1.

Sagsøgerne i hovedsagen er internationale lastbilchauffører. De udstationeres regelmæssigt fra Ungarn til Frankrig. Sagsøgerne har anlagt sag mod deres ungarske arbejdsgiver ved Gyulai Törvényszék (retten i første instans i Gyula, Ungarn), hvorved de har gjort gældende, at deres faktiske løn i forbindelse med deres udstationeringer er langt under den gældende franske mindsteløn, hvilket er i strid med arbejdsvilkårene som sikret ved artikel 3, stk. 1, i direktiv 96/71/EF ( 2 ) (herefter »udstationeringsdirektivet«).

2.

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret bl.a. vejledning om for det første, hvorvidt udstationeringsdirektivet finder anvendelse på sagsøgerne; for det andet, hvorvidt diæter, som udbetales til sagsøgerne, skal betragtes for at udgøre en del af deres mindsteløn, og for det tredje, hvorvidt et brændstofbesparelsestillæg, der lejlighedsvis udbetales til sagsøgerne, er af en sådan art, at den udgør en fare for færdselssikkerheden i strid med forordning (EF) nr. 561/2006 ( 3 ).

3.

Ifølge udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 1, finder »[d]ette direktiv […] anvendelse på virksomheder, som i forbindelse med levering af tjenesteydelser over grænserne udstationerer arbejdstagere på en medlemsstats områder […]«

4.

Ifølge udstationeringsdirektivets artikel 2 forstås ved en »udstationeret arbejdstager enhver arbejdstager, der i en bestemt periode udfører arbejde på en anden medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde«.

5.

Udstationeringsdirektivets artikel 3 omhandler »arbejds- og ansættelsesvilkår«. Den relevante del fastsætter følgende:

»1.   Medlemsstaterne påser, at de i artikel 1, stk. 1, omhandlede virksomheder, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på ansættelsesforholdet, på nedennævnte områder sikrer de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, de arbejds- og ansættelsesvilkår, som i den medlemsstat, på hvis område arbejdet udføres, er fastsat:

[…]

7.   Stk. 1-6 er ikke til hinder for anvendelse af arbejds- og ansættelsesvilkår, der er mere favorable for arbejdstagerne.

Ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af mindstelønnen, hvis de ikke udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi.«

6.

Kapitel III i forordning nr. 561/2006, der har overskriften »Transportvirksomhedens ansvar«, indeholder alene artikel 10. I overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, må en »transportvirksomhed […] ikke give førere, som er ansat af eller stillet til rådighed for den, nogen betaling, heller ikke i form af præmier eller løntillæg, i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde, hvis betalingen er af en sådan art, at den udgør en fare for færdselssikkerheden og/eller tilskynder til overtrædelse af denne forordning«.

7.

I 2015 og 2016 indgik sagsøgerne i hovedsagen ansættelseskontrakter med Rapidsped (herefter »sagsøgte«), som er en juridisk person med hjemsted i Ungarn, vedrørende stillingen som international lastbilchauffør.

8.

I henhold til disse kontrakter forpligtede sagsøgte sig til, ud over at betale grundlønnen, at give sine ansatte diæter, som forøges med udstationeringens varighed. Ifølge den forelæggende ret er det beskrevet i sagsøgtes informationsbrochure, at diæterne har til formål at dække »udgifter, der er afholdt i udlandet«. I overensstemmelse med vilkårene i ansættelseskontrakten giver sagsøgte, dog efter eget skøn, endvidere sine chauffører et brændstofbesparelsestillæg i tilfælde, hvor brændstofforbruget er lavere end brændstofforbrugets »normale« niveau.

9.

Sagsøgernes arbejde krævede, at de rejste med minibus til Frankrig, og at de derefter under udførelsen af deres arbejde krydsede grænserne ved flere lejligheder. Ved påbegyndelsen af hver udstationering til udlandet udleverede sagsøgte en erklæring, der var bekræftet ved ungarsk notar, og en attestation de détachement (udstationeringsattest), som var udarbejdet af ministère du Travail, de l’Emploi et de l’Insertion (det franske arbejdsministerium), til sine chauffører, hvoraf det fremgår, at arbejdstagernes timeløn er 10,40 EUR. Denne løn er højere end den franske minimumsløn inden for dette beskæftigelsesområde, som er fastsat til 9,76 EUR.

10.

Sagsøgerne i hovedsagen har anlagt sag mod sagsøgte ved Gyulai Törvényszék (retten i første instans i Gyula), hvorved de har gjort gældende, at deres løn for det udførte arbejde i Frankrig ikke svarer til den franske minimumsløn. I henhold til deres ansættelseskontrakter modtog sagsøgerne en bruttomånedsløn på 544 EUR, som svarer til en timeløn på ca. 3,24 EUR. Forskellen er således 6,52 EUR pr. time mellem den franske minimumsløn og den timeløn, som disse chauffører modtog.

11.

Sagsøgte har gjort gældende, at forskellen på 6,52 EUR pr. time mellem den franske minimumsløn og den timeløn, som sagsøgerne modtog, reelt dækkes af de tillæg og det brændstofbesparelsestillæg, som udbetales til sagsøgerne. Disse to tillæg udgør en del af sagsøgernes løn, og sagsøgerne har derfor modtaget en betaling, som svarer til den franske minimumsløn.

12.

Det er på denne baggrund, at Gyulai Törvényszék (retten i første instans i Gyula) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

13.

Sagsøgerne, sagsøgte, den franske, den ungarske, den nederlandske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Sagsøgerne, sagsøgte og den ungarske regering har endvidere besvaret et skriftligt spørgsmål fra Domstolen.

14.

Nærværende forslag til afgørelse er opbygget på følgende måde. Jeg vil først behandle det fjerde spørgsmål vedrørende udstationeringsdirektivets anvendelighed (A). Jeg vil derefter holde mig til rækkefølgen i de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, hvad angår det første, det andet, det tredje og det femte spørgsmål (B-E).

15.

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om udstationeringsdirektivet finder anvendelse på international levering af tjenesteydelser i vejtransportsektoren. Finder dette direktiv navnlig anvendelse på udstationeringen af chauffører i denne sektor?

16.

Dette specifikke spørgsmål er blevet løst i Domstolens nylige dom i sagen Federatie Nederlandse Vakbeweging ( 4 ), som er en sag fra Nederlandene vedrørende anvendelsen af udstationeringsdirektivet på internationale lastbilchauffører. Domstolen fastslog, at udstationeringsdirektivet finder anvendelse på levering af transporttjenester over grænserne ( 5 ). Ifølge Domstolen fremgår det af udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 1 og 3, sammenholdt med fjerde betragtning hertil, at dette direktiv finder anvendelse på virksomheder, som har hjemsted i en medlemsstat, og som i forbindelse med levering af tjenesteydelser over grænserne udstationerer arbejdstagere på en anden medlemsstats område.

17.

Udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 2, udelukker alene tjenesteydelser, som involverer besætningen i handelsflåden, fra dette anvendelsesområde. Der gøres ingen undtagelser for andre sektorer. Direktivet finder derfor principielt anvendelse på enhver levering af tjenesteydelser over grænserne, som indebærer udstationering af arbejdstagere, uanset hvilken erhvervssektor en sådan levering er tilknyttet. Dette omfatter tjenesteydelser over grænserne i vejtransportsektoren ( 6 ).

18.

I betragtning af denne besvarelse er det bestemt ikke nødvendigt detaljeret at behandle parternes indlæg, der anfægter udstationeringsdirektivets anvendelighed i denne sag. For fuldstændighedens skyld kan det imidlertid være nyttigt at behandle tre konkrete argumenter, som er fremført for Domstolen i nærværende sag.

19.

For det første har den ungarske og den polske regering stillet sig tvivlende med hensyn til valget af artikel 57, stk. 2, TEF og artikel 66 TEF (nu artikel 53, stk. 1, TEUF og artikel 62 TEUF) som det korrekte retsgrundlag for udstationeringsdirektivet. Disse bestemmelser, som vedrører den frie levering af tjenesteydelser, kan ikke fortolkes således, at de omfatter tjenesteydelser over grænserne i vejtransportsektoren.

20.

I sin dom i sagen Federatie Nederlandse Vakbeweging bortvejrede Domstolen enhver tvivl vedrørende valget af retsgrundlag for udstationeringsdirektivet. Domstolen fastslog, at dette direktivs primære formål ikke er en særlig regulering af tjenesteydelser på transportområdet (i hvilket tilfælde en henvisning til artikel 58 TEUF ( 7 ) ville have været nødvendig) ( 8 ). Direktivet har derimod til formål at imødegå de generelle sociale og økonomiske konsekvenser af udstationering af arbejdstagere inden for rammerne af udveksling af (alle) tjenesteydelser ( 9 ). Det var derfor ikke nødvendigt at henvise til et yderligt retsgrundlag for transport for at angive, at sektoren for vejtransport udgør en del af dette direktivs anvendelsesområde ( 10 ).

21.

I modsætning til det synspunkt, som den ungarske og den polske regering har gjort gældende, ændrer den omstændighed, at det seneste direktiv om revision af håndhævelseskravene og fastsættelse af regler om udstationering af førere (direktiv (EU) 2020/1057) ( 11 ) henviser til artikel 91, stk. 1, TEUF som sit retsgrundlag, ikke denne konklusion. Direktiv (EU) 2020/1057 har til formål at harmonisere særlige regler for udstationerede førere i vejtransportsektoren. Dets anvendelsesområde er således langt mere specifikt end udstationeringsdirektivets anvendelsesområde. Da det sidstnævnte direktiv ikke tilsigter at fastsætte »fælles regler«, betingelser for at »ikke-hjemmehørende transportvirksomheder« kan udføre transport, »foranstaltninger til forbedring af transportsikkerheden« eller andre »formålstjenlige bestemmelser«på transportområdet, var det ikke nødvendigt at henvise til artikel 91, stk. 1, litra a), b), c) eller d), TEUF ( 12 ).

22.

For det andet har sagsøgte og både den ungarske og polske regering gjort gældende, at intensiteten af forbindelsen mellem sagsøgerne og Frankrigs område er utilstrækkelig. Ifølge disse regeringer er sagsøgerne ikke omfattet af definitionen af en »udstationeret arbejdstager« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1.

23.

Jeg er ikke enig.

24.

Det er klart, at der ved en »udstationeret arbejdstager« i henhold til udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1, forstås enhver arbejdstager, der i en bestemt periode udfører arbejde på en anden medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde. Eftersom en arbejdstager imidlertid kun kan betragtes som udstationeret på en medlemsstats område, hvis udførelsen af vedkommendes arbejde er tilstrækkeligt knyttet til dette område, forudsætter udstationeringsdirektivet en samlet vurdering af alle de forhold, der kendetegner den pågældende arbejdstagers beskæftigelse ( 13 ).

25.

Navnlig hvad angår internationale lastbilchauffører er intensiteten af forbindelsen mellem de aktiviteter, som en sådan arbejdstager udfører i forbindelse med leveringen af transporttjenesten, og hver berørt medlemsstats område særlig relevant. Det samme gælder for disse aktiviteters andel i den samlede levering af de pågældende tjenesteydelser ( 14 ).

26.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at foretage denne vurdering, er der i den foreliggende sag enighed blandt parterne om, at sagsøgerne blev transporteret med minibus fra Ungarn til et bestemt bestemmelsessted i Frankrig. De synes at udføre vejtransporttjenester i Frankrig ud fra denne »base«. Under visse omstændigheder kan dette tillige omfatte grænseoverskridende transport. Deres »base« synes imidlertid generelt at være den samme med hensyn til alt det arbejde, som sagsøgerne udførte i forbindelse med deres udstationering, indtil de vendte tilbage til Ungarn. Dette er ensbetydende med en høj grad af tilknytning mellem sagsøgernes levering af de pågældende transporttjenester og Frankrigs område.

27.

Disse kendetegn adskiller sig mærkbart fra en arbejdstager, der alene udfører begrænsede tjenesteydelser på værtsmedlemsstatens område, som det var tilfældet i Dobersberger-sagen ( 15 ). I denne sag indgik Österreichische Bundesbahnen (de østrigske forbundsbaner) aftaler med flere underkontrahenter om leveringen af gastronomiydelser i sine tog ( 16 ). Tilknytningen mellem arbejdstagerne på disse tog og det område, som de kørte igennem, var ganske flygtig og midlertidig ( 17 ). De blev derfor ikke betragtet som »udstationerede arbejdstagere« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1.

28.

Det er således min opfattelse, at der skal sondres mellem sagsøgernes faktiske forhold og de faktiske forhold i Dobersberger-sagen eller endda mellem vejtransportarbejdstagere, der blot transiterer eller aflæsser varer på en anden medlemsstats område end deres oprindelsesmedlemsstat eller værtsmedlemsstat. Dette skyldes, at der i disse eksempler især manglede noget, der minder om en fast »base«, hvorfra arbejdet udføres.

29.

Den ungarske regering har for det tredje gjort gældende, at sagsøgernes ansættelseskontrakter indeholder en specifik ordlyd, som i det væsentlige har til formål at gøre arbejde i udlandet til reglen i stedet for undtagelsen. Denne ordlyd sikrer, at en udstationeret arbejdstager ikke kan anses for at udføre arbejde på »en anden medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1, fordi denne arbejdstager »sædvanligvis« arbejder i udlandet. Der er derfor reelt ikke tale om »udstationering« som omhandlet i denne bestemmelse.

30.

Dette argument er ikke gennemtænkt. Det vender op og ned på udstationeringsdirektivets logik og forsøger at erstatte det med en tom cirkelslutning: En arbejdstagers sædvanlige arbejdssted er der, hvor den pågældende arbejder. Hvis arbejdstageren arbejder der på et givet tidspunkt, kan han ikke anses for at være udstationeret der, da han faktisk arbejder der. Såfremt denne opfattelse lægges til grund, kan en ungarsk arbejdstager pr. definition aldrig være udstationeret. Den pågældende ville ganske enkelt konstant skifte sit »sædvanlige« ansættelsessted i henhold til, hvad dennes arbejdsgiver i Ungarn ønsker. Arbejdstagerens sædvanlige ansættelsessted ville f.eks. således være Frankrigs område tre uger i januar, Tysklands område fire uger i februar og marts og Spaniens område to uger i april, uden at den pågældende nogensinde kunne at drage nytte af de væsentlige regler for minimumsbeskyttelse, der forfølges med udstationeringsdirektivet.

31.

Udstationeringsdirektivet er et instrument, der bl.a. har til hensigt at beskytte enhver arbejdstager, som er »udstationeret« ( 18 ). Det vurderer, om en sådan udstationering opstår set i relation til arbejdstageren og dennes »sædvanlige« ansættelsessted i løbet af denne arbejdstagers karriere under hensyntagen til arbejdstagerens »(økonomiske) centrum for livsinteresser« ( 19 ). Denne vurdering kræver en høj grad af forudsigelighed, da den udstationerede arbejdstagers »sædvanlige« ansættelsessted i princippet er det sted, hvor den pågældende generelt vender tilbage til efter sin udstationering. Det er derfor ikke korrekt at foretage denne vurdering isoleret fra den bestemte periode, hvori arbejdstageren er udstationeret, for effektivt at sikre, at et bestemt ansættelsesforhold undslipper udstationeringsdirektivets anvendelsesområde.

32.

Det er netop af hensyn til denne »skiftende« karakter af beskæftigelse i Den Europæiske Union, at udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, havde til formål at koordinere ufravigelige regler for minimumsbeskyttelse, hvorved der fastsættes et grundniveau for de arbejds- og ansættelsesvilkår, som skal overholdes i værtslandet af arbejdsgivere, som udstationerer sine arbejdstagere ( 20 ). Sammenholdt med 17. betragtning til direktivet kan disse regler alene fraviges i tilfælde, hvor arbejdstageren er omfattet af mere favorable arbejds- og ansættelsesvilkår.

33.

Efter min opfattelse er det således klart, at kontraktbestemmelser (uanset hvilke), der fastsætter det modsatte, ikke kan tilsidesætte udstationeringsdirektivets anvendelighed i forhold til arbejdstagere, der objektivt er udstationeret, og derved underminere de i dette direktivs artikel 3, stk. 1, ufravigelige reglers »grundniveau« for sådanne ansættelsesforhold.

34.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det fjerde spørgsmål på følgende måde:

»Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes således, at det finder anvendelse på tjenesteydelser over grænserne i vejtransportsektoren.«

35.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om ungarske arbejdstagere kan indlede en sag mod deres ungarske arbejdsgiver ved de ungarske domstole med påstand om overtrædelse af udstationeringsdirektivet og den franske lovgivning om mindsteløn.

36.

Samtlige parter, der har afgivet indlæg vedrørende dette spørgsmål, er af den opfattelse, at det afspejler en anmodning om afklaring af, hvilke(t) EU-retlige instrument(er) der giver den forelæggende ret kompetence. Det er min opfattelse, at dette ikke er den eneste forståelse af dette spørgsmål. Efter sin ordlyd ønskes der med spørgsmålet i stedet oplyst, om den forelæggende ret faktisk kan anvende (en del af) fransk lovgivning i en sag, der verserer for den, og på dette grundlag eventuelt konstatere en overtrædelse af lovgivningen (og hvilken lovgivning). Hvad angår denne anden mulige forståelse drejer problemstillingen sig derfor ikke om fastlæggelse af kompetence, men derimod om gældende ret.

37.

Under alle omstændigheder er svaret på begge forståelser af det første spørgsmål ganske klart. En ungarsk domstols kompetence til at træffe afgørelse i sag som den foreliggende er slet ikke begrænset af udstationeringsdirektivet.

38.

Hvad for det første angår den forelæggende rets kompetence til at pådømme tvisten i hovedsagen, synes der at være enighed om, at den foreliggende sag omhandler ungarske arbejdstageres søgsmål mod deres ungarske arbejdsgiver ved en ungarsk ret vedrørende en kontrakt indgået i henhold til ungarsk ansættelsesret. Henset til disse ganske klare kompetencemæssige »koblinger« er det kun naturligt, at de kompetente retsinstanser på arbejdsgiverens etableringssted i Ungarn som standard anses for værneting.

39.

Jeg antager, at dette allerede er tilfældet i henhold til ungarske nationale regler. Den eventuelle anvendelse af privatretlige EU-instrumenter som f.eks. forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 21 ), ville føre til det samme resultat. Ungarske retsinstanser ville enten være kompetente i henhold til standardreglen i denne forordnings artikel 4, stk. 1 (sagsøgte er tilsyneladende en ungarsk juridisk person og er således antageligt hjemmehørende i denne medlemsstat) eller eventuelt, hvis betingelserne i denne forordnings artikel 5, stk. 1, er opfyldt ( 22 ), i henhold til den særlige kompetenceregel for ansættelseskontrakter, navnlig i henhold til artikel 21, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1215/2012.

40.

Ændrer udstationeringsdirektivets artikel 3 og 5 noget i denne henseende, således som sagsøgte har gjort gældende?

41.

Jeg kan ikke se, hvorledes de kan. Disse bestemmelser omhandler kontrol med og offentlig håndhævelse ( 23 ) af visse obligatoriske minimumsarbejdsvilkår og ‑betingelser. De ændrer ikke de (nationale) kompetenceregler. Faktisk er det alene udstationeringsdirektivets artikel 6, som vedrører kompetence. Imidlertid tilføjer denne bestemmelse blot en yderligere mulighed for retlig kompetence for værtsmedlemsstatens domstole. Denne bestemmelse ændrer naturligvis herved ikke de ungarske domstoles (standard)kompetenceregler om behandlingen af sager vedrørende deres statsborgere i henhold til de almindelige nationale kompetenceregler.

