2.12.2019 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 406/11 |
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Hof van beroep te Brussel (Belgien) den 30. august 2019 – Facebook Ireland Limited, Facebook INC og Facebook Belgium BVBA mod Gegevensbeschermingsautoriteit
(Sag C-645/19)
(2019/C 406/17)
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Hof van beroep te Brussel
Parter i hovedsagen
Appellanter: Facebook Ireland Limited, Facebook INC og Facebook Belgium BVBA
Indstævnt: Gegevensbeschermingsautoriteit
Præjudicielle spørgsmål
1) |
Skal artikel [55, stk. 1], artikel 56-58 og artikel 60-66 i forordning (EU) 2016/679 (1) af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF i forbindelse med artikel 7, 8 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fortolkes således, at en tilsynsmyndighed i henhold til nationale regler vedtaget til gennemførelse af denne forordnings artikel [58, stk. 5] har kompetence til at indlede en retssag ved en ret i denne myndigheds medlemsstat, ikke må udøve denne kompetence i forbindelse med en grænseoverskridende behandling, hvis den ikke er den ledende tilsynsmyndighed ved den grænseoverskridende behandling? |
2) |
Har det herved nogen betydning, hvis den behandlingsansvarlige for den grænseoverskridende behandling ikke har sin hovedvirksomhed i denne medlemsstat men dog et andet etableringssted? |
3) |
Har det herved nogen betydning, hvis den nationale tilsynsmyndighed indleder retssagen mod den behandlingsansvarliges hovedvirksomhed eller mod etableringsstedet i myndighedens egen medlemsstat? |
4) |
Har det herved nogen betydning, hvis den nationale tilsynsmyndighed allerede har indledt retssagen før den dato, fra hvilken forordningen fandt anvendelse (25. maj 2018)? |
5) |
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, har artikel [58, stk. 5], i forordning 2016/679 da direkte virkning, således at en national tilsynsmyndighed kan støtte ret på denne artikel for at indlede eller fortsætte en retssag mod enkelte parter, uanset denne forordnings artikel [58, stk. 5] ikke specifikt er blevet gennemført i medlemsstatens lovgivning, selv om der var pligt hertil? |
6) |
Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende, ville udfaldet af sådanne retssager kunne være til hinder for, at den ledende tilsynsmyndighed drager den modsatte konklusion i det tilfælde, at den ledende tilsynsmyndighed undersøger de samme eller lignende grænseoverskridende behandlingsaktiviteter i overensstemmelse med den mekanisme, der er fastsat i artikel 56 og 60 i forordning 2016/679? |