1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik) vedrører anvendelsen af betegnelsen for en sammensat ingrediens på den obligatoriske ingrediensliste for en fødevare, der markedsføres i en medlemsstat. Sagsøgeren i hovedsagen har i Den Tjekkiske Republik markedsført visse produkter, der bl.a. indeholder en sammensat ingrediens med en specifik betegnelse, der er defineret i direktiv 2000/36/EF (herefter »chokoladedirektivet«) ( 2 ). Sagsøgeren i hovedsagen har benyttet sin egen tjekkiske oversættelse af de officielle polske og/eller tyske versioner af betegnelsen for dette produkt i stedet for den betegnelse, der er fastsat i den tjekkiske version af chokoladedirektivet.

2.

De kompetente tjekkiske myndigheder er på sagens nuværende trin af den opfattelse, at kun den tjekkiske version af denne betegnelse, der specifikt er defineret i chokoladedirektivet, fritager sagsøgeren fra at præcisere indholdet af den pågældende sammensatte ingrediens i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1169/2011 (herefter »forordningen om fødevareinformation«) ( 3 ), når produktet markedsføres i Den Tjekkiske Republik. Sagsøgeren i hovedsagen er uenig og har gjort gældende, at selskabet bør kunne anvende sin egen oversættelse til tjekkisk af en af de officielle sprogversioner af chokoladedirektivet, og at selskabet ikke er forpligtet til at angive ingredienserne i den sammensatte ingrediens på ingredienslisten for de markedsførte produkter.

3.

Chokoladedirektivets artikel 3 bestemmer:

»Direktiv 79/112/EØF [ ( 4 )] anvendes for de i bilag I nævnte produkter på følgende betingelser:

[…]«

4.

Bilag I til chokoladedirektivet, med overskriften »Produkternes varebetegnelser, definitioner og karakteristiske egenskaber«, del A (»Betegnelser og definitioner«), punkt 2, har følgende ordlyd:

»[…]

c) Chokoladepulver

Betegner det produkt, der er en blanding af kakaopulver og sukker med et indhold af kakaopulver på mindst 32%

[…]«

5.

Den tjekkiske version af denne bestemmelse indeholder én betegnelse »čokoláda v prášku« for dette produkt.

6.

Artikel 2 i forordningen om fødevareinformation med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»[…]

2.   […] forstås ved:

[…]

[…]

[…]«

7.

I artikel 9 i forordningen om fødevareinformation med overskriften »Liste over obligatoriske angivelser« hedder det:

»1.   På de betingelser, der er fastsat i artikel 10-35, og med forbehold af de undtagelser, der er fastsat i dette kapitel, er det obligatorisk at angive følgende oplysninger:

[…]

b) ingredienslisten

[…]«

8.

Artikel 15 i forordningen om fødevareinformation med overskriften »Sprogkrav« bestemmer:

»1.   Obligatorisk fødevareinformation anføres på et sprog, der er let forståeligt for forbrugerne i de medlemsstater, hvor en fødevare markedsføres, jf. dog artikel 9, stk. 3.

[…]«

9.

Artikel 17 i forordningen om fødevareinformation med overskriften »Varebetegnelse for fødevaren« har følgende ordlyd:

»1.   Varebetegnelsen for en fødevare er dens betegnelse ifølge forskrifterne. Hvis en sådan betegnelse ikke findes, er varebetegnelsen for fødevaren dens sædvanlige betegnelse, eller, hvis der ikke findes en sædvanlig betegnelse, eller den sædvanlige betegnelse ikke anvendes, anføres en beskrivende betegnelse for fødevaren.

[…]«

10.

I artikel 18 i forordningen om fødevareinformation med overskriften »Ingrediensliste« anføres det:

»1.   Ingredienslisten skal have en passende overskrift eller indledning, som består af eller hvori ordet »ingredienser« indgår. Den skal bestå af en opregning af samtlige ingredienser i fødevaren efter faldende vægt henført til fremstillingstidspunktet.

2.   Ingredienserne skal i givet fald angives ved deres specifikke betegnelse i overensstemmelse med reglerne i artikel 17 og i bilag VI.

[…]«

11.

Del E i bilag VII til forordningen om fødevareinformation med overskriften »Betegnelse af sammensatte ingredienser« har følgende ordlyd:

»1. En sammensat ingrediens kan anføres i ingredienslisten med sin betegnelse, dersom denne er fastsat ved lov eller ved sædvane, og efter sin samlede vægt i produktet, såfremt denne angivelse umiddelbart efterfølges af en opregning af de ingredienser, der indgår i den sammensatte ingrediens.

2. Med forbehold af artikel 21 er ingredienslisten over sammensatte ingredienser ikke obligatorisk:

[…]«

12.

Tesco-koncernen er en multinational detailhandler, der bl.a. driver supermarkeder i Den Tjekkiske Republik. Dens tjekkiske datterselskab, Tesco Stores ČR a.s. (herefter »Tesco«) markedsførte visse fødevarer under mærket »Monte« i sine tjekkiske butikker. De omhandlede produkter ( 5 ) var mærket med en ingrediensliste (krævet i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordningen om fødevareinformation), som opregnede »čokoládový prášek« uden yderligere at præcisere ingredienserne i denne sammensatte ingrediens. Dette udtryk betyder noget i retning af »pulver af chokolade« på dansk.

