Sag C-401/19

Republikken Polen

mod

Europa-Parlamentet
og
Rådet for Den Europæiske Union

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 26. april 2022

»Annullationssøgsmål – direktiv (EU) 2019/790 – artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 4, litra c), in fine – artikel 11 og artikel 17, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder – ytrings- og informationsfrihed – beskyttelse af intellektuel ejendomsret – forpligtelser for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester – forudgående automatisk kontrol (filtrering) af indhold, der gøres tilgængeligt online af brugerne«

1.        Annullationssøgsmål – formål – delvis annullation – betingelse – de anfægtede bestemmelser kan udskilles – objektivt kriterium – betingelse ikke opfyldt – afvisning

(Art. 263 TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/790, art. 17)

(jf. præmis 17-21)

2.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2019/790 – harmonisering af rettigheder på det digitale indre marked – udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters anvendelse af beskyttet indhold – særlig ansvarsordning for disse tjenesteudbydere – rækkevidde

[Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/790, 61. og 66. betragtning samt art. 2, nr. 6), og art. 17]

(jf. præmis 29-31 og 35)

3.        Tilnærmelse af lovgivningerne – ophavsret og beslægtede rettigheder – direktiv 2019/790 – harmonisering af rettigheder på det digitale indre marked – udbydere af onlineindholdsdelingstjenesters anvendelse af beskyttet indhold – særlig ansvarsordning for disse tjenesteudbydere – forpligtelse, der pålægges disse tjenesteudbydere, til at foretage forudgående kontrol af indhold, der gøres tilgængeligt online af brugerne – begrundet begrænsning i udøvelsen af retten til ytrings- og informationsfrihed

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 11, art. 17, stk. 2, og art. 52, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/790, art. 17, stk. 4-10)

(jf. præmis 45, 48-58, 72, 76 og 80-99)

Resumé

Ved direktiv 2019/790 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked (1) blev der indført en ny særlig ansvarsordning for udbydere af onlineindholdsdelingstjenester (herefter »tjenesteudbyderne«). Dette direktivs artikel 17 fastsætter princippet om, at tjenesteudbyderne er direkte ansvarlige, når værker og andre frembringelser ulovligt uploades af brugerne af deres tjenester. De pågældende tjenesteudbydere kan dog fritages for dette ansvar. For at opnå ansvarsfritagelse skal de bl.a. i henhold til bestemmelserne i denne artikel (2) aktivt overvåge det indhold, som brugerne uploader, for at forhindre tilgængeliggørelse online af beskyttede værker, som rettighedshaverne ikke ønsker at give adgang til på disse tjenester.

Republikken Polen anlagde sag med påstand principalt om annullation af artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 4, litra c), in fine, i direktiv 2019/790 og subsidiært om annullation af denne artikel i sin helhed. Republikken Polen gjorde i det væsentlige gældende, at disse bestemmelser pålægger tjenesteudbyderne forebyggende at overvåge alt indhold, som deres brugere ønsker at gøre tilgængeligt online, ved hjælp af IT-værktøjer til automatisk filtrering, uden at fastsætte garantier, der sikrer respekten for retten til ytrings- og informationsfrihed (3).

Domstolen (Store Afdeling) udtalte sig for første gang om fortolkningen af direktiv 2019/790. Den frifandt Parlamentet og Rådet, idet den fastslog, at tjenesteudbydernes forpligtelse i henhold til dette direktiv til at foretage en forudgående automatisk kontrol af indhold, som brugerne tilgængeliggør online, er ledsaget af passende garantier med henblik på at sikre overholdelsen af brugernes ret til ytrings- og informationsfrihed samt en rimelig balance mellem denne ret og den intellektuelle ejendomsret.

Domstolens bemærkninger

Domstolen undersøgte indledningsvis, om søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, og fastslog, at litra b) og litra c), in fine, i artikel 17, stk. 4, i direktiv 2019/790 ikke kan udskilles fra resten af denne artikel, og at påstanden om annullation af alene disse bestemmelser derfor skulle afvises. Artikel 17 indfører nemlig en ny ansvarsordning for tjenesteudbyderne, hvis forskellige bestemmelser udgør en helhed og har til formål at skabe balance mellem disse tjenesteudbyderes, brugernes og rettighedshavernes rettigheder og interesser. En sådan delvis annullation ville følgelig ændre artiklens indhold.

Hvad angår realiteten undersøgte Domstolen herefter det eneste anbringende, som Polen havde fremsat, og som vedrørte en begrænsning i udøvelsen af retten til ytrings- og informationsfrihed som følge af den ansvarsordning, der er indført ved artikel 17 i direktiv 2019/790. Indledningsvis bemærkede Domstolen, at deling af information på internettet via onlineplatforme til deling af indhold er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og chartrets artikel 11. Den fastslog, at tjenesteudbyderne for at undgå ansvar, når brugere uploader ulovligt indhold på deres platforme, for hvilket udbyderne ikke har en tilladelse fra rettighedshaverne, skal påvise, at de opfylder alle de ansvarsfritagelsesbetingelser, der er fastsat i artikel 17, stk. 4, litra a), b) og c), i direktiv 2019/790, nemlig at de:

–      har gjort deres bedste indsats for at opnå en sådan tilladelse [litra a)] og

–      har handlet hurtigt for at bringe konkrete krænkelser af ophavsretten på deres platforme til ophør, efter at de har fundet sted, og efter at de har modtaget en tilstrækkeligt begrundet meddelelse fra rettighedshaverne herom [litra c)], og

–      efter at have modtaget en sådan meddelelse, eller når rettighedshaverne har givet dem de relevante og nødvendige oplysninger, før en ophavsretskrænkelse er indtruffet, »i overensstemmelse med de høje branchestandarder for erhvervsmæssig diligenspligt [har] gjort deres bedste« for at undgå, at sådanne krænkelser finder sted eller gentages [litra b) og c)].

Ved de sidstnævnte forpligtelser pålægges disse tjenesteudbydere derfor de facto at foretage en forudgående kontrol af det indhold, som brugerne ønsker at uploade på deres platforme, for så vidt som de har modtaget de oplysninger eller den meddelelse, der er omhandlet i direktivets artikel 17, stk. 4, litra b) og c), fra rettighedshaverne. Med henblik herpå er tjenesteudbyderne nødt til at anvende automatiske genkendelses- og filtreringsværktøjer. En sådan forudgående kontrol og filtrering kan imidlertid medføre en begrænsning af et vigtigt middel til udbredelse af indhold online og således udgøre en begrænsning af den ret til ytrings- og informationsfrihed, der er sikret ved chartrets artikel 11. Denne begrænsning kan desuden tilregnes EU-lovgiver, eftersom den er den direkte konsekvens af den nævnte særlige ansvarsordning. Domstolen konkluderede derfor, at denne ordning medfører en begrænsning i udøvelsen af retten til ytrings- og informationsfrihed for de pågældende brugere.

Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede begrænsning er begrundet i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, bemærkede Domstolen for det første, at begrænsningen er fastlagt i lovgivningen, eftersom den følger af de forpligtelser, der er pålagt udbyderne af disse tjenester ved en bestemmelse i en EU-retsakt, nemlig artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 4, litra c), in fine, i direktiv 2019/790, og respekterer det væsentligste indhold af retten til ytrings- og informationsfrihed for internetbrugere. For det andet fastslog Domstolen i forbindelse med proportionalitetskontrollen, at den nævnte begrænsning opfylder det behov for beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 2, at den synes at være nødvendig for at opfylde dette behov, og at de forpligtelser, der er pålagt tjenesteudbyderne, ikke begrænser brugernes ret til ytrings- og informationsfrihed uforholdsmæssigt.

For det første har EU-lovgiver nemlig sat en klar og præcis grænse for de foranstaltninger, der kan træffes ved gennemførelsen af disse forpligtelser, ved navnlig at udelukke foranstaltninger til filtrering og blokering af lovligt indhold i forbindelse med uploading. For det andet pålægger direktiv 2019/790 medlemsstaterne at sikre, at brugerne har lov til at uploade og stille indhold, der genereres af brugerne specifikt med henblik på citater, kritik, anmeldelser, karikatur, parodi eller pastiche, til rådighed. Desuden skal tjenesteudbyderne informere deres brugere om, at de kan anvende værker og andre frembringelser i henhold til de undtagelser fra eller indskrænkninger af ophavsret og beslægtede rettigheder, der er fastsat i EU-retten (4). For det tredje kan tjenesteudbyderne kun blive ansvarlige, såfremt indehaverne af de pågældende rettigheder giver dem de relevante og nødvendige oplysninger vedrørende det omhandlede indhold. For det fjerde indebærer direktivets artikel 17, der ikke medfører nogen generel overvågningsforpligtelse, at tjenesteudbyderne ikke kan være forpligtede til at forhindre uploading og tilrådighedsstillelse for almenheden af indhold, hvis ulovlige karakter, for at kunne fastslås, ville kræve en selvstændig vurdering af dette indhold foretaget af tjenesteudbyderne (5). I denne henseende er det muligt, at tilgængelighed af uautoriseret indhold kun kan undgås ved underretning fra rettighedshaverne. For det femte er der ved direktiv 2019/790 indført flere proceduremæssige garantier, herunder bl.a. mulighed for brugerne for at indgive en klage, når de mener, at adgangen til uploadet indhold er blevet blokeret med urette, samt adgang til udenretslige ordninger og effektive retsmidler (6). For det sjette pålægger dette direktiv Kommissionen at arrangere interessentdialoger for at drøfte bedste praksis for samarbejdet mellem tjenesteudbydere og rettighedshavere samt udarbejde vejledning om anvendelsen af denne ordning (7).

Domstolen konkluderede derfor, at EU-lovgiver har ledsaget den forpligtelse for tjenesteudbyderne til at kontrollere indhold, som brugerne ønsker at uploade på deres platforme, før det udbredes til almenheden, der følger af den særlige ansvarsordning, der er indført ved artikel 17, stk. 4, i direktiv 2019/790, af passende garantier med henblik på at sikre overholdelsen af brugernes ret til ytrings- og informationsfrihed samt en rimelig balance mellem denne ret på den ene side og den intellektuelle ejendomsret på den anden. Det påhviler medlemsstaterne at sørge for, at de ved gennemførelsen af dette direktivs artikel 17 lægger en fortolkning af denne bestemmelse til grund, som gør det muligt at sikre en rimelig balance mellem de forskellige grundlæggende rettigheder, der er beskyttet ved chartret. Ved iværksættelsen af foranstaltningerne til gennemførelse af denne artikel påhviler det desuden ikke blot myndighederne og retterne i medlemsstaterne at fortolke deres nationale ret på en måde, der er forenelig med samme artikel, men også at sikre, at de ikke lægger en fortolkning heraf til grund, som kommer i konflikt med disse grundlæggende rettigheder eller med andre almindelige EU-retlige principper, såsom proportionalitetsprincippet.

1      Direktiv (EU) 2019/790 af 17.4.2019 om ophavsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre marked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF (EUT 2019, L 130, s. 92).

2      Jf. artikel 17, stk. 4, litra b), og artikel 17, stk. 4, litra c), in fine, i direktiv 2019/790.

3      Som sikret ved artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

4      Artikel 17, stk. 7 og 9, i direktiv 2019/790.

5      Artikel 17, stk. 8, i direktiv 2019/790.

6      Artikel 17, stk. 9, første og andet afsnit, i direktiv 2019/790.

7      Artikel 17, stk. 10, i direktiv 2019/790.