Sag C-152/19 P

Deutsche Telekom AG

mod

Europa-Kommissionen og Slovanet, a.s

Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 25. marts 2021

»Appel – konkurrence – artikel 102 TEUF – misbrug af dominerende stilling – det slovakiske marked for bredbåndsinternettjenester – reguleringsmæssig forpligtelse til at indrømme adgang til abonnentledningerne for de operatører, der har en stærk position – den etablerede operatørs betingelser for andre operatørers ubundtede adgang til abonnentledningerne –– adgangens absolutte nødvendighed – tilregnelse til et moderselskab af et datterselskabs adfærd – ret til forsvar«

Dominerende stilling – misbrug – en virksomhed med dominerende stillings nægtelse af at give en anden virksomhed adgang til et produkt eller en tjenesteydelse, der er nødvendig for denne virksomheds aktiviteter – tredjepartsvirksomheders adgang til den etablerede operatørs abonnentledninger på markedet for bredbåndsteletjenester – fastsættelse af urimelige betingelser for adgang, der fører til en implicit nægtelse af adgang – vurdering af, om der foreligger misbrug – pligt for Kommissionen til at godtgøre, at adgangen til abonnentledningerne er absolut nødvendig for at få adgang til de konkurrerende operatørers marked – foreligger ikke

(Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54)

(jf. præmis 40-60)
Konkurrence – EU-regler – overtrædelser – ansvar – moder- og datterselskaber – økonomisk enhed – bedømmelseskriterier – udøvelse af en afgørende indflydelse på et datterselskabs adfærd, som kan udledes af en række indicier vedrørende økonomiske, organisatoriske og retlige forbindelser med moderselskabet – omstændigheder, der godtgør eksistensen af en afgørende indflydelse – tilstedeværelse af ledende medarbejdere i datterselskabets bestyrelse – tilrådighedstillelse af medarbejdere for datterselskabet – jævnlig modtagelse af oplysninger om datterselskabets forretningsstrategi

(Art. 102 TEUF; EØS-aftalen, art. 54)

(jf. præmis 72-87 og 94-97)
Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelser – nødvendigt indhold – overholdelse af retten til forsvar – nye oplysninger, der bringes til kendskab for den berørte på et meget sent stadium – indrømmelse af en kort frist til fremsættelse af bemærkninger – lovlighed

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder art. 41, stk.2; Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 1)

(jf. præmis 105 og 106)

Resumé

Domstolen forkaster de appeller, som Slovak Telekom og Deutsche Telekom havde iværksat til prøvelse af Rettens dom om konkurrencebegrænsende praksis på det slovakiske telekommunikationsmarked. Bøden på 38061963 EUR, som disse to selskaber hæfter solidarisk for, og den bøde på 19030981 EUR, som kun Deutsche Telekom hæfter for, forbliver således uændrede

Slovak Telekom, a.s. (herefter »ST«) tilbyder som etableret teleoperatør i Slovakiet bredbåndstjenester på sine faste kobber- og fibernet. ST’s net omfatter ligeledes »abonnentledninger«, dvs. de fysiske tilslutninger, der forbinder på den ene side abonnenternes telefonstikdåser, og på den anden side de lokale telecentraler for det faste telefonnet.

Efter en analyse af det nationale marked vedtog de slovakiske tilsynsmyndigheder for telekommunikation den 8. marts 2005 en afgørelse, hvorved den udpegede ST som en operatør, der havde en stærk position på engrosmarkedet for ubundtet adgang til abonnentledninger. Følgelig var ST i medfør af EU’s lovgivningsmæssige rammer ( 1 ) forpligtet til at give alternative operatører adgang til de abonnentledninger, som det ejer, og således gøre det muligt for nytilkomne at anvende denne infrastruktur med henblik på at tilbyde slutbrugerne deres egne tjenester.

Den 15. oktober 2014 vedtog Kommissionen en afgørelse, hvorved ST og dets moderselskab, Deutsche Telekom AG (herefter »DT«), blev pålagt en sanktion for at have misbrugt sin dominerende stilling på det slovakiske marked for bredbåndstjenester ved at begrænse de alternative operatørers adgang til dets abonnentledninger mellem 2005 og 2010 (herefter »den omtvistede afgørelse«). Kommissionen foreholdt nærmere bestemt ST og DT at have overtrådt artikel 102 TEUF ved at fastsætte urimelige vilkår og betingelser i sit standardtilbud om ubundtet adgang til selskabets abonnentledninger og at anvende urimelige priser, der ikke gjorde det muligt for en lige så effektiv operatør at kopiere de af ST udbudte detailtjenester uden at lide tab. Kommissionen pålagde ST og DT en bøde på 38838000 EUR til solidarisk hæftelse samt DT en bøde på 31070000 EUR.

Ved domme af 13. december 2018, Deutsche Telekom mod Kommissionen ( 2 ) og Slovak Telekom mod Kommissionen ( 3 ), annullerede Retten delvist den omtvistede afgørelse, idet den fastsatte den bøde, som ST og DT hæftede solidarisk for, til 38061963 EUR, og den bøde, som sidstnævnte selskab alene hæftede for, til 19030981 EUR.

De af ST og DT iværksatte appeller blev forkastet af Domstolen, som i denne forbindelse præciserede rækkevidden af Bronner-dommen ( 4 ) vedrørende kvalificeringen af en nægtelse af adgang til en dominerende virksomheds infrastrukturer som misbrug som omhandlet i artikel 102 TEUF. I denne dom havde Domstolen fastsat en højere tærskel for at fastslå, at en praksis, der består i, at en dominerende virksomhed nægter at stille en infrastruktur, som den ejer, til rådighed for konkurrerende virksomheder, udgør misbrug.

Domstolens bemærkninger

Domstolen understregede for det første, at det står enhver virksomhed, uanset om den er dominerende eller ej, frit for at nægte at indgå aftale og udnytte den infrastruktur, den har udviklet til egne formål. At pålægge en dominerende virksomhed, fordi den nægter at indgå en aftale, en forpligtelse til at indgå en aftale med en konkurrerende virksomhed med henblik på at give denne adgang til dens egen infrastruktur, er derfor særligt indgribende i den dominerende virksomheds aftalefrihed og ejendomsret. Når en dominerende virksomhed nægter at give adgang til en infrastruktur, kan beslutningen om at pålægge denne virksomhed at give denne adgang til sine konkurrenter konkurrencepolitisk kun begrundes, når den dominerende virksomhed virkelig tager kvælertag på det pågældende marked.

Domstolen præciserede dernæst, at anvendelsen af de betingelser, som Domstolen opstillede i Bronner-dommen, og navnlig den tredje af disse betingelser, gør det muligt at afgøre, om en dominerende virksomhed tager et sådant kvælertag ved hjælp af sin infrastruktur. Ifølge denne dom kan en dominerende virksomhed kun tvinges til at give adgang til en infrastruktur, som den har udviklet til brug for sin egen aktivitet, når nægtelsen af denne adgang for det første kan udelukke enhver konkurrence fra den konkurrerende virksomheds side, der anmoder om adgang, for det andet ikke kan begrundes, og for det tredje, når en sådan adgang er absolut nødvendig for den konkurrerende virksomheds aktivitet, dvs. at der ikke findes noget reelt eller potentielt alternativ til denne infrastruktur.

Når en dominerende virksomhed giver adgang til sin infrastruktur, men undergiver denne adgang urimelige vilkår, finder de betingelser, som Domstolen opstillede i Bronner-dommen, derimod ikke anvendelse. Selv om en sådan adfærd kan udgøre en form for misbrug, for så vidt som den kan skabe konkurrencebegrænsende virkninger på de pågældende markeder, kan adfærden ikke sidestilles med den dominerende virksomheds nægtelse af adgang til sin infrastruktur, eftersom de instanser, der er ansvarlige for konkurrencespørgsmål, ikke kan tvinge virksomheden til at give adgang til dens infrastruktur, idet denne adgang allerede er blevet tildelt. De foranstaltninger, der skal træffes i en sådan sammenhæng, vil derfor være mindre indgribende i den dominerende virksomheds aftalefrihed og ejendomsret end at tvinge den til at give adgang til virksomhedens infrastruktur, når den reserverer den til brug for sin egen aktivitet.

Henset til EU’s lovgivningsmæssige rammer, som pålægger ST at give konkurrerende virksomheder adgang til sine abonnentledninger, bemærkede Domstolen, at denne slovakiske teleoperatør ikke reelt kunne og ikke reelt nægtede at give adgang hertil. Det var derimod i medfør af sin egen selvbestemmelsesret med hensyn til udformningen af denne adgang, at ST fastsatte de vilkår og betingelser for adgang, der blev rejst tvivl om i den omtvistede afgørelse. Eftersom disse ikke udgjorde en nægtelse af adgang svarende til den, der var genstand for Bronner-dommen, finder de betingelser, som Domstolen opstillede i denne forbindelse, ikke anvendelse i den foreliggende sag. I modsætning til de af ST og DT fremførte argumenter var Kommissionen følgelig ikke forpligtet til at påvise, at ST’s adgang til abonnentledningerne var absolut nødvendig for at få adgang til de konkurrerende operatørers marked, for at den kunne kvalificere de anfægtede vilkår og betingelser for adgang som misbrug af dominerende stilling.

Da de øvrige af ST og DT påberåbte anbringender, der navnlig vedrørte vurderingen af ST’s prispolitik, som førte til avancepres, og spørgsmålet om, hvorvidt DT kunne tilregnes overtrædelsen i sin egenskab af moderselskab, også blev forkastet, forkastede Domstolen appellerne i det hele.

( 1 ) – Der er bl.a. tale om Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2887/2000 af 18.12.2000 om ubundtet adgang til abonnentledninger (EFT 2000, L 336, s. 4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og ‑tjenester (EFT 2002, L 108, s. 33).

( 2 ) – T-827/14, EU:T:2018:930.

( 3 ) – T-851/14:EU:T:2018:929.

( 4 ) – Dom af 26.11.1998, Bronner (C-7/97, EU:C:1998:569).