–

Poste Italiane SpA ved avvocati A. Fratini og A. Sandulli,

–

Agenzia delle entrate – Riscossione ved avvocati G. Visentini og A. Papa Malatesta,

–

Europa-Kommissionen ved D. Recchia og P. Rossi, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 14 TEUF, 102 TEUF, 106 TEUF og 107 TEUF.

2

Disse anmodninger er blevet indgivet i forbindelse med tvister mellem for det første Poste Italiane SpA og Riscossione Sicilia SpA agente riscossione per la provina di Palermo e delle altre provinciane e siciliane (herefter »Riscossione Sicilia«) (sag C-434/19), og, for det andet, mellem Agenzia delle entrate – Riscossione (Skatteforvaltningen – Opkrævning, Italien) (herefter »Agenzia«) og Poste Italiane (sag C-435/19) vedrørende krav om betaling af gebyrer, som Poste Italiane har fremsat over for de koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævningen af imposta comunale sugli immobili (kommunal ejendomsskat, herefter »kommunal ejendomsskat«) for tjenester i form af forvaltning af de nævnte koncessionshaveres postgirokonti med henblik på opkrævning af kommunal ejendomsskat hos de afgiftspligtige.

3

Artikel 2, stk. 18-20, i legge n. 662 – Misure di razionalizzazione della finanza pubblica (lov nr. 662 om foranstaltninger til rationalisering af de offentlige finanser) af 23. december 1996 (almindeligt tillæg til GURI nr. 303 af 28.12.1996, herefter »lov nr. 662/1996«) fastsætter:

»18.   […] [Virksomheden] Poste Italiane [kan] fastsætte gebyrer for indehaverne af postgirokonti.

[…]

19.   Post- og betalingstjenester, for hvilke der i gældende lovgivning ikke udtrykkeligt er fastsat en lovbestemt monopolordning, udføres af Poste Italiane og af de øvrige aktører i fri konkurrence. Med hensyn til de nævnte tjenesteydelser ophører alle gebyrmæssige eller sociale forpligtelser for virksomheden Poste Italiane samt enhver form for gebyrnedsættelse vedrørende brugere af ovennævnte virksomhed som defineret i gældende lovgivning med virkning fra den 1. april 1997 […] Poste Italiane har pligt til at føre et separat regnskab, hvori der navnlig sondres mellem omkostninger og byrder i forbindelse med levering af tjenesteydelser inden for rammerne af en lovbestemt monopolordning og omkostninger og byrder i forbindelse med levering af tjenesteydelser i fri konkurrence.

20.   Fra den 1. april 1997 fastsættes priserne på de i nr. 19 omhandlede tjenesteydelser, herunder i forbindelse med aftaler, af virksomheden Poste Italiane under hensyntagen til kundernes krav og kendetegnene ved efterspørgslen samt kravet om at bevare og udvikle forsendelsesmængden […]«

4

Artikel 10, stk. 3, i decreto legislativo n. 504, Riordino della finanza degli enti territoriali, a norma dell’articolo 4 della legge 23 ottobre 1992, n. 421 (lovdekret nr. 504 om reorganisering af finansieringen af territoriale myndigheder i overensstemmelse med artikel 4 i lov nr. 421 af 23.10.1992) af 30. december 1992 (almindeligt tillæg til GURI nr. 305 af 30.12.1992, herefter »lovdekret nr. 504/1992«) bestemmer:

»Den skyldige skat i henhold til stk. 2 skal betales ved en direkte indbetaling til den koncessionshaver, der er ansvarlig for modtagelse af skatten i det myndighedsområde, som den i artikel 4 omhandlede kommune tilhører, eller ved en indbetaling på en postgirokonto til dette formål i den pågældende koncessionshavers navn […]. Det gebyr, som skal betales til koncessionshaveren, betales af den betalingspligtige kommune og fastsættes til 1% af det modtagne beløb, dog mindst 3500 [italienske lire (ITL) ca. 1,75 EUR] og højst 100000 [ITL ca. 50 EUR] for hver betaling, som den skattepligtige foretager.«

5

I henhold til artikel 5-7 i decreto del Ministro delle Finanze n. 567 – Regolamento di attuazione dell’articolo 78, commi da 27 a 38, della legge 30 dicembre 1991, n. 413, concernente l’istizione del conto fiscale (finansministeriets dekret nr. 567 om gennemførelsesbestemmelser til artikel 78, stk. 27-38, i lov nr. 413 af 30.12.1991 om oprettelse af en skattekonto) af 28. december 1993 (GURI nr. 306 af 31.12.1993) kan indehavere af en skattekonto betale personskat, skat af juridiske personers indkomst – også ved en stedfortræder – lokal indkomstskat, skatter, der erstatter de nævnte skatter, samt moms ved en uigenkaldelig betalingsfuldmagt til koncessionshaveren direkte på koncessionshaverens kontor eller hos et kreditinstitut.

6

Artikel 59, stk. 1, litra n), i decreto legislativo n. 446 – Istituzione dell’imposta regionale sulle attivita’ produttive, revisione degli scaglioni, delle aliquote e delle detrazioni dell’Irpef e istituzione di una addizionale regionale a tale imposta, nonche’ riordino della disciplina dei tributi locali (lovdekret nr. 446 om indførelse af en regional skat på produktionsaktiviteter, ændring af størrelsen på, satserne af og fradraget for personskat og om indførelse af en supplerende regional skat til denne skat, samt om reform af den lokale skattelovgivning) af 15. december 1997 (almindeligt tillæg til GURI nr. 298 af 23.12.1997) forbeholder kommunerne at vedtage lovgivning på området for modtagelse af lokale bidrag med henblik på at »strømline de forskellige former for gennemførelse af betalinger – såvel frivillige som efter kontrolundersøgelser – og foreskriver betaling til postgirokontoen i kommunens skatteforvaltnings navn, direkte betaling til sidstnævnte eller betaling gennem banksystemet, der føjer sig til eller erstatter betaling til den koncessionshaver, som varetager opkrævningen«.

7

Det fastsættes i artikel 3, stk. 1, i decreto del Presidente della Repubblica n. 144 – Regolamento recante norme sui servizi di bancoposta (dekret nr. 144 fra republikkens præsident om regulering af postale bankydelser) af 14. marts 2001 (GURI nr. 94 af 23.4.2001, herefter »præsidentielt dekret nr. 144/2001«), at »[m]edmindre andet er fastsat i dette dekret, er forholdet til kunderne og for postgirokonti underlagt kontraktforhold, som overholder bestemmelserne i den civile lovbog og særlove«.

8

Decreto legge n. 70 – Semestre Europeo – Prime disposizioni urgenti per l’economia (lovdekret nr. 70 om det europæiske semester – de første hastebestemmelser til fordel for økonomien) af 13. maj 2011 (GURI nr. 110 af 13.5.2011), ophøjet til lov, som ændret ved decreto-legge n. 16 (lovdekret nr. 16) af 2. marts 2012 (GURI nr. 52 af 2.3.2012, herefter »lovdekret nr. 70/2011«), fastsætter følgende i artikel 7, stk. 2, litra gg-f):

»Hvis modtagelsen af indbetalinger overdrages til personer som omhandlet i artikel 52, stk. 5, litra b), i lovdekret nr. 446 af 15. december 1997, åbnes en eller flere indbetalings-, post- eller bankkonti i koncessionshaverens navn med henblik på opkrævning af indbetalingerne til den ordregivende myndighed, på hvilke konti alle modtagne beløb skal indbetales.«

9

Ved gebyrafgørelse nr. 57/1996 fra Poste Italianes bestyrelse (herefter »gebyrafgørelse nr. 57/1996«) blev det vedtaget at opkræve et gebyr for hver transaktion, der angik forvaltningen af de postgirokonti, som tilhørte en koncessionshaver for tjenesten for opkrævning af skatter. Dette gebyr blev fastsat til 100 ITL (ca. 0,05 EUR) for perioden fra den 1. april 1997 til den 31. maj 2001 og til 0,23 EUR (ca. 450 ITL) for perioden fra den 1. juni 2001 til den 31. december 2003.

10

I Italien pålagde lovdekret nr. 504/1992 skattepligtige personer, der havde pligt til at betale kommunal ejendomsskat, en forpligtelse til at betale det beløb, som de skyldte en af de statslige koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævningen af denne skat og tilbagebetalingen af dette beløb til de begunstigede kommuner. Ifølge den nævnte lovgivning skal kommunal ejendomsskat betales ved direkte indbetaling til koncessionshaveren i det myndighedsområde, hvor den begunstigede kommune er beliggende, eller ved en indbetaling på en postgirokonto i den pågældende koncessionshavers navn.

11

Tvisterne i hovedsagen vedrører de krav om betaling af gebyrer, som Poste Italiane har fremsat over for to koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævning af kommunal ejendomsskat, Riscossione Sicilia og Agenzia.

12

Der blev fremsat krav om betaling af disse gebyrer for forvaltningen fra 1997 til 2011 af de girokonti, som disse koncessionshavere havde hos Poste Italiane, således at de afgiftspligtige kunne indbetale de beløb, som de skyldte i henhold til kommunal ejendomsskat.

13

De nævnte gebyrer blev beregnet på grundlag af det gebyr, der var fastsat ved gebyrafgørelse nr. 57/1996.

14

Poste Italiane har i den tvist, der ligger til grund for sag C-434/19, anlagt sag ved Tribunale di Palermo (retten i Palermo, Italien) med påstand om, at den koncessionshaver, der er ansvarlig for opkrævning af kommunal ejendomsskat, det senere Riscossione Sicilia, tilpligtes at betale gebyret for hver enkelt indbetaling af kommunal ejendomsskat foretaget af hver afgiftspligtige ved hjælp af et giroindbetalingskort på den løbende konto oprettet i den pågældende koncessionshavers navn, dvs. 0,05 EUR (ca. 100 ITL) fra den 1. april 1997 til den 31. maj 2001, 0,23 EUR (ca. 450 ITL) fra den 1. juni 2001 til den 31. december 2003 og, efter den 1. januar 2004, beløbene svarende til successive prisvariationer. Ved dom af 7. juni 2011 frifandt Tribunale di Palermo (retten i Palermo) Riscossione Sicilia, og ved dom af 11. maj 2016 ændrede Corte d’appello di Palermo (appeldomstolen i Palermo, Italien) denne dom delvist, idet den tog appellen iværksat af Poste Italiane til følge, for så vidt som Poste Italiane havde fremlagt bevis for sine krav for perioden efter den 1. juni 2006.

15

Poste Italiane har i den tvist, der ligger til grund for sag C-435/19, anlagt sag ved Tribunale di Macerata (retten i Macerata, Italien) med påstand om, at Agenzia, den koncessionshaver, der er ansvarlig for opkrævning af kommunal ejendomsskat, tilpligtes at betale gebyret for hver enkelt indbetaling af kommunal ejendomsskat foretaget af hver afgiftspligtige ved hjælp af et giroindbetalingskort på den løbende konto oprettet i den pågældende koncessionshavers navn, dvs. 0,05 EUR (ca. 100 ITL) fra den 1. april 1997 til den 31. maj 2001 og 0,23 EUR (ca. 450 ITL) fra den 1. juni 2001 til den til den 20. december 2001. Ved dom af 11. juni 2009 frifandt Tribunale di Macerata (retten i Macerata) Agenzia, og ved dom af 10. august 2016 ændrede Corte d’appello di Ancona (appeldomstolen i Ancona, Italien) den dom, som denne ret havde afsagt, fuldstændigt, idet den gav medhold i den af Poste Italiane iværksatte appel og fastslog, at Poste Italiane var berettiget til at anvende det omhandlede gebyr og kræve betaling heraf.

16

Hovedsagerne verserer for den forelæggende ret, for hvilken Poste Italiane i sag C-434/19 har iværksat hovedappel, og for hvilken Riscossione Sicilia har iværksat kontraappel, og i sag C-435/19, for hvilken Agenzia har iværksat hovedappel, og for hvilken Poste italiane SpA – BancoPosta har iværksat kontraappel.

17

For så vidt angår lovligheden af det af Poste Italiane anvendte gebyr fandt den forelæggende ret i dom af 26. marts 2014, at bestemmelserne i artikel 2, stk. 18-20, i lov nr. 662/1996 ikke finder anvendelse på virksomhed, der er underlagt en lovbestemt monopolordning, som f.eks. den i artikel 10 i lovdekret nr. 504/1992 fastsatte tjeneste i form af en postgirokonto. Den forelæggende ret fandt, at målet om at maksimere opkrævningen af skatter ved hjælp af en tjeneste, der udføres på hele området i kraft af den fintforgrenede fordeling af postkontorer, som gør det lettere at nå den skattepligtige person, begrunder denne lovbestemte monopolstilling. Ifølge denne dom fra den forelæggende ret fastsætter lovdekret nr. 504/1992, ved hvilket det omhandlede lovbestemte monopol blev indført, ikke, at en tjeneste i form af forvaltning af girokonti, der er beregnet til betaling af kommunal ejendomsskat, skal være gratis, således at tjenesten, uanset koncessionshaverens forpligtelse til at åbne en postgirokonto, i sagens natur skal anses for at være udført mod vederlag på samme måde som almindelig forvaltning af en indlånskonto på frie konkurrencevilkår.

18

Den forelæggende ret, for hvilken der nu verserer tvister om forpligtelsen til mellem 1997 og 2011 at betale det af Poste Italiane anvendte gebyr, er imidlertid i tvivl om lovligheden, henset til de EU-retlige regler, nærmere bestemt konkurrencereglerne og reglerne om statsstøtte, af den omstændighed, at artikel 10 i lovdekret nr. 504/1992 forbeholder Poste Italiane tjenesten i form af forvaltning af girokonti med henblik på opkrævning af kommunal ejendomsskat.

19

Ifølge denne ret har det aftaleforhold, der knytter en kommune til dens koncessionshaver, som varetager opkrævning af kommunal ejendomsskat, udøvelse af økonomisk virksomhed, som består i at opnå skatteindtægter, der kan defineres som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF, som genstand. Dette forhold adskiller sig fra det privatretlige forhold, der knytter Poste Italiane og den koncessionshaver, som varetager opkrævning af kommunal ejendomsskat, sammen, og som implicit ligger i oprettelsen og forvaltningen af en postgirokonto. Den forelæggende ret har præciseret, at artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1992, uanset den begrænsning, der er indført med hensyn til koncessionshaverens mulighed for at vælge sin medkontrahent, dvs. Poste Italiane, ikke fastsætter nogen sondring mellem det forhold, der knytter disse sidstnævnte sammen, og det forhold, som Poste Italiane har til sine øvrige kunder med en postgirokonto.

20

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at artikel 10 i lovdekret nr. 504/1992 kun kan være forenelig med EU-retten, hvis tjenesten i form af forvaltning af girokonti, der er forbeholdt Poste Italiane, er omfattet af begrebet »udførelse af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse« som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF. Det skal afgøres, om kravet om at maksimere effektiviteten af opkrævningen af sidstnævnte afgift i kraft af den fintforgrenede fordeling af postkontorer, til trods for, at der ikke findes en analog lovbestemmelse i lovgivningen om inddrivelse af andre lokale skatter end kommunal ejendomsskat, opfylder kriteriet om særlige opgaver, og om det følgelig kan begrunde en begrænsning af anvendelsen af EU’s konkurrenceregler som omhandlet i artikel 14 TEUF og 106 TEUF.

21

Såfremt den tjeneste, der er knyttet til forvaltningen af en postgirokonto, der er beregnet til opkrævning af kommunal ejendomsskat, betragtes som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om den beføjelse, som Poste Italiane er tillagt til at fastsætte gebyret, da det ifølge koncessionshaveren i det væsentlige udgør en skat eller et obligatorisk bidrag, som er pålagt ved lov, og dermed støtte, der ydes ved hjælp af statsmidler, kan kvalificeres som »ulovlig statsstøtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, idet det præciseres, at denne foranstaltning aldrig på forhånd er blevet anmeldt til Europa-Kommissionen i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF.

22

Den forelæggende ret ønsker for det andet oplyst, om Poste Italianes ensidige fastsættelse af det i hovedsagen omhandlede gebyr kan kvalificeres som misbrug og derfor er forbudt i medfør af artikel 102, stk. 1, TEUF. Den forelæggende ret har anført, at koncessionshaveren ikke kan unddrage sig betalingen af dette gebyr uden at gøre sig skyldig i misligholdelse af forpligtelserne i henhold til det særskilte retsforhold, der knytter koncessionshaveren til den lokale skattemyndighed, og som har til formål at opkræve kommunal ejendomsskat.

23

På denne baggrund har Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Retsmødet, der skulle have været afholdt den 22. april 2020, blev som følge af sundhedskrisen og den uvished, der hersker med hensyn til, hvornår Domstolen kan genoptage sin retslige virksomhed, annulleret, og de spørgsmål, der var blevet stillet til mundtlig besvarelse, blev ændret til spørgsmål til skriftlig besvarelse. Poste Italiane, Agenzia og Europa-Kommissionen har besvaret de stillede spørgsmål inden for den af Domstolen fastsatte frist.

