–

TV Play Baltic AS ved advokatė L. Darulienė og ved R. Gediminskaitė samt I. Barauskienė

–

den litauiske regering ved R. Dzikovič, K. Dieninis og K. Juodelytė, som befuldmægtigede

–

den franske regering ved A.-L. Desjonquères og R. Coesme, som befuldmægtigede

–

Europa-Kommissionen ved S.L. Kalėda og L. Nicolae, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører hovedsageligt fortolkningen af artikel 2, litra m), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 33, herefter »rammedirektivet«) og af artikel 31, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 51), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning (EF) nr. 2006/2004 om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse (EUT 2009, L 337, s. 11) (herefter »forsyningspligtdirektivet«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem TV Play Baltic AS (tidligere Viasat AS) og Lietuvos radijo ir televizijos komisija (Litauens radio- og TV-kommission, herefter »LRTK«), vedrørende denne sidstnævntes afslag på Viasats anmodning om at blive fritaget for forpligtelsen til at retransmittere TV-kanalen LRT Kultūra.

3

Rammedirektivets artikel 2, der har overskriften »Definitioner«, bestemmer i litra m) følgende:

»»udbud af et elektronisk kommunikationsnet«: etablering, drift, styring eller tilrådighedstillelse af et sådant net«.

4

Følgende er angivet i 43.-45. betragtning til forsyningspligtdirektivet:

5

Forsyningspligtdirektivets artikel 31, der har overskriften »Must carry-forpligtelse«, har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne kan pålægge virksomheder i deres område, som udbyder elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af radio- og TV-kanaler til offentligheden, en rimelig must carry-forpligtelse for så vidt angår bestemte radio- og TV-kanaler samt supplerende tjenester, navnlig tilgængelighedstjenester for at sikre handicappede slutbrugere behørig adgang, hvis et betydeligt antal slutbrugere af sådanne net anvender dem som deres primære adgang til modtagelse af radio- og TV-kanaler. En sådan forpligtelse pålægges udelukkende, hvis det er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse, som er klart defineret af den enkelte medlemsstat, og forpligtelsen skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål og være transparent.

[…]«

6

Artikel 33, stk. 5-7, i Lietuvos Respublikos visuomenės informavimo įstatymas (litauisk lov om information til offentligheden, herefter »informationsloven«), som ændret ved lov nr. XII-1731 af 21. maj 2015, bestemmer følgende:

»5.   De operatører, som i Litauen udbyder tjenester vedrørende retransmission af TV-programmer, samt øvrige personer, som til de litauiske forbrugere leverer tjenester vedrørende distribution på internettet af TV-kanaler og/eller -udsendelser, har pligt til at retransmittere og til på internettet at udsende alle Lietuvos nacionalinis radijas ir televizijas ikkekrypterede nationale TV-kanaler.

6.   Lietuvos radijo ir televizijos komisija [Litauens radio- og TV-kommission] kan beslutte at meddele fritagelse for forpligtelsen til at retransmittere eller til på internettet at udsende Lietuvos nacionalinis radijas ir televizijas ikkekrypterede nationale TV-kanaler, såfremt denne beslutning ikke indskrænker forbrugernes muligheder for at se disse kanaler alene med de tekniske hjælpemidler, som de råder over.

7.   Den obligatoriske retransmission og/eller online-udsendelse af TV-programmer giver ikke anledning til nogen betaling mellem TV-selskaberne, de retransmitterende operatører og de øvrige operatører, som til de litauiske forbrugere leverer tjenester vedrørende distribution på internettet af TV-kanaler og/eller -udsendelser.«

7

TV Play Baltic er et selskab med hjemsted i Estland, som udsender betalings-TV-kanalpakker i Litauen via et satellitnet tilhørende en tredjemand, som TV Play Baltic i den anledning betaler et vederlag.

8

Siden ændringen af informationsloven i 2015 har sagsøgeren i hovedsagens aktiviteter været anset for aktiviteter vedrørende retransmission af TV-programmer, og i medfør af denne lovs artikel 33, stk. 5, har sagsøgeren i hovedsagen været omfattet af forpligtelsen til at retransmittere Lietuvos nacionalinis radijas ir televizija VšĮ’s (herefter »LRT«) kanaler, blandt hvilke indgår kanalen LRT Kultūra.

9

Sagsøgeren i hovedsagen indgav en anmodning til LRTK om at blive fritaget for forpligtelsen til at udsende denne kanal.

10

Eftersom sagsøgeren i hovedsagen blev nægtet denne fritagelse, anlagde denne sag ved Vilniaus apygardos administracinis teismas (appeldomstol i forvaltningsretlige sager i Vilnius, Litauen) med påstand om annullation af afgørelsen om afslag på sagsøgerens anmodning.