13.

Státní zemědělská a potravinářská inspekce (inspektorát v Brně) (den tjekkiske landbrugs- og fødevarekontrol (inspektoratet i Brno)) udstedte den 27. maj 2016 pålæg om, at disse produkter skulle trækkes tilbage fra det tjekkiske marked, fordi deres ingrediensliste omfattede udtrykket »čokoládový prášek« uden en detaljeret ingrediensliste for denne sammensatte ingrediens i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, litra b), sammenholdt med artikel 18, stk. 1 og 4, i forordningen om fødevareinformation, og at yderligere markedsføring af disse produkter var forbudt.

14.

Tesco påklagede disse afgørelser den 1. juni 2016. Den 6. juni 2016 gav den tjekkiske landbrugs- og fødevarekontrol i første omgang Tesco medhold og ophævede disse foranstaltninger. Efterfølgende omgjorde den tjekkiske landbrugs- og fødevarekontrols centralinspektorat ved dets afgørelser af 2. februar 2017 afgørelsen af 6. juni 2016, idet det forkastede sagsøgerens indsigelse og bekræftede foranstaltningerne af 27. maj 2016. Tesco appellerede afgørelserne af 2. februar 2017. Appellen blev afvist ved sagsøgtes afgørelser af 21. april 2017.

15.

Tesco anlagde sag til prøvelse af sagsøgtes afgørelser af 21. april 2017 ved Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik). Søgsmålet blev forkastet ved dom af 26. februar 2019. På grundlag af Tescos appel ophævede Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Den Tjekkiske Republik) ved dom af 11. juli 2019 dommen afsagt af Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno) den 26. februar 2019 og hjemviste sagen til denne ret.

16.

Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) var i det væsentlige enig med Tesco i, at det var tilladt at anvende betegnelsen »čokoládový prášek« i stedet for betegnelsen »čokoláda v prášku« for den omhandlede sammensatte ingrediens, og at Tesco ikke var forpligtet til at angive de ingredienser, hvoraf denne sammensatte ingrediens var sammensat, på ingredienslisten for de omhandlede produkter.

17.

Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno), der er bundet af retsopfattelsen hos Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), er i tvivl om, hvorvidt den af Nejvyšší správní soud foretagne bedømmelse for så vidt angår visse EU-retlige elementer er velbegrundet. Den har derfor indgivet en anmodning om præjudiciel afgørelse og anmodet Domstolen om at vejlede den om følgende spørgsmål:

»Skal den regel, der er fastsat i punkt 2, litra a), i bilag VII, del E, til forordning nr. [1169/2011], fortolkes således, at for så vidt angår en fødevare, der er bestemt for forbrugere i Tjekkiet, må en sammensat ingrediens, som er opregnet i punkt 2, litra c), i bilag I, del A, til direktiv [2000/36], kun anføres blandt produktets ingredienser uden en præcis angivelse af dens sammensætning, hvis denne sammensatte ingrediens mærkes præcist i overensstemmelse med den tjekkiske sprogversion af bilag I til direktiv 2000/36/EF?«

18.

Tesco, det tjekkiske landbrugsministerium, den tjekkiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Der er ikke anmodet om et retsmøde, og et retsmøde er ikke blevet afholdt. Domstolen har stillet parterne visse spørgsmål til skriftlig besvarelse. Alle disse parter har givet skriftlige svar inden for fristen på de spørgsmål, der blev stillet dem.

19.

Den forelæggende ret har i forelæggelsesafgørelsen anført, at den er bundet af retsopfattelsen hos Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager). Selv om dette er tilfældet, er den forelæggende ret af den opfattelse, at der ikke er noget til hinder for, at den udøver den ret, som er fastsat i artikel 267 TEUF, til at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

20.

Dette er ubestrideligt korrekt. Som Domstolen klart har anført i dom af 5. oktober 2010, Elchinov (C-173/09, EU:C:2010:581), som den forelæggende ret har henvist til i forelæggelsesafgørelsen, har en lavere retsinstans ikke alene ret til at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål på ethvert tidspunkt under søgsmålet, som den finder passende, men når den således har udøvet den skønsbeføjelse, der tillægges den ved artikel 267, stk. 2, TEUF, er den også, med henblik på den afgørelse, der skal træffes i hovedsagen, bundet af Domstolens fortolkning af de omhandlede bestemmelser og skal i givet fald kan undlade at anvende den højere rets vurderinger, hvis den i betragtning af denne fortolkning er af den opfattelse, at disse vurderinger ikke er i overensstemmelse med EU-retten ( 6 ).

21.

Bilag VII til forordningen om fødevareinformation indeholder »Del E – Betegnelse af sammensatte ingredienser«. Under visse betingelser gør punkt 1 i del E det muligt at medtage en sammensat ingrediens med sin egen betegnelse i den obligatoriske ingrediensliste, der kræves i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordningen om fødevareinformation, når betegnelsen af den sammensatte ingrediens umiddelbart efterfølges af en opregning af de ingredienser, der indgår i den. I punkt 2, litra a), i del E fastsættes en undtagelse fra den i øvrigt obligatoriske liste over ingredienser, der indgår i sammensætningen af sammensatte ingredienser, »når sammensætningen af den sammensatte ingrediens er fastsat i gældende EU-bestemmelser, og forudsat at den sammensatte ingrediens udgør mindre end 2% af færdigvaren« (herefter »undtagelsen vedrørende listen over sammensatte ingredienser«).

22.

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten kræver, at en sammensat ingrediens, der er et produkt som defineret i bilag I til chokoladedirektivet, skal være nævnt med den betegnelse, som det pågældende produkt har i bilaget, i den ingrediensliste, der kræves i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordningen om fødevareinformation, for at undtagelsen vedrørende listen over sammensatte ingredienser finder anvendelse.

23.

Ifølge Tescos svar på Domstolens spørgsmål indeholdt den omhandlede sammensatte ingrediens, som jeg vil betegne som »chokoladepulver« i dette forslag til afgørelse, de 32% kakaopulver, der kræves for denne betegnelse i henhold til bilag I, del A, punkt 2, litra c), til chokoladedirektivet, nemlig »čokoláda v prášku« på tjekkisk, »Schokoladenpulver« på tysk, »proszek czekoladowy« eller »czekolada w proszku« på polsk og »powdered chocolate« eller »chocolate in powder« på engelsk.

24.

Endvidere indeholdt de omhandlede »Monte«-produkter ifølge Tescos svar kun 0,5% (dvs. mindre end 2%) af denne sammensatte ingrediens. I forbindelse med dette forslag til afgørelse opfatter jeg disse erklæringer som sande og nøjagtige.

25.

Det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, vedrører således hverken det konkrete indhold eller sammensætningen af de fysiske ingredienser i Monte-produkterne. Det spørgsmål, der er forelagt Domstolen, vedrører derimod kun beskrivelsen af en sammensat ingrediens i disse produkter og de krav, der følger af EU-lovgivningen om fødevareinformation med hensyn til den måde, hvorpå en sådan sammensat ingrediens skal beskrives på en ingrediensliste på et bestemt officielt EU-sprog i dette tilfælde tjekkisk. I denne henseende ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en liste over de ingredienser, der indgår i sammensætningen af den omhandlede sammensatte ingrediens, er påkrævet under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede.

26.

Den forelæggende ret har ikke anmodet om vejledning med hensyn til, om anvendelsen af en anden betegnelse end den, der er fastsat i bilag I til chokoladedirektivet, »čokoláda v prášku«, er tilladt i henhold til EU-lovgivningen om fødevareinformation, men alene om der skal fremlægges en ingrediensliste for den pågældende sammensatte ingrediens i tilfælde af anvendelse af denne anden betegnelse. Disse to spørgsmål er imidlertid uløseligt forbundet af den relevante EU-lovgivning. Jeg har derfor forsøgt at analysere begge spørgsmål.

27.

Jeg er nået til den konklusion, at en sådan sammensat ingrediens skal beskrives på en ingrediensliste ved sin betegnelse ifølge forskrifterne, da betegnelsen er defineret i artikel 2, stk. 2, litra n), i forordningen om fødevareinformation, når en sådan betegnelse findes, og udeladelsen af en ingrediensliste for en sådan sammensat ingrediens er kun berettiget, når sammensætningen af denne sammensatte ingrediens er defineret i de gældende EU-retlige bestemmelser, og når det navn eller den betegnelse, hvormed denne ingrediens således er defineret, anvendes på ingredienslisten for det pågældende fødevareprodukt.

28.

Tesco har ikke anvendt den udpegede betegnelse for chokoladepulver anført i den tjekkiske sprogversion af chokoladedirektivet, »čokoláda v prášku«, for de omhandlede Monte-produkter. Tesco har derimod oversat de polske og/eller tyske etiketter for de omhandlede produkter til tjekkisk. Disse etiketter anvendte det korrekte udtryk for chokoladepulver på polsk eller tysk. Det eller disse oversættelser medførte, at betegnelsen »čokoládový prášek« blev anvendt for den pågældende sammensatte ingrediens på ingredienslisten for disse produkter på tjekkisk.

29.

Tesco har i det væsentlige gjort gældende, at alle sprogversionerne af chokoladedirektivet er lige autentiske, og at det følger af dette princip, at selskabet kan anvende den ene eller den anden af disse sprogversioner som udgangspunkt for en loyal oversættelse til tjekkisk af dets etiketter, der er affattet på et hvilket som helst andet af Unionens officielle sprog (i dette tilfælde tysk og/eller polsk). Tesco har understreget, at de forskellige sprogversioner af chokoladedirektivet ikke nøjagtigt (ordret) svarer til hinanden. Nogle sprogversioner (såsom den engelske og den polske) gør det muligt at anvende to eller tre (den nederlandske sprogversion) forskellige udtryk for chokoladepulver, mens andre versioner (herunder den tjekkiske) kun accepterer én.

30.

Ifølge Tesco ville en forpligtelse til at anvende den tjekkiske version af chokoladedirektivet være i strid med ækvivalensprincippet for direktivets sprogversioner.

31.

I henhold til forelæggelsesafgørelsen deler Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i det væsentlige den opfattelse. Denne ret har givet udtryk for det synspunkt, at et krav om, at Tesco skulle anvende den tjekkiske betegnelse for chokoladepulver angivet i bilag I, del A, punkt 2, litra c), til chokoladedirektivet, ville skabe en formodning for, at kun den tjekkiske version af dette direktiv finder anvendelse i denne medlemsstat. Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) lagde til grund for dette synspunkt, at alle sprogversioner af EU-retsakter har ækvivalent bindende karakter, og forkastede tanken om, at mærkning af chokoladevarer i Tjekkiet udelukkende er underlagt den tjekkiske sprogversion af chokoladedirektivet.

32.

Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) fastslog i det væsentlige, at denne tankegang ville være i strid med Domstolens praksis vedrørende ækvivalente sprogversioner og navnlig med princippet om fri bevægelighed af varer og formålet om harmonisering af mærkning af fødevarer. Den fandt, at selve formålet med denne harmonisering er at give en producent eller en leverandør mulighed for at anvende de oplysninger, denne allerede har angivet på sit produkt i overensstemmelse med chokoladedirektivet, blot ved at oversætte disse oplysninger til et sprog, der forstås af de forbrugere, som produktet markedsføres til.

33.

Jeg er ikke enig i nogen af disse betragtninger.

34.

Indledningsvis er det efter min opfattelse åbenbart, at ligeværdigheden af sprogversionerne af EU-retsakter ikke betyder, at de erhvervsdrivende kan vælge en hvilken som helst sprogversion af en afledt EU-retsakt, oversætte den på den måde, de måtte ønske, og anvende den mere eller mindre korrekte oversættelse, som om den var en del af den officielle tekst i den relevante EU-retsakt.

35.

Som Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) har anført, er EU-retlige bestemmelser affattet på flere forskellige sprog, og alle sproglige versioner er autentiske, idet den bl.a. har henvist til Domstolens dom af 6. oktober 1982, Cilfit m.fl. (283/81, EU:C:1982:335, præmis 18).

36.

Som Domstolen har fastslået i den nævnte præmis i dommen i sagen Cilfit m.fl., indebærer »[f]ortolkningen af en [EU-]retlig bestemmelse […] en sammenligning af de sproglige versioner«. Som Domstolen har fastslået i denne doms præmis 19, anvendes der imidlertid i EU-retten – selv om de sproglige versioner er nøje overensstemmende – en særlig sprogbrug. Indholdet af de retlige begreber er ikke nødvendigvis det samme i EU-retten som i de forskellige nationale retsordener. Endelig skal de enkelte EU-regler vurderes i deres rette sammenhæng og fortolkes i lyset af EU-rettens bestemmelser som helhed, den bagved liggende målsætning og EU-rettens udviklingstrin på tidspunktet for de pågældende bestemmelsers anvendelse.

37.

Sprogversionerne af en EU-retsakt skal efter hensigten være synonyme. Ved uoverensstemmelse mellem versionerne opstår der undtagelsesvis fortolkningsspørgsmål, som skal afklares for at opretholde en ensartet fortolkning af EU-retten.

38.

Disse spørgsmål kan ikke afklares ved hjælp af et hierarki af sprogversioner eller ved at følge flertallet af versionerne. Ifølge fast retspraksis skal den i et sådant tilfælde omhandlede bestemmelse derfor fortolkes på baggrund af formålet med og den almindelige opbygning af det regelsæt, som den indgår i, og den formulering, der er anvendt i en eller flere sprogversioner af en retsakt, kan således ikke alene tjene som grundlag for retsaktens fortolkning eller i denne henseende tillægges større betydning end de øvrige sprogversioner. Dette ville være i strid med kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten ( 7 ).

39.

Princippet om ligeværdig gyldighed og Domstolens praksis vedrørende uoverensstemmende sprogversioner af EU-retsakter taler således på ingen måde for en ret for en erhvervsdrivende til at vælge en hvilken som helt sprogversion af et givet direktiv eller en given forordning og dernæst anvende sine egne oversættelser af definerede udtryk og betegnelser, der fremgår af denne version, som om de oversatte udtryk og betegnelser var taget fra den officielle version på det tilsvarende sprog.

40.

At tillade brugen af en bestemt sprogversion af et defineret udtryk eller betegnelse som grundlag for oversættelser til andre sprog ville desuden svare til at give denne version en højere rang end de øvrige versioner. Hvis det var tilladt for alle erhvervsdrivende at foretage sådanne valg og derefter hver især oversætte deres valgte versioner, som de ville, ville det uundgåeligt medføre enorme uoverensstemmelser for så vidt som hver enkelt privat erhvervsdrivende kunne skabe sit eget sæt sprogversioner af de pågældende udtryk eller betegnelser. Det er det modsatte af en ensartet fortolkning af EU-retten.

41.

I den foreliggende sag er jeg imidlertid af den opfattelse, at der ikke forekommer noget egentligt problem med uoverensstemmelse mellem sprogversionerne. Der er uenighed om, hvad teksten i forordningen om fødevareinformation og chokoladedirektivet betyder eller pålægger en erhvervsdrivende som Tesco, men denne uenighed skyldes ikke forskellige sprogversioner af nogen af disse retsakter. Uenigheden vedrører snarere spørgsmålet om, hvorvidt en erhvervsdrivende er forpligtet til at anvende betegnelsen for en særlig sammensat ingrediens, således som denne er anført i den relevante sprogversion af den afledte EU-ret, der definerer den (i dette tilfælde chokoladedirektivet), på ingredienslisten, som vedkommende er forpligtet til at angive i henhold til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordningen om fødevareinformation, eller om vedkommende i stedet kan anvende sin egen oversættelse af denne betegnelse fra en anden officiel version af chokoladedirektivet på det eller de sprog, der skal anvendes til ingredienslisten i henhold til artikel 15 i forordningen om fødevareinformation og behandle denne oversættelse, som om den havde samme virkning som den officielle version.

42.

Der synes ikke at være uenighed mellem parterne om, hvilke kriterier en chokoladevare skal opfylde for at være omfattet af betegnelsen »chokoladepulver« eller »čokoláda v prášku«, dvs. i det væsentlige, at ingrediensen skal bestå af en blanding af sukker og kakaopulver, der indeholder mindst 32% kakaopulver.

43.

Det samme gælder for de relevante bestemmelser i forordningen om fødevareinformation. Domstolen er i løbet af retsforhandlingerne ikke blevet gjort bekendt med uoverensstemmelser vedrørende nogen sprogversion for så vidt angår disse bestemmelser, og en kort læsning af udvalgte sprogversioner (bulgarsk, tjekkisk, dansk, engelsk, fransk, tysk og polsk) viser, at de alle har samme betydning.

44.

Den blotte omstændighed, at forskellige sprogversioner har forskellige betegnelser for en given fødevare, er ikke en uoverensstemmelse mellem sprogversionerne – det er en grundlæggende betingelse for flersprogethed, at en given artikel har forskellige navne eller betegnelser i forskellige sprogversioner. Den omstændighed, at visse sprogversioner fastsætter to eller tre alternative betegnelser for den samme fødevare, mens andre sprogversioner kun fastsætter en, ændrer intet herved.

45.

De omhandlede faktiske omstændigheder i hovedsagen, således som de er beskrevet af den forelæggende ret i forelæggelsesafgørelsen, vedrører nemlig ikke en situation, hvor Tesco har anvendt en officiel benævnelse på et sprog og dernæst har set en anden sprogversion af den relevante EU-retlige bestemmelse med en anden betydning. Det, som Tesco har gjort, er at erstatte et defineret udtryk for en bestemt betegnelse på et givet sprog (tjekkisk) med et udtryk, Tesco selv havde opfundet, som det havde af en (mere eller mindre korrekt) ordret oversættelse til tjekkisk af et eller flere definerede udtryk for denne særlige betegnelse i en eller to andre sprogversioner.

46.

Det præjudicielle spørgsmål vedrører således ikke forskellige sprogversioner, men hvorvidt anvendelsen af et bestemt defineret udtryk kræves til et særligt formål i henhold til de relevante EU-retlige bestemmelser.

47.

Besvarelsen af dette spørgsmål følger efter min opfattelse af fortolkningen af de omhandlede bestemmelsers ordlyd, af den sammenhæng, hvori de indgår, samt af de mål, som EU-lovgiver forfølger med disse bestemmelser, samt af den generelle opbygning af den lovgivning, som disse bestemmelser indgår i.

48.

Artikel 18, stk. 1, i forordningen om fødevareinformation bestemmer at, ingredienslisten »skal bestå af en opregning af samtlige ingredienser i fødevaren efter faldende vægt henført til fremstillingstidspunktet […]«. I henhold til artikel 18, stk. 2, i denne forordning »[skal ingredienserne] i givet fald angives ved deres specifikke betegnelse i overensstemmelse med reglerne i artikel 17 […]«. I forordningens artikel 17, stk. 1, hedder det således, at »[v]arebetegnelsen for en fødevare er dens betegnelse ifølge forskrifterne. Hvis en sådan betegnelse ikke findes, er varebetegnelsen for fødevaren dens sædvanlige betegnelse, eller, hvis der ikke findes en sædvanlig betegnelse, eller den sædvanlige betegnelse ikke anvendes, anføres en beskrivende betegnelse for fødevaren«.

49.

Artikel 17, stk. 1, i forordningen om fødevareinformation opstiller således en klar rangfølge, hvorefter fødevarens betegnelse ifølge forskrifterne skal gives forrang, og hvorefter en sædvanlig eller beskrivende betegnelse kun kan anvendes, hvis der ikke findes en betegnelse ifølge forskrifterne.

50.

Artikel 2, stk. 2, litra n), i forordningen om fødevareinformation giver en definition af »betegnelse ifølge forskrifterne«, som har sit eget hierarki. En fødevares betegnelse ifølge forskrifterne er dens varebetegnelse som foreskrevet i de EU-bestemmelser, der gælder for den. Kun i mangel af sådanne EU-retlige bestemmelser er fødevarens betegnelse ifølge forskrifterne den varebetegnelse, der er foreskrevet i de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder i den medlemsstat, hvor fødevaren sælges til den endelige forbruger.

51.

Ifølge Tescos svar på Domstolens spørgsmål til skriftlig besvarelse består den sammensatte ingrediens i det omhandlede Monte-produkt af »kakao« og sukker med et kakaoindhold på mindst 32% »i fuld overensstemmelse med direktivets krav«. Jeg udleder heraf, at »kakao« henhører under kakaopulver som defineret i punkt 2, litra a), i del A i bilag I til chokoladedirektivet, og at den sammensatte ingrediens, der indgår i de pågældende Monte-produkter, faktisk opfylder kravene for at blive betegnet som chokoladepulver i direktivets forstand.

52.

Det betyder, at den sammensatte ingrediens har en betegnelse ifølge forskrifterne på tjekkisk som omhandlet i forordningen om fødevareinformation på grundlag af den første del af definitionen i denne forordnings artikel 2, stk. 2, litra n). Betegnelsen efter forskrifterne er den betegnelse, der er indeholdt i punkt 2, litra c), i del A i bilag I til chokoladedirektivet, nemlig »čokoláda v prášku«.

53.

Derimod synes »čokoládový prášek« ikke at have nogen officiel betydning i en EU-retlig sammenhæng. Ingen af parterne i sagen for Domstolen har oplyst Domstolen om en sådan officiel betydning af dette udtryk, og jeg er ikke bekendt med andre elementer, der gør det muligt at betegne det som en betegnelse ifølge forskrifterne for den pågældende sammensatte ingrediens på grundlag af den første del af definitionen i artikel 2, stk. 2, litra n), i forordningen om fødevareinformation. En tekstsøgning på EUR-Lex, den officielle onlinedatabase for EU’s retsakter (https://eur-lex.europa.eu/advanced-search-form.html), på »čokoládový prášek« med tjekkisk som søgesprog giver ingen hits, mens en tilsvarende søgning på »čokoláda v prášku« giver 12 hits ( 8 ). Ingen af parterne har under retsforhandlingerne oplyst Domstolen om nogen tjekkisk retlig definition af »čokoládový prášek«. Under alle omstændigheder ville en tjekkisk retlig definition af »čokoládový prášek«, hvis en sådan definition fandtes, ikke blive kvalificeret som en »betegnelse ifølge forskrifterne« som omhandlet i forordningen om fødevareinformation, eftersom en sådan betegnelse, nemlig »čokoláda v prášku«, eksisterer for det omhandlede produkt på grundlag af EU-lovgivningen. Den anden del af definitionen af »betegnelse ifølge forskrifterne« i artikel 2, stk. 2, litra n), i forordningen om fødevareinformation er således ikke relevant.

54.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en ordlydsfortolkning af de relevante bestemmelser i chokoladedirektivet og forordningen om fødevareinformation fører til den konklusion, at anvendelsen af betegnelsen »čokoláda v prášku« på ingredienslisten for en fødevare er obligatorisk for en beskrivelse på tjekkisk af en sammensat ingrediens, der er berettiget til betegnelsen chokoladepulver efter de kriterier, der er fastsat i punkt 2, litra c), i del A i bilag I til chokoladedirektivet.

55.

Denne konklusion støttes yderligere af chokoladedirektivets artikel 3, som bestemmer, at direktiv 79/112 ( 9 ) anvendes for de i bilag I til chokoladedirektivet definerede produkter (herunder chokoladepulver) bl.a. på betingelse af, at »varebetegnelserne i [nævnte] bilag […] skal benyttes i handelen for at betegne dem«. Denne konklusion er efter min opfattelse gyldig, uanset om der anvendes en ingrediensliste for den pågældende sammensatte ingrediens eller ej.

56.

Bilag VII til forordningen om fødevareinformation indeholder en del E med overskriften »Angivelse af og betegnelse for ingredienser«. Punkt 1 i denne del gør det muligt at anføre en sammensat ingrediens, »dersom [den sammensatte ingrediens’ betegnelse] er fastsat ved lov eller ved sædvane«, og såfremt denne angivelse »umiddelbart efterfølges af en opregning af de ingredienser, der indgår i den sammensatte ingrediens«. Punkt 2 i denne del bestemmer, at ingredienslisten ikke er obligatorisk, når »sammensætningen af den sammensatte ingrediens er fastsat i gældende EU-bestemmelser«, og når den sammensatte ingrediens udgør mindre end 2% af færdigvaren.

57.

I hovedsagen er der ikke fremlagt nogen ingrediensliste for den sammensatte ingrediens, og der er anvendt en anden betegnelse end den sammensatte ingrediens’ betegnelse ifølge forskrifterne. Selv om Domstolen måtte være uenig i min analyse i punkt 48-55 i dette forslag til afgørelse og fastslå, at anvendelsen af betegnelsen »čokoládový prášek« for chokoladepulver var tilladt på en ingrediensliste på tjekkisk, ville udeladelsen af ingredienslisten for denne sammensatte ingrediens kun være tilladt, hvis sammensætningen af »čokoládový prášek« var »fastsat i gældende EU-bestemmelser« ( 10 ).

58.

Selv om den fysiske ingrediens, der er beskrevet i ingredienslisten for de omhandlede Monte-produkter ved udtrykket »čokoládový prášek«, angiveligt har opfyldt kriterierne for chokoladepulver, er der tilsyneladende ingen definition af en fødevare eller en fødevareingrediens forbundet med udtrykket »čokoládový prášek«.

59.

Under disse omstændigheder er jeg af den opfattelse, at udeladelsen af en ingrediensliste for den sammensatte ingrediens chokoladepulver, når denne ingrediens er mærket som »čokoládový prášek«, udgør en tilsidesættelse af EU-lovgivningen om fødevareinformation, således som den fremgår af forordningen om fødevareinformation.