25

Poste Italiane har principalt gjort gældende, at det første spørgsmål bør afvises med den begrundelse dels, at det er umuligt at forstå spørgsmålet, for så vidt som det vedrører artikel 14 TEUF, dels, at det alene tilkommer de nationale retter at anvende de i artikel 106, stk. 2, TEUF fastsatte betingelser direkte.

26

Det skal for det første bemærkes, at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale retsinstans, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, som den forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 19.12.2019, Darie, C-592/18, EU:C:2019:1140, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

27

Heraf følger, at der foreligger en formodning for, at spørgsmål om EU-retten er relevante. Domstolen kan kun afvise at træffe afgørelse om et præjudicielt spørgsmål fremsat af en national ret, hvis det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, såfremt problemet er af hypotetisk karakter, eller såfremt Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål (dom af 8.10.2020, Union des industries de la protection des plantes, C-514/19, EU:C:2020:803, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

28

Det skal for det andet bemærkes, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra denne synsvinkel påhviler det denne i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den (dom af 28.11.2000, Roquette Frères, C-88/99, EU:C:2000:652, præmis 18, og af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

29

Til dette formål kan Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til genstanden for tvisten i hovedsagen er nødvendigt at fortolke (dom af 19.12.2019, Nederlands Uitgeversverbond og Groep Algemene Uitgevers, C-263/18, EU:C:2019:1111, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

30

Selv om det første spørgsmål i den foreliggende sag ganske vist henviser til artikel 14 TEUF, vedrører det imidlertid ligeledes artikel 106 TEUF, nærmere bestemt begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse, der er omfattet af disse to artikler, og med spørgsmålet søges nærmere bestemt en afklaring af, hvorvidt en aktivitet, såsom eneretten til fordel for Poste Italiane til at forvalte tjenesten i form af en postgirokonto til opkrævning af kommunal ejendomsskat, opfylder kendetegnene for en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse. Dette spørgsmål vedrører således fortolkningen af EU-retten og fremstår hverken som hypotetisk eller uden forbindelse med tvisten i hovedsagen. Domstolen råder endvidere over de oplysninger, der er nødvendige for besvarelsen.

31

Det første spørgsmål skal derfor antages til realitetsbehandling.

32

Med det første og det andet spørgsmål, der skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 106, stk. 2, TEUF og artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for gennemførelsen af de nationale regler, der forpligter koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævning af kommunal ejendomsskat, til at have en girokonto hos Poste Italiane, der er oprettet i deres navn, for at give skattepligtige personer mulighed for at betale denne skat, og til at betale et gebyr med henblik på forvaltningen af den nævnte girokonto, når disse regler ikke er blevet anmeldt til Kommissionen i medfør af artikel 108, stk. 3, TEUF.

33

Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om det alene er Kommissionen, der underlagt Unionens retsinstansers efterprøvelse er kompetent til at bedømme en støttes forenelighed med det indre marked (jf. i denne retning bl.a. dom af 3.9.2020, Vereniging tot Behoud van Natuurmonumenten in Nederland m.fl. mod Kommissionen, C-817/18 P, EU:C:2020:637, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis), udgør denne omstændighed ikke en hindring for, at en national ret fremsætter et præjudicielt spørgsmål for Domstolen om fortolkningen af begrebet »støtte«. Domstolen kan således forsyne den forelæggende ret med fortolkningselementer vedrørende EU-retten, som gør det muligt for den at afgøre, om en national foranstaltning kan kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107 TEUF (dom af 18.5.2017, Fondul Proprietatea, C-150/16, EU:C:2017:388, præmis 12 og den deri nævnte retspraksis).

34

Med henblik på at sikre, at den forpligtelse til at foretage anmeldelse af påtænkt indførelse eller ændring af statsstøtte, der er fastsat i artikel 108, stk. 3, TEUF, virker effektivt, og at den undersøgelse af statsstøtten, som Kommissionen foretager, er egnet og fuldstændig, er de nationale domstole endvidere forpligtede til at drage samtlige konsekvenser af en tilsidesættelse af denne forpligtelse og til at træffe de foranstaltninger, der er egnede til afhjælpning heraf, hvilket også gælder, når modtageren af den ulovlige støtte er en virksomhed, der skal udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 24.11.2020, Viasat Broadcasting UK, C-445/19, EU:C:2020:952, præmis 43).

35

Det skal ligeledes præciseres, at spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende foranstaltning skal kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107 TEUF, hvilket kan indebære efterprøvelsen af overholdelsen af de betingelser, der opstilles ved dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), placerer sig forud for undersøgelsen af en støtteforanstaltning efter artikel 106, stk. 2, TEUF. Dette spørgsmål må således besvares først, før det i givet fald undersøges, om en støtte, der er uforenelig med det indre marked, ikke desto mindre er nødvendig for opfyldelsen af den opgave, modtageren af den omhandlede foranstaltning er blevet pålagt som omhandlet i artikel 106, stk. 2, TEUF (jf. i denne retning dom af 8.3.2017, Viasat Broadcasting UK mod Kommissionen, C-660/15 P, EU:C:2017:178, præmis 34, og af 15.5.2019, Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 102).

36

Med henblik på at besvare det første og det andet spørgsmål skal det således indledningsvis undersøges, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede foranstaltning skal kvalificeres som »statsstøtte« som omhandlet i artikel 107 TEUF.

37

Kvalificeringen af »statsstøtte« i henhold til artikel 107, stk. 1, TEUF forudsætter opfyldelse af fire betingelser, nemlig at der skal foreligge en statslig foranstaltning eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, og at denne foranstaltning skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstater, give modtageren en fordel og fordreje eller true med at fordreje konkurrencen (dom af 15.5.2019, Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

38

Hvad for det første angår betingelsen vedrørende en statslig foranstaltning eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler, skal det præciseres, at den sondring, der i artikel 107, stk. 1, TEUF foretages mellem »statsstøtte« og »støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler«, ikke betyder, at alle de fordele, der indrømmes af en stat, udgør støtte, uanset om de er finansieret ved hjælp af statsmidler eller ej, men alene har til formål at sikre, at støttebegrebet ikke alene omfatter støtte ydet direkte af staten, men ligeledes støtte ydet af offentlige eller private organer, der er udpeget eller oprettet af staten (dom af 21.10.2020, Eco TLC, C-556/19, EU:C:2020:844, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det følger heraf, at betingelsen for at anse fordele for »støtte« som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF for det første er, at disse ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, og for det andet, at de kan tilregnes staten (dom af 15.5.2019Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

40

Hvad for det første angår betingelsen om, at en foranstaltning kan tilregnes staten, kræver denne betingelse, at der foretages en undersøgelse af, om de offentlige myndigheder var impliceret i vedtagelsen af denne foranstaltning (dom af 21.10.2020, Eco TLC, C-556/19, EU:C:2020:844, præmis 23).

41

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelserne, at den i hovedsagen omhandlede ordning er blevet indført ved bestemmelser af lovgivnings- eller anordningsmæssig karakter. Koncessionshaveres forpligtelse til at have en girokonto hos Poste Italiane med henblik på modtagelse af kommunal ejendomsskat blev indført ved lovdekret nr. 504/1992, mens denne virksomheds ret til at opkræve et gebyr for at forvalte denne konto blev fastsat ved lov nr. 662/1996. I denne sammenhæng, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, kan en ordning, der forpligter koncessionshavere til at have en girokonto hos Poste Italiane, der er oprettet i deres navn, for at give skattepligtige personer mulighed for at betale kommunal ejendomsskat, og til at betale et gebyr for at forvalte den nævnte girokonto, anses for at kunne tilregnes staten.

42

Hvad for det andet angår betingelsen om overførsel af statsmidler skal det præciseres, at begrebet »statsmidler« omfatter alle økonomiske midler, som de offentlige myndigheder faktisk kan anvende til at støtte virksomheder, uden at det har nogen betydning, om disse midler til stadighed udgør en del af statens formue. Det er ikke nødvendigt, at de beløb, som er anvendt til den pågældende foranstaltning, tilhører statskassen, men det er tilstrækkeligt for at anse dem for »statsmidler«, at de til stadighed er under de offentlige myndigheders kontrol og dermed står til rådighed for de kompetente nationale myndigheder (dom af 21.10.2020, Eco TLC, C-556/19, EU:C:2020:844, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.12.2020, Comune di Milano mod Kommissionen, C-160/19 P, EU:C:2020:1012, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

43

Henset til de af den forelæggende ret anførte oplysninger, og til de sagsakter, som Domstolen råder over, skal det i denne henseende præciseres, at en foranstaltning, hvorved offentlige eller private virksomheder har en forpligtelse til køb eller erhvervelse af tjenesteydelser for deres egne finansielle midler, ikke udgør statsstøtte. Denne forpligtelse indebærer nemlig principielt ikke forpligtelse af statsmidler som omhandlet i artikel 107 TEUF. Anderledes forholder det sig imidlertid, hvis disse virksomheder må betragtes som udpeget af staten til at administrere statsmidler, hvilket er tilfældet, hvis der fastsættes en fuldstændig overvæltning af meromkostningen som følge af denne forpligtelse til køb eller erhvervelse af tjenesteydelser på slutbrugeren, en finansiering af denne meromkostning ved et obligatorisk bidrag, der pålægges af medlemsstaten, eller en ordning med fuld kompensation af den nævnte meromkostning (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, ENEA, C-329/15, EU:C:2017:671, præmis 26 og 30 og den deri nævnte retspraksis, og af 15.5.2019, Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 68).

44

I øvrigt kan midler fra offentlige virksomheder ligeledes anses for statsmidler, såfremt staten er i stand til gennem udøvelse af en dominerende indflydelse på sådanne virksomheder at træffe bestemmelse om anvendelsen af disse midler for i givet fald at finansiere fordele for andre virksomheder (jf. i denne retning dom af 13.9.2017, ENEA, C-329/15, EU:C:2017:671, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

45

I det foreliggende tilfælde fremgår det af den nationale lovgivning som nævnt i forelæggelsesafgørelserne, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning kan anses for at indebære en forpligtelse til køb af tjenesteydelser, eftersom koncessionshavere i henhold til artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1992 er forpligtet til at have en girokonto hos Poste Italiane med henblik på modtagelse af kommunal ejendomsskat fra de skattepligtige, og at Poste Italiane i henhold til artikel 2, stk. 18, i lov nr. 662/1996 kan opkræve et gebyr for at forvalte denne konto hos disse koncessionshavere.

46

Det skal i denne forbindelse indledningsvis bemærkes, at det blotte forhold, at koncessionshaverne i løbet af 2006 blev offentlige virksomheder, ikke i sig selv gør det muligt at konkludere, at disse koncessionshaveres forpligtelse til køb af tjenesteydelser finansieres ved hjælp af statsmidler.

47

Det fremgår således ikke af de oplysninger, som den forelæggende ret har henvist til, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning er et resultat af statens brug af sin dominerende indflydelse på disse virksomheder med henblik på at træffe bestemmelse om anvendelsen af deres midler som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 44, eftersom forpligtelsen til at have en girokonto hos Poste Italiane med henblik på opkrævning af kommunal ejendomsskat fra de afgiftspligtige følger af lovbestemmelser og ikke af statslig indgriben i disse koncessionshaveres forretningspolitik, og den fandt ensartet anvendelse på koncessionshavere før og efter 2006, hvor disse overgik til de offentlige myndigheders kontrol.

48

Det skal imidlertid i overensstemmelse med det i nærværende doms præmis 43 anførte undersøges, om de koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævning af kommunal ejendomsskat, er virksomheder, der er udpeget af staten til at administrere statsmidler, hvilket bl.a. vil være tilfældet, hvis der forelå en ordning med fuld kompensation af de meromkostninger, der følger af denne forpligtelse.

49

Det fremgår ikke med sikkerhed af de oplysninger, som Domstolen råder over, at der foreligger en sådan ordning.

50

Det fremgår ganske vist af forelæggelsesafgørelserne, at de betalingspligtige kommuner i medfør af artikel 10, stk. 3, i lovdekret nr. 504/1992 er forpligtet til at betale et gebyr til koncessionshaverne for den modtagelse af kommunal ejendomsskat, der varetages af sidstnævnte. Selv om disse beløb klart hidrører fra det offentlige, er der imidlertid ikke noget, der tyder på, at de har til formål at kompensere for de meromkostninger, der for koncessionshaverne kan følge af deres forpligtelse til at have en girokonto hos Poste Italiane, og at staten således garanterer fuld dækning af disse meromkostninger. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om dette er tilfældet.

51

Det skal i øvrigt bemærkes, at det hverken fremgår af forelæggelsesafgørelserne eller af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den eventuelle meromkostning som følge af den i hovedsagen omhandlede forpligtelse til køb af tjenesteydelser hos Poste Italiane skal bæres fuldt ud af de skattepligtige personer, eller at den finansieres af en anden form for obligatorisk bidrag, som staten har pålagt.

52

Når dette er sagt, selv om det ikke umiddelbart lader til, at de gebyrer, som koncessionshaverne betalte til Poste Italiane i forbindelse med at åbne og forvalte de konti, som de skal have hos Poste Italiane, kan betragtes som ydet direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, påhviler det den forelæggende ret at efterprøve dette, idet Domstolen ikke kan foretage en direkte undersøgelse af de i hovedsagen omhandlede faktiske omstændigheder.

53

Hvad for det andet angår betingelsen om, at den omhandlede foranstaltning skal give modtageren en fordel, bemærkes, at foranstaltninger – uanset hvilken form de end måtte have – anses for statsstøtte, hvis de direkte eller indirekte kan favorisere visse virksomheder, eller den begunstigede virksomhed opnår en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået under sædvanlige markedsvilkår (dom af 15.5.2019, Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

54

I denne henseende kan den mulighed, som en national lovgivning giver en virksomhed for at opkræve gebyrer for driften af en tjeneste, som den har det lovbestemte monopol på, uden videre anses for at være en selektiv fordel udelukkende til fordel for denne virksomhed.

55

Det fremgår imidlertid af forelæggelsesafgørelserne og af de øvrige sagsakter, som Domstolen råder over, at det var ved lovdekret nr. 504/1992, hvorved der blev indført et lovbestemt monopol til fordel for Poste Italiane, at koncessionshaverne blev pålagt en forpligtelse til at åbne en girokonto i deres navn hos denne virksomhed for at modtage kommunal ejendomsskat fra de skattepligtige personer. Indtil lovdekret nr. 70/2011 var det alene Poste Italiane, der var omfattet af denne fordel, som var begrundet i den fintforgrenede fordeling af postkontorerne, som gør det lettere at nå den skattepligtige person.

56

Når det er sagt, skal det bemærkes, at den forelæggende ret, henset til de i sagen omhandlede omstændigheder, nærmere bestemt har anmodet Domstolen om at klarlægge de kriterier, der fremgår af dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungsprasidium Magdeburg (C-280/00, EET:C:2003:415), vedrørende tilfælde af kompensation for en virksomheds forpligtelse til offentlig tjeneste.

57

Domstolen har i denne forbindelse fastslået, at for så vidt som en statslig foranstaltning må betragtes som en kompensation, der er et vederlag for de af de begunstigede virksomheder leverede ydelser til opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, således at disse virksomheder reelt ikke har en økonomisk fordel, og denne foranstaltning således ikke har den virkning at sætte disse virksomheder i en konkurrencemæssigt fordelagtig position i forhold til de virksomheder, der konkurrerer med dem, falder en sådan støtte ikke ind under artikel 107, stk. 1, TEUF (dom af 24.7.2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, C-280/00, EU:C:2003:415, præmis 87, af 8.3.2017, Viasat Broadcasting UK mod Kommissionen, C-660/15 P, EU:C:2017:178, præmis 25, og af 15.5.2019, Achema m.fl., C-706/17, EU:C:2019:407, præmis 100).

58

I henhold til præmis 88-93 i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), skal en sådan støtte for at kunne undgå at blive kvalificeret som »statsstøtte« opfylde et bestemt antal betingelser. For det første skal den begunstigede virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret. For det andet skal de kriterier, der danner grundlag for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde. For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvis at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste. Når udvælgelsen af den virksomhed, der skal overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, i et konkret tilfælde ikke gennemføres inden for rammerne af en procedure for tildeling af offentlige kontrakter, som har til formål at udvælge den ansøger, der kan levere den pågældende ydelse til de laveste omkostninger for samfundet, skal størrelsen af den nødvendige kompensation for det fjerde fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne.

59

Med hensyn til den første betingelse opstillet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), fandt Domstolen, at den forfølger en målsætning om gennemsigtighed og retssikkerhed, som kræver opfyldelse af minimumskriterier om, at der foreligger en eller flere offentlige myndighedsakter, der på en tilstrækkeligt præcis måde definerer i det mindste arten, varigheden og rækkevidden af de forpligtelser til offentlig tjeneste, der påhviler de virksomheder, som har fået overdraget at opfylde disse forpligtelser. Når der ikke foreligger en tilstrækkelig klar definition af disse objektive kriterier, er det ikke muligt at kontrollere, om en bestemt aktivitet kan henhøre under begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse (dom af 20.9.2018, Spanien mod Kommissionen, C-114/17 P, EU:C:2018:753, præmis 86 og den deri nævnte retspraksis).

60

I det foreliggende tilfælde skal det fremhæves, at hovedsagerne ikke vedrører de posttjenester, der tilbydes af Poste Italiane, og at den forelæggende ret for så vidt angår opkrævning af kommunal ejendomsskat sondrer mellem på den ene side det forhold, der ved en administrativ koncession gennem en udbudsprocedure knytter kommunen, skattemyndigheden og den koncessionshaver, som varetager denne opkrævning, og på den anden side det privatretlige forhold, der knytter denne koncessionshaver og Poste Italiane til forpligtelsen til at have en postgirokonto for den nævnte opkrævning og til at betale et gebyr med henblik på forvaltningen af denne konto. Hovedsagerne vedrører udelukkende det andet af disse to forhold.

61

Som generaladvokaten har påpeget i punkt 45 i forslaget til afgørelse, er der imidlertid intet, der godtgør, at Poste Italiane i forholdet til disse koncessionshavere formelt er forpligtet til at levere bestemte ydelser i form af forpligtelser til offentlig tjeneste på betingelser, som på en tilstrækkelig præcis måde definerer deres karakter og rækkevidde.

62

Selv om åbning og forvaltning af postgirokonti i koncessionshavernes navne fremgår blandt indførelsen af tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den offentlige tjeneste opkrævning af kommunal ejendomsskat, der er betroet koncessionshaveren, fremgår det derimod af forelæggelsesafgørelserne og af de andre oplysninger i de sagsakter, som Domstolen råder over, at Poste Italiane, bortset fra forpligtelsen til at indgå aftaler med alle koncessionshaverne, ikke er underlagt flere forpligtelser end dem, der gælder for banktjenestesektoren.

63

Navnlig står det fortsat Poste Italiane frit at fastsætte sine gebyrer, og, bortset fra den nævnte forpligtelse til at kontrahere med koncessionshaverne, er der ikke nogen specifikke elementer, der adskiller Poste Italianes forhold til disse koncessionshavere fra forholdet til dennes øvrige kunder med en postgirokonto. Poste Italiane har oplyst, at virksomheden i forhold til koncessionshaverne befinder sig i et almindeligt løbende kontoforhold, og at den altid har leveret én enkelt løbende postgirokonto, hvor basistilbuddet er det samme for alle virksomhedens kunder. Agenzia bekræftede også, at Poste Italiane generelt anvendte de samme økonomiske vilkår på koncessionshavernes girokonti som over for alle de andre juridiske personer.

64

Under disse omstændigheder er den første betingelse opstillet i dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), ikke opfyldt i den foreliggende sag, og det er ikke fornødent at undersøge de øvrige betingelser opstillet i denne dom, eftersom disse betingelser er kumulative.

65

Det følger heraf, at den ret, der i henhold til den relevante nationale lovgivning er indrømmet Poste Italiane til at opkræve gebyrer for at forvalte de postgirokonti, som koncessionshaverne var retligt forpligtede til at åbne i deres navn for at modtage skattepligtige personers betaling af kommunal ejendomsskat, kan anses for at være en selektiv fordel, hvilket det imidlertid tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

66

Hvad for det tredje angår betingelserne for, at foranstaltningen skal kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, kan det, selv om forelæggelsesafgørelserne ikke indeholder nogen oplysninger i denne henseende, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, antages, at disse betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

67

For det første er det nemlig nyttigt at minde om, at det med henblik på en national foranstaltnings kvalificering som »statsstøtte« ikke skal godtgøres, at den pågældende støtte reelt påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne og faktisk fordrejer konkurrencen, men alene undersøges, om støtten kan påvirke denne samhandel og fordreje konkurrencen (dom af 29.7.2019, Azienda Napoletana Mobilità, C-659/17, EU:C:2019:633, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

68

Når støtte, som ydes af en stat eller ved hjælp af statsmidler, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen mellem medlemsstater, må det i øvrigt antages, at denne samhandel påvirkes af støtten. Herved er det ikke nødvendigt, at de begunstigede virksomheder selv tager del i samhandelen mellem medlemsstater. Når en medlemsstat tildeler støtte til virksomheder, kan den indenlandske aktivitet nemlig fastholdes eller styrkes, hvilket vil svække andre medlemsstaters virksomheders mulighed for at etablere sig på denne medlemsstats marked (dom af 29.7.2019, Azienda Napoletana Mobilità, C-659/17, EU:C:2019:633, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det kan i det foreliggende tilfælde ikke udelukkes, at den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning ved at forpligte koncessionshaverne til at have en postgirokonto med henblik på opkrævning af kommunal ejendomsskat fra de skattepligtige og til at betale et gebyr for forvaltningen af disse konti hos Poste Italiane kan styrke denne offentlige virksomheds stilling i forhold til andre konkurrerende virksomheder inden for sektoren for bankydelser og finansielle tjenesteydelser, og at den ligeledes kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

70

Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret at vurdere, hvilken indvirkning den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, der i det mindste indtil lovdekret nr. 70/2011 har forbeholdt Poste Italiane den fordel, som følger af koncessionshavernes pligt til at have en girokonto hos denne virksomhed, der er oprettet i deres navn, med henblik på modtagelse/opkrævning af kommunal ejendomsskat hos de skattepligtige, ud over de skattepligtiges mulighed for at betale direkte til disse koncessionshavere, har for Poste Italianes og de andre bankinstitutters virksomhed.

71

Det skal for det fjerde bemærkes, at det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, at den ved lovdekret nr. 504/1992 indførte foranstaltning om at give Poste Italiane monopol på forvaltning af de girokonti, der er åbnet i koncessionshavernes navne, og hvilke koncessionshavere varetager opkrævning af kommunal ejendomsskat, ikke er blevet anmeldt til Kommissionen i henhold til artikel 108 TEUF.

72

Det følger heraf, at hvis den forelæggende ret i betragtning af bemærkningerne i nærværende doms præmis 37-70 skulle nå frem til den konklusion, at den i hovedsagen omhandlede foranstaltning udgør statsstøtte, tilkommer det denne ret i overensstemmelse med den praksis, der er anført i nærværende doms præmis 34, at drage samtlige konsekvenser af tilsidesættelsen af artikel 108, stk. 3, TEUF i det foreliggende tilfælde.

73

Det skal i øvrigt bemærkes, at for så vidt som den første betingelse, der opstilles ved dom af 24. juli 2003, Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg (C-280/00, EU:C:2003:415), ifølge hvilken modtagervirksomheden skal være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, som skal være klart defineret, tillige finder anvendelse i det tilfælde, hvor den undtagelse, som er fastsat i artikel 106, stk. 2, TEUF, er blevet påberåbt (dom af 20.12.2017, Comunidad Autónoma del País Vasco m.fl. mod Kommissionen, C-66/16 P ‐ C-69/16 P, EU:C:2017:999, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis), kan artikel 106, stk. 2, TEUF ikke finde anvendelse i hovedsagerne, eftersom det i nærværende doms præmis 64 er blevet fastslået, at denne betingelse ikke er opfyldt i den foreliggende sag. Eftersom det alene er Kommissionen der, som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 33, er kompetent til at bedømme en støttes forenelighed med det indre marked, har den forelæggende ret under alle omstændigheder ikke kompetence til at undersøge, om betingelserne for anvendelsen af artikel 106, stk. 2, TEUF er opfyldt.

74

Henset til ovenstående betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at den nationale foranstaltning, der forpligter de koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævning af kommunal ejendomsskat, til at have en girokonto hos Poste Italiane, der er oprettet i deres navn, for at give skattepligtige personer mulighed for at betale denne skat, og til at betale et gebyr med henblik på forvaltningen af denne girokonto, udgør »statsstøtte« i denne bestemmelses forstand, forudsat, at denne foranstaltning kan tilregnes staten, giver Poste Italiane en selektiv fordel ved hjælp af statsmidler og kan fordreje konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

75

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 102 TEUF er til hinder for en national lovgivning, hvorefter koncessionshavere, der varetager opkrævning af kommunal ejendomsskat, pålægges at betale det af Poste Italiane ensidigt fastsatte gebyr for at forvalte den postgirokonto, som koncessionshaverne er forpligtede til at åbne hos denne virksomhed.

76

Poste Italiane har gjort gældende, at dette spørgsmål bør afvises, for så vidt som den forelæggende ret ikke har fremlagt nogen analyse eller afklaring med hensyn til grundene til, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning er uforenelig med artikel 102 TEUF. Såfremt det forelagte spørgsmål omhandler fortolkningen af artikel 106, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 102 TEUF, bør dette spørgsmål ligeledes afvises. Den forelæggende ret har ikke givet nogen klar angivelse af markedet for de pågældende tjenesteydelser, det relevante geografiske område, antallet af erhvervsdrivende, som leverer de pågældende tjenesteydelser eller deres respektive markedsandele.

77

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det, for at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Disse krav gælder særligt på konkurrencerettens område, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (dom af 12.12.2013, Ragn-Sells, C-292/12, EU:C:2013:820, præmis 39, og af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

78

I hovedsagerne ønsker den forelæggende ret med det tredje spørgsmål nærmere bestemt ikke blot oplyst, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning har bevirket, at Poste Italiane er blevet tildelt særlige eller eksklusive rettigheder som omhandlet i artikel 106, stk. 1, TEUF, men ligeledes om en sådan lovgivning har kunnet føre til misbrug af en dominerende stilling.

79

Som generaladvokaten har anført i punkt 92 i forslaget til afgørelse, burde den forelæggende ret imidlertid have forelagt Domstolen præcise oplysninger om det relevante markeds karakteristika, geografiske udbredelse eller eventuelle forekomst af tilsvarende tjenesteydelser.

80

Forelæggelsesafgørelserne indeholder navnlig ikke nogen oplysninger, på grundlag af hvilke det i hovedsagerne kan fastslås, at der foreligger en dominerende stilling som omhandlet i artikel 102 TEUF. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det på trods af de oplysninger, som deltagerne i sagen for Domstolen har fremlagt som svar på Domstolens spørgsmål, ikke er muligt med tilstrækkelig nøjagtighed at afgrænse det relevante marked ud fra de i hovedsagen omhandlede tjenesteydelsers synspunkt eller dets geografiske udbredelse samt de markedsandele, som indehaves af de forskellige virksomheder, der opererer på nævnte marked, eller med sikkerhed at antage, at den omstændighed, at koncessionshavere forpligtes til at have en girokonto med henblik på opkrævning af kommunal ejendomsskat, der er oprettet hos Poste Italiane, giver sidstnævnte virksomhed en dominerende stilling på en væsentlig del af det indre marked.

81

Forelæggelsesafgørelserne forklarer heller ikke, hvorfor den i hovedsagen omhandlede italienske lovgivning kan føre til, at Poste Italiane misbruger sin stilling.

82

Eftersom Domstolen ikke råder over de oplysninger, som er nødvendige for, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse, må det fastslås, at det tredje spørgsmål skal afvises.

83

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 107 TEUF skal fortolkes således, at den nationale foranstaltning, der forpligter de koncessionshavere, der er ansvarlige for opkrævning af imposta comunale sugli immobili (kommunal ejendomsskat), til at have en girokonto hos Poste Italiane SpA, der er oprettet i deres navn, for at give skattepligtige personer mulighed for at betale denne skat, og til at betale et gebyr med henblik på forvaltningen af denne girokonto, udgør »statsstøtte« i denne bestemmelses forstand, forudsat, at denne foranstaltning kan tilregnes staten, giver Poste Italiane en selektiv fordel ved hjælp af statsmidler og kan fordreje konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.