1. 

Domstolen har ved flere lejligheder taget stilling til begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 2 ), idet den har præciseret, hvilke betingelser der skal være opfyldt af den myndighed, som udsteder en europæisk arrestordre (herefter »EAO«) ( 3 ).

2. 

Det foreliggende præjudicielle spørgsmål giver Domstolen anledning til at fortolke det samme begreb, om end denne gang i forhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, sammenholdt med dens artikel 27. Domstolen anmodes herom af en belgisk domstol, der grundlæggende ønsker oplyst, om anklagemyndigheden i Nederlandene kan kvalificeres som en »judiciel myndighed«, der giver samtykke til en udvidelse af de lovovertrædelser, der er angivet i en tidligere EAO, som allerede er fuldbyrdet.

3.

Følgende fremgår af femte, sjette og ottende betragtning:

[…]

4.

Artikel 1 (»Definition af og pligten til at fuldbyrde en [EAO]«) har følgende ordlyd:

»1.   [EAO’en] er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver [EAO] på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

5.

Artikel 6 (»Fastlæggelse af kompetente judicielle myndigheder«) bestemmer:

»1.   Den udstedende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den udstedende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at udstede en [EAO].

2.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed er den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat, der i henhold til denne medlemsstats lovgivning er kompetent til at fuldbyrde en [EAO].

3.   Hver medlemsstat underretter Generalsekretariatet for Rådet om, hvilken judiciel myndighed der er kompetent efter dens nationale lovgivning.«

6.

Det fastsættes i artikel 14 (»Afhøring af den eftersøgte person«):

»Hvis den anholdte ikke giver sit samtykke til overgivelse som omhandlet i artikel 13, har han ret til at blive afhørt af den fuldbyrdende judicielle myndighed i overensstemmelse med den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning.«

7.

Det hedder i Artikel 15 (»Afgørelse om overgivelse«):

»1.   Den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om overgivelse af den pågældende inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i denne rammeafgørelse.

[…]«

8.

Artikel 19 (Afhøring af personen i forbindelse med afgørelsen) bestemmer:

»1.   Den eftersøgte afhøres af en judiciel myndighed bistået af enhver anden person, der er udpeget i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den udstedende myndighed er hjemmehørende.

2.   Den eftersøgte afhøres i overensstemmelse med lovgivningen i den fuldbyrdende medlemsstat og på de betingelser, der er aftalt mellem den udstedende judicielle myndighed og den fuldbyrdende judicielle myndighed.

3.   Den kompetente fuldbyrdende judicielle myndighed kan udpege en anden judiciel myndighed i sin medlemsstat til at deltage i afhøringen af den eftersøgte med henblik på at sikre korrekt anvendelse af denne artikel og af de fastsatte betingelser.«

9.

Det følger af artikel 27 (»Eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser«):

»1.   Medlemsstaterne kan meddele Generalsekretariatet for Rådet, at i forbindelserne med andre medlemsstater, der har givet samme meddelelse, formodes samtykke at være givet til retsforfølgning, idømmelse af straf eller tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, medmindre den fuldbyrdende judicielle myndighed i en konkret sag anfører andet i sin afgørelse om overgivelse.

2.   Bortset fra de i stk. 1 og 3 omhandlede tilfælde kan en person, der er overgivet, ikke retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet.

3.   Stk. 2 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:

[…]

4.   Anmodningen om samtykke skal indgives til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 8, stk. 1, omhandlede oplysninger og ledsaget af en oversættelse som anført i artikel 8, stk. 2. Samtykke skal gives, når den lovovertrædelse, for hvilken der er anmodet om samtykke, i sig selv giver anledning til overgivelse i henhold til rammeafgørelsens bestemmelser. Samtykke skal nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 3, og kan ellers kun nægtes af de årsager, der er nævnt i artikel 4. Afgørelsen skal træffes senest 30 dage efter modtagelse af anmodningen.

[…]«

10.

Artikel 37 bestemmer:

»1.   Personer, som er blevet overgivet på grundlag af en [EAO] udstedt af en belgisk judiciel myndighed, kan ikke retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes for en lovovertrædelse, begået inden overgivelsen, der er forskellig fra den lovovertrædelse, der begrundede overgivelsen.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende tilfælde:

[…]

Såfremt forundersøgelsesdommeren, anklagemyndigheden eller domsmyndigheden, i tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 1, alt efter omstændighederne ønsker at retsforfølge, dømme eller tilbageholde den overgivne person for en lovovertrædelse, begået inden overgivelsen, som er forskellig fra den lovovertrædelse, der begrundede overgivelsen, skal der indgives en anmodning om samtykke til den fuldbyrdende judicielle myndighed med de i artikel 2, stk. 4, omhandlede oplysninger og eventuelt en oversættelse.«

11.

Artikel 14 bestemmer:

»1.   Samtykke til overgivelse gives kun på den generelle betingelse, at den eftersøgte person ikke bliver retsforfulgt, idømt straf eller på anden måde begrænset i sin personlige frihed for lovovertrædelser, der er blevet begået før den pågældendes overgivelse, og for hvilke den pågældende ikke er blevet overgivet, medmindre:

[…]

[…]

3.   Anklagemyndigheden giver det i stk. 1, litra f), omhandlede samtykke […] efter anmodning fra den udstedende judicielle myndighed og på grundlag af en [EAO] ledsaget af en oversættelse, i forbindelse med lovovertrædelser, for hvilke der i henhold til nærværende lov kunne være givet samtykke […]«

12.

Artikel 35, stk. 1, er affattet således:

»Den faktisk overgivelse af den eftersøgte person gennemføres hurtigst muligt efter beslutningen om at give helt eller delvist samtykke til overgivelsen. Anklagemyndigheden fastsætter efter aftale med den udstedende judicielle myndighed tidspunkt og sted for overgivelsen.«

13.

Artikel 44 havde i den udgave, der var gældende inden den 13. juli 2019, følgende ordlyd:

»Anklagemyndigheden kan fungere som udstedende judiciel myndighed.«

14.

Artikel 44 er i den udgave, der er gældende efter den 13. juli 2019, affattet som følger:

»Undersøgelsesdommeren [rechter-commissaris] kan fungere som udstedende judiciel myndighed.«

15.

I henhold til artikel 127 kan justits- og sikkerhedsministeriet udstede generelle og specifikke instruktioner vedrørende udøvelsen af anklagemyndighedens funktioner og kompetencer.

16.

Den 26. september 2017 udstedte forundersøgelsesdommeren ved rechtbank van eerste aanleg te Leuven (retten i første instans i Leuven, Belgien) en EAO mod den belgiske statsborger AZ med henblik på strafforfølgning for dokumentfalsk og bedrageri begået i Belgien i løbet af 2017.

17.

Den 13. december 2017 blev AZ på grundlag af EAO’en anholdt i Nederlandene og overgivet til de belgiske myndigheder ved afgørelse truffet af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene).

18.

Den 26. januar 2018 udstedte den samme forundersøgelsesdommer i Leuven en (ny) EAO med henblik på overgivelse af AZ for andre tilfælde af dokumentfalsk og bedrageri end de i den første EAO angivne.

19.

Den 13. februar 2018 gav officier van justitie (anklagemyndigheden) ved arrondissementsparket Amsterdam (Amsterdam retskreds, Nederlandene) sit samtykke til, at AZ kunne retsforfølges for alle de strafbare forhold, der var angivet i begge EAO’er.

20.

AZ blev i sidste ende idømt tre års frihedsberøvelse.

21.

AZ har appelleret dommen til Hof van beroep te Brussel (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien), idet han har bestridt, at den nederlandske anklagemyndighed kunne anses for en »judiciel myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4.

22.

På denne baggrund har Hof van beroep te Brussel (appeldomstolen i Bruxelles) forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

23.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 4. juli 2019.

24.

Der er indgivet skriftlige indlæg af AZ, Openbaar Ministerie, den tyske, spanske, ungarske og nederlandske regering samt Kommissionen.

25.

Det er ikke blevet anset for nødvendigt at afholde et retsmøde.

26.

Den tyske regering er i tvivl om, hvorvidt der er grundlag for den præjudicielle forelæggelse (om end den ikke formelt har rejst indsigelse mod, at anmodningen antages til realitetsbehandling), eftersom de forelagte spørgsmål ikke er nødvendige for, at den forelæggende ret kan løse den straffesag, der verserer for denne.

27.

De pågældende spørgsmål omhandler snarere nogle endelige retsakter vedtaget i Nederlandene (overgivelse af AZ samt en nederlandsk anklagemyndigheds samtykke til, at han retsforfølges for forhold begået inden overgivelsen) end den sag, der verserer for den belgiske forelæggende ret. Den forelæggende ret har ikke mulighed for at efterprøve en afgørelse om overgivelse truffet af en nederlandsk domstol (dvs. af den medlemsstat, hvor EAO’en fuldbyrdes).

28.

Det er korrekt, at den forelæggende ret ikke kan tage stilling til gyldigheden af nederlandske myndigheders afgørelser, eftersom denne skal bedømmes inden for rammerne af fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning (Nederlandene) og af dennes egne domstole.

29.

Den forelæggende ret har derimod kompetence til at bedømme de virkninger, som de nederlandske myndigheders afgørelser i forbindelse med fuldbyrdelsen af den af de belgiske myndigheder udstedte EAO skal have i belgisk ret. Med udgangspunkt i, at disse afgørelser er gyldige – hvilket må lægges til grund ud fra princippet om gensidig tillid – kan den forelæggende ret som nævnt foretage en afvejning af virkningerne heraf i den nationale lovgivning.

30.

Den af de belgiske domstole retsforfulgte person har i henhold til rammeafgørelsens artikel 27 ret til »kun at retsforfølges, idømmes straf eller på anden måde tilbageholdes for den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende er overgivet«, med de undtagelser, der er fastsat i den nævnte bestemmelse ( 7 ).

31.

På denne baggrund vil AZ ikke kunne idømmes straf eller tilbageholdes i Belgien for andre forhold end dem, der er angivet i den (første) EAO, som domstolen i Amsterdam har fuldbyrdet, medmindre de nederlandske myndigheder har givet samtykke til den udvidelse, der er angivet i den (anden) af de belgiske myndigheder udstedte EAO.

32.

Som indehaver af denne rettighed, der er tillagt ved rammeafgørelsen, har AZ beføjelse til at gøre nævnte rettighed gældende ved de belgiske domstole, som er de domstole, der er kompetente til at retsforfølge ham, idømme ham straf eller tilbageholde ham. Han har således mulighed for at påberåbe sig den indvirkning på belgisk ret, der måtte følge af en eventuel uregelmæssighed i fuldbyrdelsesstatens afgørelse om at give samtykke til en udvidelse af de i EAO’en angivne lovovertrædelser.

33.

AZ kunne naturligvis have fremsat sin indsigelse over for de nederlandske myndigheder, som er dem, der har givet det omtvistede samtykke ( 8 ), og som derfor er i stand til at annullere det. Eftersom AZ allerede er blevet overgivet til de belgiske myndigheder, vil et krav om, at han skal anfægte samtykket ved en domstol i en fuldbyrdelsesstat (Nederlandene), som han allerede har forladt, imidlertid kunne vanskeliggøre udøvelsen af hans ret til adgang til effektive retsmidler samt indebære en forsinkelse af straffesagens behandling.

34.

De belgiske domstole kan, uden at det er nødvendigt at tage stilling til gyldigheden af de nederlandske myndigheders samtykke, bedømme dette ud fra et EU-retligt perspektiv, med Domstolens hjælp i tilfælde af tvivl. De kan med andre ord analysere de aspekter af det pågældende samtykke, som udelukkende er reguleret af rammeafgørelsen.

35.

For så vidt angår den foreliggende sag kan den forelæggende ret navnlig efterprøve, om samtykket er afgivet af en »judiciel myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, og artikel 27, eftersom dette udtryk (som jeg vil gøre rede for nedenfor) udgør et selvstændigt EU-retligt begreb.

36.

Såfremt en sådan efterprøvelse viser, at den nederlandske anklagemyndighed ikke kan anses for en fuldbyrdende judiciel myndighed i henhold til rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, og artikel 27, vil den forelæggende ret kunne udlede de relevante konsekvenser i belgisk ret.

37.

Når tvisten således er begrænset til en undersøgelse af, om den nederlandske myndighed, der afgav samtykket efter anmodning fra de belgiske myndigheder, kan kvalificeres som en »judiciel« myndighed i forbindelse med EAO’en og i henhold til EU-retten, er det kort sagt min opfattelse, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

38.

Med undtagelse af den ungarske regering, som ikke udtrykkeligt har taget stilling hertil, er de parter, der har deltaget i den præjudicielle sag, enige om, at udtrykket »judiciel myndighed« i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, er et selvstændigt EU-retligt begreb.

39.

Jeg er uforbeholdent enig i dette standpunkt. Selv om Domstolen hidtil har taget stilling til dette begreb i forbindelse med rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 (den udstedende myndighed), kan dens argumenter efter min opfattelse overføres til fortolkningen af den nævnte artikels stk. 2 (den fuldbyrdende myndighed).

40.

Det fremgår af Domstolens praksis, at selv om medlemsstaterne, i overensstemmelse med princippet om procesautonomi, i deres nationale ret kan udpege den »judicielle myndighed«, der har kompetence til at udstede en EAO, tilkommer det dem ikke at fastsætte betydningen og rækkevidden af dette begreb, som »kræver en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen, der skal anlægges under hensyntagen til ordlyden af artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse[n] […], til den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og til det med rammeafgørelsen forfulgte mål« ( 9 ).

41.

De samme grunde gælder for så vidt angår begrebet »judiciel myndighed« med kompetence til at fuldbyrde en EAO, og i videre forstand – i henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4 – til at give det samtykke, hvortil der henvises i de sidstnævnte bestemmelser.

42.

Følgelig skal det præjudicielle spørgsmåls første led besvares bekræftende, hvorfor der ligeledes skal tages stilling til de øvrige led, som jeg vil behandle samlet.

43.

Domstolen har tidligere fastsat de krav, der skal opfyldes af den judicielle myndighed, som har kompetence til at udstede en EAO. Disse krav følger af en fortolkning, der beror på tre faktorer: a) ordlyden af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, b) den sammenhæng, hvori den nævnte bestemmelse indgår, og c) det med selve rammeafgørelsen forfulgte mål ( 10 ).

44.

Med udgangspunkt i det ovenstående har Domstolen fastslået, at udtrykket »judiciel myndighed«»ikke begrænser sig til alene at udpege domstolene i en medlemsstat, men mere generelt gør det muligt at udstrække det til at omfatte de myndigheder, som i henhold til den pågældende nationale retsorden skal deltage i forvaltningen af retsplejen« ( 11 ).

45.

I forbindelse med præciseringen af, hvem der blandt deltagerne i forvaltningen af retsplejen kan anses for en »judiciel myndighed«, har Domstolen taget udgangspunkt i, at rammeafgørelsen er »et instrument til retligt samarbejde i straffesager, og det omhandler gensidig anerkendelse, ikke blot af endelige afgørelser, der afsiges af straffedomstolene, men også mere bredt af afgørelser, der træffes af medlemsstaternes judicielle myndigheder i forbindelse med den strafferetlige procedure, herunder den fase i denne procedure, som vedrører strafforfølgningen« ( 12 ).

46.

Den har navnlig bemærket, at »[b]egrebet »procedure«, der må forstås bredt, kan dække straffesagen i sin helhed, dvs. den fase, der ligger forud for strafferetssagen, selve strafferetssagen og fasen med henblik på fuldbyrdelse af den endelige afgørelse fra en straffedomstol, der afsiges mod en person, der er blevet kendt skyldig i en straffelovsovertrædelse« ( 13 ).

47.

Eftersom EAO’erne udgør et instrument, der anvendes i forbindelse med retligt samarbejde, kan de udstedes i strafferetlige procedurer i udtrykkets bredeste forstand, herunder i de tilfælde, hvor anklagemyndighederne »skal tilvejebringe de nødvendige forudsætninger for, at denne medlemsstats straffedomstole kan udøve deres dømmende magt« ( 14 ).

48.

Udtrykket »judiciel myndighed« i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1, omfatter således som udgangspunkt anklagemyndigheden.

49.

Eftersom princippet om gensidig tillid og princippet om gensidig anerkendelse har afgørende betydning for ordningen i rammeafgørelsen ( 15 ), »skal den udstedende judicielle myndighed kunne forsikre den fuldbyrdende judicielle myndighed om, at den, henset til de garantier, som gives i den udstedende medlemsstats retsorden, handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre« ( 16 ).

50.

Følgelig kan anklagemyndigheden kvalificeres som en »judiciel myndighed« i forbindelse med udstedelsen af en EAO, når den har en status, der sikrer dens uafhængighed, også i de tilfælde, hvor denne uafhængighed efter Domstolens opfattelse ikke nødvendigvis er identisk med domstolenes uafhængighed.

51.

Ud fra denne synsvinkel er det tilstrækkeligt, »at der findes vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, der kan sikre, at den udstedende judicielle myndighed i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ikke udsættes for nogen form for risiko for at blive underlagt navnlig en individuel instruktion fra den udøvende magt« ( 17 ).

52.

Ud over de to ovennævnte krav – deltagelse i forvaltningen af retsplejen og uafhængighed i den forstand, at der ikke forekommer nogen individuel instruktion fra den udøvende magt – har Domstolen tilføjet et tredje krav, som vedrører den procedure, i forbindelse med hvilken anklagemyndigheden har kompetence til at udstede en EAO: Anklagemyndighedens udstedelse af en EAO skal kunne gøres til genstand for domstolsprøvelse ( 18 ).

53.

Kort sagt anses en anklagemyndighed, der deltager i forvaltningen af retsplejen, alene for en »udstedende judiciel myndighed«, såfremt den har en organisatorisk status, som udelukker muligheden for at modtage individuel instruktion fra den udøvende magt. Såfremt dette er tilfældet, vil den have kompetence til at udstede en EAO under forudsætning af, at dens afgørelse kan anfægtes ved domstolene ( 19 ).

54.

Finder de ovenfor beskrevne betingelser i forbindelse med status som udstedende myndighed tilsvarende anvendelse i forbindelse med en kvalificering af anklagemyndigheden som »fuldbyrdende judiciel myndighed« i forbindelse med en EAO?

55.

Mens AZ og den tyske og den spanske regering har besvaret dette spørgsmål bekræftende, hælder den nederlandske regering mod en mindre stringent anvendelse for så vidt angår kravene om uafhængighed og underkastelse af domstolsprøvelse.

56.

Jeg erindrer om, at følgende fremgår af forelæggelsesafgørelsen:

57.

På grundlag af disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret i det væsentlige at få oplyst, om den nederlandske anklagemyndighed kan fuldbyrde en EAO, dvs. fungere som en »judiciel myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2.

58.

Dette spørgsmål er logisk, såfremt der tages udgangspunkt i den forudsætning, at den »samtykkende judicielle myndighed« (rammeafgørelsens artikel 27) er den samme som den »fuldbyrdende judicielle myndighed« (rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2). Jeg har netop gjort rede for, at det i det foreliggende tilfælde var en nederlandsk domstol, der godkendte fuldbyrdelsen af EAO’en, mens den nederlandske anklagemyndighed efterfølgende alene gav det samtykke, som de belgiske myndigheder havde anmodet om med henblik på at udvide de lovovertrædelser, der kunne lægges AZ til last.

59.

Det, som er relevant i den foreliggende sag, er derfor ikke, om anklagemyndigheden i Nederlandene havde status af »fuldbyrdende judiciel myndighed« i abstrakt forstand, men derimod om den kunne give samtykke til en udvidelse af lovovertrædelserne i henhold til rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g).

60.

En ordlydsfortolkning af rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), bekræfter, at samtykke alene kan gives af den, der har fuldbyrdet EAO’en. Det samtykke, som lovgiver henviser til i den nævnte bestemmelse, gives netop af »den fuldbyrdende judicielle myndighed, der har overgivet den pågældende«. Denne klare affattelse giver efter min opfattelse ikke anledning til videre diskussion.

61.

Rammeafgørelsens artikel 27 er således til hinder for, at anklagemyndigheden under de i den foreliggende sag omhandlede omstændigheder kunne give samtykke til en udvidelse af de lovovertrædelser, der lå til grund for overgivelsen af AZ. I henhold til denne bestemmelse skulle samtykket gives af den nederlandske fuldbyrdende myndighed (i dette tilfælde domstolen i Amsterdam), som allerede havde overgivet den pågældende person til de belgiske myndigheder.

62.

Såfremt dette er tilfældet, har den forelæggende rets spørgsmål ikke tilknytning til tvistens konkrete omstændigheder. Uanset om anklagemyndigheden i abstrakt forstand har status af fuldbyrdende judiciel myndighed, forholder det sig således, at det var en nederlandsk domstol, som i dette tilfælde overgav den eftersøgte person, hvorfor anklagemyndigheden i Amsterdam ikke havde mulighed for at give det i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), omhandlede samtykke.

63.

Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden) har derimod fastholdt, at medlemsstaternes procesautonomi rækker videre end ordlyden i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), hvorfor de har mulighed for som »samtykkende judiciel myndighed« at udpege en anden »judiciel myndighed« end den fuldbyrdende.

64.

Jeg mener ikke, at bestemmelsen giver mulighed for en sådan fortolkning. Den udelukkes snarere heraf.

65.

Medlemsstaterne kan ganske vist frit lovgive om, hvilken judiciel myndighed der skal have kompetence til at fuldbyrde en EAO. Når dette spørgsmål er afklaret, kan tilknytningen [som er fastsat i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g)] mellem denne myndighed og den myndighed, der giver samtykke til udvidelsen af EAO’en, imidlertid ikke brydes med henvisning til princippet om procesautonomi.

66.

Rammeafgørelsen indfører identitet mellem de to myndigheder, hvilket de nationale lovgivere ikke kan ændre. Disse lovgiveres autonomi ophører med udpegningen af den fuldbyrdende judicielle myndighed, og den er ikke udvidet i en sådan grad, at der kan afviges fra den regel, der indføres ved rammeafgørelsen (at samtykket skal gives af den fuldbyrdende myndighed).

67.

Dette identitetsforhold beror endvidere på rimelige grunde:

68.

Selv om jeg i princippet ikke er enig i den forudsætning, som Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden) støtter sig på, vil jeg alligevel undersøge dens argument subsidiært, idet jeg vil tage udgangspunkt i de betingelser, som den skal opfylde for at kunne fuldbyrde en EAO. Dernæst vil jeg undersøge de betingelser, som den skal opfylde for at kunne give samtykke til en udvidelse af de forhold, der er angivet i en allerede fuldbyrdet EAO.

69.

Det er min opfattelse, at de tre ovennævnte betingelser for, at anklagemyndigheden kan udstede en EAO (dvs. deltagelse i forvaltningen af retsplejen, uafhængighed og mulighed for domstolsprøvelse ( 21 )), kan overføres på fuldbyrdelsen af en EAO.

70.

Jeg skal erindre om, at Domstolen har bemærket, at »[i]det der er tale om en foranstaltning, der ligesom udstedelsen af en [EAO] kan gøre indgreb i den berørte persons frihedsret, der er fastslået i artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, forudsætter denne beskyttelse, at en afgørelse, der opfylder de krav, som en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, skal træffes i hvert fald på et af de to beskyttelsesniveauer« ( 22 ).

71.

Det samme kriterium skal anvendes i forbindelse med fuldbyrdelsen af en EAO, eftersom denne ligeledes kan anvendes til at fratage den berørte person sin ret til personlig frihed. Dette er således tilfældet, når fuldbyrdelsen indirekte fører til en fængselsstraf i sagen mod den overgivne person. Det kan imidlertid også være tilfældet på et endnu tidligere tidspunkt, nemlig i det tilfælde, hvor den fuldbyrdende judicielle myndighed træffer afgørelse om en (midlertidig) tilbageholdelse, mens den tager stilling til overgivelsen, således som det er fastsat i rammeafgørelsens artikel 12.

72.

I modsætning til proceduren i forbindelse med udstedelsen af en EAO, opdeles den berørte persons domstolsbeskyttelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af EAO’en ikke i to niveauer: Proceduren for fuldbyrdelse af EAO’en indeholder ikke en fase, der svarer til vedtagelsen af den nationale arrestordre ( 23 ). På det eneste eksisterende niveau, dvs. i forbindelse med beslutningen om fuldbyrdelse, skal retten til effektiv domstolsbeskyttelse imidlertid respekteres.

73.

Følgelig skal den »fuldbyrdende judicielle myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, være i stand til at varetage denne funktion på objektiv og uafhængig vis. Den må – ligesom det var tilfældet med den udstedende judicielle myndighed – ikke »risikere[…], at dens beslutningsbeføjelse rammes af ekstern styring og instruktion, bl.a. fra den udøvende magt, og således at der ikke hersker nogen tvivl om, at afgørelsen om at [fuldbyrde] [EAO’en] i sidste ende træffes af denne myndighed og ikke af den udøvende magt« ( 24 ).

74.

Det følger af det ovenstående, at anklagemyndigheden alene har beføjelse til at fuldbyrde en EAO i henhold til EU-retten, såfremt den ikke kan underlægges styring eller instruktion fra den udøvende magt. Dette var ikke tilfældet i Nederlandene på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, eftersom den nederlandske anklagemyndighed kunne modtage individuel instruktion fra den udøvende magt i henhold til artikel 127 i Wet RO.

75.

På dette tidspunkt er det ikke nødvendigt også at undersøge, om der i forbindelse med proceduren for den nederlandske anklagemyndigheds fuldbyrdelse af EAO’en er fastsat en mulighed for domstolsprøvelse svarende til den, som Domstolen kræver i forbindelse med de EAO’er, som vil kunne udstedes af den pågældende institution, såfremt den er uafhængig af den udøvende magt ( 25 ).

76.

I dette tilfælde vil det samme krav kunne overføres til anklagemyndighedens fuldbyrdelse af en EAO. Prøvelsen af dens afgørelser ved en domstol skal ligeledes »sikre, at kontrollen med, at betingelserne for [fuldbyrdelsen] af [EAO’en] er overholdt, […] overholder de krav, der følger af en effektiv domstolsbeskyttelse« ( 26 ).

77.

For så vidt angår det samtykke, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g), er det min opfattelse, at der skal gælde de samme betingelser, som gælder for fuldbyrdelsen af EAO’er, hvoraf den nederlandske anklagemyndighed ikke opfylder den anden (fuldkommen uafhængighed af den udøvende magt).

78.

Den nederlandske anklagemyndighed kan således heller ikke afgive dette samtykke, medmindre kravet om uafhængighed relativiseres videre end, hvad der allerede følger af Domstolens praksis vedrørende rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 ( 27 ).

79.

Det er heller ikke muligt at se bort fra kravet om mulighed for domstolsprøvelse, når samtykket afgives af en anklagemyndighed med status som uafhængig af den udøvende magt.

80.

Ved at fremsætte en anmodning til den fuldbyrdende judicielle myndighed om afgivelse af samtykke til, at den allerede overgivne person retsforfølges, idømmes straf eller tilbageholdes for en anden lovovertrædelse end den overtrædelse, der er angivet i den EAO, der lå til grund for overgivelsen, udsteder den udstedende judicielle myndighed i virkeligheden en ny EAO, set ud fra et materielt eller indholdsmæssigt synspunkt.

81.

Anmodningen om dette samtykke vedrører en »anden lovovertrædelse« (dvs. en lovovertrædelse, som af en eller anden grund ikke blev taget i betragtning i den EAO, der lå til grund for overgivelsen af den eftersøgte person), hvorfor nævnte samtykke alene kan formaliseres gennem en procedure svarende til den, der ledte til fuldbyrdelsen af den oprindelige EAO.

82.

Under disse omstændigheder indebærer samtykket i realiteten en tilladelse til at foretage en (væsentlig) udvidelse ( 28 ) af de lovovertrædelser, der lægges den pågældende person til last. Det er derfor kun naturligt, at anklagemyndigheden, for at give sit samtykke, skal opfylde de samme krav, som den ville skulle have opfyldt med hensyn til den oprindelige EAO, herunder at give mulighed for at anfægte dens beslutning ( 29 ).

83.

Det vil kort sagt sige, at selv om den nederlandske anklagemyndighed deltager i forvaltningen af retsplejen, og dens beslutninger kan gøres til genstand for domstolsprøvelse, indebærer risikoen for at blive underlagt individuel styring eller instruktion fra den udøvende magt, at den hverken kan kvalificeres som en »judiciel myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, eller afgive det samtykke, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 27, stk. 3, litra g).

84.

Med mit forslag til besvarelse af de foregående spørgsmål er det overflødigt at besvare dette spørgsmål. For fuldstændighedens skyld vil jeg imidlertid også tage stilling til den sidste af de af den forelæggende ret rejste problemstillinger.

85.

Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden) og den nederlandske regering er af den opfattelse, at rammeafgørelsen ikke giver den allerede overgivne persons ret til at blive hørt af den fuldbyrdende myndighed, inden denne træffer afgørelse med hensyn til afgivelsen af sit samtykke til en udvidelse af de lovovertrædelser, for hvilke vedkommende kan blive retsforfulgt.

86.

Rammeafgørelsen fastsætter i sin artikel 14 en ret til at blive hørt for den person, som »ikke giver sit samtykke til overgivelse«, og en sådan afhøring er reguleret i artikel 19. Retsforskriften regulerer imidlertid ikke et eventuelt samtykke til en anmodning om udvidelse af lovovertrædelserne fra en person, som allerede er blevet overgivet. Eftersom en sådan anmodning fremsættes for den fuldbyrdende judicielle myndighed, kan det give anledning til at tro, at der alene kræves samtykke fra denne myndighed.

87.

Rammeafgørelsens manglende regulering af dette spørgsmål kan efter min opfattelse ikke fratage den overgivne person retten til at blive hørt (som udgør en del af retten til forsvar, der for sin del henhører under retten til adgang til effektive retsmidler), inden de i den oprindelige EAO angivne lovovertrædelser udvides.

88.

Såfremt en sådan udvidelse accepteres, kan det indebære, at den berørte person bliver retsforfulgt, idømt straf eller tilbageholdt for en lovovertrædelse, der er forskellig fra den overtrædelse, som den pågældende på et tidligere tidspunkt godt kunne forsvare sig i mod. Løsningen af tvisten vedrørende disse punkter har afgørende betydning for selve afgrænsningen af de lovovertrædelser, for hvilke den pågældende person i sidste ende kan blive retsforfulgt, hvilket fremhæver nødvendigheden af vedkommendes adgang til effektive retsmidler.

89.

Jeg har vanskeligt ved at se, hvorfor denne ret til forsvar ikke skulle bestå i den anden procedure, hvis konsekvenser som nævnt kan være lige så eller mere ugunstige end konsekvenserne af den første procedure (som ledte til den oprindelige EAO).

90.

Overholdelsen af retten til forsvar under behandlingen af udvidelsen af lovovertrædelser kan finde sted på én af følgende måder:

91.

Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden) har fremsat begæring om, at dommen i den præjudicielle sag ikke skal have umiddelbar virkning, såfremt Domstolen vurderer, at anklagemyndigheden ikke kan anses for en »judiciel myndighed« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2.

92.

Domstolen vil kun undtagelsesvis i henhold til et almindeligt retssikkerhedsprincip, der er sikret i Unionens retsorden, finde anledning til at begrænse borgernes mulighed for at påberåbe sig en således fortolket bestemmelse med henblik på anfægtelse af tidligere i god tro stiftede retsforhold. For at kunne træffe bestemmelse om en sådan begrænsning skal de berørte parter være i god tro, og der skal være fare for alvorlige forstyrrelser ( 30 ).

93.

De nederlandske myndigheder må anses for at være i god tro, eftersom de ikke har tøvet med straks at tilpasse deres lovgivning til Domstolens praksis vedrørende rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1. Det samme er imidlertid ikke tilfældet med hensyn til faren for alvorlige forstyrrelser: Den umiddelbare anvendelse af den her foreslåede fortolkning af rammeafgørelsens artikel 6, stk. 2, indebærer ikke nødvendigvis sådanne alvorlige forstyrrelser, som i øvrigt ikke er blevet nærmere præciseret af Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden).

94.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Hof van beroep te Brussel (appeldomstolen i Bruxelles, Belgien) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 6, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne, som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009, skal fortolkes således, at begrebet »fuldbyrdende judicielle myndighed«, som et selvstændigt EU-retligt begreb, ikke omfatter en medlemsstats anklagemyndighed, der risikerer direkte eller indirekte at blive underlagt individuel styring eller instruktion fra den udøvende magt.

Artikel 27, stk. 3, litra g), og artikel 27, stk. 4, i rammeafgørelse 2002/584/RIA skal fortolkes således, at en medlemsstats anklagemyndighed, som risikerer direkte eller indirekte at blive underlagt individuel styring eller instruktion fra den udøvende magt, ikke kan afgive det i den nævnte bestemmelse omhandlede samtykke.«