Sag C-508/19

M.F.

mod

J.M.

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Najwyższy)

Domstolens dom (Store Afdeling) af 22. marts 2022

»Præjudiciel forelæggelse – artikel 267 TEUF – nødvendigheden af den anmodede fortolkning, for at den forelæggende ret kan afsige sin dom – begreb – disciplinærsag indledt mod en dommer ved en almindelig domstol – udpegelse af den disciplinærdomstol, der har kompetence til at træffe afgørelse i denne sag, af formanden for disciplinærafdelingen ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) – civilt søgsmål med påstand om, at det fastslås, at der ikke foreligger et tjenesteforhold mellem formanden for denne disciplinærafdeling og den øverste domstol – den forelæggende rets manglende kompetence til at efterprøve gyldigheden af udnævnelsen af en dommer ved den øverste domstol og afvisning af et sådant søgsmål i henhold til national ret – afvisning af anmodningen om præjudiciel afgørelse«

Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – civilt søgsmål med påstand om, at det fastslås, at der ikke foreligger et tjenesteforhold som dommer – spørgsmål, der drejer sig om, hvorvidt udnævnelsen af denne dommer til formand for en retsinstans’ disciplinærafdeling er forenelig med EU-retten – nævnte dommers udpegelse af den disciplinærdomstol, der har kompetence til at påkende en tvist – spørgsmål, der vedrører en anden tvist end tvisten i hovedsagen, idet sidstnævnte kun er en bisag hertil – den forelæggende rets manglende kompetence til at efterprøve gyldigheden af denne udnævnelse – afvisning af søgsmålet anlagt ved den forelæggende ret i henhold til national ret – den anmodede fortolkning ikke nødvendig for løsningen af den tvist, der er indbragt for nævnte ret – afvisning

(Art. 267 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 47, stk. 2)

(jf. præmis 59, 61, 63, 66-69, 71 og 82)

Resumé

I januar 2019 var der blevet indledt en disciplinærsag mod M.F., som var dommer ved Sąd Rejonowy w P. (ret i første instans i P., Polen), på grund af angivelige forsinkelser med hensyn til behandlingen af de sager, hvori denne dommer skulle træffe afgørelse. På vegne af præsidenten for Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen), der leder arbejdet i denne retsinstans’ disciplinærafdeling, havde J.M. udpeget Sąd Dyscyplinarny przy Sądzie Apelacyjnym w [...] (disciplinærafdelingen ved appeldomstolen i [...] Polen) til at påkende denne sag.

Da M.F. fandt, at udnævnelsen af J.M. til førstnævnte disciplinærafdeling var behæftet med flere uregelmæssigheder, anlagde M.F. et civilt søgsmål ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) med påstand om, at det blev fastslået, at der ikke forelå et tjenesteforhold mellem J.M. og denne domstol, og med begæring om udsættelse af den disciplinærsag, der var indledt mod M.F. En af afdelingerne ved den øverste domstol, Izba Pracy i Ubezpieczeń Społecznych (afdelingen for arbejds- og socialsikringssager, herefter »den forelæggende ret«), fik derefter til opgave at behandle dette søgsmål.

Efter at have konstateret, at et dommermandat afspejler et offentligretligt og ikke et civilretligt retsforhold, og at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede således ikke kan være omfattet af anvendelsesområdet for den civile retsplejelov, ønskede den forelæggende ret imidlertid klarlagt, om det princip om effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i EU-retten, og den forpligtelse, der i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU påhviler medlemsstaterne til at påse, at retsinstanser i deres retsordener, som kan træffe afgørelse på områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder de krav, som følger af dette princip – og navnlig kravene om, at de er uafhængige, upartiske og forudgående er oprettet ved lov – indebærer, at den forelæggende ret kunne tillægges en beføjelse, som den ikke har i medfør af national ret, til inden for rammerne af hovedsagen at fastslå, at den berørte sagsøgte ikke havde et dommermandat.

I sin dom afsagt af Store Afdeling afviste Domstolen anmodningen om præjudiciel afgørelse. Domstolen fremhævede i denne forbindelse, at dens opgave inden for rammerne af den judicielle opgave, der påhviler Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF, ganske vist er at forsyne enhver ret i Unionen med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at den pågældende ret kan løse de reelle tvister, som rejses for den, men at de spørgsmål, der blev forelagt Domstolen i den foreliggende præjudicielle sag, gik ud over rammerne for denne opgave.

Domstolens bemærkninger

Domstolen bemærkede, at de spørgsmål, der forelægges af en national ret, objektivt skal anses for at være nødvendige for løsningen af den tvist, som er indbragt for den pågældende ret, og at det samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført ved artikel 267 TEUF, således principielt forudsætter, at den forelæggende ret har kompetence til at træffe afgørelse i tvisten i hovedsagen, for at denne ikke kan anses for at være rent hypotetisk. Selv om Domstolen har anerkendt, at det kan forholde sig anderledes under visse særlige omstændigheder, kunne en sådan løsning ikke anvendes i det foreliggende tilfælde.

For det første anførte den forelæggende ret således selv, at den, når der er anlagt et civilt søgsmål med påstand om, at det fastslås, at der ikke foreligger et retsforhold, i henhold til national ret ikke har den kompetence, der var nødvendig for at træffe afgørelse om lovligheden af den omhandlede udnævnelsesakt.

For det andet havde det civile søgsmål, som M.F. havde anlagt, i realiteten ikke til formål at anfægte eksistensen af et tjenesteforhold mellem J.M. og den øverste domstol eller de rettigheder og forpligtelser, der følger af et sådant forhold, men derimod at anfægte den afgørelse, hvorved J.M. udpegede den disciplinærdomstol, der skulle tillægges kompetence til at træffe afgørelse i disciplinærsagen mod M.F., hvilken sag sidstnævnte i øvrigt anmodede den forelæggende ret om midlertidig udsættelse af. Således vedrørte de spørgsmål, der blev forelagt Domstolen i den foreliggende sag, egentlig en anden tvist end den i hovedsagen omhandlede, og som hovedsagen i realiteten kun var en bisag til. For at besvare disse spørgsmål ville Domstolen derfor være nødsaget til at tage hensyn til denne anden tvists kendetegn frem for at holde sig til udformningen af tvisten i hovedsagen, således som det kræves i henhold til artikel 267 TEUF.

For det tredje bemærkede Domstolen, at eftersom M.F. ikke havde ret til at anlægge et direkte søgsmål til prøvelse af udnævnelsen af J.M. til formand for disciplinærafdelingen ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) eller til prøvelse af den retsakt fra J.M., hvorved den disciplinærdomstol, der skulle behandle tvisten, var blevet udpeget, kunne M.F. for den sidstnævnte retsinstans have fremført den indsigelse, at den omhandlede retsakt om udpegelse tilsidesatte hendes ret til, at nævnte tvist blev pådømt af en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående var oprettet ved lov. I så henseende bemærkede Domstolen desuden, at den har fastslået, at bestemmelserne i lov om de almindelige domstole, idet de giver formanden for disciplinærafdelingen ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) skønsbeføjelser til at udpege den disciplinærdomstol, der er stedligt kompetent til at påkende disciplinærsager mod dommere ved de almindelige domstole – dvs. dommere, som kan tænkes at skulle fortolke og anvende EU-retten – ikke opfylder det krav, der følger af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, hvorefter sådanne sager skal kunne behandles af en domstol, der er »oprettet ved lov« ( 1 ). For så vidt som denne bestemmelse opstiller et sådant krav, skal den desuden anses for at have direkte virkning, og princippet om EU-rettens forrang pålægger derfor en således udpeget disciplinærdomstol at undlade at anvende de nationale bestemmelser, i medfør af hvilke den blev udpeget, og dermed at erklære sig inkompetent til at påkende den tvist, der er indbragt for den.

For det fjerde bemærkede Domstolen, at søgsmålet i hovedsagen i det foreliggende tilfælde i det væsentlige havde til formål at opnå en form for ugyldiggørelse erga omnes af udnævnelsen af J.M. til embedet som dommer, selv om national ret ikke tillader og aldrig har tilladt samtlige retsundergivne at anfægte udnævnelsen af dommere ved et direkte søgsmål om annullation eller ugyldiggørelse af en sådan udnævnelse.

( 1 ) – Dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Polen (Disciplinærordning for dommere) (C-791/19, EU:C:2021:596, præmis 176).