11

Ved afgørelse af 4. januar 2017 bekræftede denne ret navnlig sagsøgeren i hovedsagens forpligtelse til at retransmittere kanalen LRT Kultūra.

12

Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), ved hvilken der er iværksat appel, nærer tvivl om hvilken fortolkning, der skal anlægges af EU-retten og navnlig af artikel 56 TEUF såvel som af rammedirektivet og af forsyningspligtdirektivet.

13

Indledningsvis har den forelæggende ret præciseret, at den retransmissionspligt, der er fastsat i informationslovens artikel 33, stk. 5, som ændret ved lov nr. XII-1731 af 21. maj 2015, ikke er underlagt nogen betingelse, og at denne bestemmelse udgør gennemførelsen i litauisk ret af forsyningspligtdirektivets artikel 31.

14

For det første ønsker denne ret oplyst, om sagsøgeren i hovedsagens aktiviteter skal anses for et »udbud af et elektronisk kommunikationsnet« som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra m), og forsyningspligtdirektivets artikel 31. Den har i denne forbindelse anført, at sagsøgeren i hovedsagen retransmitterer TV-kanaler ved – mod betaling – at benytte en kommunikationsinfrastruktur, der tilhører andre erhvervsdrivende.

15

Den forelæggende ret har dog bemærket, at visse ressourcer i denne infrastruktur således udelukkende benyttes til at fremføre de signaler, der transmitteres af sagsøgeren i hovedsagen, og at denne sagsøger kan anses for at være en netudbyder som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (EFT 2002, L 108, s. 7), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009 (EUT 2009, L 337, s. 37).

16

For det andet har den forelæggende ret anført, at såfremt sagsøgeren i hovedsagens aktiviteter ikke er omfattet af begrebet udbud af et elektronisk kommunikationsnet, skal det afgøres, om en medlemsstat kan pålægge andre erhvervsdrivende end dem, der er omhandlet i forsyningspligtdirektivets artikel 31, en sendepligt. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagens aktiviteter kan anses for elektroniske kommunikationstjenester, som falder ind under anvendelsesområderne for rammedirektivet og for forsyningspligtdirektivet. Den forelæggende ret udelukker dog ikke, at disse aktiviteter kan anses for ydelse af en indholdstjeneste, som de forsyningspligter, der er fastsat i forsyningspligtdirektivet, ikke finder anvendelse på.

17

For det tredje er den forelæggende ret i tvivl om fortolkningen af det krav, der fremgår af forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, hvorefter der kun kan pålægges en sendepligt, hvis et betydeligt antal slutbrugere anvender det pågældende net som primær adgang til at modtage radio- eller TV-kanaler. Den forelæggende ret har bemærket, at selv om dette krav ikke gælder for de virksomheder, der ikke falder ind under denne bestemmelses anvendelsesområde, sikrer den litauiske lovgiver en ensartet behandling af alle de retransmitterende operatører i henseende til denne forpligtelse.

18

For det fjerde har den forelæggende ret anført, at sendepligten indskrænker den frie udveksling af tjenesteydelser, der er fastsat i artikel 56 TEUF. Den finder, at selv om en sådan indskrænkning kan være berettiget ud fra tvingende, almene kulturpolitiske hensyn, skal denne forpligtelse stå i et rimeligt forhold til og være nødvendig for opfyldelsen af de forfulgte målsætninger. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt LRT’s mulighed for selv at udsende LRT Kultūra på det samme satellitnet som dét, der benyttes af sagsøgeren i hovedsagens kunder, er relevant i denne forbindelse, idet LRT udsender en anden kanal gratis over den samme satellit som dén, der benyttes af sagsøgeren i hovedsagen. På tilsvarende vis nærer den tvivl hvad angår det forhold, at denne kanal udsendes via det jordbaserede TV-net, og at en del af denne kanals indhold er gratis tilgængeligt på internettet.

19

På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

20

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om TV-retransmissionsaktiviteter via satellitnet ejet af tredjemand er omfattet af begrebet »udbud af et elektronisk kommunikationsnet« som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra m).

21

Det skal bemærkes, at Domstolen har fastslået, at en virksomhed, som alene tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet, ikke udbyder et elektronisk kommunikationsnet, men til gengæld tilbyder en adgang til indholdet i de audiovisuelle tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, France Télévisions, C-298/17, EU:C:2018:1017, præmis 18 og 19).

22

Situationen for en virksomhed, der som sagsøgeren i hovedsagen retransmitterer TV-kanaler via satellit, er imidlertid ikke forskellig fra situationen for en virksomhed, der udsender sådanne kanaler via internettet, forstået på den måde, at den førstnævnte virksomhed ligesom den sidstnævnte tilbyder en adgang til indholdet i de audiovisuelle tjenester, der leveres på et elektronisk kommunikationsnet, i den foreliggende sag et satellitnet.

