–

Parchetul de pe lângă Tribunalul Braşov ved C. Constantin Sandu, som befuldmægtiget,

–

den rumænske regering ved E. Gane og L. Liţu, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved M. Smolek, J. Vláčil og L. Dvořáková, som befuldmægtigede,

–

den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen først ved T. Scharf, M. Wasmeier, R. Troosters og L. Nicolae, derefter ved T. Scharf, M. Wasmeier og L. Nicolae, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT 2015, L 141, s. 73).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag indledt mod LG og MH for henholdsvis at have begået og medvirket i hvidvask af penge.

3

Artikel 4 i protokol nr. 7 til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), med overskriften »Ret til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange« bestemmer:

»1.   Under én og samme stats jurisdiktion skal ingen i en straffesag på ny kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken han allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i overensstemmelse med denne stats lovgivning og strafferetspleje.

[…]«

4

Artikel 1, litra a), i Europarådets konvention om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold, som blev undertegnet i Strasbourg den 8. november 1990 (Council of Europe Treaty Series nr. 141, herefter »Strasbourgkonventionen«), har følgende ordlyd:

»I denne konvention:

5

Denne konventions artikel 6, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Enhver part skal vedtage sådanne lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:

[…]

2.   I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels stk. 1

[…]

[…]«

6

Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af terrorisme, som blev undertegnet i Warszawa den 16. maj 2005(Council of Europe Treaty Series nr. 198, herefter »Warszawakonventionen«), og som trådte i kraft den 1. maj 2008, indeholder i artikel 1, litra a), den samme definition af udtrykket »udbytte« som Strasbourgkonventionen.

7

Denne konventions artikel 9, stk. 1 og 2, er affattet således:

»1.   Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at gøre følgende forhold kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt:

[…]

2.   I forbindelse med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels stk. 1

[…]

[…]«

8

De forklarende rapporter til Strasbourgkonventionen og Warszawakonventionen anfører, at Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 2, litra b), og Warszawakonventionens artikel 9, stk. 2, litra b), tager hensyn til, at det i visse stater i henhold til de grundlæggende principper i deres nationale strafferet antages, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, ikke begår en yderligere lovovertrædelse ved at hvidvaske midlerne fra denne prædikatforbrydelse, mens andre stater allerede har vedtaget lovgivning herom.

9

Rådets rammeafgørelse 2001/500/RIA 26. juni 2001 om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning eller beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (EFT 2001, L 182, s. 1), fastsætter i artikel 1:

»For at fremme en indsats mod organiseret kriminalitet træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der ikke tages eller opretholdes forbehold med hensyn til følgende artikler i [Strasbourgkonventionen]:

[…]

10

Denne rammeafgørelses artikel 2 bestemmer:

»Hver medlemsstat træffer i sammenhæng med sit retshåndhævelsessystem de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at lovovertrædelser i henhold til [Strasbourgkonventionens] artikel 6, stk. 1, litra a) og b), og som er anført i artikel 1, litra b), i denne rammeafgørelse, kan medføre en frihedsstraf, hvis maksimale varighed skal være på mindst fire år.«

11

1., 5. og 48. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT 2005, L 309, s. 15) har følgende ordlyd:

[…]

[…]

12

Direktivets artikel 1, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme forbydes.

2.   Følgende handlinger betragtes i forbindelse med dette direktiv som hvidvaskning af penge, hvis de begås forsætligt:

13

Artikel 5 i direktiv 2005/60 fastsætter, at »[m]edlemsstaterne […] på det område, der er omfattet af dette direktiv, [kan] vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at forhindre hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme«.

14

Artikel 1 i direktiv 2015/849 bestemmer:

»1.   Dette direktiv har til formål at forebygge anvendelse af Unionens finansielle system til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at hvidvask af penge og finansiering af terrorisme forbydes.

