de retlige rammer, som den er bundet af.

128

Følgelig kan Kommissionen ikke påberåbe sig omsorgspligten som begrundelse for en analog anvendelse af reglen om udpegning af tredje læge i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, eftersom bestemmelsen i nævnte ordnings artikel 23, stk. 1, første afsnit, er til hinder for en sådan anvendelse og i øvrigt ikke er uforenelig med noget almindeligt retsprincip (jf. i denne retning dom af 15.2.2011, Marcuccio mod Kommissionen, F-81/09, EU:F:2011:13, præmis 55).

129

For det fjerde kan konklusionen i præmis 119 ovenfor heller ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter. For det første har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at denne har ret til at blive omfattet af den procedure for høring af lægeudvalget, der er fastsat i dækningsordningens artikel 22, for så vidt som et kollegialt organs udtalelse giver flere garantier end en enkelt læges udtalelse i forbindelse med en sag og et praktisk talt fortroligt mandat. I denne henseende synes der bl.a. at være henvist til overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar inden for rammerne af den nævnte ordnings artikel 23 både under den prøvelsesprocedure, der førte til vedtagelsen af udkastet til afgørelse af 30. juni 2017, og under den igangværende fornyede prøvelse. Sagsøgeren har nærmere bestemt anført dels, at der skal tages hensyn til dennes personlige lægejournal og tidligere sygdomshistorie, dels at den forsikredes læge stiller passende dokumenter til rådighed i den foreliggende sag hos den »anden læge«.

130

Det fremgår i denne forbindelse af retspraksis, at de læger, der er udpeget af ansættelsesmyndigheden, i forbindelse med deres konkrete og udførlige prøvelse af den situation, som de befinder sig i, skal udtale sig på grundlag af den videnskabelige litteratur, men de kan ikke se bort fra den pågældende persons faktiske og fuldstændige sundhedstilstand. I øvrigt følger denne forpligtelse til at tage hensyn til den forsikredes personlige situation af omsorgspligten (jf. i denne retning dom af 9.12.2009, Kommissionen mod Birkhoff, T-377/08 P, EU:T:2009:485, præmis 88, og af 25.5.2016, GW mod Kommissionen, F-111/15, EU:F:2016:122, præmis 40).

131

Den »anden læge«, der har til opgave at foretage en fornyet prøvelse af, om godtgørelsen af den lægelige ydelse er relevant i forhold til sagsøgerens erhvervssygdom, skal derfor have kendskab til omfanget og konsekvenserne heraf og have adgang til afgørelsernes indhold.

132

Det fremgår desuden af retspraksis, at det for at kunne afgive en lægeerklæring er nødvendigt, at lægen er i stand til at gøre sig bekendt med samtlige de dokumenter, der kan være nyttige for dennes vurdering (jf. analogt dom af 15.7.1997, R mod Kommissionen, T-187/95, EU:T:1997:119, præmis 49, og af 29.2.2012, AM mod Parlamentet, F-100/10, EU:F:2012:24, præmis 92). Som Kommissionen med rette har anført, har lægen, der er udpeget af den forsikrede, således mulighed for at fremlægge og forsvare sit synspunkt ved at fremlægge supplerende dokumenter.

133

Dernæst er sagsøgerens argument, der tilsigter at bevise, at Kommissionens læger ikke er upartiske, i lyset af dom af 24. oktober 1996, Kommissionen mod Royale belge m.fl. (C-76/95, EU:C:1996:406), ubegrundet og kan ikke rejse tvivl om konklusionen i præmis 119 ovenfor. Med dette generelt formulerede argument og denne kortfattede henvisning i retspraksis har sagsøgeren nemlig ikke redegjort for, hvorfor og i forhold til hvilken enhed de af institutionen udpegede læger i den foreliggende sag ikke var upartiske i forbindelse med afgørelsen om godtgørelse af de udgifter, der var anmodet om.

134

Prøvelsesproceduren og proceduren for fornyet vurdering, der er reguleret i dækningsordningens artikel 23, giver derfor tilstrækkelige garantier med hensyn til overholdelsen af sagsøgerens ret til forsvar i forbindelse med behandlingen af dennes ansøgning om godtgørelse af udgifter, således at han ikke kan kræve, at der udpeges et lægeudvalg for at sikre overholdelsen af denne ret.

135

Den anden begrundelse for den anfægtede afgørelse, hvorefter administrationen har besluttet at lade sig inspirere af reglen i dækningsordningens artikel 22, stk. 1, andet afsnit, med henblik på at anmode Domstolens præsident om at udpege en »anden læge«, er derfor behæftet med en retlig fejl.

136

Det følger af retspraksis, at når visse præmisser for en afgørelse i sig selv i tilstrækkelig grad begrunder denne afgørelse, er de mangler, som andre præmisser for retsakten måtte være behæftet med, under alle omstændigheder uden betydning for dens konklusion. I øvrigt bemærkes, at hvis konklusionen i en kommissionsafgørelse støttes på flere begrundelser, som hver især udgør et tilstrækkeligt grundlag for denne konklusion, skal afgørelsen i princippet kun annulleres, hvis hver enkelt af disse begrundelser er ulovlig. I et sådant tilfælde kan en fejl eller en anden ulovlighed, der kun påvirker en enkelt af disse begrundelser, ikke bevirke, at den omtvistede afgørelse må annulleres, hvis den i det konkrete tilfælde ikke har haft nogen bestemmende betydning for den konklusion, institutionen er nået til (jf. dom af 10.11.2017, Icap m.fl. mod KommissionenT-180/15, EU:T:2017:795, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

137

I den foreliggende sag kan den retlige fejl, som den anden begrundelse for den omtvistede afgørelse er behæftet med, ikke medføre annullation af denne afgørelse, eftersom den ikke har kunnet påvirke afgørelsens resultat. I overensstemmelse med Rettens konklusion i præmis 110 og 111 ovenfor er den første begrundelse for den omtvistede afgørelse, hvorefter proceduren i dækningsordningens artikel 22 ikke omfatter afgørelser om godtgørelse af udgifter til lægebehandling, velbegrundet og tilstrækkelig til at begrunde afslaget på at forelægge sagen for lægeudvalget i den anfægtede afgørelse.

138

Følgelig skal den første og den fjerde påstand forkastes som ugrundede.

[udeladt]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):