13.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 164/31


Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Trgovački sud u Zagrebu (Kroatien) den 1. marts 2019 — INA-INDUSTRIJA NAFTE d.d. m.fl. mod LJUBLJANSKE BANKE d.d.

(Sag C-200/19)

(2019/C 164/34)

Processprog: kroatisk

Den forelæggende ret

Trgovački sud u Zagrebu

Parter i hovedsagen

Sagsøgere: INA-INDUSTRIJA NAFTE d.d., CROATIA osiguranje d.d., REPUBLIKA HRVATSKA, Croatia Airlines d.d., GRAD ZAGREB, HRVATSKA ELEKTROPRIVREDA d.d., HRVATSKE ŠUME d.o.o., KAPITAL d.o.o. u stečaju, PETROKEMIJA d.d., Đuro Đaković Holding d.d., ENERGOINVEST d.d., TELENERG d.o.o., ENERGOCONTROL d.o.o., UDRUGA POSLODAVACA U ZDRAVSTVU, HRVATSKI ZAVOD ZA MIROVINSKO OSIGURANJE, ZAGREPČANKA-POSLOVNI OBJEKTI d.d., BRODOGRADILIŠTE VIKTOR LENAC d.d., INOVINE d.d., MARAT INŽENJERING d.o.o., GOYA — COMPANY d.o.o., METROPOLIS PLAN d.o.o., Dalekovod d.d., INFRATERRA d.o.o., Citat d.o.o., STAROSTA d.o.o., METALKA METALCOM d.o.o., I.Š., B.C., Z.N., D.G., M.R. og A.T.

Sagsøgt: LJUBLJANSKE BANKE d.d.

Præjudicielle spørgsmål

1)

I betragtning af at sagsøgte hverken har deltaget i kontraktindgåelsen med de øvrige medejere eller har samtykket til det aftalte, skal artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1215/2012 da fortolkes således, at den forpligtelse, der påhviler sagsøgte — som er en lovbestemt forpligtelse, men hvis beløb, forfaldsdato og andre særlige vilkår fastlægges ved fælles aftale af ejerne af mere end halvdelen af ejendommens medejerandele — tillige skal anses for en kontraktlig forpligtelse?

2)

Skal artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1215/2012 fortolkes således, at manglende overholdelse af en lovbestemt forpligtelse i forhold til de øvrige medejere af ejendommen, der kan påtvinge forpligtelsens overholdelse ved domstolene, skal anses for en sag om erstatning uden for kontrakt, navnlig i betragtning af, at de øvrige medejere såvel som tredjeparter som følge af sagsøgtes manglende overholdelse af den lovbestemte forpligtelse kan have lidt yderligere skade (foruden det økonomiske tab i form af tabte reserver)?

3)

Når det tages i betragtning, at den omhandlede forpligtelse i det foreliggende tilfælde skyldes, at sagsøgte ejer erhvervslokaler, hvor denne udøver aktivitet, dvs. lokaler hvor sagsøgte har sin virksomhed, skal artikel 7, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1215/2012 da fortolkes således, at der foreligger en sag vedrørende driften af en filial, et agentur eller en anden virksomhed?