23

Selv om den forelæggende ret alligevel ønsker oplyst, om det er muligt at anse den i hovedsagen omhandlede aktivitet for at bestå i udbud af elektroniske kommunikationsnet, idet visse ressourcer i satellitinfrastrukturen udelukkende benyttes til at fremføre de signaler, der transmitteres af sagsøgeren i hovedsagen, er det ubestridt, at denne sidstnævnte ikke udfører nogen af de opgaver, der varetages af en udbyder af et elektronisk kommunikationsnet som omhandlet i rammedirektivets artikel 2, litra m), dvs. at være ansvarlig for etablering, drift, styring eller tilrådighedstillelse af et sådant net.

24

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammedirektivets artikel 2, litra m), skal fortolkes således, at TV-retransmissionsaktiviteter via satellitnet ejet af tredjemand ikke er omfattet af begrebet »udbud af et elektronisk kommunikationsnet« som omhandlet i denne bestemmelse.

25

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til at udsende et TV-program i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder pakker med TV-kanaler.

26

Der skal erindres om, at Domstolen har fastslået, at direktiverne henhørende under de fælles rammebestemmelser – som rammedirektivet og forsyningspligtdirektivet hører med til – ikke berører foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan i henhold til EU-lovgivning for at forfølge mål af almen interesse, navnlig for så vidt angår regulering af indhold og politikken på det audiovisuelle område, idet disse fælles rammebestemmelser ikke omfatter indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet (jf. i denne retning dom af 13.12.2018, France Télévisions, C-298/17, EU:C:2018:1017, præmis 25 og 26).

27

Som følge heraf har Domstolen udtalt, at forsyningspligtdirektivet lader det være op til medlemsstaterne at pålægge must carry-forpligtelser ud over dem, der er omhandlet i dette direktivs artikel 31, stk. 1, bl.a. i forhold til virksomheder, der uden at udbyde elektroniske kommunikationsnet, tilbyder visning af TV-programmer via streaming og direkte over internettet (dom af 13.12.2018, France Télévisions, C-298/17, EU:C:2018:1017, præmis 27).

28

Som tilfældet var med den aktivitet, der var tale om i den sag, der lå til grund for den ovennævnte dom, består en aktivitet vedrørende retransmission – via et satellitnet – af TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, i tilrådighedstillelse af televisuelt indhold.

29

Det fremgår ikke af nogen af de sagsakter, som Domstolen råder over, at der ud fra forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, skulle være anledning til at bedømme en aktivitet vedrørende udsendelse af televisuelt indhold forskelligt, alt efter om denne aktivitet udøves via satellit eller via internettet.

30

Følgelig skal det andet spørgsmål besvares med, at forsyningspligtdirektivets artikel 31, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til at udsende et TV-program i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder pakker med TV-kanaler.

31

På baggrund af besvarelserne af det første og det andet spørgsmål er det ufornødent at besvare det tredje og det fjerde spørgsmål.

32

Med det femte og det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til gratis at udsende en TV-kanal i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder pakker med TV-kanaler, selv om det spredningsforetagende, til fordel for hvem denne forpligtelse er fastlagt, for det første har mulighed for med egne midler selv at udsende den pågældende TV-kanal via det samme net, og den nævnte forpligtelse, for det andet, kun gør det muligt at dække ca. 6% af alle husstande, og disse husstande har mulighed for at se denne TV-kanal over det jordbaserede sendernet eller internettet.

33

Indledningsvis skal det fastslås, at EU-retten ikke har foretaget en fuldstændig harmonisering af sektoren for elektroniske kommunikationstjenester, og at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning følgelig skal undersøges i lyset af artikel 56 TEUF for så vidt angår de aspekter, der navnlig ikke er omfattet af rammedirektivet og forsyningspligtdirektivet (jf. i denne retning dom af 30.4.2014, UPC DTH, C-475/12, EU:C:2014:285, præmis 70).

34

Ifølge fast retspraksis udgør fjernsynsudsendelser, herunder fjernsynsudsendelser, som transmitteres via teledistribution, i sig selv en tjenesteydelse i henhold til artikel 56 TEUF (dom af 13.12.2007, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., C-250/06, EU:C:2007:783, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

35

Hvad angår spørgsmålet, om en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede indebærer en restriktion, som er forbudt i medfør af artikel 56 TEUF, bemærkes, at det følger af retspraksis, at den frie udveksling af tjenesteydelser ikke blot kræver afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat på grund af dennes nationalitet, men også ophævelse af enhver restriktion, selv om denne restriktion gælder uden forskel for indenlandske tjenesteydere og tjenesteydere fra andre medlemsstater, der kan forbyde, hindre eller indebære større ulemper for den virksomhed, som udøves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt præsterer tilsvarende tjenesteydelser (dom af 13.12.2007, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., C-250/06, EU:C:2007:783, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

36

Det må fastslås, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning indfører en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i artikel 56 TEUF, eftersom den pålægger en forpligtelse til at udsende visse TV-programmer fra LRT i forhold til virksomheder, som uanset deres hjemsted retransmitterer TV-programmer via satellit til de litauiske TV-seere.

37

Ifølge retspraksis kan en sådan restriktion af en grundlæggende ved EUF-traktaten sikret frihed begrundes, hvis den varetager tvingende almene hensyn, og hvis den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den forfølger, og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (dom af 13.12.2007, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., C-250/06, EU:C:2007:783, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af Domstolens faste praksis, at en kulturpolitik kan udgøre et tvingende alment hensyn, som kan begrunde en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser. Bevarelse af den pluralisme, som denne politik har til formål at sikre, er således forbundet med ytringsfriheden, som garanteret ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og som er af en de grundrettigheder, der er sikret ved EU-retsordenen og navnlig ved artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 13.12.2007, United Pan-Europe Communications Belgium m.fl., C-250/06, EU:C:2007:783, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

39

I den foreliggende sag har den litauiske regering fremhævet, at den forpligtelse til at udsende TV-kanalen LRT Kultūra, der er pålagt virksomheder som sagsøgeren i hovedsagen, forfølger et formål af almen interesse, som er forbundet med kulturpolitikken i betragtning af den vigtige sociale og kulturelle værdi, som denne kanal har for de litauiske TV-seere.

40

Et sådant kulturpolitisk formål kan begrunde, at der foreligger en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser.

41

Den nationale lovgivning, der indfører en sådan restriktion, skal dog være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål. I denne henseende kan forpligtelsen til at udsende visse TV-programmer – med forbehold af den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage – gøre det muligt at nå det kulturpolitiske formål, som den forfølger, idet denne forpligtelse er egnet til at sikre, at de litauiske TV-seere, der kun har TV-adgang via satellit, får mulighed for at se de programmer fra kanalen LRT Kultūra, som de ikke ellers ville have adgang til.

42

Hvad angår forholdsmæssigheden af den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, der særligt er omhandlet i det femte og det sjette spørgsmål, gælder det, at selv om det tilkommer den forelæggende ret at tage stilling hertil på baggrund af de oplysninger, som den får kendskab til under tvisten i hovedsagen, kan Domstolen give denne ret en vejledning om de parametre, der skal tages i betragtning ved denne undersøgelse.

43

Som Europa-Kommissionen har fremhævet i sit indlæg, vil den forelæggende ret således ved bedømmelsen af, om den i hovedsagen omhandlede sendepligt er forholdsmæssig, skulle tage hensyn til antallet eller procentdelen af slutbrugere, der rent faktisk benytter midlerne til udsendelse af TV-kanaler.

44

Ved bedømmelsen af, om den i hovedsagen omhandlede sendepligt er forholdsmæssig, vil den forelæggende ret desuden ligeledes skulle tage hensyn til en række forud efterprøvede forhold, såsom den geografiske fordeling af slutbrugerne af de tjenester, der udbydes af sagsøgeren i hovedsagen, om TV-kanalen LRT Kultūra retransmitteres af denne sagsøger uden at være krypteret og derved når ud til et bredere publikum, og om denne TV-kanal eller en stor del af dens programmer er gratis tilgængelig via internettet og via det jordbaserede TV-net.

45

Henset til disse betragtninger skal det femte og det sjette spørgsmål besvares med, at artikel 56 TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at medlemsstaterne pålægger en forpligtelse til gratis at udsende en TV-kanal i forhold til virksomheder, som via satellitnet ejet af tredjemand retransmitterer TV-programmer, der er beskyttet af et adgangsstyringssystem, og tilbyder deres kunder pakker med TV-kanaler, forudsat, for det første, at denne sendepligt gør det muligt for et betydeligt antal eller en betydelig procentdel af slutbrugere af samtlige midler til udsendelse af TV-programmer at få adgang til den TV-kanal, der er omfattet af denne sendepligt, og, for det andet, at der tages hensyn til den geografiske fordeling af slutbrugerne af de tjenester, der udbydes af den operatør, som er pålagt denne sendepligt, til, om denne operatør retransmitterer denne TV-kanal uden at kryptere den, og til, om den pågældende TV-kanal er gratis tilgængelig via internettet og via det jordbaserede TV-net, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

46

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret: