–

Markt24 GmbH ved Rechtsanwalt G. Herzog,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og I. Gavrilová, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin og M. Heller, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 1), og artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem BU, der er en fysisk person med bopæl i Østrig, og Markt24 GmbH, som er et tysk selskab med hjemsted i Unterschleißheim i Landkreis München (forvaltningsdistriktet München, Tyskland), vedrørende sidstnævntes betaling af udestående lønbetalinger, forholdsmæssige enkeltbetalinger samt feriegodtgørelse.

3

Følgende fremgår af 14. og 18. betragtning til forordning nr. 1215/2012:

[…]

4

Denne forordnings kapitel II vedrører retternes kompetence. Det nævnte kapitels afdeling 1 med overskriften »Almindelige bestemmelser« omfatter artikel 4-6.

5

Den nævnte forordnings artikel 4 bestemmer i stk. 1:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

6

Samme forordnings artikel 5 bestemmer:

»1.   Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i dette kapitels afdeling 2-7.

2.   I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, som medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om i henhold til artikel 76, stk. 1, litra a), ikke gøres gældende imod de i stk. 1 omhandlede personer.«

7

Afdeling 2 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Specielle kompetenceregler« omfatter forordningens artikel 7-9.

8

Den nævnte forordnings artikel 7 bestemmer:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]

[…]«

9

Afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« omfatter forordningens artikel 20-23.

10

Den nævnte forordnings artikel 20, stk. 1, har følgende ordlyd:

»I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6, artikel 7, nr. 5), og, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdsgiver, artikel 8, nr. 1).«

11

Samme forordnings artikel 21, stk. 1, fastsætter:

»En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

12

§ 4 i Bundesgesetz über die Arbeits- und Sozialgerichtsbarkeit (Arbeits- und Sozialgerichtsgesetz) (forbundslov om de arbejds- og socialretlige domstoles organisation) af 7. marts 1985 (herefter »ASGG«) bestemmer i stk. 1:

»Den stedlige kompetence for de i § 50, stk. 1, nævnte tvister tilkommer efter sagsøgerens valg:

[…]«

13

BU, der har bopæl i Østrig, blev i Salzburg (Østrig) kontaktet af en ansat ved Markt24, et selskab med hjemsted i Unterschleißheim i Landkreis München, og underskrev med dette selskab via denne ansatte en arbejdsaftale som rengøringsassistent for perioden fra den 6. september til den 15. december 2017 (herefter »den omhandlede aftale«).

14

Ved begyndelsen af det ansættelsesforhold, der blev oprettet ved den omhandlede aftale, havde Markt24 et kontor i Salzburg. Aftalen blev imidlertid ikke underskrevet i det nævnte kontor, men i et bageri i Salzburg. Det blev aftalt, at den første arbejdsdag skulle være den 6. september 2017, og at arbejdet skulle udføres i München. Imidlertid fik BU ikke tildelt noget arbejde af Markt24.

15

Selv om BU kunne kontaktes telefonisk og holdt sig parat til at arbejde, erlagde hun ikke faktisk nogen arbejdsydelse for Markt24. BU havde ikke noget telefonnummer på den ansatte i Markt24, som hun havde været i kontakt med ved indgåelsen af den omhandlede aftale, og i aftalen var kun nævnt Markt24’s østrigske telefonnummer og en tysk adresse for dette selskab. BU var registreret som arbejdstager hos det østrigske socialsikringsorgan indtil den 15. december 2017. Herefter afskedigede Markt24 BU.

16

Den 27. april 2018 anlagde BU sag mod Markt24 ved den forelæggende ret, Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig), med påstand om, at dette selskab blev tilpligtet at betale et samlet beløb på 2962,80 EUR brutto for udestående lønbetalinger, forholdsmæssige enkeltbetalinger samt feriegodtgørelse for perioden fra den 6. september til den 15. december 2017. BU fremlagde tre lønsedler for månederne september til november 2017, hvorpå Markt24 var anført som arbejdsgiver.

17

Da BU’s stævning trods flere forkyndelsesforsøg på forskellige adresser gennem postvæsenet og gennem Amtsgericht München (byretten i München, Tyskland) ikke kunne forkyndes for Markt24, og repræsentanterne for dette selskabs bopæl var ukendt, blev der ved en kendelse af 26. december 2018 udpeget en forkyndelsesbemyndiget, der skulle repræsentere dette selskab i sagen i overensstemmelse med de østrigske bestemmelser herom. Ved processkrift af 7. januar 2019 anfægtede den således udpegede forkyndelsesbemyndigede både de østrigske retters kompetence til at behandle sagen i almindelighed og den forelæggende rets kompetence i særdeleshed.

18

I denne forbindelse er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på et ansættelsesforhold, hvor en arbejdstager ganske vist har indgået en arbejdsaftale i Østrig, men ikke har erlagt nogen arbejdsydelse, selv om denne holdt sig parat til at arbejde.

19

Den forelæggende ret anser varigheden af ansættelsesforholdet og dets beståen i perioden fra den 6. september til den 15. december 2017 for at have foreligget. Denne ret har tilføjet, at både forberedelsen til, at den omhandlede aftale kunne indgås, og selve denne indgåelse fandt sted i Østrig, og at BU desuden var blevet registreret hos det østrigske socialsikringsorgan.

20

Den forelæggende ret har desuden anført, at arbejdstagere ligesom forbrugere udgør en personkategori, der skal beskyttes, og at de EU-retlige regler, som disse er underlagt, ikke må stille dem ringere end reglerne i den nationale lovgivning. Ifølge den forelæggende ret skal der navnlig tages hensyn til arbejdstagerens økonomiske situation, der, når arbejdstageren modtager en beskeden løn, gør det vanskeligt at anlægge sag ved retterne i en anden medlemsstat.

21

På denne baggrund har Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Såfremt det andet og det tredje spørgsmål besvares benægtende:

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

22

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« skal fortolkes således, at de finder anvendelse på en retssag, der er blevet anlagt af en ansat, som har bopæl i en medlemsstat, mod arbejdsgiveren, der har bopæl i en anden medlemsstat, såfremt arbejdsaftalen er blevet forhandlet og indgået i den medlemsstat, hvor den ansatte har bopæl, og det deri er fastsat, at stedet for udførelsen af arbejdet ligger i arbejdsgiverens medlemsstat, selv om dette arbejde ikke er blevet udført af en grund, der kan tilskrives denne arbejdsgiver.

23

I denne henseende bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 20 i forordning nr. 1215/2012 afgøres kompetencen i sager om individuelle arbejdsaftaler af denne forordnings afdeling 5 i kapitel II med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler«, som omfatter sidstnævnte forordnings artikel 20-23, jf. dog artikel 6, artikel 7, nr. 5), i forordning nr. 1215/2012 og, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdsgiver, denne forordnings artikel 8, nr. 1).

24

Begrebet »individuel arbejdsaftale«, der er omhandlet i artikel 20 i forordning nr. 1215/2012, skal fortolkes selvstændigt med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af de kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning, i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl., C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688, præmis 47 og 48 og den deri nævnte retspraksis).

25

Som det fremgår af Domstolens praksis, forudsætter dette begreb et underordnelsesforhold for arbejdstageren i forhold til arbejdsgiveren, idet det væsentligste kendetegn ved ansættelsesforholdet er, at en person er forpligtet til i en vis periode at præstere ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. analogt dom af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl., C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 40 og 41, og af 11.4.2019, Bosworth og Hurley, C-603/17, EU:C:2019:310, præmis 25 og 26).

26

I et sådant tilfælde må det lægges til grund, at parterne er bundet af en »arbejdsaftale« som omhandlet i artikel 20 i forordning nr. 1215/2012, uafhængigt af, om arbejdet, der er genstand for denne aftale, er blevet udført eller ej.

27

For så vidt som det følger af forelæggelsesafgørelsen, at den omhandlede aftale i tvisten i hovedsagen har etableret et underordnelsesforhold mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager og har skabt rettigheder og forpligtelser for hver af parterne i et ansættelsesforhold, henhører en tvist vedrørende denne aftale følgelig under bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012, uanset det forhold, at denne aftale ikke er blevet opfyldt.

28

Det følger heraf, at det første spørgsmål skal besvares med, at bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« skal fortolkes således, at de finder anvendelse på en retssag, der er blevet anlagt af en ansat, som har bopæl i en medlemsstat, mod arbejdsgiveren, der har bopæl i en anden medlemsstat, såfremt arbejdsaftalen er blevet forhandlet og indgået i den medlemsstat, hvor den ansatte har bopæl, og det deri er fastsat, at stedet for udførelsen af arbejdet ligger i arbejdsgiverens medlemsstat, selv om dette arbejde ikke er blevet udført af en grund, der kan tilskrives denne arbejdsgiver.

29

Med det andet og det tredje spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af nationale kompetenceregler på en sag som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28, hvis det viser sig, at disse regler er mere fordelagtige for arbejdstageren.

30

Det bemærkes, at ifølge Domstolens faste praksis har både konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), som ændret ved de efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, p. 1) og forordning nr. 1215/2012, som fulgte efter den nævnte konvention, til formål at fastlægge ensartede regler om retternes internationale kompetence (dom af 3.7.1997, Benincasa, C-269/95, EU:C:1997:337, præmis 25, af 17.11.2011, Hypoteční banka, C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 33 og 45, og af 7.7.2016, Hőszig, C-222/15, EU:C:2016:525, præmis 31).

31

For det første fremgår det af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, at »personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, [skal] sagsøges ved retterne i denne medlemsstat«. For det andet fremgår det af denne forordnings artikel 5, stk. 1, at »[p]ersoner, der har bopæl på en medlemsstats område, […] kun [kan] sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 [i kapitel II i den nævnte forordning]«.

32

Som generaladvokaten har anført i punkt 41 og 42 i forslaget til afgørelse, følger det heraf, at når en tvist, der vedrører tilfælde med tilknytning til udlandet, falder ind under forordningens materielle anvendelsesområde, og sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, skal de ensartede kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, have forrang for de nationale kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 17.11.2011, Hypoteční banka, C-327/10, EU:C:2011:745, præmis 33 og 45, og af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 22).

33

Denne principielle udelukkelse af de nationale kompetenceregler gælder ligeledes for så vidt angår bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012, med hensyn til hvilke Domstolen har præciseret, at de ikke blot er særregler, men også udtømmende regler (jf. analogt dom af 21.6.2018, Petronas Lubricants Italy, C-1/17, EU:C:2018:478, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

34

Følgelig kan der ikke inden for rammerne af en retssag, der er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i denne forordnings afdeling 5 i kapitel II, anvendes nationale regler til fastlæggelse af kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler, der er forskellige fra de regler, der er fastsat i disse bestemmelser, uanset at de nævnte nationale regler er mere fordelagtige for arbejdstageren.

35

Det andet og det tredje spørgsmål skal følgelig besvares med, at bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af nationale kompetenceregler på en sag som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28, uanset at det viser sig, at disse regler er mere fordelagtige for arbejdstageren.

36

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at den finder anvendelse på en sag som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28. I givet fald ønsker den forelæggende ret endvidere præciseret, hvilken ret der i henhold til denne artikel har kompetence.

37

I denne henseende skal det bemærkes, at en arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, enten – i henhold til denne forordnings artikel 21, stk. 1, litra a) – kan sagsøges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller – i henhold til den nævnte forordnings artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i) og ii) – ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, eller, såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

38

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at de retter, hvorved den ansatte har anlagt sag, ikke er retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl, således som det tillades i henhold til artikel 21, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012. Det fremgår heller ikke af omstændighederne i tvisten i hovedsagen, at den ansattes sag er omfattet af denne forordnings artikel 21, stk. 1, litra b), nr. ii).

39

Det skal derfor fastslås, om et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede er omfattet af den nævnte forordnings artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), der fastsætter, at en arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, selv om der ikke er blevet udført noget arbejde.

40

I denne henseende skal begrebet »sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, der fremgår af artikel 19, stk. 2, litra a), i forordning nr. 44/2001, som svarer til artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012, fortolkes således, at det tager sigte på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl., C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688, præmis 59).

41

Som generaladvokaten har anført i punkt 61 og 63 i forslaget til afgørelse, forholder det sig således, at når arbejdsaftalen ikke er blevet opfyldt, er den hensigt, som parterne har givet udtryk for i aftalen for så vidt angår stedet for denne opfyldelse, principielt den eneste omstændighed, der gør det muligt at fastslå et sædvanligt arbejdssted som omhandlet i artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012. Denne fortolkning gør det nemlig i videst omfang muligt at sikre en høj grad af forudsigelighed for kompetencereglerne, idet det arbejdssted, som parterne har fastsat i arbejdsaftalen, principielt gør det muligt at identificere det.

42

Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012 skal følgelig fortolkes således, at en sag vedrørende et ansættelsesforhold som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28, kan anlægges ved en ret i den medlemsstat, hvor arbejdstageren i henhold til arbejdsaftalen i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren.

43

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen i nærværende sag, var det sted, hvor arbejdstageren i henhold til den omhandlede aftale i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, beliggende i München (Tyskland).

44

Det skal tilføjes, at i henhold til artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 er kompetencen fastlagt i denne forordnings afdeling 5 i kapitel II, »jf. dog artikel 6, artikel 7, nr. 5), og, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdsgiver, artikel 8, nr. 1)«, i den nævnte forordning.

45

I overensstemmelse med nævnte artikel 7, nr. 5), kan en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges i en anden medlemsstat, »i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en anden virksomhed, ved retten på det sted, hvor filialen, agenturet eller virksomheden er beliggende«.

46

Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om den nævnte bestemmelse også kan finde anvendelse i nærværende sag, for så vidt som – således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen – Markt24 på den ene side i begyndelsen af det ansættelsesforhold, der blev etableret ved den omhandlede aftale, havde et kontor i Salzburg, og arbejdstageren på den anden side i overensstemmelse med den omhandlede aftale i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren i München.

47

Det skal bemærkes, at begreberne »filial«, et »agentur« og »en anden virksomhed«, der er omhandlet i artikel 7, nr. 5), i forordning nr. 1215/2012, skal fortolkes selvstændigt, og de forudsætter, at der foreligger et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden. Dette centrum skal have en ledelse og være materielt udstyret på en sådan måde, at det kan forhandle med tredjemand, således at denne ikke behøver at henvende sig direkte til hovedvirksomheden (jf. i denne retning dom af 11.4.2019, Ryanair, C-464/18, EU:C:2019:311, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det skal tilføjes, at denne bestemmelse kun finder anvendelse, hvis tvisten vedrører enten handlinger i forbindelse med driften af disse enheder eller forpligtelser, som disse har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne, når disse forpligtelser skal opfyldes i den stat, hvor de pågældende enheder er beliggende (jf. i denne retning dom af 11.4.2019, Ryanair, C-464/18, EU:C:2019:311, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

49

Henset til alle ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag som den, der er omhandlet i nærværende doms præmis 28, kan anlægges ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren i henhold til arbejdsaftalen i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, jf. dog denne forordnings artikel 7, nr. 5).

50

Da det femte spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, er det ufornødent at besvare det, henset til, at det første spørgsmål er blevet besvaret bekræftende.

51

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: