Sag C-213/19
Europa-Kommissionen
mod
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. marts 2022
»Traktatbrud – artikel 4, stk. 3, TEU – artikel 310, stk. 6, TEUF og artikel 325 TEUF – egne indtægter – told – merværdiafgift (moms) – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig – effektivitetsprincippet – medlemsstaternes forpligtelse til at stille egne indtægter til rådighed for Europa-Kommissionen – medlemsstaternes finansielle ansvar ved tab af egne indtægter – indførsel af tekstilvarer og fodtøj med oprindelse i Kina – omfattende og systematisk svig – organiseret kriminalitet – svigtende importører – toldværdi – for lav værdiansættelse – afgiftsgrundlaget for moms – manglende systematisk toldkontrol baseret på risikoanalyse foretaget forud for frigivelsen af de pågældende varer – manglende systematisk sikkerhedsstillelse – den anvendte metode til skønsmæssigt at fastsætte beløbet af tab af traditionelle egne indtægter vedrørende indførsler, der udgør en betydelig risiko for en for lav værdiansættelse – statistisk metode baseret på gennemsnitspriser på EU-plan – lovlighed«
Traktatbrudssøgsmål – Domstolens kompetence – søgsmål mod en medlemsstat, som er udtrådt af Den Europæiske Union – aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden – artikel 86 – Domstolens kompetence til at påkende traktatbrudssøgsmål mod Det Forenede Kongerige anlagt inden og efter overgangsperiodens udløb
(Art. 258 TEUF; aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, art. 86, 136 og 160)
(jf. præmis 120 og 121)
Traktatbrudssøgsmål – procedure – formål, der forfølges – objektiv konstatering af en medlemsstats tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold EUF-traktaten eller en afledt retsakt – fastlæggelse af, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten i den konkrete sag
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 162)
Traktatbrudssøgsmål – sagens genstand – påstand om, at det pålægges en medlemsstat at træffe bestemte foranstaltninger – påstand om tilrådighedsstillelse af fastslåede beløb for traditionelle egne indtægter – formaliteten
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 182-189)
Den Europæiske Unions egne indtægter – beskyttelse af Den Europæiske Unions finansielle interesser – bekæmpelse af svig og andre ulovlige aktiviteter – medlemsstaternes forpligtelse til at indføre effektive og afskrækkende sanktioner og kontrolforanstaltninger – rækkevidde – overtrædelser, der skader Den Europæiske Unions finansielle interesser på toldområdet – direkte forbindelse mellem opkrævningen af provenuet af told i henhold til den fælles toldtarif og tilrådighedsstillelsen af tilsvarende indtægter – toldkontrol – præcise resultatforpligtelser – arten af kontrolforanstaltninger skal bestemmes ud fra kendetegnene ved svigen eller den ulovlige aktivitet og ikke abstrakt og statisk
(Art. 325 TEUF)
(jf. præmis 209-220)
Traktatbrudssøgsmål – bevis for traktatbruddet – Kommissionens bevisbyrde – søgsmål baseret på formodninger – frifindelse
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 221)
Medlemsstater – forpligtelser – almindelig forpligtelse, der følger af artikel 4, stk. 3, TEU – udmøntning på et bestemt område ved en specifik artikel – traktatbrud fastslået alene i forhold til en bestemt artikel
(Art. 4, stk. 3, TEU; art. 325, stk. 3, TEUF)
(jf. præmis 261)
Toldunion – anvendelse af toldbestemmelserne – EF-toldkodeksen – EU-toldkodeksen – kontrolforanstaltninger, der skal træffes af medlemsstaternes toldmyndigheder – krav om, at disse foranstaltninger skal være baseret på en risikoanalyse – forpligtelse til at anvende risikoforvaltning – sikkerhedsstillelse – nødvendigt at kræve en sådan sikkerhedsstillelse – skønsmargen for medlemsstaternes toldmyndigheder – grænser – pligt til at overholde effektivitetsprincippet – rækkevidde – forpligtelse til at bogføre toldskyld
