Sag C-540/19

mod

Landkreis Harburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesgerichtshof)

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 17. september 2020

»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – kompetence i sager om underholdspligt – forordning (EU) nr. 4/2009 – artikel 3, litra b) – retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl – regressøgsmål anlagt af et offentligt organ, der er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder«

1. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning nr. 4/2009 – kompetence i sager om underholdspligt – generelle bestemmelser – kriterier for tildeling af kompetence, der har samme rang og er alternative

(Rådets forordning nr. 4/2009, art. 3)

(jf. præmis 29 og 30)

2. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning nr. 4/2009 – kompetence i sager om underholdspligt – retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl – denne rets kompetence til at påkende et regressøgsmål anlagt af et offentligt organ, der er indtrådt i nævnte bidragsberettigedes rettigheder

[Haagerprotokollen af 23.11.2007, art. 3, stk. 2, og art. 10, Rådets forordning nr. 4/2009, 14. og 45. betragtning og art. 2, stk. 1, nr. 1) og 10), samt art. 3, 15 og 64]

(jf. præmis 31, 33-44 og domskonkl.)

3. Retligt samarbejde i civile sager – kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt – forordning nr. 4/2009 – formål

[Rådets forordning nr. 4/2009, 45. betragtning og art. 3, litra b)]

(jf. præmis 33, 36 og 37)

Sammendrag

WV, som har bopæl i Wien (Østrig), har i medfør af tysk civilret pligt til at betale underholdsbidrag til sin mor, der bor på et alderdoms- og plejehjem i Köln (Tyskland). WV’s mor modtager imidlertid løbende underholdsydelser fra Landkreis Harburg (Tyskland) (herefter »det sagsøgende organ«) i henhold til den tyske socialsikringslovgivning. Dette organ har gjort gældende, at det i overensstemmelse med denne lovgivning er indtrådt i WV’s mors rettigheder i forhold til WV, for så vidt angår de ydelser, som organet har betalt til WV’s mor siden april 2017. I henhold til samme lovgivning skal rettigheder, der er genstand for en sådan subrogation, håndhæves ved de civile domstole.

Det sagsøgende organ anlagde derfor et regressøgsmål vedrørende underholdspligt mod WV ved de tyske civilretter, idet det påberåbte sig forordning nr. 4/2009 (1), der bl.a. opstiller regler om international kompetence i sager om underholdspligt, og nærmere bestemt denne forordnings artikel 3, litra b), der fastsætter, at retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, har kompetence. Førsteinstansretten fandt, at de tyske domstole ikke havde international kompetence til at påkende dette søgsmål, for så vidt som kompetencen i henhold til førnævnte bestemmelse kun kan påberåbes af en fysisk person, der er berettiget til underholdsbidrag. Derimod fandt appeldomstolen, at det sagsøgende organ også kunne gøre denne kompetence gældende i dettes egenskab af cessionar for underholdskravet. Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland), for hvilken WV iværksatte revisionsanke til prøvelse af denne afgørelse, forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål for at få afklaret, om det pågældende offentlige organ i en situation som den foreliggende har ret til at anlægge sag ved retten på det sted, hvor den bidragsberettigede, dvs. WV’s mor, har sin sædvanlige bopæl.

Ved dom af 17. september 2020 fastslog Domstolen, at et offentligt organ, der har anlagt et regressøgsmål for at inddrive beløb, som det har udbetalt i stedet for underholdsbidrag til en bidragsberettiget, i hvis rettigheder det er indtrådt i forhold til den bidragspligtige, med føje kan påberåbe sig, at retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, har kompetence. Domstolen nåede til dette resultat efter at have underlagt artikel 3 i forordning nr. 4/2009, der udpeger de forskellige retter, som har kompetence til at påkende sager om underholdspligt i medlemsstaterne, en undersøgelse i lyset af denne bestemmelses ordlyd, dens formål samt den ordning, hvori den indgår.

Hvad angår dens ordlyd konstaterede Domstolen, at artikel 3 i forordning nr. 4/2009 ikke præciserer i litra a) og b), at det er den bidragsberettigede selv, der skal anlægge sag for de retter, som bestemmelsen udpeger. Denne artikel er derfor ikke til hinder for, at en sag om underholdspligt kan anlægges af et offentligt organ, der ved lovbestemt subrogation er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder, for den ene eller den anden af disse retter, forudsat at forordningens formål og opbygning overholdes. Hverken formålene med eller opbygningen af forordning nr. 4/2009 er imidlertid til hinder for, at retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, har kompetence til at træffe afgørelse i en sådan sag.

For det første er en anerkendelse af, at nævnte ret har kompetence til at træffe afgørelse i denne sag, nemlig i overensstemmelse med de formål, der forfølges med forordning nr. 4/2009, herunder såvel nærheden mellem den kompetente ret og den bidragsberettigede som formålet om i videst muligt omfang at lette inddrivelsen af internationale underholdsbidrag. Navnlig ville det sidstnævnte formål blive svækket, hvis et offentligt organ, der er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder, blev frataget retten til at påberåbe sig de kompetenceregler, der er fastsat i artikel 3, litra a) og b), i forordning nr. 4/2009, til fordel for sagsøgeren i sager om underholdspligt, såvel når sagsøgte er bosiddende i Den Europæiske Union som i tilfælde af, at sagsøgte eventuelt har bopæl i et tredjeland. Desuden ville en anerkendelse af, at et sådant offentligt organ gyldigt kan anlægge sag ved den ret, der er udpeget i artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009, på ingen måde påvirke det formål om at sikre hensynet til retsplejen, der ligeledes forfølges med denne forordning. Dette formål skal navnlig forstås ud fra parternes interesse – hvad enten der er tale om sagsøgeren eller sagsøgte i retssagen – i bl.a. at have mulighed for let adgang til retsvæsenet og forudsigelighed med hensyn til kompetencereglerne. Overførslen af den bidragsberettigedes rettigheder til et sådant offentligt organ påvirker imidlertid hverken den bidragspligtiges interesser eller forudsigeligheden af de kompetenceregler, der finder anvendelse.

For det andet er den omstændighed, at det offentlige organ, der ved lovbestemt subrogation er indtrådt i den bidragsberettigedes rettigheder, har adgang til at anlægge sag ved retten på det sted, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, ligeledes i overensstemmelse med ordningen i forordning nr. 4/2009 og med dens opbygning. I denne forbindelse bemærkede Domstolen, at artikel 64 i forordning nr. 4/2009 netop omhandler intervention fra et offentligt organ, i dets egenskab af sagsøger, som handler på vegne af en person, der er berettiget til underholdsbidrag, eller som er berettiget til godtgørelse af ydelser, der er udbetalt i stedet for underholdsbidrag. Særligt præciserer samme forordnings artikel 64, stk. 3, litra a), at dette offentlige organ har ret til at anmode om anerkendelse og en erklæring om eksigibilitet eller til at anmode om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet over for en bidragspligtig efter anmodning fra et offentligt organ, som kræver godtgørelse af ydelser, der er udbetalt i stedet for underholdsbidrag. Denne bestemmelse indebærer, at et sådant offentligt organ forinden har været i stand til at indbringe sagen for den ret, der er udpeget i henhold til artikel 3, litra b), i forordning nr. 4/2009, med henblik på, at denne kan træffe en afgørelse om underholdspligt.

1– Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af 18.12.2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT 2009, L 7, s. 1).