–

Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación SA ved abogados C. Aguilar Fernández, L.J. Vidal Calvo og M. González Gordon,

–

Asociación de Gestión de Derechos Intelectuales (AGEDI) ved abogado J.J. Marín López,

–

Artistas Intérpretes o Ejecutantes, Sociedad de Gestión de España (AIE) ved abogado A. López Sánchez,

–

den spanske regering først ved A. Rubio González, derefter ved S. Jiménez García, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved É. Gippini Fournier og J. Samnadda, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT 1992, L 346, s. 61) og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EUT 2006, L 376, s. 28).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem virksomheden Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación SA (herefter »Atresmedia«), der er en virksomhed, som ejer flere TV-kanaler, på den ene side, og Asociación de Gestión de Derechos Intelectuales (AGEDI) (herefter »AGEDI«) og Artistas Intérpretes o Ejecutantes, Sociedad de Gestión de España (AIE) (herefter »AIE«), der er organer, som forvalter ophavsrettigheder for henholdsvis producenter af fonogrammer og udøvende kunstnere, på den anden side, vedrørende Atresmedias betaling af et rimeligt, samlet vederlag for udsendelse af audiovisuelle værker, hvor fonogrammer er blevet inkorporeret, gennem de TV-kanaler, som sidstnævnte driver.

3

Artikel 31, stk. 2, litra a), i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969 (De Forenede Nationers traktatsamling, bind 1155, s. 331) bestemmer:

»Med henblik på fortolkningen af en traktat indgår i sammenhængen foruden selve teksten inklusive dens præambel og bilag:

[…]«

4

Den Europæiske Union er ikke kontraherende part i den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender, der blev vedtaget i Rom den 26. oktober 1961 (herefter »Romkonventionen«), i modsætning til alle dens medlemsstater med undtagelse af Republikken Malta.

5

Denne konventions artikel 3 bestemmer:

»I denne konvention forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

6

Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) vedtog den 20. december 1996 WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om fremførelser og fonogrammer (herefter »WPPT«). Disse traktater blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 om godkendelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af WIPO-traktaten om ophavsret og WIPO-traktaten om udøvende kunstnere og fonogrammer (EFT 2000, L 89, s. 6) og er trådt i kraft den 14. marts 2010 for så vidt angår Unionen.

7

WPPT’s artikel 2, litra b), bestemmer:

»I denne traktat forstås ved:

[…]

8

På den diplomatiske konference om visse ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder den 20. december 1996 blev følgende fælleserklæring vedrørende WPPT’s artikel 2, litra b), vedtaget:

»Den i artikel 2, litra b), givne definition af et fonogram er ikke udtryk for, at rettighederne vedrørende fonogrammer på nogen måde ændres, ved at de indgår i et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk.«

9

Følgende fremgik af syvende og tiende betragtning til direktiv 92/100:

»[D]et er nødvendigt, at ophavsmænd og udøvende kunstnere sikres et rimeligt vederlag, for vedvarende at kunne hellige sig deres skabende og kunstneriske virksomhed, og de nødvendige investeringer til navnlig fremstilling af fonogrammer og film er særdeles store og risikobehæftede; muligheden for at sikre et rimeligt vederlag og at dække disse investeringer kan kun sikres effektivt, hvis de berørte rettighedshavere har en rimelig retsbeskyttelse […]

[…]

[M]edlemsstaternes lovgivning bør tilnærmes indbyrdes under overholdelse af internationale konventioner, der danner basis for mange medlemsstaters lovgivning om ophavsret og hermed beslægtede rettigheder.«

10

Dette direktivs artikel 8 med overskriften »Radio- og fjernsynsudsendelse og kommunikation til offentligheden« bestemmer følgende i stk. 2:

»Medlemsstaterne tillægger udøvende kunstnere og fonogramfremstillere ret til vederlag, som deles mellem dem, således at brugeren betaler et rimeligt, samlet vederlag, hvis et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram, anvendes til udsendelse ved hjælp af radiobølger eller til kommunikation til offentligheden. Medlemsstaterne kan, hvis der ikke er enighed mellem de udøvende kunstnere og fonogramfremstillerne, fastlægge betingelserne for et sådant vederlags fordeling mellem dem.«

11

Direktiv 92/100 er blevet kodificeret og ophævet ved direktiv 2006/115.

12

Artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT 2001, L 167, s. 10) med overskriften »Retten til reproduktion« bestemmer:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

[…]«

13

Femte og syvende betragtning til direktiv 2006/115 har følgende ordlyd:

[…]

14

Ordlyden af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 er identisk med ordlyden af artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100.

15

Artikel 108, stk. 4, i Real Decreto Legislativo 1/1996, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley de Propiedad Intelectual, regularizando, aclarando y armonizando las disposiciones legales vigentes sobre la materia (kongeligt lovdekret nr. 1/1996 om godkendelse af den kodificerede udgave af lov om intellektuel ejendomsret og om nærmere regulering, præcisering og harmonisering af de gældende lovbestemmelser på området) af 12. april 1996 (BOE nr. 97 af 22.4.1996, s. 14369) i den affattelse, som finder anvendelse på hovedsagen (herefter »lov om intellektuel ejendomsret«), bestemmer:

»Brugere af et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller af en reproduktion af et sådant fonogram, der anvendes til enhver form for kommunikation til offentligheden, er forpligtede til at betale et rimelig, samlet vederlag til udøvende kunstnere og fonogramfremstillere, som deles mellem dem. Foreligger der ingen aftale mellem disse med hensyn til denne deling, deles vederlaget ligeligt […]«

16

Artikel 114, stk. 1, i lov om intellektuel ejendomsret bestemmer:

»Ved fonogram forstås enhver udelukkende for hørelsen beregnet optagelse af en fremførelse af et værk eller andre lyde.«

17

Artikel 116, stk. 2, i lov om intellektuel ejendomsret, som er indeholdt i det afsnit, der regulerer fonogramfremstillernes rettigheder, har samme ordlyd som lovens artikel 108, stk. 4.

18

Den 29. juli 2010 anlagde AGEDI og AIE sag ved Juzgado de lo Mercantil núm. 4 Bis de Madrid (handelsretten i Madrid, Spanien) mod Atresmedia med påstand om, at sidstnævnte skulle betale dem en godtgørelse for overføring til almenheden af fonogrammer i kommercielt øjemed, eller af reproduktion af disse, mellem den 1. juni 2003 og den 31. december 2009 gennem de TV-kanaler, som Atresmedia driver, og for reproduktion uden tilladelse af fonogrammer foretaget i forbindelse med disse overføringer til almenheden.

19

Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid) frifandt Atresmedia, og AGEDI og AIE iværksatte derefter appel til prøvelse af den pågældende rets dom ved Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid, Spanien), som ophævede dommen og gav AGEDI og AIE medhold i det hele.

20

Atresmedia har iværksat kassationsappel til prøvelse af dommen afsagt af Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid) ved den forelæggende ret.

21

Denne ret har anført, at kassationsappellen udelukkende omhandler spørgsmålet om, hvorvidt den overføring til almenheden af audiovisuelle værker, som Atresmedia foretager via sine TV-kanaler, giver ret til et rimeligt, samlet vederlag som omhandlet i artikel 108, stk. 4, og artikel 116, stk. 2, i lov om intellektuel ejendomsret, der i EU-retten svarer til artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115. Denne ret har navnlig angivet, at det påhviler den at afgøre, om udøvende kunstnere og fonogramfremstillere fra og med det tidspunkt, hvor et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram er blevet integreret eller »synkroniseret« i en audiovisuel optagelse, der indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, kan kræve et sådant rimeligt, samlet vederlag.

22

Den samme ret har tilføjet, at eftersom AGEDI og AIE har fremsat krav over for Atresmedia om godtgørelse for overføring til almenheden af audiovisuelle værker mellem den 1. juni 2003 og den 31. december 2009, finder såvel direktiv 92/100 som direktiv 2006/115 anvendelse rationae temporis på tvisten i hovedsagen.

23

Under disse omstændigheder har Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

24

Det bemærkes indledningsvis, at det i den foreliggende sag er ubestridt, at fonogrammer, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller reproduktioner af disse fonogrammer er blevet inkorporeret i audiovisuelle optagelser, der indeholder optagelse af audiovisuelle værker, idet disse audiovisuelle optagelser efterfølgende er overført til almenheden på de TV-kanaler, som Atresmedia ejer.

25

I denne henseende vedrører den forelæggende rets spørgsmål ikke reproduktion af sådanne fonogrammer i forbindelse med, at de integreres i disse audiovisuelle optagelser. Den forelæggende ret har nemlig præciseret, at integreringen blev foretaget med tilladelse fra de pågældende rettighedshavere og mod et vederlag, der blev betalt til disse rettighedshavere i overensstemmelse med de gældende aftaler.

26

Den forelæggende ret ønsker således oplyst, om de berørte udøvende kunstnere og fremstillere af fonogrammer har ret til at modtage det rimelige, samlede vederlag, som er foreskrevet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115, når sådanne audiovisuelle optagelser efterfølgende overføres til almenheden.

27

På denne baggrund skal det fastslås, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, der skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 skal fortolkes således, at brugeren skal betale det i disse bestemmelser omhandlede rimelige, samlede vederlag, når vedkommende foretager en overføring til almenheden af en audiovisuel optagelse, som indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, hvori et fonogram eller en reproduktion af et sådant fonogram er blevet integreret.

28

Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 tillægger medlemsstaterne udøvende kunstnere og fonogramfremstillere ret til vederlag, således at brugeren betaler et rimeligt, samlet vederlag, hvis et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram anvendes til udsendelse ved hjælp af radiobølger eller til kommunikation til offentligheden.

29

Som Domstolen allerede har haft lejlighed til at fastslå, udgør dette vederlag modydelsen for anvendelsen af et kommercielt fonogram ved en sådan radio- og fjernsynsudsendelse eller overføring til almenheden (jf. i denne retning dom af 6.2.2003, SENA, C-245/00, EU:C:2003:68, præmis 37, og af 14.7.2005, Lagardère Active Broadcast, C-192/04, EU:C:2005:475, præmis 50).

30

Disse bestemmelser tillægger således de heraf omhandlede personer en ret af kompenserende art, hvis udløsende faktor er udsendelse eller overføring til almenheden af en fremførelse af det værk, der er optaget på et i kommercielt øjemed udgivet fonogram eller på en reproduktion af et sådant fonogram (jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers, C-265/19, EU:C:2020:677, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

31

Under disse omstændigheder skal det fastslås, hvorvidt en audiovisuel optagelse, der indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, som den, der er omhandlet i denne doms præmis 27, skal kvalificeres som et »fonogram« eller »en reproduktion af et sådant fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 eller artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115.

32

Det skal for det første bemærkes, at hverken direktiv 92/100 og 2006/115 eller andre EU-direktiver på ophavsretsområdet definerer begrebet »fonogram« eller indeholder en udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge rækkevidden af dette begreb.

33

Ifølge fast retspraksis skal en bestemmelse i EU-retten, som efter sin ordlyd ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, som skal søges under hensyntagen til denne bestemmelses ordlyd, den sammenhæng, hvori den indgår, heriblandt bestemmelsens tilblivelseshistorie og folkeretten, samt formålet med den lovgivning, som den udgør en del af (dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers, C-265/19, EU:C:2020:677, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

34

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at bestemmelserne i direktiv 92/100 og 2006/115 skal fortolkes i lyset af folkeretten og navnlig de konventionsbestemmelser, som disse forskrifter netop har til formål at gennemføre, således som det udtrykkeligt er bemærket i tiende betragtning til direktiv 92/100 og syvende betragtning til direktiv 2006/115 (jf. i denne retning dom af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers, C-265/19, EU:C:2020:677, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

35

Som generaladvokaten har anført i punkt 36 i forslaget til afgørelse, fremgår det af begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder (KOM(90) 586 endelig), der gik forud for vedtagelsen af direktiv 92/100, at der med henblik på dette direktiv, henset til den omstændighed, at de udtryk, der er anvendt i det nævnte direktiv, var grundlæggende på området for ophavsret og beslægtede rettigheder, og at deres betydning allerede i vidt omfang var indirekte harmoniseret i traktatretten, skulle henvises til begreberne i bl.a. Romkonventionen.

36

Bestemmelserne i denne konvention udgør ganske vist ikke en del af Unionens retsorden, eftersom Unionen ikke er part i nævnte konvention. Domstolen har imidlertid haft lejlighed til at bemærke, at Romkonventionen har indirekte virkninger i Unionen (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, SCF, C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 42 og 50).

37

Ifølge ordlyden af Romkonventionens artikel 3, litra b), defineres begrebet »fonogram« som enhver »udelukkende for hørelsen« beregnet optagelse af en fremførelse eller andre lyde. Det følger heraf, at en visuel eller audiovisuel optagelse ikke kan kvalificeres som værende »udelukkende for hørelsen«.

38

Det skal endvidere bemærkes, at begrebet »fonogram« i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115, der uden ændringer har erstattet artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100, skal fortolkes i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i WPPT (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, Phonographic Performance (Ireland),C-162/10, EU:C:2012:141, præmis 58, og af 8.9.2020, Recorded Artists Actors Performers, C-265/19, EU:C:2020:677, præmis 62), eftersom bestemmelserne i denne traktat udgør en integrerende del af Unionens retsorden og således finder anvendelse deri (jf. i denne retning dom af 15.3.2012, SCF, C-135/10, EU:C:2012:140, præmis 38 og 39).

39

Ifølge WPPT’s artikel 2, litra b), forstås der således ved »fonogram«»enhver optagelse af lyden fra en fremførelse eller af andre lyde eller af lyde udtrykt i en anden form, bortset fra optagelser, der indgår i et kinematografisk eller andet audiovisuelt værk«.

40

I denne forbindelse fremgår det af vejledningen til traktaterne om ophavsret og beslægtede rettigheder administreret af WIPO, der er et fortolkende dokument udarbejdet af WIPO, som ikke er juridisk bindende, men som dog kan fungere som støtte i fortolkningen af WIPO-traktaten (jf. analogt for så vidt angår vejledningen til Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker (Parisakten af 24.7.1971), i den affattelse, der følger af ændringen af 28.9.1979, dom af 4.10.2011, Football Association Premier League m.fl., C-403/08 og C-429/08, EU:C:2011:631, præmis 201 og den deri nævnte retspraksis), at WPPT har ajourført definitionen af begrebet »fonogram« i Romkonventionens artikel 3, litra b), med bl.a. »den virkning, at såfremt en audiovisuel optagelse ikke udgør et værk, skal enhver optagelse af lyden fra en fremførelse eller af andre lyde eller af lyde udtrykt i en anden form, der indgår i et sådant audiovisuelt værk, anses for et »fonogram««, hvilket generaladvokaten i det væsentlige ligeledes har bemærket i punkt 50 i forslaget til afgørelse.

41

Det må derfor fastslås, at såvel ordlyden af WPPT’s artikel 2, litra b), som det i foregående præmis omhandlede dokument udelukker muligheden for, at en optagelse af lyd, der indgår i et kinematografisk eller andet audiovisuelt værk, kan være omfattet af begrebet »fonogram« som omhandlet i denne bestemmelse.

42

Som fremhævet af AGEDI og AIE samt af den spanske regering præciseres det ganske vist i den fælles erklæring vedrørende WPPT’s artikel 2, litra b), der blev vedtaget af den diplomatiske konference om visse spørgsmål vedrørende ophavsret og beslægtede rettigheder den 20. december 1996, og som i henhold til artikel 31, stk. 2, litra a), i Wienerkonventionen om traktatretten udgør et væsentligt element ved fortolkningen af denne bestemmelse, at »den i artikel 2, litra b), givne definition af et fonogram ikke er udtryk for, at rettighederne vedrørende fonogrammer på nogen måde ændres, ved at de indgår i et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk«.

43

Denne fælles erklæring rejser imidlertid ikke tvivl om ovenstående betragtninger.

44

Det kan nemlig af den fælles erklæring udledes, at et fonogram, der indgår i et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk, mister sin egenskab af »fonogram«, for så vidt som det er en del af et sådant værk, uden at denne omstændighed har nogen betydning for rettighederne til dette fonogram i tilfælde af dets anvendelse uafhængigt af det omhandlede værk.

45

Denne fortolkning understøttes i øvrigt af det dokument, der er nævnt i nærværende doms præmis 40, hvoraf det fremgår, at formålet med den samme fælles erklæring er at tydeliggøre, at »fonogrammer kun kan anvendes i [et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk] på grundlag af relevante aftaler, der tager behørigt hensyn til fonogramfremstillernes rettigheder i henhold til [WPPT]. Hvis de anvendes uafhængigt af det audiovisuelle værk, skal de betragtes som fonogrammer«.

46

I den foreliggende sag er det allerede i præmis 25 ovenfor påpeget, at de i hovedsagen omhandlede fonogrammer er integreret i de audiovisuelle værker med tilladelse fra de pågældende rettighedshavere og mod betaling af et vederlag til sidstnævnte på grundlag af de gældende aftaler. Desuden gøres det på ingen måde gældende, at disse fonogrammer genanvendes uafhængigt af det audiovisuelle værk, som de er integreret i.

47

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at en audiovisuel optagelse, som indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, ikke kan kvalificeres som et »fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 eller artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115.

48

Hvad for det andet angår begrebet »reproduktion af et […] fonogram« som omhandlet i disse bestemmelser, der ikke er defineret i de nævnte direktiver, og som heller ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at definere rækkevidden heraf, skal det bemærkes, at Romkonventionens artikel 3, litra e), som der skal tages hensyn til af de grunde, der er anført i denne doms præmis 34-36, definerer »reproduktion« som »fremstilling af et eller flere eksemplarer af en optagelse«.

49

Det skal imidlertid fastslås, at denne definition vedrører selve reproduktionen af den omhandlede optagelse, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 71 i forslaget til afgørelse.

50

En sådan handling, der er genstand for den præventive ret, der er omhandlet i artikel 2 i direktiv 2001/29, er ikke omfattet af bestemmelserne i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og i artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115, der ikke selv fastsætter en sådan præventiv ret, men derimod en ret af kompenserende art, der som anført i denne doms præmis 30 udløses ved fremførelsen af et værk, der er optaget på et fonogram eller på en reproduktion af dette fonogram, idet en sådan reproduktion inden for rammerne af disse bestemmelser skal anses for et eksemplar af fonogrammet fremstillet ved hjælp af en sådan reproduktionshandling.

51

Eftersom en audiovisuel optagelse, som indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, af de grunde, som er anført i nærværende doms præmis 34-41, ikke kan kvalificeres som et »fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115, kan en sådan optagelse af de samme grunde heller ikke udgøre et eksemplar af fonogrammet og følgelig være omfattet af begrebet »reproduktion« af nævnte fonogram som omhandlet i denne bestemmelse.

52

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at en audiovisuel optagelse, der indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, ikke kan kvalificeres som et »fonogram« eller en »reproduktion af et sådant fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 eller artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115.

53

Det følger heraf, at overføring til almenheden af en sådan optagelse ikke giver ret til det vederlag, der er fastsat i disse bestemmelser.

54

Det skal tilføjes, at en sådan fortolkning ikke er i strid med formålene med direktiv 92/100 eller direktiv 2006/115, således som de er præciseret i henholdsvis syvende betragtning til direktiv 92/100 og femte betragtning til direktiv 2006/115, og hvorefter det skal sikres, at ophavsmænd og udøvende kunstnere vedvarende kan hellige sig deres skabende og kunstneriske virksomhed, ved at fastsætte en harmoniseret retlig beskyttelse, der sikrer muligheden for at modtage et rimeligt vederlag og dække investeringer, således at der opnås en passende ligevægt mellem de udøvende kunstneres og fonogramfremstillernes interesse i at modtage et vederlag for radio- og fjernsynsudsendelse af et bestemt fonogram og tredjemands interesse i at kunne udsende dette fonogram under rimelige betingelser (jf. i denne retning dom af 6.2.2003, SENA, C-245/00, EU:C:2003:68, præmis 36).

55

Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede skal disse mål nemlig nås ved, at der indgås passende aftaler mellem indehaverne af rettighederne til fonogrammerne og fremstillerne af sådanne værker, når fonogrammerne eller reproduktionerne af disse fonogrammer indføres i de omhandlede audiovisuelle værker, således at vederlaget for de beslægtede rettigheder til fonogrammerne ved en sådan indføring udbetales på grundlag af disse aftaler.

56

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 skal fortolkes således, at det i disse bestemmelser omhandlede rimelige, samlede vederlag ikke skal betales af brugeren, når vedkommende overfører en audiovisuel optagelse til almenheden, som indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, hvori der er integreret et fonogram eller en reproduktion af dette fonogram.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret skal fortolkes således, at det i disse bestemmelser omhandlede rimelige, samlede vederlag ikke skal betales af brugeren, når vedkommende overfører en audiovisuel optagelse til almenheden, som indeholder en optagelse af et audiovisuelt værk, hvori der er integreret et fonogram eller en reproduktion af dette fonogram.