(EF-toldkodeksen, art. 13 og art. 220, stk. 1; EU-toldkodeksen, art. 46 og art. 105, stk. 3; Kommissionens forordning nr. 2454/93, som ændret ved forordning nr. 3254/1994, art 248, stk. 1, og Kommissionens forordning nr. 2015/2447, art. 244)
(jf. præmis 272-298, 300, 301, 303, 305 og 333)
Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – medlemsstaternes ansvar – rækkevidde – det forhold, at der består en direkte forbindelse mellem opkrævningen af toldindtægter og tilrådighedsstillelsen for Kommissionen af tilsvarende traditionelle egne indtægter – medlemsstaternes forpligtelse til at sikre en effektiv og fuldstændig opkrævning af egne indtægter
(Art. 325, stk. 1, TEUF)
(jf. præmis 346, 358, 359 og 362)
Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – fritagelse – betingelser – force majeure eller andre grunde, der ikke kan tilregnes en medlemsstat – uinddrivelige fordringer – manglende overholdelse af proceduren, der giver ret til fritagelse – retsvirkninger
(Rådets forordning nr. 609/2014, art. 13, stk. 2-4)
(jf. præmis 380-395)
Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – morarenter ved for sen overdragelse – den pågældende medlemsstats afholdelse fra at foretage tilrådighedsstillelse – Domstolen fastslår et traktatbrud – forpligtelse til at betale morarenter – undtagelse – tilrådighedsstillelse med forbehold
(Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 9, stk. 1, og art. 11, og forordning nr. 609/2014, art. 9, stk. 1, og art. 12)
(jf. præmis 398-401)
Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – manglende fastlæggelse og tilrådighedsstillelse, uden at der foreligger force majeure, eller at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives den pågældende medlemsstat – traktatbrud
(Art. 325 TEUF; Rådets forordning nr. 1150/2000, art. 2, 6, 9, 10, 11 og 17, og forordning nr. 609/2014, art. 2, 6, 9, 10, 12 og 13; Rådets afgørelse 2007/436 og afgørelse 2014/335, art. 2 og 8)
(jf. præmis 404)
Toldunion – fælles toldtarif – toldværdi – fastsættelse – fordelt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne – medlemsstaternes enekompetence og ‑ansvar – rækkevidde
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 952/2013, art. 70-74; Rådets forordning nr. 2913/92, som ændret ved forordning nr. 648/2005, art. 29-31)
(jf. præmis 412 og 413)
Den Europæiske Unions egne indtægter – fastlægges og stilles til rådighed af medlemsstaterne – manglende fastlæggelse og tilrådighedsstillelse, uden at der foreligger force majeure, eller at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives den pågældende medlemsstat – toldmyndighedernes undladelse af at foretage kontroller til verifikation af varernes reelle værdi – umuligt at foretage verifikationer – toldmyndighedernes kendskab til en for lav værdiansættelse af varerne – systematisk accept af de angivne værdier – kvantificering af tabsbeløbene for traditionelle egne indtægter baseret på statistiske data – lovlighed
(Art. 325 TEUF)
(jf. præmis 445-447)
Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – retsvirkninger – Kommissionens forpligtelser – pligt til at sørge for opfyldelse af dommen – rækkevidde – traditionelle egne indtægter, som en medlemsstat skal betale – tab af indtægter – ny beregning af det beløb, der skyldes – hensyntagen til den fælles mængde af indførsler, der skal anses for at være for lavt værdiansat – bogføring af gæld opkrævet af den misligholdende stat – anvendelse af en statistisk metode til fastsættelse af værdien af de for lavt værdiansatte indførsler
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 475, 517-519 og 526)
Traktatbrudssøgsmål – Domstolens kompetence – grænser – traditionelle egne indtægter, som en medlemsstat skylder – beregning af beløbet – Domstolens manglende kompetence
(Art. 258 TEUF)
(jf. præmis 524 og 525)
Medlemsstater – forpligtelser – forpligtelse til loyalt samarbejde – gennemførelse af EU-retten – Den Europæiske Unions egne indtægter – forpligtelse til at lette Kommissionens anvendelse af EU-retten under Domstolens kontrol – rækkevidde – tilrådighedsstillelse for Kommissionen af bilag og andre fornødne dokumenter – omfattet – undladelse af tilrådighedsstillelse heraf – traktatbrud
(Art. 4, stk. 3, TEU og art. 17 TEU)
(jf. præmis 527, 584-586, 598, 600 og 601 samt domskonkl. 1)
Den Europæiske Unions egne indtægter – indtægter hidrørende fra merværdiafgift – opkrævningsgrundlag – beregningsmetode – det forhold, at der består en direkte forbindelse mellem opkrævningen af afgiften og tilrådighedsstillelsen for Kommissionen af disse indtægter – medlemsstaternes forpligtelse til at sikre en effektiv og fuldstændig opkrævning af de egne indtægter– rækkevidde – egne indtægter unddraget Unionens budget på grund af svig – omfattet – betingelse – nettoafgiftsindtægter faktisk påvirket af svigen
(Rådets forordning nr. 1553/89, art. 3)
(jf. præmis 567-576)
Resumé
Det Forenede Kongerige tilsidesatte sine forpligtelser vedrørende toldkontrol og overdragelse af Unionens egne indtægter, idet det ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger for at bekæmpe svig, der udsprang af for lavt værdiansatte indførsler af tekstilvarer og fodtøj fra Kina:
Det Forenede Kongerige skulle have taget hensyn til de risikoprofiler og toldkontroltyper, som OLAF og Kommissionen havde anbefalet denne stat
Med virkning fra den 1. januar 2005 ophævede Den Europæiske Union alle de gældende kontingenter for indførsel af tekstilvarer og beklædningsgenstande med oprindelse i bl.a. Kina.
I 2007, 2009 og 2015 tilstillede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) medlemsstaterne en række meddelelser om gensidig bistand, der bl.a. informerede dem om, at der var risiko for en for lav værdiansættelse af tekstilvarer og fodtøj fra Kina foretaget af postkasseselskaber (»shell companies«), der var registreret alene med det formål at give en svigagtig transaktion et udtryk af at være lovlig. OLAF opfordrede samtlige medlemsstater til at overvåge importen af sådanne varer, foranstalte passende toldkontrol og at træffe passende beskyttelsesforanstaltninger i tilfælde af mistanke om kunstigt lave fakturerede priser.
Med henblik herpå udviklede OLAF et risikovurderingsværktøj baseret på data på EU-plan. Dette værktøj, der er baseret på beregningen af et gennemsnit fastsat ud fra »korrigerede gennemsnitspriser«, fører til en »laveste antagelig pris«, der anvendes som en risikotærskel, der gør det muligt for medlemsstaternes toldmyndigheder at opdage indførsler, for hvilke der angives særligt lave værdier, og dermed indførsler, der udgør en betydelig risiko for en for lav værdiansættelse.
I 2011 og 2014 deltog Det Forenede Kongerige i overvågningsaktioner ledet af Kommissionen og OLAF, der skulle bekæmpe visse risici forbundet med for lav værdiansættelse, uden dog at anvende de »laveste antagelige priser« beregnet efter OLAF-metoden, endog uden at håndhæve de supplerende betalingspålæg, der udstedtes af dets myndigheder efter gennemførelsen heraf.
På forskellige bilaterale møder havde OLAF anbefalet, at de kompetente britiske myndigheder anvendte EU-risikoindikatorer, navnlig de »laveste antagelige priser«. Ifølge OLAF var svigagtige indførsler til Det Forenede Kongerige steget betydeligt som følge af, at de kontroller, som toldmyndighederne i denne stat foretog, var utilstrækkelige, hvilket bidrog til, at svigagtige transaktioner var blevet flyttet fra andre medlemsstater til Det Forenede Kongerige. Ifølge OLAF havde Det Forenede Kongerige ikke fulgt OLAF’s anbefalinger, idet det derimod havde bragt de pågældende varer i fri omsætning på det indre marked, uden at foretage passende toldkontrol, således at en væsentlig del af tolden hverken blev opkrævet eller stillet til rådighed for Europa-Kommissionen.
Idet Kommissionen var af den opfattelse, at Det Forenede Kongerige hverken havde bogført de korrekte toldbeløb eller overdraget det korrekte beløb for traditionelle egne indtægter og egne indtægter hidrørende fra merværdiafgift (moms) for visse indførsler af tekstilvarer og fodtøj med oprindelse i Kina, anlagde den følgelig sag med påstand om, at det blev fastslået, at denne stat havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-lovgivningen om kontrol og overvågning inden for inddrivelse af egne indtægter samt told- og momslovgivningen.
I sin dom gav Domstolen (Store Afdeling) Kommissionen delvist medhold i søgsmålet og fastslog i det væsentlige, at Det Forenede Kongerige havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten, idet det ikke havde anvendt effektive toldkontrolforanstaltninger eller bogført de korrekte toldbeløb, og idet det følgelig ikke havde stillet det korrekte beløb for traditionelle egne indtægter for visse indførsler af tekstilvarer og fodtøj med oprindelse i Kina til rådighed for Kommissionen ( 1 ), samt idet det ikke havde givet Kommissionen alle de oplysninger, der var nødvendige for at beregne de skyldige toldbeløb og beløb i egne indtægter ( 2 ).
Domstolens bemærkninger
Indledningsvis forkastede Domstolen samtlige det af Det Forenede Kongerige fremsatte formalitetsindsigelser vedrørende bl.a. Kommissionens tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning på grund af visse erklæringer givet af Kommissionens eller OLAF’s ansatte under møder med dets myndigheder vedrørende foranstaltninger truffet af denne stat for at bekæmpe den pågældende svig i form af for lav værdiansættelse.
Domstolen bemærkede i denne henseende, at ingen kan påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvor der ikke foreligger forsikringer, der har givet anledning til begrundede forventninger. Selv hvor der foreligger sådanne forventninger, kan dette princip ikke påberåbes af en medlemsstat for at afværge Domstolens objektive konstatering af dens tilsidesættelse af de forpligtelser, der påhviler den efter EUF-traktaten.
Hvad angår realiteten, og i forbindelse med, at Domstolen tiltrådte anbringendet vedrørende tilsidesættelsen af de forpligtelser, der følger af EU-retten på området for beskyttelse af Unionens finansielle interesser og bekæmpelse af svig og af de forpligtelser, der følger af Unionens toldbestemmelser, fremhævede Domstolen for det første og indledningsvis de præcise resultatforpligtelser, der påhviler medlemsstaterne i medfør af artikel 325, stk. 1, TEUF. For at bekæmpe overtrædelser, der kan være til hinder for en effektiv og fuldstændig opkrævning af traditionelle egne indtægter, der udgøres af told, og idet Unionens finansielle interesser følgelig risikerer at skades, skal medlemsstaterne ikke alene anvende passende sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner i tilfælde af grov svig eller enhver anden alvorlig ulovlig aktivitet, men ligeledes effektive og afskrækkende toldkontrolforanstaltninger. Arten af de toldkontrolforanstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe for at opfylde kravene i denne bestemmelse, kan ikke fastlægges på abstrakt og statisk vis, idet den afhænger af kendetegnene ved denne svig eller enhver anden ulovlig aktivitet, der kan udvikle sig over tid.
Selv om artikel 325, stk. 1, TEUF giver medlemsstaterne et vist råderum og valgfrihed med hensyn til kontrolforanstaltningerne, overholdt – i den foreliggende sag, og henset til kendetegnene ved den pågældende svig i form af for lav værdiansættelse – den toldkontrolordning, som Det Forenede Kongerige havde indført for at bekæmpe denne svig, for så vidt som den, med meget få undtagelser, var begrænset til tiltag i form af efterfølgende opkrævning af told, følgelig og åbenlyst ikke det effektivitetsprincip, der er fastsat i artikel 325, stk. 1, TEUF. Domstolen anerkendte i øvrigt, at de fælles risikokriterier, som OLAF og Kommissionen anbefalede medlemsstaterne, og som indgår i den fælles ramme for risikostyring, ikke var bindende. Artikel 325, stk. 1 og 3, TEUF indebærer imidlertid et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Unionen på den ene side og medlemsstaterne selv på den anden side, idet medlemsstaterne er forpligtet til at tage behørigt hensyn til disse kriterier eller endog at følge dem i tilfælde, hvor de ikke har udviklet mindst lige så effektive nationale kriterier som dem, der anbefales af Unionen.
I henhold til EU-toldlovgivningen, sammenholdt med artikel 325 TEUF, burde Det Forenede Kongerige derfor i den relevante periode ved etableringen af dets system til risikoanalyse og risikoforvaltning som minimum behørigt have taget hensyn til de risikoprofiler og toldkontroltyper, som OLAF og Kommissionen anbefalede Det Forenede Kongerige. Under disse omstændigheder og i forbindelse med de toldkontroller, der finder sted, inden varerne bringes i fri omsætning, kunne Det Forenede Kongerige ikke, indtil dets arbejde med henblik på at indføre sine egne risikotærskler, der angiveligt var mere effektive, var afsluttet, afvise at anvende enhver risikoprofil, der ville gøre det muligt inden toldbehandlingen af disse varer at identificere indførsler til meget lave priser, som udgjorde en betydelig risiko for en for lav værdiansættelse. Domstolen præciserede, at på baggrund af en omfattende svig i form af for lav værdiansættelse som den omhandlede krævede en effektiv beskyttelse af Unionens finansielle interesser, ud over etableringen af en risikoprofil, et systematisk krav om sikkerhedsstillelse for de pågældende indførsler. I den foreliggende sag havde Det Forenede Kongerige imidlertid kun meget undtagelsesvist stillet krav om sikkerhedsstillelse, idet disse sikkerheder i øvrigt blev tilbagebetalt efter annullationen af de betalingspålæg, som disse sikkerheder vedrørte. Domstolen fastslog i øvrigt, at Det Forenede Kongerige ved at beregne toldbeløbene på grundlag af ukorrekte værdier, idet de var åbenbart for lave, og derefter ved at bogføre disse toldbeløb i strid med EU-toldlovgivningen ikke reelt havde bogført hele den skyldige told.
For det andet og i forbindelse med, at Domstolen tiltrådte anbringendet vedrørende tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af EU-retten på området for overdragelse af traditionelle egne indtægter, der udgøres af told, bemærkede Domstolen indledningsvis, at medlemsstaterne er forpligtet til at konstatere, at der er opstået en fordring for Unionen på de egne indtægter, når deres myndigheder er i stand til at beregne afgiftsbeløbet vedrørende en toldskyld og fastslå, hvem der er debitor herfor, samt herefter stille Unionens egne indtægter til rådighed for Kommissionen, idet alle nødvendige foranstaltninger træffes i denne henseende. Ordningen for Unionens egne indtægter ligger således hos medlemsstaterne og henhører alene under de sidstnævntes ansvar. Den direkte forbindelse mellem opkrævningen af toldindtægter og tilrådighedsstillelsen for Kommissionen af tilsvarende indtægter forpligter medlemsstaterne til at beskytte Unionens finansielle interesser og at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre en effektiv og fuldstændig opkrævning af tolden.
I den foreliggende sag fastslog Domstolen, at der var sket en tilsidesættelse af artikel 325, stk. 1, TEUF og EU-toldlovgivningen, for så vidt som Det Forenede Kongerige ikke i overtrædelsesperioden havde truffet foranstaltninger, der kunne sikre, at der på det rette niveau blev fastsat toldværdier for de pågældende indførsler, såsom kontroller foretaget inden toldbehandlingen og forpligtelsen til at stille sikkerhed for indførsler, der udgør en betydelig risiko for en for lav værdiansættelse. Denne stat beregnede således toldskylden på grundlag af unøjagtige værdier, og den utilstrækkelige karakter af de foretagne toldkontroller havde til følge, at samtlige egne indtægter vedrørende de pågældende indførsler ikke var blevet stillet til rådighed for Kommissionen. Ved ikke at have verificeret nøjagtigheden af værdierne af de pågældende varer, der er angivet i overensstemmelse med de EU-retlige regler forud for deres overgang til fri omsætning, skabte Det Forenede Kongerige en irreversibel situation, der har medført et betydeligt tab af Unionens egne indtægter, som denne stat skal holdes ansvarlig for.
