1)

Er bestemmelserne i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, især 12., 21. og 23. betragtning samt artikel 6, stk. 1, artikel 7, stk. 2, og artikel 8, til hinder for en af de nationale retter anlagt fortolkning, hvorefter en forbruger i forbindelse med indsigelse mod fuldbyrdelse — der i national lovgivning udgør et særligt søgsmål, som kun kan anlægges inden for bestemte frister og under restriktive betingelser — efter indledningen af en tvangsfuldbyrdelse mod vedkommende ikke kan påberåbe sig konstateringen af, at der foreligger urimelige kontraktvilkår i en kreditaftale indgået med en erhvervsdrivende — hvilken aftale i henhold til loven udgør et fuldbyrdelsesgrundlag, hvorpå tvangsfuldbyrdelsen mod forbrugeren er blevet indledt — fordi en sådan påberåbelse ikke er tilladt inden for rammerne af det omhandlede retsmiddel, med henvisning til national lovgivning, der fastsætter bestemmelse om almindelige søgsmål, der ikke er underlagt nogen forældelsesfrist, hvormed forbrugeren på ethvert tidspunkt kan anmode om, at det fastslås, at der foreligger urimelige kontraktvilkår, og at deres virkninger fjernes, uden at afgørelsen i dette søgsmål har direkte konsekvenser for tvangsfuldbyrdelsesproceduren, således at der foreligger risiko for, at tvangsfuldbyrdelsen fuldføres, inden der træffes afgørelse i det almindelige søgsmål?

2)

Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, er de nævnte bestemmelser i direktivet da til hinder for nationale bestemmelser, der fastsætter en frist på 15 dage fra meddelelsen om de første tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger, inden for hvilken en forbruger/indsiger (rekvisitus) skal påberåbe sig den urimelige karakter af kontraktvilkår i en kreditaftale indgået med en erhvervsdrivende (og fristen fastsættes ved en præceptiv regel, således at manglende overholdelse heraf fører til, at søgsmålet afvises, idet påberåbelsen er fremsat for sent), henset til, dels at samme ordning i national lovgivning også gælder for muligheden for at fremsætte lignende indsigelser, som anses for at være indsigelser vedrørende sagens realtiet, dels at den nationale ret ifølge Domstolens faste praksis af egen drift skal efterprøve, om kontraktvilkår er urimelige, så snart den råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver?