Sag C-372/19

Belgische Vereniging van Auteurs, Componisten en Uitgevers (SABAM)

mod

Weareone.World BVBA

Wecandance NV

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 25. november 2020

»Præjudiciel forelæggelse – konkurrence – artikel 102 TEUF – misbrug af dominerende stilling – begrebet »urimelige priser« – selskab for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder – faktisk monopolsituation – dominerende stilling – misbrug – fremførelse af musikværker under musikfestivaler – tarif baseret på bruttoindtægterne fra salg af adgangsbilletter – rimeligt forhold til det kollektive forvaltningsselskabs ydelse – andelen af musikværker fra det kollektive forvaltningsselskabs repertoire, der faktisk afspilles«

Dominerende stilling – urimelige forretningsbetingelser – vurdering – kollektivt forvaltningsselskab for ophavsrettigheder, der har et monopol – anvendelse af afgifter beregnet på grundlag af en tarif, der anvendes på bruttoindtægterne fra salg af adgangsbilletter til en festival – misbrug – foreligger ikke – manglende fradragsret for omkostninger i forbindelse med faktorer uden tilknytning til brugen af beskyttede musikværker – ingen betydning – den efterprøvelse, som påhviler den nationale ret

[Art. 102, stk. 1, litra a), TEUF]

(jf. præmis 28-32 og 37-48)
Dominerende stilling – urimelige forretningsbetingelser – vurdering – kollektivt forvaltningsselskab for ophavsrettigheder, der har et monopol – anvendelse af afgifter som følge af fremførelse af værker fra selskabets repertoire – system med en fast nedsættelse med trin med udgangspunkt i den forholdsmæssige andel af musikværker, der hidrører fra dette repertoire – lovlighed – betingelser – den efterprøvelse, som påhviler den nationale ret

[Art. 102, stk. 1, litra a), TEUF]

(jf. præmis 28-32 og 49-59)

Resumé

SABAM, et erhvervsdrivende selskab, hvis virksomhed drives med vinding for øje, er det eneste organ for kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder i Belgien. Selskabet sikrer i denne egenskab især opkrævning og fordeling af ophavsrettigheder for fremførelse og overføring af musikværker til almenheden, der hidrører fra dets repertoire. Weareone.World og Wecandance er for deres vedkommende arrangører af de årlige festivaler henholdsvis Tomorrowland og Wecandance (herefter »festivalarrangørerne«). Der blev under forskellige udgaver af disse events gjort brug af musikværker, der hidrører fra SABAM’s repertoire. Med henblik på at opnå betaling for de afgifter, som selskabet havde til hensigt at opkræve af festivalarrangørerne, fastsatte SABAM størrelsen heraf i henhold til en af de to tariffer, som selskabet kunne vælge, i det foreliggende tilfælde »basistariffen«.

Denne basistarif beregnes på grundlag af bruttoindtægterne fra billetsalg efter fradrag af reservationsomkostninger og afgifter, der skal betales, eller alternativt på grundlag af budgettet til kunstnerne, når beløbet overstiger bruttoindtægterne. Basistariffen fastsætter desuden et system med en fast tarif med trin, som giver en festivalarrangør mulighed for at opnå nedsættelser med udgangspunkt i det antal musikværker, der hidrører fra SABAM’s repertoire, som faktisk afspilles på eventet ( 1 ), under forudsætning af, at arrangøren inden for en bestemt frist har oplyst om listen.

Da de således beregnede afgifter ikke svarede til den økonomiske værdi af den af SABAM leverede ydelse, hvilket er i strid med det i artikel 102 TEUF omhandlede forbud mod misbrug af dominerende stilling, bestred festivalarrangørerne de opkrævede beløb. SABAM anlagde herefter sag ved ondernemingsrechtbank Antwerpen (retten i handels- og erhvervsretlige sager i Antwerpen, Belgien) med påstand om, at de hver især blev pålagt at betale de krævede beløb, som arrangørerne modsatte sig ved at gøre gældende, at den af SABAM anvendte tarif var ulovlig i henhold til artikel 102 TEUF.

Det er på denne baggrund, at den belgiske ret, for hvilken der blev anlagt søgsmål, besluttede at anmode Domstolen om præciseringer af begrebet »misbrug af dominerende stilling«, som den måtte finde nødvendige for at kunne tage stilling til de to omtvistede dele af den pågældende tarif.

Domstolens bemærkninger

Et kollektivt forvaltningsselskab, såsom SABAM, der er indehaver af et monopol på en medlemsstats område til forvaltningen af ophavsrettigheder til en vis kategori af beskyttede værker, er omfattet af det i artikel 102 TEUF omhandlede forbud mod misbrug af en dominerende stilling. Når dette er sagt, fremhævede Domstolen indledningsvis, at det påhviler den nationale ret at fastslå, at der foreligger et sådant misbrug, under hensyntagen til alle omstændighederne i det foreliggende tilfælde. Med hensyn til et kollektivt forvaltningsselskabs opkrævning af afgifter bemærkede Domstolen, at et misbrug ved at påtvinge urimelige forretningsbetingelser ( 2 ) kan følge af, at den anvendte pris er for høj, for så vidt som denne pris ikke står i et rimeligt forhold til den økonomiske værdi af den af dette selskab leverede ydelse, nemlig at hele det repertoire af ophavsretligt beskyttede musikværker, som selskabet forvalter, stilles til rådighed for brugerne. Der skal i denne henseende navnlig søges en passende balance mellem ophavsmændenes ret til et passende vederlag og brugernes legitime interesser gennem en hensyntagen ikke blot til den økonomiske værdi af selve den kollektive forvaltningstjeneste som sådan, men ligeledes til arten og omfanget af anvendelsen af værkerne og den deraf følgende økonomiske værdi af denne brug ( 3 ). Når forskellen mellem de faktisk afholdte omkostninger og den faktisk opkrævede pris forekommer urimelig, skal den urimelige karakter af det omhandlede afgiftsniveau således foretages på grundlag af en sammenligning med de relevante faktorer, såsom de priser, som den dominerende virksomhed tidligere anvendte for de samme tjenesteydelser på det samme relevante marked, de priser, som en sådan virksomhed anvender for andre tjenesteydelser eller i forhold til forskellige kundegrupper, eller endog de priser, som andre virksomheder anvender for den samme tjenesteydelse eller lignende tjenesteydelser i andre medlemsstater, forudsat dog at denne sammenligning foretages på ensartet grundlag.

Det er på baggrund af disse betragtninger, at Domstolen derpå undersøgte de to omtvistede dele af den pågældende tarif.

Hvad for det første angår lovligheden af afgifter beregnet på grundlag af en tarif, der anvendes på bruttoindtægterne fra salg af adgangsbilletter, bemærkede Domstolen indledningsvis, at et kollektivt forvaltningsselskabs afgiftsordning, der tager udgangspunkt i en procentdel af indtægterne fra et musikarrangement, skal betragtes som en normal udnyttelse af en ophavsret og i princippet står i et rimeligt forhold til den økonomiske værdi af den af dette selskab leverede ydelse. Dette gælder ligeledes for en afgiftsordning som den i hovedsagen omhandlede, der ikke gør det muligt i de indtægter, der tages i betragtning, at foretage fradrag for alle omkostningerne i forbindelse med organiseringen af en festival, som ikke har nogen forbindelse med de musikværker, der fremføres herpå. Domstolen fastslog følgelig, at et kollektivt forvaltningsselskabs anvendelse af en sådan tarif principielt ikke udgør et misbrug. Domstolen fremhævede i denne forbindelse, at det ikke blot kan vise sig at være særligt vanskeligt konkret at fastslå og kvantificere de omkostninger, som ikke har nogen forbindelse til de afspillede numre, men som ligeledes er omkostningskrævende, for så vidt som den krævede kontrol kan medføre en uforholdsmæssig forhøjelse af administrationsomkostningerne. Ifølge Domstolen kan det kun forholde sig anderledes, hvis den efterprøvelse, som påhviler den nationale ret, viser, at de afgifter, der faktisk er pålagt i henhold til den pågældende tarif, er for høje, under hensyntagen til alle omstændighederne i det foreliggende tilfælde, herunder den fastsatte afgiftssats og det indtægtsgrundlag, der anvendes til denne sats.

Hvad for det andet angår den omstændighed, at der ved beregningen af de pålagte afgifter skal tages hensyn til andelen af værkerne fra det omhandlede forvaltningsselskabs repertoire blandt de afspillede værker, henviste Domstolen til nødvendigheden af, at der ved enhver afgiftsordning skal tages hensyn til det antal ophavsretligt beskyttede musikværker, der faktisk afspilles. I det foreliggende tilfælde tager et system med en fast tarif med trin som den i hovedsagen omhandlede i et vist omfang – omend på upræcis vis – hensyn til denne størrelsesorden. En sådan ordnings karakter af misbrug kan imidlertid ikke udelukkes, hvis der findes en alternativ metode, der gør det muligt med større nøjagtighed at identificere og kvantificere udnyttelsen af disse værker, uden at der sker en uforholdsmæssig forhøjelse af administrationsomkostningerne. Under disse omstændigheder anså Domstolen det for lovligt at anvende et sådant system med en fast tarif med trin, forudsat at den nationale ret har sikret, at en mere nøjagtig fastlæggelse af den andel af de afspillede værker, der hidrører fra SABAM’s repertoire, støder på påviste tekniske eller økonomiske hindringer.

( 1 ) – I det foreliggende tilfælde fastsætter dette system med en fast tarif, at der skal tages hensyn til henholdsvis 1/3 eller 2/3 af basistariffen, når mindre end 1/3 eller 2/3 af de afspillede numre hidrører fra SABAM’s repertoire.

( 2 ) – Som omhandlet i artikel 102, stk. 1, litra a), TEUF.

( 3 ) – Jf. ligeledes artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/26/EU af 26.2.2014 om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (EUT 2014, L 84, s. 72).