42.

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvordan det fastslås, hvilken lov der finder anvendelse i en tvist som den, der verserer for den forelæggende ret, hvor en bestanddel af ansættelsesforholdets obligatoriske minimumsvilkår og ‑betingelser følger af fransk ret, er svaret ligeledes klart. Udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, indfører en »obligatorisk« kerne af vilkår og betingelser, som medlemsstaterne og udstationeredes arbejdsgivere ikke kan afvige fra, uanset hvilken lovgivning der finder anvendelse på ansættelsesforholdet ( 24 ). Disse vilkår og betingelser fastsætter navnlig et grundlæggende beskyttelsesniveau for udstationerede arbejdstager, som ikke kan tilsidesættes. »Mindsteløn« er en del af dette beskyttelsesniveau i den periode, som den pågældende arbejdstager er udstationeret ( 25 ), og afgøres af værtsmedlemsstatens nationale lovgivning, som fastlægger denne »mindsteløn« ( 26 ).

43.

I den foreliggende sag indebærer dette nødvendigvis, at den forelæggende ret anvender den franske lovgivning om mindsteløn på sagsøgernes ansættelseskontrakt for at afgøre, om denne kontrakt opfylder »mindstelønnen« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1. Således er relevante bestanddele af fransk lovgivning, som dette direktivs artikel 3, stk. 1, peger på, obligatoriske regler, som træder i stedet for andre (eller modstridende) kontraktbestemmelser. Faktisk bliver bestanddele af fransk ret den gældende norm i en sag, der ellers formentlig hvad angår sagens realitet er underlagt ungarsk ret.

44.

Det kan på det praktiske plan tilføjes, således som den franske regering på korrekt vis har anført, at den forelæggende ret, såfremt behovet opstår, kan indhente de nødvendige oplysninger om den franske lovgivning om mindsteløn ved hjælp af internationale instrumenter om samarbejde mellem retterne som f.eks. det europæiske retlige netværk mellem medlemsstaterne på det civil- og handelsretlige område eller den europæiske konvention om oplysninger om fremmed ret.

45.

Kort sagt er udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1, som følge af selve dens logik ganske tæt på at være en lex specialis vedrørende gældende ret ( 27 ). Bestemmelsen må nødvendigvis føre til situationer, hvor bestanddele af værtsmedlemsstatens materielle ret vil blive anvendt i en tvist i oprindelsesmedlemsstaten og omvendt. Hvis ansatte i sidstnævnte tilfælde søger retlig beskyttelse af deres EU-retlige baserede rettigheder i den medlemsstat, hvor de er udstationeret, vil denne medlemsstats retsinstanser sandsynligvis tillige skulle anvende bestanddele af værtsmedlemsstatens materielle ret, da denne lovgivning generelt ville finde anvendelse på ansættelseskontrakten.

46.

Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen giver følgende besvarelse:

»Artikel 3, stk. 1, i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at der kan indledes en sag i oprindelsesmedlemsstaten om overtrædelse af værtsmedlemsstatens lovgivning om »mindsteløn«, forudsat at oprindelsesmedlemsstatens retsinstanser har kompetence til at behandle sagen f.eks. som følge af, at arbejdsgiveren er hjemmehørende i denne stat.«

47.

Med sit andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om diæter, som er bestemt til at dække udgifter i forbindelse med en arbejdstagers udstationering til udlandet, anses for at udgøre en del af lønnen.

48.

Dette spørgsmål er opstået som følge af, at parterne i hovedsagen er uenige om, hvorvidt diæterne udgør en del af sagsøgernes »mindsteløn« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 1. Ifølge dette direktivs artikel 3, stk. 7, er dette alene tilfældet, hvis en ydelse, der er omfattet heraf, »specifikt vedrører udstationeringen«. I sådanne tilfælde er det efter udstationeringsdirektivet et krav, at den pågældende ydelse betragtes som en del af den udstationerede arbejdstagers løn. Imidlertid bortfalder denne hovedregel, hvis den omhandlede ydelse »udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi«. Det er fortolkningen af disse krav i forhold til de i den foreliggende sag omhandlede diæter, som den forelæggende ret ønsker vejledning om.

49.

Det skal erindres, at udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7, indeholder det, som Domstolen med hensyn til, hvilke tillæg og supplerende ydelser der skal medregnes, har betegnet »forholdet »regel-undtagelse«« ( 28 ). Dette forhold består af to dele. Den første del indeholder hovedreglen: Ydelser, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes som en del af mindstelønnen. Denne hovedregel er underlagt den anden del, som fastsætter en ufravigelig undtagelse: En ydelse udgør en del af mindstelønnen, »hvis [omtalte ydelse] ikke udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen, såsom udgifter til rejse, kost og logi« ( 29 ).

50.

Hvorvidt en ydelse »specifikt vedrører udstationeringen« som omhandlet i hovedreglen i første del af andet afsnit i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7, er med andre ord ikke nødvendigvis det afgørende element, som indledningsvis skal fastlægges. Dette skyldes, at denne konstatering i praksis alene er relevant, hvis undtagelsen i anden del af dette afsnit ikke udløses. Som følge af denne opbygning er det undtagelsen, som bestemmer, om den omhandlede ydelse er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde til at begynde med.

51.

På grundlag af de begrænsede oplysninger i sagsakterne er jeg enig med sagsøgtes synspunkt om, at diæterne i den foreliggende sag ikke synes at blive »udbetal[t] som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen« ( 30 ).

52.

Det synes at være fastslået, at diæterne, som udgør mellem 34 EUR og 44 EUR alt afhængig af udstationeringsperioden, udbetales som engangsbeløb og uden krav om dokumentation for afholdte udgifter. Dette skyldes tilsyneladende, at udgifter til logi og kost i henhold til ungarsk ret anses for støtteberettigede uden dokumentation.

53.

I betragtning af den deraf følgende mangel på enhver forbindelse mellem diæterne og udgifterne forbundet med udstationeringen har jeg vanskeligt ved at godtage sagsøgernes argument om, at diæterne udbetales som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen. Selv om det bestemt er sandsynligt, foreligger der uden dokumentation for, hvad diæterne blev anvendt til, nemlig ikke noget bevis for, at sagsøgerne faktisk anvendte diæterne overhovedet, og selv om de gjorde, hvorvidt diæterne blev anvendt til at dække udgifter i forbindelse med deres udstationering.

54.

Der er tale om et kriterium vedrørende udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med deres udstationering. Jeg fremhæver ordet »reelt«, da det efter min opfattelse er klart, at dets anvendelse i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7, andet afsnit, nødvendiggør, at der fremlægges en eller anden form for dokumentation, der forbinder den omhandlede »godtgørelse« med udgifter, »der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen«. Den form for dokumentation, som skal fremlægges, er af sekundær betydning. Domstolen har således tidligere fastslået, at den nærmere fremgangsmåde for afholdelse af udgifter som følge af udstationeringen er irrelevant for den retlige kvalificering heraf ( 31 ).

55.

Når det er fastslået, at det er usandsynligt, at undtagelsen til hovedreglen finder anvendelse, står spørgsmålet, om hovedreglen selv finder anvendelse, tilbage, dvs. hvorvidt diæter faktisk »specifikt vedrører udstationeringen«, som følgelig skal betragtes som en del af mindstelønnen.

56.

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at efterprøve dette, forekommer det mig, at svaret bør være bekræftende af to årsager. For det første er det blevet fastslået, at de ansatte modtager diæter i den periode, hvor de er udstationeret, fordi de faktisk er udstationeret. For det andet bliver engangsbeløbet (som er diæter), da de på ingen måde faktureres eller godtgøres for de udgifter, der reelt er afholdt, en del af deres løn, som den ansatte frit kan anvende. Det kan derfor i praksis ikke skelnes fra den pågældendes almindelige løn.

57.

Henset til det ovenstående synes logikken bag hovedreglen i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7, at finde anvendelse her: Enhver betaling, som modtages som følge af udstationeringen, men som ikke kan udpeges særskilt som en godtgørelse af konkrete udgifter, er blot en del af (mindste)lønnen.

58.

Den informationsbrochure, som både den forelæggende ret og sagsøgerne har henvist til, hvori det angiveligt nævnes udtrykkeligt, at formålet med diæterne er at dække »udgifter, der er afholdt i udlandet«, ændrer ikke denne konklusion. Ses der for en kort bemærkning bort fra den tvivlsomme bevismæssige værdi af et dokument, der ikke er omfattet af sagsøgernes ansættelseskontrakter, med henblik på at fortolke diæternes art og formål, ændrer den blotte udpegning af en udgift til et bestemt formål ikke på diæternes manglende forbindelse til reelle udgifter. Om noget fremgår det klart af informationsbrochuren, at karakteren af diæternes engangsbeløb specifikt er udformet til at dække en bred vifte af udgifter under ophold i udlandet, hvoraf de fleste netop sandsynligvis opstår som følge af udstationeringen, men hvoraf nogle af dem ikke gør.

59.

Når dette er sagt, vil der stadig ikke, selv om der tages hensyn til informationsbrochuren, foreligge bevis for nogen forbindelse mellem eventuelle afholdte udgifter og betalingen af diæterne. Den blotte omstændighed, at sagsøgernes ansættelseskontrakt tillægger eller ikke tillægger en vis betydning til diæterne, har derfor begrænset betydning for kvalificeringen af disse diæter i forbindelse med godtgørelse af udgifter, der »reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen« som omhandlet i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 7.

60.

Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål på følgende måde:

»Diæter, som udbetales uden bevis for udgifter, og som det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, udbetales ikke som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen som omhandlet i artikel 3, stk. 7, i direktiv 96/71/EF. Såfremt de i hovedsagen omhandlede diæter tillige udbetales som en ydelse, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes de som en del af mindstelønnen.«

61.

Med sit tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret vejledning om brændstofbesparelsestillæggets overensstemmelse med artikel 10 i forordning nr. 561/2006. Denne bestemmelse forbyder enhver form for betaling, der tilskynder farlig kørsel.

62.

Sagsøgerne har gjort gældende, at brændstofbesparelsestillægget er i strid med artikel 10 i forordning nr. 561/2006. De har forklaret, at dette tillæg består af et skema, der belønner lastbilchauffører for et lavere brændstofforbrug pr. tilbagelagt strækning, end det forbrug, der betragtes som et »standardforbrug« for denne strækning. For at opnå den brændstofbesparelse, som kræves for at opnå tillægget, opfordres chaufførerne derfor til at udvise en kørselsadfærd, der udgør en risiko for færdselssikkerheden.

63.

I overensstemmelse med flertallet af de synspunkter, som er fremsat over for Domstolen, er jeg på grundlag af de i den foreliggende sag fremlagte oplysninger ikke enig i denne konklusion.

64.

Det skal indledningsvis erindres, at forordning nr. 561/2006 forfølger to formål. Dvs. at forbedre arbejdsvilkårene og færdselssikkerheden ( 32 ). Endvidere fremgår det af denne forordnings artikel 1, at den også sigter mod at fremme bedre arbejdspraksis i vejtransporterhvervet. I det omfang at brændstofbesparelsestillægget i sagsøgernes ansættelseskontrakter således har potentiale til at underminere den generelle færdselssikkerhed, er det nødvendigt at vurdere, om dette tillæg er udelukket i medfør af artikel 10 i forordning nr. 561/2006.

65.

Artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 561/2006 forbyder transportvirksomheder at give førere nogen betaling, heller ikke i form af præmier eller løntillæg, i) i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde, og ii) hvis betalingen er af en sådan art, at den udgør en fare for færdselssikkerheden og/eller tilskynder til overtrædelse af denne forordning.

66.

For det første foreligger der i sagsakterne ikke tilstrækkeligt bevis for at fastslå, at brændstofbesparelsestillægget klart er »i forhold« til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde. Naturligvis er der en indirekte sammenhæng mellem strækning/den transporterede vægt og brændstofforbrug. Dette kan ikke nægtes. Man behøver ikke være fysiker for at forstå, at masse og energi er forbundet, og at en vis energimængde er nødvendig for at flytte massen over en vis strækning.

67.

Imidlertid er der andre forhold end blot den tilbagelagte strækning og den transporterede vægt, der gør sig gældende hvad angår brændstofforbrug. Som den franske regering har forklaret, er brændstofforbrug nemlig flerdimensionel. F.eks. kan omgivende og miljømæssige betingelser, kørestil og endda forhold som brugen af klimaanlæg alle have indflydelse på chaufførernes brændstofforbrug ( 33 ). Ingen af disse forhold drøftes af den forelæggende ret. Faktisk er denne ret fuldstændig tavs med hensyn til, hvorfor den anser brændstofbesparelsestillægget for at være »i forhold til« den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde. I mangel af en sådan forklaring er jeg ikke overbevist om, at brændstofbesparelsestillægget abstrakt set overhovedet er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 561/2006 i første omgang.

68.

For det andet og alene for argumentets skyld har sagsøgerne ikke, selv hvis brændstofbesparelsestillægget var omfattet af artikel 10 i forordning nr. 561/2006, fremlagt noget bevis for, at dette tillæg som sådan faktisk fremmer farlig kørsel. Umiddelbart ville man i stedet gå ud fra, at et sådant tillæg faktisk har den modsatte virkning; farlig kørsel er oftere resultatet af kørsel med høj hastighed, for megen acceleration eller acceleration de forkerte steder, som er aktiviteter, der kræver mere og ikke mindre brændstof.

69.

Den forelæggende ret har givet eksemplet med en chauffør, der kører i frigear så længe som muligt i nedadgående retning for at spare brændstof. Det er bestemt muligt at forestille sig, at en lastbil, der køres i frigear på en motorvej, uanset om det er i højre vejbane, men med meget lav hastighed, eller endda i den venstre vejbane ved overhaling af en anden lastbil i flere kilometer, netop fordi chauføreren forsøger at spare brændstof, måske ikke er udtryk for generel færdselssikkerhed ( 34 ). Imidlertid er der uden yderligere detaljer eller forklaring simpelthen ingen automatisk årsagssammenhæng mellem en sådan adfærd og et brændstofbesparelsestillæg.

70.

Dette betyder ikke, at der måske ikke er indvirkende faktorer, der i praksis kan indebære, at en ellers uskyldig økonomisk tilskyndelse bliver et incitament til farlig kørsel. Som Kommissionen med rette har anført, kan der – hvis aflønningen, som tilskynder til brændstofbesparelse, var baseret på en standard, der var fastlagt på en sådan måde, at den ikke gjorde tildelingen af en fast præmie betinget af bedre brændstoføkonomi relativt set (f.eks. når det samlede årlige forbrug er mindst 5% lavere end »standardniveauet«), men af det absolutte forbrug over en vis strækning (som f.eks. ved udbetaling af en præmie på 50 EUR pr. 100 liter sparet brændstof) – være tilfælde, hvor en chauffør følger sig tilskyndet til at køre mindre sikkert. Tilsvarende ville en chauffør, hvis betingelserne for tilbagebetaling af »yderligere udgifter« forbundet med et brændstofforbrug over det beregnede »standardniveau« er helt urimelige, have et vist indirekte incitament til at spare så meget brændstof som muligt, uafhængigt af de vej-, miljømæssige eller geografiske forhold, som den pågældende arbejder under ( 35 ).

71.

Det, der er klart, er, at hverken den forelæggende ret eller de berørte parter har identificeret eller fremført noget, der kan underbygge disse betragtninger. Jeg finder det derfor umuligt abstrakt set at konkludere, at et brændstofbesparelsestillæg i sig selv vil være udelukket i medfør af artikel 10 i forordning nr. 561/2006.

72.

Sammenfattende foreslår jeg, at Domstolen besvarer det tredje spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at den ikke i sig selv er til hinder for et brændstofbesparelsestillæg, som en udstationeret arbejdstager kan få udbetalt af sin arbejdsgiver, når en normalsats for brændstofforbrug ikke overskrides. Hvorvidt brændstofbesparelsestillægget i konkrete tilfælde ikke desto mindre må opfattes således, at det udbetales i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde og er af en sådan art, at det udgør en fare for færdselssikkerheden og/eller tilskynder til overtrædelse af forordning nr. 561/2006, tilkommer det den forelæggende ret at afgøre.«

73.

Med sit femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om et direktiv, som ikke er gennemført i national lovgivning, kan skabe forpligtelser for en privatperson og dermed i sig selv udgøre grundlaget for et søgsmål mod en privatperson i en tvist, som er anlagt ved en national domstol.

74.

Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiver kan have en horisontal direkte virkning. Når dette er sagt, giver den forelæggende ret ingen forklaring på, hvorfor dette spørgsmål stilles, og hvordan det overhovedet er relevant for hovedsagen. Selv om der ikke er behov for megen fantasi til at forestille sig, at den forelæggende ret formentlig tænker på udstationeringsdirektivet, er der imidlertid ikke noget grundlag for Domstolen til at fastslå, hvilken bestemmelse den forelæggende ret ønsker vejledning om, og frem for alt, hvorfor afgørelsen af dette spørgsmål er nødvendig for den underliggende sag.

75.

Det skal i denne henseende erindres, at artikel 94 i Domstolens procesreglement, som afgør indholdet af anmodninger om præjudiciel afgørelse, fastsætter, at sidstnævnte bl.a. skal indeholde »en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkning eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen«.

76.

Da den forelæggende ret ikke har opfyldt denne forpligtelse, foreslår jeg, at Domstolen afviser det femte spørgsmål.

77.

Jeg foreslår, at Domstolen besvarer de præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Gyulai Törvényszék (retten i første instans i Gyula, Ungarn), således:

»Det fjerde spørgsmål

Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser skal fortolkes således, at det finder anvendelse på tjenesteydelser over grænserne i vejtransportsektoren.

Det første spørgsmål

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at der kan indledes en sag i oprindelsesmedlemsstaten om overtrædelse af værtsmedlemsstatens lovgivning om »mindsteløn«, forudsat at oprindelsesmedlemsstatens retsinstanser har kompetence til at behandle sagen f.eks. som følge af, at arbejdsgiveren er hjemmehørende i denne stat.

Det andet spørgsmål

Diæter, som udbetales uden bevis for udgifter, og som det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, udbetales ikke som godtgørelse af udgifter, der reelt er afholdt i forbindelse med udstationeringen som omhandlet i artikel 3, stk. 7, i direktiv 96/71. Såfremt de i hovedsagen omhandlede diæter tillige udbetales som en ydelse, der specifikt vedrører udstationeringen, betragtes de som en del af mindstelønnen.

Det tredje spørgsmål

Artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at den ikke i sig selv er til hinder for et brændstofbesparelsestillæg, som en udstationeret arbejdstager kan få udbetalt af sin arbejdsgiver, når en normalsats for brændstofforbrug ikke overskrides. Hvorvidt brændstofbesparelsestillægget i konkrete tilfælde ikke desto mindre må opfattes således, at det udbetales i forhold til den tilbagelagte strækning og/eller den transporterede godsmængde og er af en sådan art, at det udgør en fare for færdselssikkerheden og/eller tilskynder til overtrædelse af forordning nr. 561/2006, tilkommer det den forelæggende ret at afgøre.

Det femte spørgsmål afvises.«