3.   Med henblik på dette direktiv betragtes følgende handlemåde som hvidvask af penge, hvis den er forsætlig:

[…]«

15

1. og 11. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1673 af 23. oktober 2018 om strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge (EUT 2018, L 284, s. 22) har følgende ordlyd:

[…]

16

Dette direktivs artikel 3 med overskriften »Hvidvask af penge« bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at følgende adfærd, når den begås forsætligt, kan straffes som en strafbar handling:

2.   Medlemsstaterne kan træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den i stk. 1 omhandlede adfærd kan straffes som en strafbar handling, hvis lovovertræderen havde mistanke om eller burde have vidst, at formuegoderne hidrørte fra en kriminel handling.

[…]

5.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at adfærden omhandlet i stk. 1, litra a) og b), kan straffes som en strafbar handling, når den begås af personer, som begik eller var involveret i den kriminelle handling, som formuegoderne hidrørte fra.«

17

I henhold til direktivets artikel 13, stk. 1, sætter medlemsstaterne de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 3. december 2020.

18

Legea nr. 656/2002 pentru prevenirea și sancționarea spălării banilor, precum și pentru instituirea unor măsuri de prevenire și combatere a finanțării terorismului (lov nr. 656/2002 om foranstaltninger til forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme) af 7. december 2002 (Monitorul Oficial al României, del I, nr. 904 af 12.12.2002) i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov nr. 656/2002«), gennemførte bl.a. direktiv 2005/60 i rumænsk ret.

19

Artikel 29, stk. 1, i lov nr. 656/2002 har følgende ordlyd:

»1)   Følgende handlinger udgør hvidvask og straffes med fængsel i mellem 3 og 12 år:

20

Den 15. november 2018 idømte Tribunalul Brașov (retten i første instans i Brașov, Rumænien) LG en betinget fængselsstraf på et år og ni måneder for lovovertrædelsen hvidvask af penge, som straffes i medfør af artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002, for 80 forhold begået mellem 2009 og 2013. De pågældende pengemidler hidrørte fra skattesvig begået af LG. Retsforfølgningen af denne skattesvig bortfaldt, efter at LG havde tilbagebetalt de skyldige beløb.

21

Denne ret fandt, at LG i perioden 2009-2013 havde undladt i bogføringen i et selskab, som han var direktør for, at angive skattebilag, der udviste selskabets inkassering af indtægter, hvilket i rumænsk ret kvalificeres som »skattesvig«. De pengebeløb, som hidrørte fra denne skattesvig, blev overført til en konto tilhørende et andet selskab, som MH var direktør for, og derefter hævet af LG og MH. Denne overførsel blev foretaget på grundlag af en gældsoverdragelsesaftale indgået mellem LG, det selskab, han var direktør for, og det selskab, som MH var direktør for. I henhold til denne gældsoverdragelsesaftale blev de beløb, som det selskab, for hvilket LG var direktør, skyldte ham, indbetalt af klienter i dette selskab på en konto tilhørende det selskab, som MH var direktør for.

22

Tribunalul Brașov (retten i første instans i Braşov) fastslog ligeledes, at LG var blevet hjulpet af MH til at begå hvidvask af penge, men frifandt MH med den begrundelse, at betingelsen om tilregnelse af lovovertrædelsen ikke var opfyldt, idet det ikke var blevet bevist, at MH vidste, at LG havde foretaget hvidvaskning af penge fra skattesvig.

23

Den 13. december 2018 er der for Curtea de Apel Brașov (appeldomstolen i Brașov, Rumænien) blevet indbragt appeller af Parchetul de pe lângă Tribunalul Brașov (anklagemyndigheden ved retten i første instans i Brașov, herefter »anklagemyndigheden«), LG og den civile part, nemlig Agenția Națională de Administrare Fiscală, Direcția Generală Regională a Finanțelor Publice Brașov (skattestyrelsen – det regionale generaldirektorat for offentlige finanser i Brașov, Rumænien), til prøvelse af dommen fra Tribunalul Brașov (retten i første instans i Brașov).

24

LG frafaldt senere sin appel. Anklagemyndighedens appel angår bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt MH’s frifindelse for medvirken til hvidvaskning af penge var hjemlet. Den civile part har for sit vedkommende anfægtet behandlingen af det civile krav, der efterfulgte straffesagen, for så vidt angår det erstatningsbeløb, som tiltalte blev dømt til at betale.

25

Den forelæggende ret har anført, at den ønsker en fortolkning af direktiv 2015/849 – selv om direktivet ikke er gennemført i rumænsk lovgivning inden for den fastsatte frist – da dette direktiv definerer lovovertrædelsen hvidvask på samme måde som direktiv 2005/60, som var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen, og er gennemført i rumænsk ret ved lov nr. 656/2002.

26

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 2015/849 skal fortolkes således, at den, der begår lovovertrædelsen hvidvask af penge, hvilken lovovertrædelse efter sin art er en følgeforbrydelse til en prædikatforbrydelse, ikke kan være den, som har begået denne prædikatforbrydelse.

27

En sådan fortolkning følger af præamblen til og artikel 1, stk. 3, i direktiv 2015/849 samt af en grammatisk, semantisk og teleologisk analyse af udtrykket »vel vidende, at de stammer fra en kriminel handling«, som kun giver mening, hvis den, som har begået prædikatforbrydelsen, er en anden end den, som har begået hvidvaskningen. Desuden knytter den sidste del af sætningen i artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 2015/849 (»eller at hjælpe personer, som er involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser heraf«) sig ikke til den person, som har begået hvidvask af penge, men til den person, som har begået prædikatforbrydelsen.

28

Ifølge den forelæggende ret ville det endvidere være i strid med princippet ne bis in idem at lægge til grund, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, tillige kan begå lovovertrædelsen hvidvask af penge.

29

På denne baggrund har Curtea de Apel Braşov (appeldomstolen i Braşov) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal […] artikel 1, stk. 3, litra a), i [direktiv 2015/849] fortolkes således, at den person, der foretager den materielle handling, som udgør lovovertrædelsen hvidvask, altid er en anden person end den, der begår den oprindelige lovovertrædelse (den forudgående lovovertrædelse, hvorfra de hvidvaskede penge stammer)?«

30

Ved skrivelse af 6. januar 2020 anmodede Domstolen den forelæggende ret om at bekræfte, at LG havde frafaldet sin appel af dommen fra Tribunalul Braşov (retten i første instans i Brașov) af 15. november 2018, og i bekræftende fald i hvilket omfang en besvarelse af det forelagte spørgsmål stadig var nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

31

I sit svar på denne skrivelse, som indgik til Domstolen den 16. januar 2020, bekræftede den forelæggende ret, at LG havde frafaldet appellen, men at dette ikke har betydning for relevansen af anmodningen om præjudiciel afgørelse på grund af de appeller, som anklagemyndigheden og den civile part ligeledes har iværksat. Behandlingen af disse sidstnævnte appeller kræver nemlig, at den forelæggende ret træffer afgørelse om, hvorvidt gerningsindholdet i den strafbare lovovertrædelse hvidvask af penge – når henses til sammenfaldet mellem de påklagede forhold og de forhold, som LG og MH er anklaget for, og til spørgsmålet om disse sidstnævnte forholds ulovlighed og deres tilregnelse – er opfyldt, hvorfor afgørelsen af sagens realitet afhænger af besvarelsen af det forelagte spørgsmål.

32

Den forelæggende ret har desuden præciseret, at den træffer afgørelse i hovedsagen som sidste instans.

33

Den rumænske regering har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling. Den har for det første gjort gældende, at den forelæggende ret efter LG’s frafald af appellen ikke længere skal tage stilling til domfældelsen af LG for lovovertrædelsen hvidvask af penge. Det er derfor ikke godtgjort, at en besvarelse af det forelagte spørgsmål er nødvendig for afgørelsen af tvisten i hovedsagen.

34

Endvidere synes fremstillingen af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, at være uklar, hvilket giver anledning til tvivl om, hvorvidt Domstolen råder over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe afgørelse.

35

Endelig, og i modsætning til, hvad den forelæggende ret har anført, er der ikke i rumænsk retspraksis nogen forskelle i fortolkningen af artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002, som gengiver ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60.

36

Det skal i denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten i hovedsagen er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af de konkrete omstændigheder i hver sag at vurdere såvel, om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

37

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953 præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

38

Som det fremgår af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, skal den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den. Den præjudicielle procedure forudsætter således bl.a., at der reelt verserer en retssag for den forelæggende ret, og at denne ret skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle afgørelse (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953 præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

39

I den foreliggende sag fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse og af den forelæggende rets besvarelse af Domstolens spørgsmål ved skrivelse af 6. januar 2020, at tvisten verserer for den forelæggende ret, og at denne ret for at afgøre denne tvist i det væsentlige skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt den person, som har begået lovovertrædelsen hvidvask af penge, kan være den, som har begået prædikatforbrydelsen. Følgelig kan besvarelsen af det forelagte spørgsmål påvirke udfaldet af den forelæggende rets afgørelse.

40

Det fremgår derfor ikke klart, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen, eller at problemet er af hypotetisk karakter.

41

Selv om fremstillingen af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, endvidere er meget kortfattet og ikke fuldstændig utvetydig, gør den det ikke desto mindre muligt at forstå, hvad der er på spil i hovedsagen. Endvidere har den rumænske, den tjekkiske og den polske regering samt Europa-Kommissionen ud fra denne fremstilling kunnet afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

42

Det følger heraf, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

43

Det skal indledningsvis bemærkes, at Domstolen ifølge fast praksis med henblik på at give den nationale ret, som har forelagt et præjudicielt spørgsmål, den fornødne vejledning, kan inddrage EU-retlige regler, som den nationale ret ikke har henvist til i spørgsmålet (dom af 25.4.2013, Jyske Bank Gibraltar, C-212/11, EU:C:2013:270, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

44

Selv om den forelæggende rets spørgsmål vedrører artikel 1, stk. 3, i direktiv 2015/849, skal det i den foreliggende sag bemærkes, at LG, således som det fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, er blevet dømt for at have begået hvidvask af penge som omhandlet i artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002, hvilken i rumænsk ret gennemfører artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, der var gældende i den periode, som tvisten i hovedsagen drejer sig om.

45

Det skal desuden konstateres, at bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, i direktiv 2005/60 og bestemmelserne i artikel 1, stk. 3, i direktiv 2015/849 i det væsentlige er affattet enslydende.

46

Under disse omstændigheder skal det forelagte spørgsmål, med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar, forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter lovovertrædelsen hvidvask af penge i denne bestemmelses forstand kan begås af den person, som har begået den kriminelle handling, som frembragte de pågældende penge.

47

Det følger af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 26.9.2018, Baumgartner, C-513/17, EU:C:2018:772, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

48

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2005/60 fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme forbydes. Dette direktivs artikel 1, stk. 2, opregner de handlinger, der, hvis de begås forsætligt, i forbindelse med direktiv 2005/60 betragtes som hvidvaskning af penge.

49

Artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 angår konvertering eller overførsel af formuegoder, vel vidende, at de stammer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en sådan handling, med det formål at fortie eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser heraf.

50

Det fremgår af ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, at for at en person kan anses for at have begået hvidvask af penge i denne bestemmelses forstand, skal denne person have viden om, at de nævnte formuegoder stammer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en sådan handling.

51

En sådan betingelse kræver imidlertid kun, at den person, som har begået lovovertrædelsen hvidvask af penge, har viden om, at de pågældende penge stammer fra kriminalitet. Eftersom denne betingelse nødvendigvis er opfyldt med hensyn til den person, som har begået den kriminelle handling, som disse penge stammer fra, udelukker denne betingelse ikke, at denne person kan være den, som har begået lovovertrædelsen hvidvask af penge som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60.

52

Det fremgår i øvrigt af ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, at den materielle handling, som er omhandlet i denne bestemmelse, bl.a. består i konvertering eller overførsel af formuegoder med det formål at fortie eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse.

53

For så vidt som en sådan adfærd udgør en eventuel materiel handling, der – til forskel fra den blotte besiddelse eller anvendelse af disse formuegoder – ikke automatisk følger af den kriminelle handling, som de nævnte formuegoder stammer fra, kan den begås såvel af den person, som har begået den kriminelle handling, hvorfra de pågældende pengemidler stammer, som af en tredjemand.

54

Det følger af det ovenstående, at ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 ikke udelukker, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, hvorfra de hvidvaskede penge stammer, ligeledes kan være den, som har begået den i denne bestemmelse omhandlede hvidvaskning af penge.

55

Hvad angår den normative kontekst, som direktiv 2005/60 indgår i, skal det bemærkes, at på tidspunktet for dette direktivs vedtagelse var rammeafgørelse 2001/500 i kraft. I overensstemmelse med denne rammeafgørelses artikel 1, litra b), skal medlemsstaterne – for at fremme en indsats mod organiseret kriminalitet – træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der ikke tages eller opretholdes forbehold med hensyn til bl.a. Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, litra a), for så vidt som det drejer sig om alvorlige lovovertrædelser, og under alle omstændigheder for så vidt som det drejer sig om lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en maksimumsvarighed på over ét år, eller, for så vidt angår de medlemsstater, der har en minimumstærskel for lovovertrædelser i deres retssystem, lovovertrædelser, som kan medføre frihedsstraf eller en sikkerhedsforanstaltning af en minimumsvarighed på over seks måneder.

56

Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, fastsætter, at enhver part skal vedtage sådanne »lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger«, der måtte være nødvendige for at gøre de forhold, der er opregnet i bestemmelsen, kriminelle i henhold til national lovgivning, såfremt de begås forsætligt. Den hvidvaskning, der er omhandlet i Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 1, litra a), er indholdsmæssigt den samme som den, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60.

57

Strasbourgkonventionens artikel 6, stk. 2, litra b), giver parterne mulighed for at fastsætte, at de i artikel 6, stk. 1, omhandlede forbrydelser ikke finder anvendelse på de personer, der begik prædikatforbrydelsen. Som det fremgår af den forklarende rapport til konventionen, tager denne bestemmelse hensyn til, at det i visse stater i henhold til de grundlæggende principper i deres nationale strafferet antages, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, ikke begår en yderligere lovovertrædelse i form af hvidvaskning af midlerne fra denne prædikatforbrydelse.

58

Det følger heraf, at på tidspunktet for vedtagelsen af direktiv 2005/60 var det i henhold til Strasbourgkonventionen tilladt at lade de handlinger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, for så vidt angår den person, som har begået prædikatforbrydelsen, være strafbare, men det stod medlemsstaterne frit for ikke at lade sådanne handlinger være strafbare handlinger i deres strafferet. Den samme konklusion gør sig i øvrigt gældende for så vidt angår Warszawakonventionen, hvis artikel 9, stk. 2, litra b), bestemmer, at det kan fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, ikke finder anvendelse på de personer, der begik prædikatforbrydelsen.

59

Direktiv 2005/60 – som i artikel 1, stk. 1, fastsætter medlemsstaternes forpligtelse til at forbyde visse handlinger, der udgør hvidvaskning af penge, uden at foreskrive de midler, med hvilke dette forbud gennemføres, og som i artikel 1, stk. 2, litra a), definerer hvidvaskning af penge på en måde, der gør det muligt, dog uden at det er et krav, at lade de handlinger, der er omhandlet i denne bestemmelse, være strafbare for så vidt angår den person, som har begået prædikatforbrydelsen – lader det følgelig være op til medlemsstaterne at bestemme, om sådanne handlinger i forbindelse med gennemførelsen af direktivet i deres nationale ret skal være strafbare.

60

Denne konstatering bekræftes for det første af femte betragtning til direktiv 2005/60, hvorefter dette direktiv havde til formål at være »i overensstemmelse« med FATF-anbefalingerne, således som disse var revideret og udvidet i 2003. Som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, kan medlemsstaterne ifølge den første af disse FATF-anbefalinger fastsætte, at lovovertrædelsen hvidvask af penge ikke er en lovovertrædelse, der kan omfatte de personer, der har begået præjudikatforbrydelsen, når dette kræves i henhold til grundlæggende principper i deres nationale ret.

61

For det andet, og således som generaladvokaten har anført i punkt 41 i forslaget til afgørelse, medgives det i artikel 5 i direktiv 2005/60 udtrykkeligt, at medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde strengere bestemmelser for at forhindre hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. Denne artikel, som indgår i dets kapitel I med overskriften »Emne, anvendelsesområde og definitioner«, finder anvendelse på alle bestemmelser på det område, som er omfattet af dette direktiv med henblik på at forebygge hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (jf. i denne retning dom af 10.3.2016, Safe Interenvíos, C-235/14, EU:C:2016:154, præmis 78).

62

Det skal ligeledes bemærkes, og således som det fremgår af 1. og 11. betragtning til direktiv 2018/1673, at formålet med dette direktiv er strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge, og at det pålægger medlemsstaterne at sikre, at visse former for hvidvask af penge også er strafbare, når de begås af den person, der har begået den kriminelle handling, som frembragte disse penge.

63

Artikel 3, stk. 5, i direktiv 2018/1673 fastsætter nemlig, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at adfærden omhandlet i bl.a. dette direktivs artikel 3, stk. 1, litra a), kan straffes som en strafbar handling, når den begås af personer, som begik eller var involveret i den kriminelle handling, som formuegoderne hidrørte fra.

64

Det skal bemærkes, at beskrivelsen af adfærden i artikel 3, stk. 1, litra a), i direktiv 2018/1673 svarer til beskrivelsen af adfærden omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60.

65

Det var således først direktiv 2018/1673, hvis gennemførelsesfrist udløb den 3. december 2020, der indførte medlemsstaternes forpligtelse, der følger af EU-retten, til – for så vidt angår den person, som har begået prædikatforbrydelsen – at gøre konvertering eller overførsel af formuegoder, der hidrører fra en sådan kriminel handling, med det formål at hemmeligholde eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser af handlingen, strafbar.

66

Det følger derfor af den normative kontekst, som direktiv 2005/60 indgår i, at dette direktiv ikke er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 i national ret ved at fastsætte, at den, som har begået prædikatforbrydelsen, skal straffes for lovovertrædelsen hvidvask af penge, i overensstemmelse med medlemsstatens internationale forpligtelser og de grundlæggende principper i national ret.

67

En sådan konklusion støttes af formålet med direktiv 2005/60.

68

I denne henseende har Domstolen således fastslået, at hovedformålet med direktiv 2005/60 er at forebygge, at det finansielle system anvendes til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, således som det fremgår af såvel direktivets titel og betragtningerne hertil som den omstændighed, at dette direktiv blev vedtaget i en international kontekst, med henblik på i Unionen at gennemføre henstillingerne fra FATF (jf. dom af 4.5.2017, El Dakkak og Intercontinental, C-17/16, EU:C:2017:341, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

69

Bestemmelserne i direktiv 2005/60 har således en præventiv karakter, idet de ifølge en risikobaseret tilgang tilsigter at indføre en række forebyggende og afskrækkende foranstaltninger, der gør det muligt effektivt at bekæmpe hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme samt at bevare det finansielle systems soliditet og integritet. Disse foranstaltninger har til formål at undgå eller i det mindste så vidt muligt at begrænse disse aktiviteter ved med henblik herpå, på alle de stadier, som de nævnte aktiviteter kan indeholde, at indføre hindringer for personer, der begår hvidvask af penge og finansierer terrorisme (jf. dom af 17.1.2018, Corporate Companies, C-676/16, EU:C:2018:13, præmis 26).

70

Selv om direktiv 2005/60, således som det fremgår af første betragtning hertil, udgør »en forebyggende indsats via det finansielle system«, ud over strafferetlige foranstaltninger, bidrager gennemførelsen af dette direktiv i national ret – ved at fastsætte, at de handlinger, der udgør hvidvaskning af penge som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, udgør straffelovsovertrædelser – imidlertid effektivt til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme samt til bevarelsen af det finansielle systems soliditet og integritet og er derfor i overensstemmelse med dets formål.

71

Det forhold, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, kan straffes for lovovertrædelsen hvidvask af penge, er ligeledes i overensstemmelse med formålene med direktiv 2005/60, for så vidt som dette, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, kan gøre det vanskeligere at indføre midler, der stammer fra kriminalitet, i det finansielle system, og bidrager således til at sikre et velfungerende indre marked.

72

Henset til ordlyden af artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, den normative kontekst, som dette direktiv indgår i, samt det formål, der forfølges med direktivet, skal direktivets artikel 1, stk. 2, litra a), følgelig fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en medlemsstat i sin nationale ret gennemfører bestemmelsen ved at fastsætte, at den person, som har begået prædikatforbrydelsen, kan straffes for lovovertrædelsen hvidvask af penge. Den samme konklusion gør sig gældende for så vidt angår artikel 1, stk. 3, litra a), i direktiv 2015/849, idet sidstnævnte direktiv i denne henseende blot erstattede artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 uden at foretage væsentlige ændringer heri.

73

For så vidt som den forelæggende ret nærmere bestemt ønsker oplyst, om der er en risiko for, at en sådan fortolkning er uforenelig med princippet ne bis in idem, skal det bemærkes, at i medfør af artikel 51, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) er bestemmelserne heri rettet til Unionens institutioner og til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.

74

Det bemærkes ligeledes, at princippet ne bis in idem er fastlagt i artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 til EMRK og i chartrets artikel 50, som bestemmer, at »[i]ngen […] i en straffesag på ny [skal] kunne stilles for en domstol eller dømmes for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt i en af Unionens medlemsstater i overensstemmelse med lovgivningen«.

75

Selv om de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i EMRK, udgør generelle principper i EU-retten, således som det bekræftes af artikel 6, stk. 3, TEU, og selv om chartrets artikel 52, stk. 3, bestemmer, at de af chartrets rettigheder, som svarer til dem, der er sikret ved EMRK, har samme betydning og omfang som i nævnte konvention, udgør EMRK ikke et retligt instrument, der er formelt integreret i Unionens retsorden, idet Unionen ikke har tiltrådt den. Det fremgår af forklaringerne ad chartrets artikel 52, at denne artikels stk. 3 skal sikre den nødvendige sammenhæng mellem chartret og EMRK, »dog uden at dette berører EU-rettens og Den Europæiske Unions Domstols autonomi« (dom af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 24 og 25 og den deri nævnte retspraksis).

76

Behandlingen af det forelagte spørgsmål skal således foretages i lyset af de grundlæggende rettigheder, der er garanteret ved chartret, og særligt chartrets artikel 50 (dom af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

77

Det følger af selve ordlyden af chartrets artikel 50, at bestemmelsen forbyder, at den samme person retsforfølges eller straffes mere end en gang for den samme lovovertrædelse (dom af 5.4.2017, Orsi og Baldetti, C-217/15 og C-350/15, EU:C:2017:264, præmis 18, og af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 36).

78

Hvad navnlig angår forbuddet mod at retsforfølge en person for den samme lovovertrædelse (betingelsen »idem«) er det relevante kriterium i henhold til Domstolens praksis kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, som har ført til frifindelse eller endelig domfældelse af den pågældende person, er identiske. Chartrets artikel 50 forbyder således pålæggelse, for de samme forhold, af flere sanktioner af strafferetlig karakter efter forskellige procedurer, der er gennemført med henblik herpå (jf. dom af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 35, og af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

79

Med henblik på at afgøre, om der foreligger en sådan helhed af konkrete omstændigheder, skal de kompetente nationale instanser tage stilling til, om de pågældende faktiske handlinger i de to straffesager udgør en helhed af handlinger, der er uløseligt forbundne i tid og i sted samt med hensyn til deres genstand (jf. analogt dom af 18.7.2007, Kraaijenbrink, C-367/05, EU:C:2007:444, præmis 27, og af 16.11.2010, Mantello, C-261/09, EU:C:2010:683, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

80

Desuden er den retlige kvalificering i national ret af de faktiske omstændigheder og den retlige interesse, der beskyttes, ikke relevant for afgørelsen af, om der er tale om samme lovovertrædelse, for så vidt som rækkevidden af beskyttelsen i chartrets artikel 50 ikke kan variere fra den ene medlemsstat til den anden (dom af 20.3.2018, Menci, C-524/15, EU:C:2018:197, præmis 36, og af 20.3.2018, Garlsson Real Estate m.fl., C-537/16, EU:C:2018:193, præmis 38).

81

Det må derfor fastslås, at chartrets artikel 50 ikke er til hinder for, at den, som har begået prædikatforbrydelsen, retsforfølges for lovovertrædelsen hvidvask af penge som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60, når de forhold, der ligger til grund for retsforfølgningen, ikke er identiske med de forhold, der udgør prædikatforbrydelsen, idet spørgsmålet om, hvorvidt disse faktiske handlinger er identiske, skal bedømmes i lyset af det kriterium, der er anført i nærværende doms præmis 78-80.

82

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 52 og 53 i forslaget til afgørelse, består hvidvaskning af penge som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 – dvs. bl.a. konvertering eller overførsel af formuegoder, vel vidende, at de stammer fra en kriminel handling eller fra medvirken i en kriminel handling, med det formål at fortie eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse – imidlertid i en handling, der er særskilt fra den handling, som udgør prædikatforbrydelsen, selv om denne hvidvaskning af penge er foretaget af den person, som har begået prædikatforbrydelsen.

83

Det skal endelig bemærkes, at den forelæggende ret i forbindelse med anvendelsen af artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002 skal sikre, at princippet ne bis in idem og samtlige af de ved chartret sikrede relevante principper og grundlæggende rettigheder er overholdt for de tiltalte i hovedsagen (jf. i denne retning bl.a. dom af 8.9.2015, Taricco m.fl., C-105/14, EU:C:2015:555, præmis 53 og af 5.6.2018, Kolev m.fl., C-612/15, EU:C:2018:392, præmis 68), bl.a. princippet om, at strafbare forhold og straffe skal have lovhjemmel (dom af 5.12.2017, M.A.S. og M.B., C-42/17, EU:C:2017:936, præmis 52), og princippet om straffes forholdsmæssighed i chartrets artikel 49.

84

I hovedsagen tilkommer det den forelæggende ret at undersøge, om chartrets artikel 50 finder anvendelse, og i denne forbindelse at efterprøve, om prædikatforbrydelsen har været genstand for en endelig straffedom, hvorved gerningsmanden er blevet frikendt eller dømt. I den foreliggende sag påhviler det den forelæggende ret at undersøge, om afslutningen af straffesagen vedrørende prædikatforbrydelsen faktisk udgør en endelig straffedom.

85

Med henblik på at sikre overholdelsen af chartrets artikel 50 tilkommer det den forelæggende ret at efterprøve, om de faktiske handlinger, der udgør prædikatforbrydelsen, dvs. skattesvig, ikke er identiske med dem, for hvilke LG retsforfølges på grundlag af artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002, under hensyntagen til de præciseringer, der er anført i nærværende doms præmis 78-80. Princippet ne bis in idem vil ikke være tilsidesat, såfremt det fastslås, at de forhold, der gav anledning til retsforfølgningen af LG for hvidvaskning af penge indledt på grundlag af artikel 29, stk. 1, litra a), i lov nr. 656/2002, ikke er identiske med dem, der udgør prædikatforbrydelsen skattesvig, hvilket synes at fremgå af de sagsakter, som Domstolen råder over.

86

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2, litra a), i direktiv 2005/60 skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter lovovertrædelsen hvidvask af penge i denne bestemmelses forstand kan begås af den person, som har begået den kriminelle handling, som frembragte de pågældende penge.

87

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

Artikel 1, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for en national lovgivning, hvorefter lovovertrædelsen hvidvask af penge i denne bestemmelses forstand kan begås af den person, som har begået den kriminelle handling, som frembragte de pågældende penge.