Sag T-305/19

Welmax + sp. z o. o. sp.k.

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret

Rettens dom (Niende Afdeling) af 8. juli 2020

»EU-varemærker – indsigelsessag – international registrering, hvor Den Europæiske Union er designeret – ordmærket welmax – det ældre EU-ordmærke valmex – klagefrist ved appelkammeret – for sent indgivet – begyndelsestidspunkt – meddelelse – bevis for en afsendelse ved anbefalet post – kommunikation ved e-mail – manglende overholdelse af pligten til at betale klagegebyret inden for fristen – klage anset for ikke at være indgivet – rækkevidde af anmodninger om afhjælpning – artikel 68, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1001 – artikel 23, 56, 57 og 58 i delegeret forordning (EU) 2018/625«

EU-varemærker – klagesag – klagefrist og klagens form – betaling af klagegebyret efter udløbet af den fastsatte frist – klage anset for ikke at være indgivet – anmodning om afhjælpning efter udløbet af fristen – rækkevidde

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1001, art. 68, stk. 1, og art. 104 og 105; Kommissionens forordning 2018/625, art. 23, stk. 1, litra c), og art. 23, stk. 3]

(jf. præmis 65 og 71-77)

Resumé

Ved dom af 8. juli 2020 i sagen Welmax + mod EUIPO – Valmex Medical Imaging (welmax) (sag T-305/19) frifandt Retten Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i en sag anlagt til prøvelse af en afgørelse truffet af appelkammeret ved EUIPO, hvorved appelkammeret havde afvist en klage indgivet af Welmax + (herefter »sagsøgeren«), der blev anset for ikke at være indgivet, fordi klagegebyret ikke var blevet betalt inden for den fastsatte frist.

I den foreliggende sag havde indsigelsesafdelingen ved EUIPO ved afgørelse af 4. juli 2018 meddelt afslag på beskyttelse i Unionen af sagsøgerens internationale registrering af ordmærket welmax for visse varer. Efter at sagsøgeren ved en e-mail af 20. september 2018 havde oplyst EUIPO om, at selskabet endnu ikke havde modtaget indsigelsesafdelingens afgørelse, meddelte EUIPO sagsøgeren denne afgørelse ved e-mail af 21. september 2018. Ved skrivelse indgået til EUIPO den 26. oktober 2018 indgav sagsøgeren en klage over denne afgørelse. Klagegebyret blev imidlertid først modtaget af EUIPO den 24. december 2018. Appelkammeret ved EUIPO afviste derfor klagen, idet det anså den for ikke at være indgivet, fordi klagegebyret var blevet betalt for sent.

Retten bemærkede først, at betalingen af klagegebyret er påkrævet, for at klagen anses for indgivet, således at denne betaling skal foretages inden for en frist på to måneder fra datoen for meddelelsen af den indklagede afgørelse. Herefter bemærkede Retten, at i den foreliggende sag var fristen på to måneder for betaling af klagegebyret, der var begyndt at løbe ved meddelelsen ved e-mail af 21. september 2018, udløbet den 21. november 2018. Retten konkluderede derfor, at klagegebyret, der var blevet modtaget den 24. december 2018, var blevet betalt for sent.

I denne henseende bemærkede Retten, at de muligheder for at afhjælpe mangler med henblik på at undgå afvisning af klagen, som er omhandlet i artikel 23, stk. 1, litra c), i delegeret forordning 2018/625 ( 1 ), ikke omfatter manglende betaling af klagegebyret. I overensstemmelse med samme forordnings artikel 23, stk. 3, anses en klage nemlig for ikke at være indgivet, hvis klagegebyret er betalt efter udløbet af den fastsatte frist, idet der ikke er anden mulighed for afhjælpning end restitutio in integrum efter den særlige ordning i artikel 104 i forordning 2017/1001 ( 2 ). Sagsøgeren havde imidlertid ikke indgivet en begæring om restitutio in integrum.

Retten bemærkede desuden, at kun såfremt der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, force majeure eller en undskyldelig vildfarelse – hvilket sagsøgeren ikke havde gjort gældende – ville den manglende betaling af klagegebyret inden for den fastsatte frist kunne være begrundet. Retten fremhævede i øvrigt, at det ikke påhvilede EUIPO at minde sagsøgeren om at betale klagegebyret inden for denne frist.

Retten fastslog derfor, at det var med rette, at appelkammeret fastslog, at sagsøgerens klage skulle anses for ikke at være indgivet, idet det fandt, at klagegebyret, der blev modtaget den 24. december 2018, var blevet betalt for sent.

( 1 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5.3.2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 om EU-varemærker og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1).

( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14.6.2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1).