60.

Efter min opfattelse støttes denne fortolkning yderligere af formålene med forordningen om fødevareinformation og chokoladedirektivet.

61.

Forordningen om fødevareinformation, hvis retsgrundlag er artikel 114 TEUF, har det dobbelte formål at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i relation til fødevareinformation og at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende. Herved tager forordningen hensyn til forskellene i forbrugernes opfattelse og deres informationsbehov ( 11 ).

62.

Henset hertil er et af de formål, som forordningen om fødevareinformation forfølger, at give den endelige forbruger grundlag for at træffe informerede valg ( 12 ). Derfor søger denne forordning at sikre, at den endelige forbruger har let ved at forstå oplysningerne på mærkningen ( 13 ). Med hensyn til de sprog, der anvendes på mærkningen, fremgår det af artikel 15, stk. 1, i forordningen om fødevareinformation, at obligatorisk fødevareinformation, herunder ingredienslister, skal anføres på et sprog, der er let forståeligt for forbrugerne i de medlemsstater, hvor en fødevare markedsføres.

63.

En forbruger, der ser en ingrediensliste, som indeholder en ikke defineret betegnelse i stedet for den behørige betegnelse for en given sammensat ingrediens, kan ikke vide, hvad den sammensatte ingrediens består af, medmindre der er angivet en ingrediensliste herfor. Selv om der er angivet en ingrediensliste for den sammensatte ingrediens, er det kun, når denne liste indeholder information om sammensætningen af ingredienser i den sammensatte ingrediens, som kan sammenlignes med informationen i definitionen af betegnelsen, at forbrugeren er informeret på tilsvarende måde. I den foreliggende sag var der imidlertid ikke blot en mangel på den forskriftsmæssige betegnelse, men der var heller ikke fastsat nogen ingrediensliste for den pågældende sammensatte ingrediens. Forbrugeren var derfor ikke i stand til at forstå indholdet af de pågældende Monte-produkter og endnu mindre at forstå det let. En fortolkning af forordningen om fødevareinformation, der muliggør et sådant resultat, ville ikke tjene formålet om forbrugerbeskyttelse.

64.

Chokoladedirektivet ophævede og erstattede direktiv 73/241/EØF ( 14 ) Dette tidligere direktiv havde til formål at fastlægge definitioner for kakao- og chokoladevarer og opstille fælles regler for sammensætning og mærkning af kakao- og chokoladevarer for at sikre deres frie bevægelighed inden for Den Europæiske Union. Chokoladedirektivet ændrer delvis dette tidligere direktiv for bl.a. at tage hensyn til den teknologiske udvikling og tilpasse definitionerne og reglerne til den generelle EU-lovgivning om fødevarer, herunder lovgivningen om mærkning.

65.

I denne henseende gjorde chokoladedirektivet direktiv 79/112 (forgængeren for forordningen om fødevareinformation) anvendeligt på kakao- og chokoladevarer »for at sikre en korrekt forbrugeroplysning«, og det gør det obligatorisk at bruge de i bilag I nævnte varebetegnelser i handelen for at betegne de produkter, der omtales i dette bilag ( 15 ). En fortolkning, der giver mulighed for en lang række private oversættelser, ville være i åbenbar modstrid med disse formål.

66.

Artikel 7, stk. 1, litra a), i forordningen om fødevareinformation fastsætter princippet om, at fødevareinformation ikke må være vildledende med hensyn til fødevarens egenskaber og sammensætning.

67.

Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt brugen af udtrykket »čokoládový prášek«, særligt uden en ingrediensliste for den således betegnede sammensatte ingrediens, kan anses for vildledende for forbrugerne. Mens bestemmelsen af dette spørgsmål til dels er et faktisk forhold, som det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at afgøre, kan Domstolen efter min opfattelse give nyttige oplysninger.

68.

Der er mindst to måder, hvorpå forbrugerne kan blive vildledt af brugen af en anden betegnelse end betegnelsen efter forskrifterne på tjekkisk for chokoladepulver. Forbrugerne kan nemlig i) blive vildledt til at tro, at ingrediensen er sammensat af noget andet end dens faktiske bestanddele, eller at ingrediensernes mængdeforhold er forskellige fra selve sammensætningen af den sammensatte ingrediens, og forbrugerne kan ii) blive vildledt til at tro, at færdigvarens indhold af denne ingrediens (det procentvise indhold heraf i færdigvaren) var et andet (højere) end det faktisk var.

69.

Udtrykket »čokoládový prášek« synes at betyde noget i retning af »pulver af chokolade«. Der er imidlertid ikke chokolade i chokoladepulver som defineret i punkt 2, litra c), i del A i bilag I til chokoladedirektivet. Det således betegnede produkt – som er den i hovedsagen omhandlede ingrediens – består af sukker og kakaopulver, mest sukker. Det består ikke af fint malet chokolade, som navnet synes at antyde. Risikoen for vildledning af forbrugerne forstærkes kun af kravet i bilag VI, del A, punkt 1, til forordningen om fødevareinformation, hvorefter varebetegnelsen for fødevaren skal omfatte eller ledsages af oplysninger om fødevarens fysiske tilstand eller den særlige behandling, som fødevaren har undergået (såsom specifikt »i pulverform«).

70.

Det kan indvendes, at dette argument ligeledes vedrører betegnelsen »čokoláda v prášku«. Denne betegnelse kunne ligeledes indikere, at den omhandlede vare består af chokolade, der har været genstand for en vis mekanisk behandling ( 16 ).

71.

Den afgørende forskel mellem Tescos betegnelse »čokoládový prášek« og den officielle betegnelse »čokoláda v prášku«, bortset fra lovkravet om, at sidstnævnte skal anvendes, således som det er anført i punkt 48-55 i dette forslag til afgørelse, er, at sidstnævnte har en defineret betydning, og at førstnævnte ikke har det. En forbruger, en forbrugersammenslutning eller endog de offentlige fødevaremyndigheder kan ikke på grundlag af betegnelsen »čokoládový prášek« kende den formodede sammensætning af denne sammensatte ingrediens. Kun Tesco og dennes leverandør kan have kendskab hertil.

72.

Uanset om dette begreb kan anses for at være en præcis betegnelse eller ej, har »čokoláda v prášku« en klart defineret betydning i EU-lovgivningen om fødevareinformation, som enhver kan slå op i chokoladedirektivet. Mens det kan forekomme overraskende, at »čokoláda v prášku« består af kakaopulver og sukker frem for chokolade, og det endda kan forekomme kritisabelt, at en vare, der skal indeholde mindst 6,4% kakaosmør, må betegnes som »chokoladepulver« (min fremhævelse), når det krævede minimumsindhold af kakaosmør i chokolade er 18% ( 17 ), er betydningen af »čokoláda v prášku« veldefineret, hvorimod »čokoládový prášek« ikke synes at have nogen betydning eller specifik definition i henhold til EU-retten.

73.

Spørgsmålet om, hvorvidt en tjekkisk forbruger faktisk vildledes af anvendelsen af det tjekkiske udtryk »čokoládový prášek« for den omhandlede sammensatte uden specificering af dens sammensætning i ingredienslisten, er et faktuelt forhold, som det tilkommer den forelæggende ret at afgøre.

74.

Den forelæggende ret har i forelæggelsesafgørelsen anført, at Nejvyšší správní soud (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) delvis har støttet sig på hensyn til det indre marked.

75.

Jeg er ikke enig i, at de erhvervsdrivendes adgang til det indre marked hindres, medmindre disse erhvervsdrivende har ret til at anvende deres egne oversættelser af fødevarebetegnelser. Tværtimod har harmoniseringen af varebetegnelser og regler om mærkning til formål at sikre det indre markeds enhedspræg ( 18 ).

76.

Forordningen om fødevareinformation forfølger mindst to hovedformål, hvoraf det ene er at beskytte forbrugerne i Unionen gennem fælles regler om fødevareinformation, og det andet er at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende ( 19 ). Forordningen om fødevareinformation blev netop vedtaget på grundlag af artikel 114 TEUF.

77.

For så vidt angår chokoladedirektivet forudsætter den frie bevægelighed for chokoladevarer inden for fællesmarkedet, at der findes fælles regler og en standardiseret terminologi, der sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele det indre marked ( 20 ).

78.

Forordningen om fødevareinformation forfølger begge disse formål ved at fastsætte fælles standarder for fødevareinformation og ved at fastsætte fælles betegnelser for forskellige fødevarer ved at indarbejde udtryk fra andre afledte EU-retsakter, såsom chokoladedirektivet.

79.

Dette system fastsætter et standardiseret og let tilgængeligt sæt af regler og betegnelser, som Unionens erhvervsdrivende kan – og skal – anvende, når de markedsfører fødevarer i Unionen, hvorved deres adgang til markedet lettes betydeligt. Den ordning, der således er indført, letter i betydelig grad markedsføringen af fødevarer på tværs af grænserne i EU i forhold til enhver anden tænkelig løsning.

80.

Der er efter min opfattelse ingen troværdig grund til, at anvendelsen af den betegnelse, der er fastsat i chokoladedirektivet, som kræves i henhold til forordningen om fødevareinformation, skal anses for at være mere besværlig for en erhvervsdrivende som Tesco end at opfinde sit eget udtryk for den samme vare.

81.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det af Krajský soud v Brně (den regionale ret i Brno, Den Tjekkiske Republik) forelagte spørgsmål således:

»En sammensat ingrediens med en betegnelse i henhold til bilag I, del A, punkt 2, litra c), til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/36/EF af 23. juni 2000 om kakao- og chokoladevarer bestemt til konsum skal i overensstemmelse med artikel 18, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, sammenholdt med denne forordnings artikel 17, stk. 1, indgå i en ingrediensliste for den fødevare, som den er en del af, med den betegnelse, som i henhold til artikel 2, stk. 2, litra n), i forordning nr. 1169/2011 ligeledes er dens betegnelse ifølge forskrifterne. Navnet angives på det sprog, der kræves i henhold til artikel 15 i forordning nr. 1169/2011.

Ingredienslisten for en sådan sammensat ingrediens kan kun udelades i henhold til bilag VII, del E, punkt 2, litra a), til forordning nr. 1169/2011, når denne betegnelse anvendes for den sammensatte ingrediens i ingredienslisten for den markedsførte fødevare.«