Dernæst gav Domstolen Kommissionen medhold i dens klagepunkt om, at Det Forenede Kongerige havde tilsidesat EU-toldlovgivningen, idet det ikke til Kommissionen havde overdraget de traditionelle egne indtægter, der skyldtes for indførsler omfattet af den fælles toldaktion benævnt »Snake«, der var koordineret af OLAF. Den tillægstold, der opkrævedes i de betalingspålæg, som Det Forenede Kongerige udstedte, var således blevet bogført, meddelt debitorerne herfor og bogført i regnskabet i overensstemmelse med EU-retten. De nævnte fordringer var imidlertid endnu ikke blevet inddrevet, og der var ikke stillet sikkerhed herfor, da Det Forenede Kongerige besluttede at annullere disse betalingspålæg og tilbagekalde opførelsen af disse beløb i regnskabet.
Domstolen bemærkede i denne henseende, at i henhold til EU-toldlovgivningen, skal medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de fastlagte fordringer, overdrages til Kommissionen. I den foreliggende sag var beregningen af disse beløb imidlertid behæftet med en administrativ fejl begået af Det Forenede Kongeriges toldmyndigheder, som var forpligtede til at rette denne fejl ved på ny at fastsætte toldværdien på grundlag af en af de metoder, der i denne henseende er fastsat i EU-toldlovgivningen. Denne konklusion gælder ligeledes for deres beslutning om ikke at genudstede disse betalingspålæg efter at have korrigeret dem. Anvendelsen af EU-toldretten påhviler i denne henseende medlemsstaterne, der er eneansvarlige herfor, og Det Forenede Kongerige – ved beslutningen om at annullere de ovennævnte betalingspålæg i stedet for at genudstede dem efter at have korrigeret dem ved beregninger i henhold til EU-toldlovgivningen – havde ikke i henhold til denne lovgivning truffet de nødvendige foranstaltninger for, at de fastlagte beløb overdrages til Kommissionen. Domstolen fastslog endvidere, at Det Forenede Kongerige ikke havde overholdt proceduren i henhold til EU-toldlovgivningen for at kunne være fritaget for at overdrage Kommissionen de pågældende beløb. Ved afvisningen af de grunde, som Det Forenede Kongerige havde påberåbt sig som begrundelse for at være fritaget for at stille de egne indtægter hidrørende fra den i de ovennævnte betalingspålæg fastsatte told til rådighed for Kommissionen, og som vedrørte det forhold, at debitorerne for disse fordringer var skraldespandsselskaber eller insolvente virksomheder, bemærkede Domstolen, at såfremt disse fordringer viser sig uinddrivelige hos de pågældende virksomheder, skyldtes dette en dobbelt administrativ fejl, der kan tilregnes denne stats toldmyndigheder. Endelig fastslog Domstolen, at denne stat heller ikke havde overholdt den accessoriske forpligtelse, som påhvilede den til at betale morarenter af disse egne indtægter, der ikke var stillet til rådighed for Kommissionen.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt Det Forenede Kongerige mere specifikt havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til EU-retten på området for egne indtægter, idet det ikke havde stillet traditionelle egne indtægter til rådighed for Kommissionen op til et beløb, der fastsættes for hvert enkelt år, der er omfattet af overtrædelsesperioden, dvs. et samlet beløb på 2679637088,86 EUR, fastslog Domstolen, at det er medlemsstaternes enekompetence og eneansvar at sikre, at de angivne toldværdier fastsættes under overholdelse af EU-rettens regler om toldværdifastsættelse. Eftersom Det Forenede Kongeriges toldmyndigheder i den foreliggende sag havde undladt at træffe passende foranstaltninger på en tilstrækkelig systematisk måde, blev betydelige mængder af varer, der var genstand for åbenbart for lavt værdiansatte indførsler, imidlertid bragt i fri omsætning uden mulighed for at tilbagekalde dem med henblik på fysiske kontroller. Idet disse undladelser havde gjort det umuligt at fastsætte toldværdien på grundlag af en af de metoder, der er fastsat i EU-toldlovgivningen, var det med rette, at Kommissionen havde anvendt andre metoder til fastsættelse heraf. Domstolen fastslog ligeledes, at det var med rette, at Kommissionen havde gjort brug af den mulighed, der tilkommer den inden for rammerne af ordningen for Unionens egne indtægter, for inden for rammerne af en traktatbrudssag at forelægge tvisten mellem denne institution og Det Forenede Kongerige til Domstolens vurdering vedrørende denne medlemsstats forpligtelse til at stille et bestemt beløb i henhold til egne indtægter til rådighed for Kommissionen.
Hvad endelig angik kvantificeringen af tabene af traditionelle egne indtægter præciserede Domstolen, at når det forhold, at det var umuligt at foretage verifikationer, var den uundgåelige konsekvens af toldmyndighedernes undladelse af at foretage kontroller til verifikation af varernes reelle værdi, er en metode baseret på statistiske data snarere end på en metode, der har til formål at fastsætte toldværdien af de berørte varer på grundlag af direkte beviser, tilladt. Domstolens behandling i forbindelse med den foreliggende sag skulle i det væsentlige primært tage sigte på at efterprøve dels, om denne metode var begrundet, henset til den foreliggende sags særlige omstændigheder, dels, om den var tilstrækkelig præcis og pålidelig. I denne henseende forkastede Domstolen delvist den beregning, som Kommissionen havde foretaget, idet den fandt, at på grund af en uoverensstemmelse mellem påstandene i stævningen og begrundelsen herfor samt den betydelige usikkerhed som følge heraf med hensyn til rigtigheden af størrelsen af de egne indtægter, som Kommissionen krævede, havde denne institution ikke i tilstrækkelig grad godtgjort disse indtægtsbeløb i deres helhed. Henset til den foreliggende sags særlige omstændigheder tilsluttede Domstolen sig imidlertid den metode, som Kommissionen havde anvendt til skønnet over størrelsen af tabet af traditionelle egne indtægter for en del af overtrædelsesperioden, for så vidt som denne metode var tilstrækkelig nøjagtig og pålidelig til, at der ikke sker en åbenbart overvurdering af disse tabsbeløb. Domstolen præciserede ligeledes, at det ikke tilkom Domstolen at sætte sig i Kommissionens sted ved selv at beregne de nøjagtige beløb i traditionelle egne indtægter, som Det Forenede Kongerige skulle betale. Domstolen kan således enten helt eller delvist give medhold i de i Kommissionens stævning nedlagte påstande uden at ændre omfanget af disse påstande. Det tilkom derimod Kommissionen at foretage en ny beregning af beløbet af de traditionelle egne indtægter, som fortsat skulle betales, henset til den lære, der kan udledes af Domstolens dom, vedrørende tabenes størrelse og den værdi, der skal tillægges dem.
( 1 ) – Dette traktatbrud omhandlede de forpligtelser, som påhvilede Det Forenede Kongerige i medfør af navnlig artikel 310, stk. 6, TEUF, artikel 325 TEUF, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9.10.2013 om EU-toldkodeksen (EUT 2013, L 269, s. 1), Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12.10.1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT 1992, L 302, s. 1) og Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.11.2006 om det fælles [moms]system (EUT 2006, L 347, s. 1, berigtiget i EUT 2007, L 335, s. 60).
( 2 ) – Nærmere bestemt havde Det Forenede Kongerige tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 3, TEU (princippet om loyalt samarbejde), idet det ikke havde givet Kommissionen alle de oplysninger, der var nødvendige for at fastlægge tabet af traditionelle egne indtægter, og idet det ikke som krævet havde tilstillet indholdet af begrundelsen for den afgørelse, som førte til eftergivelse af den fastlagte toldskyld.