1.

BU, der er en fysisk person med bopæl i Østrig, indgik en ansættelseskontrakt med Markt24 GmbH, et tysk selskab. I henhold til denne kontrakt skulle BU udføre rengøringsydelser for den sidstnævnte efter dennes anvisninger i Tyskland. Den pågældende ansættelseskontrakt forblev imidlertid uden virkning i adskillige måneder, indtil Markt24 bragte den til ophør ved at afskedige BU. I denne periode havde virksomheden ikke tildelt arbejdstageren noget arbejde, selv om hun i sit hjem holdt sig parat til at arbejde. Virksomheden betalte heller ikke den aftalte løn.

2.

På denne baggrund har BU anlagt sag ved Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig), i hvis retskreds BU har bopæl, med påstand om, at Markt24 tilpligtes at betale den aftalte løn. Denne domstol har derefter forelagt Domstolen den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af forordning (EU) nr. 1215/2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) (herefter »Bruxelles Ia-forordningen«).

3.

Med sine forskellige spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den har kompetence til at påkende BU’s søgsmål, eller om dette søgsmål skulle have været anlagt ved en tysk ret. Dette afhænger for det første af, om kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningen – navnlig artikel 21 vedrørende sager anlagt af arbejdstagerne mod deres arbejdsgivere – finder anvendelse på et sådant søgsmål, for det andet af, om denne artikel i givet fald giver arbejdstageren mulighed for, under omstændigheder som de i denne sag foreliggende, at anlægge sag ved retten på det sted, hvor vedkommende har sin bopæl, og endelig om denne forordning i modsat fald er til hinder for, at den nævnte ret erklærer sig kompetent i henhold til nationale bestemmelser, som giver arbejdstageren denne valgmulighed.

4.

I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for, at en sag som den, BU har anlagt, er omfattet af Bruxelles Ia-forordningen, således at de retter, der har kompetence til at påkende dette søgsmål, skal fastlægges på grundlag af denne forordnings bestemmelser og ikke nationale kompetenceregler. Jeg vil ligeledes redegøre for, at i en situation, hvor en ansættelseskontrakt af en eller anden grund ikke er blevet opfyldt, kan arbejdstageren i henhold til nævnte artikel 21 enten sagsøge sin arbejdsgiver ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor arbejdstageren skulle udføre sit arbejde som aftalt i denne kontrakt.

5.

Ifølge 18. betragtning til Bruxelles Ia-forordningen »[er det f]or forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler […] ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler«.

6.

Afdeling 5 i denne forordnings kapitel II med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« indeholder artikel 20-23. Forordningens artikel 20, stk. 1, bestemmer:

»I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 6, artikel 7, nr. 5), og, i tilfælde, hvor sagen anlægges mod en arbejdsgiver, artikel 8, nr. 1).«

7.

Bruxelles 1a-forordningens artikel 21, stk. 1, bestemmer:

»En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

8.

Bundesgesetz über die Arbeits- und Sozialgerichtsbarkeit (Arbeits- und Sozialgerichtsgesetz) (forbundslov om de arbejds- og socialretlige domstoles organisation) af 7. marts 1985 (herefter »ASGG«) bestemmer i § 4, stk. 1, litra a) og d):

»Den stedlige kompetence for de i § 50, stk. 1, nævnte tvister tilkommer efter sagsøgerens valg:

9.

BU er en fysisk person med bopæl i Salzburg (Østrig). Markt24 er et tysk selskab med hjemsted i Unterschleißheim (Tyskland).

10.

BU blev på et bestemt tidspunkt kontaktet af en mand, der hævdede, at Markt24 søgte medarbejdere, hvorefter BU i et bageri i Salzburg underskrev en ansættelseskontrakt, hvorpå der var anført denne virksomheds stempel, et østrigsk telefonnummer og en tysk adresse, med denne mand. I henhold til denne kontrakt var BU ansat på deltid som rengøringsassistent i München (Tyskland) mod betaling af en månedsløn.

11.

Det var fastsat, at BU skulle påbegynde arbejdet den 6. september 2017. Hun påbegyndte imidlertid aldrig arbejdet. Markt24 tildelte hende således ikke noget arbejde. Selv om BU kunne kontaktes telefonisk og holdt sig parat hjemme til at arbejde, udførte hun ikke noget rengøringsarbejde eller noget andet arbejde for denne virksomhed. BU havde ikke telefonnummeret til den mand, som hun havde indgået ansættelseskontrakten med. BU modtog ingen løn under ansættelsesforholdet. Ligesom tre andre medarbejdere hos den pågældende virksomhed var hun dog tilmeldt hos den østrigske socialforsikring som arbejdstager.

12.

Den 15. december 2017 afskedigede Markt24 BU.

13.

Den 27. april 2018 anlagde BU sag mod Markt24 ved Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg) med påstand om, at denne virksomhed tilpligtes at betale udestående lønbetalinger, forholdsmæssige enkeltbetalinger samt feriegodtgørelse for perioden fra den 6. september til den 15. december 2017. Sagsøgeren i hovedsagen har gjort gældende, at denne ret har kompetence, eftersom den pågældende virksomhed havde et kontor i Salzburg, da ansættelsesforholdet blev indledt.

14.

Da stævningen med indkaldelsen til at give møde ikke kunne forkyndes for Markt24, og da denne virksomheds repræsentanters opholdssted er ubekendt, udpegede Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg) en forkyndelsesbemyndiget til at repræsentere virksomheden i dens fravær. Ved processkrift af 7. januar 2019 gjorde sidstnævnte gældende, at denne ret ikke havde international og stedlig kompetence.

15.

Under disse omstændigheder har Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

16.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, der er dateret den 23. oktober 2019, blev indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. oktober 2019. Markt24, den tjekkiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Der er ikke afholdt retsmøde i sagen.

17.

Den foreliggende sag vedrører EU-medlemsstaternes retters internationale kompetence til at påkende en sag, som en arbejdstager har anlagt mod sin arbejdsgiver, med påstand om betaling af den løn, der er fastsat i en arbejdsaftale, under de – ganske særlige – omstændigheder, hvor arbejdstageren faktisk ikke har udført nogen arbejdsydelse til opfyldelse af denne aftale, idet arbejdsgiveren ikke har tildelt den pågældende de aftalte opgaver. Som anført i indledningen til dette forslag til afgørelse forblev den pågældende aftale så at sige uden virkning fra datoen for dens undertegnelse til den dato, hvor arbejdsgiveren bragte den til ophør ved at afskedige arbejdstageren.

18.

Denne sag indgår i en grænseoverskridende tvist. Den pågældende arbejdstager, BU, har således bopæl i Salzburg, mens arbejdsgiveren, virksomheden Markt24, har hjemsted i Tyskland – og muligvis havde et kontor i Salzburg ved aftaleforholdets begyndelse ( 3 ). I øvrigt blev den omtvistede ansættelseskontrakt indgået i denne by, mens de aftalte arbejdsydelser, dvs. rengøringsarbejdet, skulle udføres i München.

19.

På denne baggrund tager den forelæggende rets første spørgsmål nærmere bestemt sigte på at fastlægge, om kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningen, navnlig i kapitel II, afdeling 5, finder anvendelse på en sag som den, BU har anlagt mod Markt24.

20.

Det bør her anføres, at denne afdeling indeholder særlige regler for søgsmål »i sager om individuelle arbejdsaftaler«. De pågældende regler, som allerede har givet anledning til fast praksis fra Domstolen ( 4 ), har bl.a. til formål ( 5 ) at beskytte arbejdstageren, der anses for den svage part i arbejdsaftalen ( 6 ). I denne forbindelse giver Bruxelles I-forordningens artikel 21 en arbejdstager, der vil anlægge sag mod sin arbejdsgiver, forskellige valgmuligheder med hensyn til kompetence. For det første kan arbejdstageren i henhold til denne artikels stk. 1, litra a), sagsøge sin arbejdsgiver ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl, men – hvilket er vigtigt at præcisere – ikke ved retterne i vedkommendes egen bopælsmedlemsstat. For det andet giver den nævnte artikels stk. 1, litra b), arbejdstageren mulighed for at anlægge sag i) ved retten på »det sted, hvor eller hvorfra [han] sædvanligvis udfører sit arbejde«, eller ved retten på »det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde«, eller ii) såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på »det sted, hvor den virksomhed, som har antaget [ham], er eller var beliggende«.

21.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt disse regler finder anvendelse på den sag, der er indbragt for den, med den begrundelse, at BU faktisk ikke har udført nogen arbejdsydelse til opfyldelse af den ansættelseskontrakt, hun ganske vist havde indgået med Markt24. Jeg vil imidlertid, i afsnit A, redegøre for grunden til, at de nævnte regler faktisk finder anvendelse på et sådant søgsmål uanset den omstændighed, at den omtvistede ansættelseskontrakt ikke blev opfyldt.

22.

Med sit andet og tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om den kan erklære sig kompetent til at påkende BU’s søgsmål på grundlag af reglerne i national ret – nærmere bestemt ASGG’s § 4, stk. 1, litra a) og d) – med den begrundelse, at disse regler, enten direkte eller indirekte ( 7 ), giver østrigske arbejdstagere mulighed for at anlægge sag ved retten på det sted, hvor de har bopæl i Østrig, og at de herved er gunstigere for disse arbejdstagere end Bruxelles Ia-forordningens regler. Jeg vil imidlertid i afsnit B redegøre for grunden til, at det udelukkende er kompetencereglerne i denne forordning, der finder anvendelse på et sådant søgsmål, og ikke tilsvarende nationale regler, også selv om de sidstnævnte er gunstigere for arbejdstagerne end de førstnævnte.

23.

Det fjerde spørgsmål vedrører nærmere bestemt bestemmelsen i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b). Formålet med spørgsmålet er at få fastlagt, om det er muligt at identificere et »sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, som omhandlet i denne bestemmelse under omstændigheder, hvor arbejdstageren ikke har udført nogen arbejdsydelse. Som den forelæggende ret har fremhævet, har Domstolen endnu ikke skullet tage stilling til, hvorledes den nævnte bestemmelse skal fortolkes i en sådan sammenhæng. Jeg vil i afsnit C redegøre for grundene til, at dette »sted« kan identificeres, selv under disse omstændigheder, og ikke svarer til det sted, hvor ansættelseskontrakten er indgået, eller hvor arbejdstageren har holdt sig parat til at arbejde, således som den forelæggende ret har foreslået, men til det sted, hvor arbejdstageren skulle udføre sit arbejde som aftalt i denne kontrakt.

24.

For det første er der efter min opfattelse ingen tvivl om, at et søgsmål som det, BU har anlagt, er omfattet af Bruxelles Ia-forordningen som helhed. Denne retssag er således åbenbart omfattet af denne forordnings materielle anvendelsesområde ( 8 ). Den er ligeledes omfattet af dens personelle anvendelsesområde, eftersom de kompetenceregler, den fastsætter, principielt finder anvendelse, når sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område ( 9 ), og Markt24 har bopæl i Tyskland ( 10 ). Endelig, for så vidt som anvendelsen af disse regler pr. definition kræver, at der er en tilknytning til et andet land ( 11 ), gør jeg opmærksom på, at denne retssag vedrører en grænseoverskridende tvist ( 12 ).

25.

For det andet er det efter min opfattelse ligeledes klart, at den foreliggende sag mere specifikt er omfattet af afdeling 5 i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II.

26.

Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at denne afdeling, i henhold til forordningens artikel 20, stk. 1, finder anvendelse på retssager »i sager om individuelle arbejdsaftaler«. Denne ordlyd indebærer to betingelser: For det første skal der være en »individuel arbejdsaftale« mellem parterne i tvisten, og for det andet skal sagen være forbundet med denne »aftale«.

27.

Hvad angår den første betingelse har Domstolen gentagne gange fastslået, at begrebet »individuelle arbejdsaftaler« ikke henviser til de kategorier, der er fastsat i den nationale lovgivning, der gælder for den ret, ved hvilken sagen er anlagt (den såkaldte »lex fori«), men skal defineres selvstændigt med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af de kompetenceregler, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, i alle medlemsstaterne ( 13 ).

28.

Domstolen har således defineret en sådan »aftale« selvstændigt under henvisning til begrebet »arbejdsforhold«. I henhold til fast retspraksis er det væsentligste kendetegn ved et sådant forhold, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger ( 14 ).

29.

Heraf følger, at en aftale skal kvalificeres som en »individuel arbejdsaftale« som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 20, stk. 1, når den giver anledning til forpligtelser svarende til et sådant arbejdsforhold mellem de kontraherende parter. Det er i den foreliggende sag ubestridt, at den aftale, som BU indgik med Markt24, henset til dens bestemmelser, indebar sådanne forpligtelser og derfor skal kvalificeres som en arbejdsaftale ( 15 ).

30.

For så vidt angår den anden betingelse er det åbenbart, at den er opfyldt i det foreliggende tilfælde, eftersom BU’s søgsmål er baseret på en manglende opfyldelse af de forpligtelser, der følger af den omtvistede arbejdsaftale ( 16 ).

31.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt det omtvistede arbejdsforhold skal have en vis varighed og bestandighed, for at et søgsmål henhører under afdeling 5 i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II, hvilket i givet fald kan udelukke anvendelsen af denne afdeling i en situation som i den foreliggende sag, hvor arbejdstageren ikke påbegyndte arbejdet.

32.

I lighed med Markt24, den tjekkiske regering og Kommissionen er dette ikke min opfattelse. Som anført kræver anvendelsen af afdeling 5 i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II således, at den pågældende retssag vedrører en »individuel arbejdsaftale« mellem parterne i tvisten. Det er derimod uden betydning, hvornår aftalen blev indgået ( 17 ), og om den faktisk blev opfyldt.

33.

Som denne regering har gjort gældende, følger denne løsning af selve formålet med den nævnte afdeling, som er at fastsætte kompetenceregler for tvister »i sager om individuelle arbejdsaftaler«. Det er åbenbart, at sådanne tvister kan opstå kort efter indgåelsen af en sådan aftale ( 18 ) eller endog før dens opfyldelse ( 19 ). Hvad angår det sidstnævnte punkt gør jeg opmærksom på, at manglende opfyldelse af alle eller en del af de forpligtelser, der følger af en arbejdsaftale, netop ofte er årsagen til de retssager, der henhører under denne afdeling.

34.

I øvrigt ville den modsatte fortolkning være i strid med det formål om en høj grad af forudsigelighed hvad angår kompetencereglerne, som forfølges i Bruxelles Ia-forordningen. Som Kommissionen har fremhævet, skal hver enkelt aftalepart således, i overensstemmelse med dette formål, ved aftalens indgåelse med rimelighed kunne forudse, ved hvilken ret/hvilke retter den pågældende kan anlægge sag mod eller sagsøges af den anden part.

35.

En sådan fortolkning ville ligeledes rejse tvivl om det formål om beskyttelse af arbejdstageren, der ligger til grund for afdeling 5 i denne forordnings kapitel II. Jeg gør i denne henseende opmærksom på, at hvis denne afdeling ikke fandt anvendelse på en tvist som tvisten mellem BU og Markt24, ville denne tvist være underlagt de almindelige regler i denne forordning, som i de fleste tilfælde ( 20 ) er mindre gunstige for arbejdstageren. Arbejdstageren ville bl.a. miste den fordel, at den pågældende kun kan sagsøges af sin arbejdsgiver ved retterne på det sted, hvor vedkommende har bopæl ( 21 ), og at der ikke over for den pågældende kan påberåbes en værnetingsaftale, der er i strid med vedkommendes interesser ( 22 ).

36.

Den omstændighed alene, at en arbejdsaftale er blevet indgået for kort tid siden eller ikke er blevet faktisk opfyldt, kan dog næppe begrunde, at de regler, der er fastsat i denne afdeling, ikke finder anvendelse i forbindelse med de tvister, som denne aftale kan give anledning til. Selv når en arbejdstager opsiger sin arbejdsaftale umiddelbart efter at have indgået den eller ved påbegyndelsen af opfyldelsen, fortjener vedkommende beskyttelse – så meget desto mere som en sådan opsigelse kan skyldes arbejdsgiveren. Tilsvarende er der, når en arbejdstager, som i det foreliggende tilfælde, anlægger sag mod sin arbejdsgiver med den begrundelse, at denne er skyld i, at aftalen ikke er blevet opfyldt, ingen grund til, at arbejdsgiveren kan påberåbe sig en værnetingsaftale, der strider mod den pågældendes interesser ( 23 ).

37.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det første spørgsmål således, at et søgsmål med påstand om betaling af den løn, der er aftalt i en ansættelseskontrakt, som er anlagt af en arbejdstager, der har bopæl i en medlemsstat, mod en arbejdsgiver, der har bopæl i en anden medlemsstat, henhører under Bruxelles Ia-forordningen, og nærmere bestemt kapitel II, afdeling 5, også selv om den pågældende arbejdstager faktisk ikke har udført nogen arbejdsydelse til opfyldelse af den omtvistede kontrakt.

38.

Såfremt Domstolen måtte besvare det første spørgsmål, således som jeg foreslår, nemlig at et søgsmål som det, BU har anlagt, er omfattet af Bruxelles Ia-forordningen og nærmere bestemt af afdeling 5 i kapitel II, ønsker den forelæggende ret med sit andet og tredje spørgsmål nærmere bestemt oplyst, om denne forordning er til hinder for anvendelsen af kompetenceregler, der er fastsat i den nationale lovgivning, der gælder for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, og som giver arbejdstageren mulighed for at anlægge sag ved retten på det sted, hvor vedkommende har bopæl eller sædvanligt opholdssted under ansættelsesforholdet, eller retten på det sted, hvor lønnen skal betales.

39.

Hvad dette angår er det i det foreliggende tilfælde ubestridt, at den forelæggende ret i henhold til reglerne i ASGG’s § 4, stk. 1, litra a) og d) – eller i det mindste litra a) – ville have kompetence til at afgøre den sag, der er anlagt af BU. Under disse omstændigheder er jeg – ligesom Markt24, den tjekkiske regering og Kommissionen – slet ikke i tvivl om, at Bruxelles Ia-forordningen er til hinder for anvendelsen af sådanne nationale kompetenceregler.

40.

Det fremgår således af Bruxelles Ia-forordningens artikel 4, stk. 1, sammenholdt med artikel 6, stk. 1, at kompetencereglerne i denne forordning vedrørende grænseoverskridende tvister »på det civil- og handelsretlige område« finder anvendelse, når sagsøgte har bopæl i en medlemsstat, mens de nationale kompetenceregler principielt udelukkende er relevante, når sagsøgte har bopæl i et tredjeland ( 24 ).

41.

Når kompetencereglerne i Bruxelles Ia-forordningen finder anvendelse, udelukker de desuden ganske enkelt anvendelsen af kompetencereglerne i den nationale lovgivning, der gælder for den ret, ved hvilken sagen er anlagt. Dette følger af denne forordnings artikel 5, stk. 1, som præciserer, at de eneste undtagelser fra hovedreglen i artikel 4, stk. 1, om, at retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har bopæl, har kompetence, er undtagelserne fastsat i afdeling 2-7 i forordningens kapitel II ( 25 ).

42.

Eftersom BU’s søgsmål mod Markt24, således som jeg har redegjort for i punkt 24 i dette forslag til afgørelse, er omfattet af Bruxelles Ia-forordningen, og nærmere bestemt afdeling 5 i kapitel II, kan den forelæggende ret følgelig ikke anvende reglerne i ASGG’s § 4, stk. 1, litra a) eller d) ( 26 ). Den bør derimod afgøre kompetencespørgsmålet alene på grundlag af den nævnte forordnings bestemmelser.

43.

Denne fortolkning ændres ikke af den omstændighed, at de pågældende nationale regler er gunstigere for arbejdstagerne.

44.

Det skal i denne henseende præciseres, at bestemmelserne i afdeling 5 i Bruxelles Ia-forordningens kapitel II ikke er »minimumsforskrifter« for beskyttelse af arbejdstagere i lighed med de forskrifter, der er opstillet ved visse harmoniseringsdirektiver på det sociale område ( 27 ). Denne forordning indfører således ikke en sådan minimumsharmonisering. Den fastsætter en ensartet ordning for kompetenceregler med henblik på at fremme den frie bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område og dermed det indre markeds funktion samt at skabe sikkerhed med hensyn til kompetencefordelingen mellem medlemsstaternes retter og dermed styrke retssikkerheden ( 28 ).

45.

Medlemsstaterne har således ikke mulighed for at erstatte de kompetenceregler, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningen, med nationale regler, der er gunstigere for arbejdstagerne, eller tilføje sådanne regler hertil. Som Markt24 har gjort gældende, ville en sådan mulighed gribe forstyrrende ind i den ensartethed, som EU-lovgiver ønskede at indføre. Som den tjekkiske regering har fremhævet, ville den ligeledes bringe retssikkerheden i fare, eftersom det ville være vanskeligere for arbejdsgiverne at forudse, for hvilke retter de kan sagsøges af de arbejdstagere, som de har ansat ( 29 ).

46.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det andet og det tredje spørgsmål således, at Bruxelles Ia-forordningen er til hinder for anvendelsen af kompetenceregler, der er fastsat i den nationale lovgivning, der gælder for den ret, ved hvilken sagen er anlagt, og som giver arbejdstageren mulighed for at anlægge sag ved retten på det sted, hvor vedkommende har bopæl eller sædvanligt opholdssted under arbejdsforholdet, eller anlægge sag ved retten på det sted, hvor lønnen skal betales.

47.

Såfremt Domstolen måtte besvare det første spørgsmål således, som jeg foreslår, og fastslå, at et søgsmål som det, BU har anlagt mod Markt24, er omfattet af Bruxelles Ia-forordningen, og nærmere bestemt afdeling 5 i denne forordnings kapitel II, skal den forelæggende ret fastlægge sin kompetence på grundlag af de regler, der er fastsat i denne afdeling.

48.

Inden for disse rammer bestemmer Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra a), som anført, at en arbejdstager kan sagsøge sin arbejdsgiver ved retterne i den medlemsstat, hvor arbejdsgiveren har bopæl. I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, at Markt24 har bopæl i Tyskland. De tyske retter har således kompetence i henhold til denne bestemmelse.

49.

Den forelæggende ret er derfor i tvivl om fortolkningen af denne forordnings artikel 21, stk. 1, litra b). Det skal i denne forbindelse anføres, at denne bestemmelse også giver arbejdstageren mulighed for at anlægge sag mod arbejdsgiveren:

50.

Det sædvanlige arbejdssted udgør således det primære kompetencekriterium i denne bestemmelse, mens det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende, er et subsidiært kriterium. Det første kriterium skal derfor undersøges først i hver enkelt sag ( 30 ).

51.

I henhold til Domstolens faste praksis skal det sædvanlige arbejdssted som omhandlet i nævnte artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), ikke bestemmes med henvisning til den lov, der gælder for den pågældende arbejdsaftale (den såkaldte »lex contractus«), men på grundlag af selvstændige kriterier, som Domstolen skal opstille ud fra Bruxelles Ia-forordningens opbygning og formål, med henblik på at sikre en ensartet anvendelse i alle medlemsstaterne af dens kompetenceregler ( 31 ).

52.

Ifølge denne retspraksis svarer dette sted til det sted, »hvor arbejdstageren faktisk udøver den med arbejdsgiveren aftalte virksomhed« ( 32 ). Fastlæggelsen af dette sted er således i bund og grund et spørgsmål om faktiske omstændigheder. Det tilkommer de nationale retter at fastlægge dette sted under hensyntagen til omstændighederne i hver enkelt sag, som er indbragt for dem, under iagttagelse af de af Domstolen opstillede kriterier.

53.

Det skal i denne forbindelse anføres, at det særlige ved hovedsagen netop er, at selv om det i den omtvistede ansættelseskontrakt blev fastsat, at BU skulle udføre arbejdsydelser i München, har hun faktisk ikke udført noget arbejde for Markt24.

54.

Under sådanne omstændigheder kan anvendelsen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), umiddelbart synes at være udelukket til fordel for denne bestemmelses nr. ii). Såvel ordlyden af nr. i) som den i dette forslag til afgørelses punkt 52 nævnte praksis forudsætter således ved første øjekast, at arbejdstageren faktisk udfører arbejdsydelser.

55.

Jeg er dog i lighed med Kommissionen af den opfattelse, at en sådan fortolkning ville være unødigt restriktiv og i strid med den nævnte bestemmelses formål.

56.

Som Domstolen har forklaret i sin praksis, peger kriteriet om det sædvanlige arbejdssted på den ret, der som hovedregel har den nærmeste tilknytning til arbejdsaftalen og de tvister, der vedrører denne ( 33 ). Dette kriterium anses ligeledes for at give arbejdstageren en passende beskyttelse, eftersom det i de fleste tilfælde er på dette sted, arbejdstageren med de mindste omkostninger kan anlægge retssag mod sin arbejdsgiver ( 34 ). Kriteriet om ansættelsesstedet peger derimod ikke altid på en ret med en så nær tilknytning til aftalen – eftersom dette ansættelsessted kan være af tilfældig karakter – og giver ikke arbejdstageren den samme beskyttelse – idet arbejdsgiveren normalt har den fulde kontrol over fastlæggelsen af ansættelsesstedet ( 35 ). I henhold til denne retspraksis skal det første kriterium følgelig fortolkes vidt og erstattes kun af det andet i de (ekstraordinære) tilfælde, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, ikke kan fastlægge dette arbejdssted ( 36 ).

57.

Jeg er i lighed med den tjekkiske regering af den opfattelse, at det i en sag som den i hovedsagen omhandlede er muligt at fastlægge et sædvanligt arbejdssted i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), på grundlag af den aftale, som parterne har indgået, selv om arbejdstageren faktisk ikke har udført nogen ydelse. Jeg kan navnlig ikke se nogen grund til at fratage arbejdstagerne en kompetencevalgmulighed, der anses for at være gunstig for deres interesser, i alle de situationer, hvor deres arbejdsaftale af en eller anden grund ikke eller endnu ikke er blevet opfyldt. Efter min opfattelse finder det kriterium om ansættelsesstedet, der er fastsat i denne artikels stk. 1, litra b), nr. ii), følgelig ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde ( 37 ).

58.

For så vidt angår fastsættelsen af det sædvanlige arbejdssted er jeg enig med Markt24, den tjekkiske regering og Kommissionen, som er af den samstemmende opfattelse, at dette sted i alle de situationer, hvor der opstår en tvist mellem arbejdstageren og arbejdsgiveren, selv om arbejdsaftalen ikke eller endnu ikke er blevet opfyldt, svarer til det sted, hvor arbejdstageren skal eller skulle udføre sit arbejde, således som det principielt er fastsat i denne aftale ( 38 ). I det foreliggende tilfælde er det således min opfattelse, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), ikke tillægger den forelæggende ret kompetence, men derimod retterne i München, hvor det arbejdssted, som parterne i hovedsagen fastsatte i deres aftale, er beliggende.

59.

Jeg vil i underafsnit 1 redegøre for begrundelsen for denne fortolkning for derefter i underafsnit 2 at forkaste de alternative løsninger, som den forelæggende ret har anført.

60.

Selv om fastlæggelsen af det sædvanlige arbejdssted for det første – som anført i punkt 52 i dette forslag til afgørelse – i bund og grund er et spørgsmål om faktiske omstændigheder, betyder dette ikke, at aftaleparternes hensigt med hensyn til dette sted er uden betydning. Der skal derimod tages hensyn til den måde, hvorpå de påregnede, at deres aftale skulle opfyldes ( 39 ). Domstolen har i øvrigt allerede taget hensyn til denne hensigt i sin praksis ( 40 ).

61.

Det skal præciseres, at det ikke forholder sig således, at arbejdsgiveren skal have mulighed for kunstigt at fastlægge den kompetente ret ved at fastsætte et fiktivt arbejdssted i arbejdsaftalen. Dels er det arbejdssted, der er fastsat i aftalen, kun relevant, for så vidt som det afspejler parternes faktiske hensigt. Såfremt arbejdstageren på grundlag af objektive oplysninger godtgør, at vedkommende i virkeligheden skulle udøve sin virksomhed på et andet sted, prioriteres dette ( 41 ). Dels er det klart, at det afgørende i alle de situationer, hvor en arbejdsaftale er blevet opfyldt, er måden, hvorpå den er blevet opfyldt. Er der uoverensstemmelse mellem det arbejdssted, der er fastsat i denne aftale, og det sted, hvor arbejdstageren i praksis har udført sin virksomhed, har de faktiske omstændigheder forrang netop for at forhindre enhver manipulation af kompetencen fra arbejdsgiverens side – i overensstemmelse med det formål om beskyttelse af arbejdstageren, der ligger til grund for Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i) ( 42 ). Når aftalen ikke er blevet opfyldt, er den af aftaleparterne formulerede hensigt imidlertid i princippet det eneste forhold, som reelt gør det muligt at fastlægge et sædvanligt arbejdssted i denne bestemmelses forstand. Sammenfattende er aftalens bestemmelser navnlig afgørende, når det på grund af manglende eller meget kortvarig opfyldelse ikke er muligt at fastlægge dette sted på grundlag af den måde, hvorpå forholdet finder sted i praksis.

62.

Dette leder mig frem til den omstændighed, at denne fortolkning, for det andet, efter min opfattelse er i overensstemmelse med det nævnte formål om beskyttelse af arbejdstageren. Navnlig gælder den i dette forslag til afgørelses punkt 56 nævnte tankegang, nemlig at det er på det sædvanlige arbejdssted, at arbejdstageren som hovedregel kan anlægge sag mod sin arbejdsgiver med de mindste omkostninger, ligeledes, når den omtvistede arbejdsaftale ikke eller endnu ikke er blevet opfyldt i praksis.

63.

For det tredje sikrer den nævnte fortolkning efter min opfattelse en høj grad af forudsigelighed hvad angår kompetencereglerne – således som den tjekkiske regering har gjort gældende. Det af parterne aftalte arbejdssted er således principielt let at identificere på grundlag af arbejdsaftalen. Det er således nemt for arbejdstageren – allerede når aftalen indgås – at afgøre, for hvilken ret vedkommende eventuelt kan anlægge sag, og arbejdsgiveren kan forudse, for hvilken ret vedkommende kan sagsøges ( 43 ). Denne løsning kan i øvrigt anvendes generelt på alle de situationer, hvor en arbejdsaftale af en eller anden grund ikke er blevet opfyldt ( 44 ), hvilket ligeledes bidrager til at garantere retssikkerheden ( 45 ).

64.

For det fjerde er denne fortolkning i overensstemmelse med det nærhedsprincip, der ligger til grund for Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), jf. punkt 56 i dette forslag til afgørelse. Nærhed skal således forstås på baggrund af det retsforhold, som er etableret ved denne aftale, og de spørgsmål, som det kan give anledning til. Ud fra denne synsvinkel har retten på det sædvanlige arbejdssted, som fastsat af parterne i arbejdsaftalen, en nær tilknytning til tvister vedrørende denne aftale, også selv om aftalen ikke eller endnu ikke er blevet opfyldt.

65.

Desuden understøttes den fortolkning, jeg foreslår, af et historisk argument. Jeg skal i denne forbindelse nævne, at kompetencereglerne gældende for tvister vedrørende arbejdsaftaler oprindeligt var knyttet til Bruxelleskonventionens artikel 5, nr. 1). Nærmere bestemt tillagde denne bestemmelse, i den ændrede affattelse ved San Sebastiánkonventionen ( 46 ), retten på det »sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes«, kompetence og præciserede, at »[dette sted] i sager vedrørende individuelle arbejdskontrakter, er […] der, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«. Det var således tilstrækkeligt at sammenholde disse to formuleringer til, uden den mindste tvivl, at vide, at kompetencen i sager om arbejdsaftaler blev tillagt retten på det sted, hvor arbejdsydelsen blev udført eller skulle udføres ( 47 ). Der er ikke noget, der tyder på, at EU-lovgivers hensigt med at flytte kompetencereglerne vedrørende individuelle arbejdsaftaler til et selvstændigt afsnit var at genoverveje denne løsning ( 48 ).

66.

Den forelæggende ret har i det fjerde spørgsmåls led anført to alternativer til den løsning, der er foreslået i dette forslag til afgørelse. Denne ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om det i en situation, hvor der faktisk ikke er udført nogen arbejdsydelse til opfyldelse af den omtvistede ansættelseskontrakt, da arbejdsgiveren ikke har overdraget arbejdstageren de aftalte opgaver, er muligt i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), at tillægge 1) retten på det sted, hvor arbejdstageren har været parat til at arbejde, eller 2) retten på det sted, hvor ansættelseskontrakten blev forberedt og indgået, kompetence.

67.

I det foreliggende tilfælde ville begge løsninger indebære, at den forelæggende ret har kompetence, idet de to i punkt 66 nævnte steder begge er beliggende i dens retskreds: Dels var det i BU’s bopæl i Salzburg, at hun holdt sig parat til at arbejde, dels blev ansættelseskontrakten forberedt og indgået i denne by.

68.

Jeg har dog i lighed med Markt24, den tjekkiske regering og Kommissionen alvorlige forbehold over for disse alternative løsninger. Efter min opfattelse adskiller de sig mærkbart fra det kompetencekriterium, der er fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og fra arten af den undersøgelse, som kræves for at fastlægge et sædvanligt arbejdssted. I denne forbindelse skal der nemlig ikke tages hensyn til en hvilken som helst omstændighed i sagen, men pr. definition udelukkende på omstændighederne omkring de pågældende arbejdsydelser.

69.

Hvad nærmere bestemt angår den første løsning, som den forelæggende ret har foreslået, anser jeg ikke det sted, hvor arbejdstageren har været parat til at arbejde, for at være relevant for anvendelsen af artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i).

70.

Der kan således for det første ikke være tale om det »sted, hvor […] arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, som omhandlet i denne bestemmelse. Selv om der blev anvendt en meget bred betydning af »arbejdsydelse«, kan den omstændighed alene, at man venter på at få overdraget de aftalte opgaver, ikke anses for en sådan ( 49 ). I øvrigt gør jeg opmærksom på, at udgangspunktet for den foreliggende sag er, at der ikke blev leveret nogen ydelse til opfyldelse af aftalen.

71.

For det andet kan BU’s bopæl, hvor hun holdt sig parat til at arbejde, i det foreliggende tilfælde ikke anses for det »sted, […] hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), f.eks. med den begrundelse, at BU skulle have forladt sin bopæl for at udføre sit arbejde i München og vendt tilbage dertil, når arbejdet var udført.

72.

Det bør i denne forbindelse præciseres, at formålet med dette udtryk, som EU-lovgiver indsatte i Bruxelles Ia-forordningen ( 50 ), er at kodificere Domstolens faste praksis, hvorefter der, når en arbejdstagers erhvervsaktivitet udøves på flere steder – således som det er tilfældet for mobile arbejdstagere, der er en del af flyvende eller rejsende personale osv. – med henblik på fastlæggelsen af dennes sædvanlige arbejdssted skal tages hensyn til det sted, »hvorfra« arbejdstageren faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, såfremt det ikke er muligt at lokalisere et sted, »hvor« det pågældende arbejde hovedsageligt udføres ( 51 ). I dette tilfælde skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, med andre ord her identificere en »base«, hvorfra arbejdstageren organiserer sin virksomhed, idet denne base i visse tilfælde er sammenfaldende med vedkommendes bopæl ( 52 ).

73.

Denne retspraksis kan imidlertid ikke overføres på en sag som hovedsagen. Der er i det foreliggende tilfælde ikke tale om arbejde, der udføres på flere steder. De aftalte ydelser skulle derimod udføres på ét enkelt sted. BU’s bopæl var ikke en »base«, hvorfra hun skulle organisere sit arbejde for sin arbejdsgiver.

74.

Desuden synes en fortolkning af »det sted […] hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, som den i dette forslag til afgørelses punkt 71 anførte at indikere, at en hvilken som helst grænsearbejder, som bor i medlemsstat A og om morgenen tager til medlemsstat B for på et sædvanligt sted at udføre sin erhvervsmæssige aktivitet og derefter om aftenen vender tilbage til medlemsstat A, har den valgmulighed at anlægge sag ved retten på det sted, hvor den pågældende har bopæl, selv om vedkommende faktisk i det væsentlige opfylder sine forpligtelser over for arbejdsgiveren i medlemsstat B. Dette resultat ville være i strid med selve tankegangen i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i).

75.

I øvrigt ville en fortolkning af denne bestemmelse, hvorefter retten på det sted, hvor arbejdstageren har holdt sig parat til at arbejde, i en situation som den i hovedsagen omhandlede være uforenelig med formålet om, at kompetencereglerne skal have en høj grad af forudsigelighed. Den ville være et særdeles kasuistisk svar baseret på en ganske kreativ og således uventet fortolkning af kriteriet om det sædvanlige arbejdssted, som i øvrigt ikke ville give mulighed for en generel anvendelighed på andre situationer, hvor en arbejdsaftale ikke er blevet opfyldt.

76.

Formålet om beskyttelse af arbejdstagerne ville heller ikke tillade en sådan løsning. Hvad dette angår er det ubestridt, at denne løsning ville være særlig gunstig for arbejdstagerne, eftersom de herved ville have et forum actoris. Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), giver dog ikke arbejdstagerne en maksimumsbeskyttelse. Bl.a. har EU-lovgiver ikke fastsat den mulighed, at de kan anlægge sag ved retten, som sådan, på det sted, hvor de har bopæl ( 53 ), selv om forbrugerne har fået denne mulighed ( 54 ). Som denne forordning er affattet på nuværende tidspunkt, kan retten på det sted, hvor arbejdstageren har bopæl, kun være kompetent i medfør af denne bestemmelses nr. i), for så vidt som denne bopæl er faktisk sammenfaldende med den pågældendes sædvanlige arbejdssted ( 55 ). Problemet kan ikke omgås med en forvanskning af det sidstnævnte kriterium. Det er således ikke muligt at se bort fra den nævnte bestemmelses klare ordlyd, selv om dette ville være i overensstemmelse med dette beskyttelsesformål ( 56 ).

77.

Hvad angår den anden løsning, som den forelæggende ret har foreslået, vil jeg blot anføre, at det sted, hvor ansættelseskontrakten blev forberedt eller indgået, heller ikke er det af EU-lovgiver valgte kompetencekriterium i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i) ( 57 ). Som anført i dette forslag til afgørelses punkt 68 skal der i øvrigt ved fastlæggelsen af det sædvanlige arbejdssted i henhold til denne bestemmelse tages hensyn til omstændighederne i forbindelse med de pågældende arbejdsydelser og ikke omstændighederne omkring forhandlingen og indgåelsen af arbejdsaftalen ( 58 ).

78.

Inden denne afdeling afsluttes, skal en sidste indvending, der vedrører princippet om nærmest tilknytning, undersøges. Som jeg gentagne gange har anført i dette forslag til afgørelse, ligger dette princip til grund for kriteriet om det sædvanlige arbejdssted. Retten på dette sted anses således for at have den nærmeste tilknytning til tvister vedrørende arbejdsaftalen. Imidlertid synes de konkrete omstændigheder i hovedsagen samlet set at indikere et andet sted: BU har bopæl i Salzburg; i denne by blev hun kontaktet af en mand, der åbenbart handlede for og på vegne af Markt24; denne virksomhed havde muligvis et kontor i byen; aftalen blev forberedt og indgået her; BU var tilmeldt hos den østrigske socialsikring. Er den forelæggende ret således ikke kompetent med den begrundelse, at den, henset til alle disse omstændigheder, har den nærmeste tilknytning til tvisten?

79.

Svaret er klart benægtende. Kriteriet om det sted, hvor arbejdet sædvanligvis udføres, som fastsat i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), er udtryk for en abstrakt afvejning, som EU-lovgiver har foretaget, mellem kravene om forudsigelighed, nærhed og beskyttelse af arbejdstagerne. I denne sammenhæng tillægges retten på det sædvanlige arbejdssted kompetence, fordi den som hovedregel har nærmest tilknytning til tvister i sager om individuelle arbejdsaftaler. Det er derimod ufornødent at undersøge, om dette konkret er tilfældet i hver enkelt sag. En anden ret end retten på det sædvanlige arbejdssted kan således ikke erklære sig kompetent i henhold til denne bestemmelse med den begrundelse, at den, henset til samtlige omstændigheder i den sag, den skal afgøre, har nærmest tilknytning til den pågældende tvist ( 59 ).

80.

Denne fortolkning bekræftes ved at sammenholde den nævnte bestemmelse med Rom I-forordningens artikel 8.

81.

Mens denne artikel 8, i stk. 2 og 3, med henblik på at fastlægge, hvilken lov der finder anvendelse på en arbejdsaftale, indeholder kriterier, der svarer til kriterierne i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b) ( 60 ), indeholder stk. 4 en »undtagelsesbestemmelse«, der ikke har noget sidestykke i artikel 21. Det nævnte stk. 4 har følgende ordlyd: »Når det af omstændighederne som helhed fremgår, at aftalen har en nærmere tilknytning til et andet land end det, der er omhandlet i stk. 2 og 3, anvendes dette andet lands lov«. Denne »undtagelsesbestemmelse« giver således retten mulighed for at anvende en anden lov end loven i det land, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, på den arbejdsaftale, som den skal tage stilling til, når denne anden lov, henset til omstændighederne som helhed – f.eks. parternes nationalitet, ansættelsesstedet, stedet, hvor lønnen betales, stedet, hvor arbejdstageren er tilmeldt den sociale sikring osv. – synes at have en nærmere tilknytning til denne aftale ( 61 ).

82.

Selv om Bruxelles Ia-forordningens artikel 21 og Rom I-forordningens artikel 8 skal fortolkes i overensstemmelse med hinanden ( 62 ), gælder dette kun, for så vidt som deres bestemmelser svarer til hinanden. Det er således ikke muligt, ved brug af fortolkning, at indsætte en lignende »undtagelsesbestemmelse« i den førstnævnte artikel med den begrundelse, at den sidstnævnte indeholder en sådan ( 63 ). Heller ikke her er det muligt at omgå problemet i en sag som den foreliggende ved at fastlægge det sædvanlige arbejdssted som omhandlet i nævnte artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), på grundlag af faktiske omstændigheder – arbejdstagerens bopæl, stedet for indgåelsen af aftalen osv. – der som sådan ikke er relateret til de pågældende arbejdsydelser. Som anført i punkt 68 i dette forslag til afgørelse ville en sådan fortolkning forvanske dette kompetencekriterium og ville i øvrigt kunne skabe uoverensstemmelser med Rom I-forordningen ved at forstyrre den ordning med principielle kriterier og en undtagelsesbestemmelse, som denne forordning fastsætter i artikel 8, stk. 2-4.

83.

Henset til det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare det fjerde spørgsmål således, at når en arbejdstager og en arbejdsgiver har indgået en ansættelseskontrakt, og arbejdstageren af en eller anden grund faktisk ikke har udført nogen arbejdsydelse til opfyldelse af denne kontrakt, svarer det »sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«, som omhandlet i Bruxelles Ia-forordningens artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), principielt til det arbejdssted, der er aftalt i den nævnte kontrakt.

84.

Eftersom det sted, hvor BU skulle udføre sit arbejde i henhold til den omtvistede ansættelseskontrakt, ikke befinder sig i den forelæggende rets retskreds, og selv om denne ret ikke har stillet noget spørgsmål herom, finder jeg det dog hensigtsmæssigt, for at give den et brugbart svar, i underafdeling D at redegøre for grunden til, at den kan have kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 5).

85.

Det bør nævnes, at Bruxelles Ia-forordningens artikel 20, stk. 1, udtrykkeligt foreskriver anvendelsen af forordningens artikel 7, nr. 5), »i sager om individuelle arbejdsaftaler«.

86.

Nævnte artikel 7, nr. 5), giver alle sagsøgere en valgmulighed med hensyn til kompetence. Den giver mulighed for »i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en anden virksomhed, [at anlægge sag] ved retten på det sted, hvor filialen, agenturet eller virksomheden er beliggende«.

87.

To betingelser fremgår af denne ordlyd: For det første skal sagsøgte have en »filial«, et »agentur« eller en »anden virksomhed« i den påkendende rets retskreds, og for det andet skal sagen være »vedrørende driften« af denne enhed.

88.

Hvad angår den første betingelse har Domstolen defineret begreberne »filial«, »agentur« og »en anden virksomhed« selvstændigt således, at de forudsætter, at der findes et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden. Dette centrum skal have en ledelse og være materielt udstyret på en sådan måde, at det kan forhandle med tredjemand, således at denne ikke behøver at henvende sig direkte til hovedvirksomheden ( 64 ). Sammenfattende tager disse begreber sigte på enhver stabil struktur i en virksomhed, herunder kontorer, selv om denne struktur ikke har retsevne ( 65 ).

89.

Hvad angår den anden betingelse omfatter begrebet »drift« af en filial, et agentur eller en anden virksomhed bl.a. tvister vedrørende kontraktmæssige forpligtelser, som den pågældende enhed har påtaget sig på hovedvirksomhedens vegne ( 66 ). I denne forbindelse har Domstolen fastslået, at denne betingelse kræver, at den pågældende enhed har forhandlet og/eller indgået aftalen, ikke at de forpligtelser, der følger af denne aftale, skal opfyldes i den medlemsstat, hvor den er beliggende ( 67 ).

90.

Det følger af det ovenstående, at en arbejdstager i sager om individuelle arbejdsaftaler i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 5), kan sagsøge sin arbejdsgiver ved retten på det sted, hvor arbejdsgiveren har en filial, et agentur eller en anden virksomhed, for så vidt som denne enhed har været involveret i forhandlingen og/eller indgåelsen af den omtvistede arbejdsaftale – dvs., konkret, for så vidt som arbejdstageren er blevet ansat af eller gennem den nævnte enhed – selv når den pågældende har udført eller skulle udføre sit arbejde på et andet sted ( 68 ). Det er således alene omstændighederne i forbindelse med forhandlingen og indgåelsen af arbejdsaftalen, der er relevante i forbindelse med denne bestemmelse.

91.

Jeg gør opmærksom på, at den omtvistede arbejdsaftale i det foreliggende tilfælde blev forhandlet og indgået i den forelæggende rets retskreds af BU med en mand, som åbenbart handlede for og på vegne af Markt24.

92.

Hvis denne mand kun kortvarigt befandt sig i Salzburg med henblik på at ansætte BU, ville dette ikke være tilstrækkeligt til at begrunde denne rets kompetence i henhold til Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 5). Hvis Markt24 derimod havde et kontor i denne by, kunne det med rimelighed antages, at dette kontor var involveret i forhandlingen og/eller indgåelsen af arbejdsaftalen, og at denne bestemmelse følgelig finder anvendelse ( 69 ). Det skal anføres, at BU har gjort gældende, at Markt24 rent faktisk havde et kontor i Salzburg ved arbejdsforholdets begyndelse ( 70 ), hvilket den forkyndelsesbemyndigede, som repræsenterer denne virksomhed i dens fravær, dog har benægtet. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge dette.

93.

Det skal præciseres, at spørgsmålet, om dette eventuelle kontor findes på nuværende tidspunkt, efter min opfattelse ikke er så vigtigt som spørgsmålet, om det fandtes på det tidspunkt, hvor BU blev ansat. I øvrigt anser jeg det heller ikke for at være afgørende, om den mand, der ansatte BU, var ansat i det pågældende kontor eller ej. Arbejdsgiverens interne organisation har således ikke lige så stor betydning som det indtryk, virksomheden giver, set med tredjemands øjne. Det skal således snarere afgøres, hvorvidt BU med rette kunne tro, at denne mand kom fra, eller handlede efter aftale med, dette kontor. Hvad angår den omstændighed, at den omtvistede ansættelseskontrakt ikke blev indgået på det pågældende kontor, men i et bageri i Salzburg, bør dette efter min opfattelse heller ikke være afgørende for, om nævnte artikel 7, nr. 5), finder anvendelse. I modsat fald ville det være alt for nemt for en sagsøgt at omgå kompetencereglen i denne bestemmelse, idet det ville være tilstrækkeligt, at virksomhedens ansatte indgik aftalen uden for dens lokaler.

94.

Det femte spørgsmål, der vedrører fortolkningen af Bruxelles Ia-forordningens artikel 7, nr. 1), er kun relevant, såfremt Domstolen i forbindelse med undersøgelsen af det første spørgsmål måtte besvare dette således, at et søgsmål som det, BU har anlagt, ikke er omfattet af afdeling 5 i denne forordnings kapitel II ( 71 ). Som jeg har redegjort for i dette forslag til afgørelse, finder denne afdeling ubestrideligt anvendelse på en sådan retssag, hvorfor det er ufornødent at besvare dette spørgsmål.

95.

På baggrund af det ovenfor anførte foreslår jeg, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Landesgericht Salzburg (den regionale domstol i Salzburg, Østrig), således: