1. 

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) vedrører fortolkningen af artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115/EF ( 2 ) samt artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100/EØF ( 3 ), som har samme ordlyd (herefter under ét »udlejningsdirektivet«). Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplysninger om anvendelsesområdet for denne bestemmelse med hensyn til »overføring til almenheden«/»kommunikation til offentligheden« af audiovisuelle værker, hvor eksisterende, udgivne fonogrammer er blevet integreret i sådanne audiovisuelle værker.

2. 

Sagen ved den forelæggende ret vedrører krav om vederlag fremsat af to forvaltningsselskaber for udøvende kunstnere og fonogramfremstillere i Spanien på grundlag af den spanske lovgivning, der gennemfører udlejningsdirektivet, for et TV-selskabs angivelige anvendelse af fonogrammer til overføring til almenheden. TV-selskabet er af den opfattelse, at den omhandlede »overføring til almenheden« ikke er overføring af »fonogrammer« eller »reproduktioner« heraf, men af »audiovisuelle værker«, og at det krævede vederlag ikke skal betales for dette indhold, selv om der i disse audiovisuelle værker er integreret eksisterende fonogrammer, der er udgivet i kommercielt øjemed som (en del af) deres lydspor.

3. 

Besvarelsen af den forelæggende rets spørgsmål vil nødvendigvis indebære en analyse ikke blot af de relevante EU-direktiver, men også af bestemmelser i international ret, herunder navnlig den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender (herefter »Romkonventionen«) ( 4 ) og Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsrets (WIPO) traktat om fremførelser og fonogrammer (herefter »WIPO-traktaten«) ( 5 ).

4.

Romkonventionen blev undertegnet i Rom den 26. oktober 1961 (herefter »Romkonventionen«).

5.

Selv om Romkonventionen ikke som sådan er en del af Unionens retsorden, har den ikke desto mindre indirekte virkninger inden for Unionen ( 6 ).

6.

Romkonventionens artikel 3 indeholder definitioner af en række begreber, der ligeledes er defineret, men med visse variationer, i WIPO-traktaten, og som anvendes i udlejningsdirektivet. I konventionens artikel 3 defineres nedenstående begreber som følger:

»[…]

[…]

[…]«.

7.

Romkonventionens artikel 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Beskyttelse af udøvende kunstnere i henhold til denne konvention skal omfatte muligheden for at forhindre:

[…]

8.

Artikel 12 har følgende ordlyd: »Hvis et fonogram, som er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram anvendes direkte til en radio- eller fjernsynsudsendelse eller ved andre offentlige fremførelser, skal den, som anvender fonogrammet, betale et rimeligt samlet vederlag til de udøvende kunstnere eller til fremstillerne af fonogrammerne eller til begge grupper.« Begrebet »rimeligt samlet vederlag« forekommer i både WIPO-traktaten og udlejningsdirektivet.

9.

Artikel 19 i Romkonventionen har følgende ordlyd:

»Uanset denne konventions bestemmelser gælder det, at artikel 7 ikke længere finder anvendelse, når en udøvende kunstner har givet samtykke til, at hans fremførelse medtages i en visuel eller audiovisuel optagelse.«

10.

WIPO-traktaten blev vedtaget i Genève den 20. december 1996. Ved afgørelse 2000/278/EF af 16. marts 2000 ( 7 )»godkendte« Rådet WIPO-traktaten og gav bemyndigelse til deponering af indgåelsesinstrumenter. WIPO-traktaten blev ratificeret af Unionen den 14. december 2009 og trådte i kraft i forhold til Unionen den 14. marts 2010. WIPO-traktaten udgør således en del af Unionens retsorden.

11.

WIPO-traktatens artikel 2 har følgende ordlyd:

»I denne traktat forstås ved:

[…]

[…]

12.

På den diplomatiske konference ( 8 ) blev der vedtaget en række »fælleserklæringer« om WIPO-traktaten ( 9 ). Fælleserklæringen vedrørende artikel 2, litra b), har følgende ordlyd:

»Den i artikel 2, litra b), givne definition af et fonogram er ikke udtryk for, at rettighederne vedrørende fonogrammer på nogen måde ændres, ved at de indgår i et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk.«

13.

WIPO-traktatens artikel 15 med overskriften »Retten til vederlag for radio- og fjernsynsudsendelse og anden overføring til almenheden« har følgende ordlyd:

»1)   Udøvende kunstnere og fremstillere af fonogrammer har ret til et enkelt rimeligt vederlag for direkte eller indirekte brug af et i kommercielt øjemed udgivet fonogram til radio- eller fjernsynsudsendelse eller anden overføring til almenheden.

2)   De kontraherende parter kan i deres nationale lovgivning fastsætte, at kravet om det enkelte rimelige vederlag fra brugeren skal fremsættes af den udøvende kunstner, af fremstilleren af fonogrammet eller af begge. De kontraherende parter kan fastsætte nationale retsforskrifter om, hvorledes den udøvende kunstner og fremstilleren af fonogrammet skal dele det enkelte rimelige vederlag, hvis der ikke mellem den udøvende kunstner og fremstilleren af fonogrammet er indgået aftale herom.

[…]«

14.

Den diplomatiske konference vedtog den 20. december 1996 en resolution om audiovisuelle fremførelser, hvori de deltagende delegationer beklagede, at WIPO-traktaten ikke dækker udøvende kunstneres rettigheder i forbindelse med de audiovisuelle optagelser af deres fremførelse, og den opfordrede til at tage forberedende skridt til at vedtage en protokol om audiovisuelle fremførelser senest i 1998. Efterfølgende er en sådan protokol ikke blevet vedtaget, og spørgsmålet er ikke blevet løst inden for WIPO-traktatens anvendelsesområde, men er senere blevet behandlet inden for rammerne af en særskilt traktat, nemlig Beijingtraktaten om audiovisuelle fremførelser, som blev vedtaget den 24. juni 2012.

15.

Direktiv 92/100, der blev vedtaget den 19. november 1992, blev efter flere ændringer af forskellige bestemmelser i direktivet erstattet af direktiv 2006/115, hvorved det således ændrede direktiv blev kodificeret.

16.

Artikel 7 (Reproduktionsrettigheder) i direktiv 92/100 havde i sin oprindelige affattelse følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne foreskriver, at:

[…]

2.   De rettigheder, der er omhandlet i stk. 1, kan overføres eller overdrages, eller der kan gives licenser til udnyttelse heraf ved kontrakt.«

17.

Artikel 8 i direktiv 92/100 er i det væsentlige forblevet uændret, siden direktivet blev vedtaget, og er gengivet som anført i direktiv 2006/115 i punkt 20 i nærværende forslag til afgørelse.

18.

Artikel 7 i direktiv 92/100 blev ændret og erstattet af artikel 2 (Retten til reproduktion) i direktiv 2001/29/EF ( 10 ). Den har følgende ordlyd:

»Medlemsstaterne indfører en eneret til at tillade eller forbyde direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent reproduktion på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form, helt eller delvis:

[…]

[…]«

19.

Direktiv 2006/115 kodificerede direktiv 92/100 med senere ændringer, efter at sidstnævnte direktiv var blevet ændret flere gange. Selv om der var blevet foretaget ændringer af bl.a. artikel 7 i direktiv 92/100, som blev ophævet og erstattet af artikel 2 i direktiv 2001/29, er artikel 8 i det væsentlige forblevet uændret, siden den blev indført i direktiv 92/100.

20.

Artikel 8 (Radio- og fjernsynsudsendelse og kommunikation til offentligheden) har følgende ordlyd:

»[…]

2.   Medlemsstaterne tillægger udøvende kunstnere og fonogramfremstillere ret til vederlag, som deles mellem dem, således at brugeren betaler et rimeligt, samlet vederlag, hvis et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram, anvendes til udsendelse ved hjælp af radiobølger eller til kommunikation til offentligheden. Medlemsstaterne kan, hvis der ikke er enighed mellem de udøvende kunstnere og fonogramfremstillerne, fastlægge betingelserne for et sådant vederlags fordeling mellem dem.

[…]«

21.

Ifølge den forelæggende ret har artikel 108, stk. 4, og artikel 116, stk. 2, i Texto Refundido de la Ley de Propiedad Intelectual (lov om ophavsret) en identisk ordlyd. Den første af disse to bestemmelser vedrører udøvende kunstneres rettigheder, mens den anden vedrører fremstillere af fonogrammers rettigheder. De to bestemmelser har, som gengivet af den forelæggende ret, følgende ordlyd:

»Brugere af et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller af en reproduktion af et sådant fonogram, der anvendes til enhver form for kommunikation til offentligheden, er forpligtede til at betale et rimeligt, samlet vederlag til udøvende kunstnere og fonogramfremstillere, som deles mellem dem. Foreligger der ingen aftale mellem disse med hensyn til denne deling, deles vederlaget ligeligt […].«

22.

Denne lovs artikel 114, stk. 1, indeholder følgende definition:

»Ved fonogram forstås enhver udelukkende for hørelsen beregnet optagelse af en fremførelse af et værk eller andre lyde.«

23.

Tvisten i hovedsagen vedrører de søgsmål, som »Asociación de Gestión de Derechos Intelectuales« (herefter »AGEDI«) og »Artistas Intérpretes o Ejecutantes, Sociedad de Gestión de España« (herefter »AIE«) har anlagt mod »Atresmedia Corporación de Medios de Comunicación S.A.« (herefter »Atresmedia«) med påstand om betaling af en godtgørelse for overføring til almenheden ( 11 ) af fonogrammer i kommercielt øjemed (eller af reproduktioner af disse) mellem den 1. juni 2003 og den 31. december 2009 gennem de TV-kanaler, som Atresmedia forvalter, og for reproduktion uden tilladelse af fonogrammer i forbindelse med disse overføringer til almenheden.

24.

Den 29. juli 2010 anlagde AGEDI og AIE sag mod Atresmedia ved Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid, Spanien) med påstand om betaling af godtgørelse for ovennævnte overføring og reproduktion. Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid) fastslog, at der hverken skulle ydes godtgørelse for overføringerne til almenheden af fonogrammer, som var blevet integreret eller »synkroniseret« i audiovisuelle værker, eller for den »instrumentaliserede« reproduktion af disse. Retten fastslog, at synkronisering af eksisterende fonogrammer i et audiovisuelt værk ved hjælp af den fornødne betalte licens indebærer, at der opstår et fuldstændigt nyt og selvstændigt afledt værk, og at retten til vederlag for overføringen til almenheden og den instrumentaliserede reproduktion af fonogrammet (som Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid) citeres for at benævne »værk« i forelæggelsesafgørelsen) »ophører« ved betalingen for synkroniseringen. Retten dømte endvidere Atresmedia til at betale godtgørelse på andet grundlag.

25.

AGEDI og AIE appellerede dommen afsagt af Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid) til Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid, Spanien) og nedlagde påstand om, at Atresmedia også skulle betale godtgørelse for overføringer til almenheden af fonogrammer, der var blevet »synkroniseret« i de audiovisuelle værker, som var blevet overført til almenheden via Atresmedias TV-kanaler. Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid) gav appellanterne medhold og fastslog følgende:

»Et fonogram er ikke et værk. [Det] er blot et medium, der indeholder en optagelse af [en konkret fremførelse]. […] Hvis fonogrammet ikke er et værk, er det således ikke muligt at gøre det til genstand for en operation, som medfører en omdannelse i lovteknisk forstand, og det er derfor heller ikke muligt, at der af fonogrammet opstår et afledt værk […]. [D]et [er] ganske vist, at egenskaberne ved den lyd, der er optaget på fonogrammet, objektivt set er de samme såvel før som efter synkroniseringen. Dette medfører, at den lydoptagelse, der befinder sig i det audiovisuelle værk efter synkroniseringen af fonogrammet, kun kan anses for en reproduktion af dette fonogram, idet der er tale om en simpel gengivelse af den lyd, der er optaget på det synkroniserede fonogram. Overføringen til almenheden af denne reproduktion, såvel som af selve fonogrammet, medfører en ret til et rimeligt vederlag som omhandlet i [de relevante spanske bestemmelser].«

26.

På denne baggrund ophævede Audiencia Provincial de Madrid (den regionale domstol i Madrid) dommen afsagt af Juzgado de lo Mercantil de Madrid (handelsretten i Madrid) og gav AGEDI og AIE medhold i deres søgsmål i dets helhed.

27.

Atresmedia har iværksat kassationsappel til prøvelse af denne dom ved Tribunal Supremo (øverste domstol) (herefter »den øverste domstol«), som udelukkende vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Atresmedias overføring til almenheden af audiovisuelle værker på sine TV-kanaler giver de relevante udøvende kunstnere ret til at modtage et rimeligt, samlet vederlag i henhold til de bestemmelser i spansk ret, der gennemfører udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, nemlig artikel 108, stk. 4, og artikel 116, stk. 2, i lov om ophavsrettigheder.

28.

På denne baggrund har den øverste domstol besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29.

Atresmedia, AGEDI, AIE, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 30. januar 2020 har alle disse parter afgivet mundtlige indlæg.

30.

Det første af de to præjudicielle spørgsmål, der er forelagt Domstolen i den foreliggende sag, har til formål at få præciseret begrebet »reproduktion af et ( 12 ) fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed« som omhandlet i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2. I anmodningen om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret stillet dette spørgsmål for så vidt angår den »synkroniseringsproces«, der finder sted på tidspunktet for skabelsen af det audiovisuelle værk. Dette er ikke en proces, som Atresmedia synes at deltage i i sin egenskab af leverandør af TV-signaler.

31.

Således formuleret kommer spørgsmålet til at handle om reproduktionshandlingen, mens artikel 8, stk. 2, omhandler anvendelsen af genstanden»et fonogram […] eller en reproduktion af et sådant fonogram« til »kommunikation til offentligheden«. I gældende ret reguleres reproduktionshandlinger i artikel 2 (Retten til reproduktion) i direktiv 2001/29. Denne forståelse af det første spørgsmål understøttes såvel af den forelæggende rets sammenfatning af Atresmedias opfattelse ( 13 ) som af sammenfatningen af AGEDI’s og AIE’s argumenter ( 14 ).

32.

Med det andet spørgsmål, sammenholdt med det første spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en TV-station, der i sin egenskab af bruger overfører et audiovisuelt værk, hvori der indgår et fonogram, som er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram, til almenheden, er forpligtet til at betale det rimelige, samlede vederlag, der er omhandlet i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2. Det gøres klart i anmodningen om præjudiciel afgørelse, at »synkroniseringen« af de pågældende fonogrammer skete efter, at der var givet tilladelse ( 15 ). Jeg foreslår således Domstolen at omformulere de præjudicielle spørgsmål og at give den forelæggende ret oplysninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt begreberne »fonogram« og »reproduktion af et fonogram« i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, omfatter et audiovisuelt værk, hvori et fonogram er blevet indarbejdet – efter at der er opnået tilladelse fra den eller de pågældende rettighedshavere til dette fonogram i overensstemmelse med kravene i artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29 – samt oplysninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne i henhold til udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, skal forpligte brugeren til at betale et »rimeligt, samlet vederlag« til rettighedshaveren/-haverne til et fonogram under de i hovedsagen foreliggende omstændigheder.

33.

Inden jeg behandler spørgsmålet om arten af audiovisuelt indhold, som indeholder tidligere udgivne fonogrammer, vil jeg først behandle arten af den »synkronisering«, som fremstilleren af det audiovisuelle indhold har foretaget.

34.

I Pelham-dommen ( 16 ) fastslog Domstolen med hensyn til artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29, at fonogramfremstillerens reproduktionsret til et fonogram gør det muligt for denne at modsætte sig en tredjemands udtagning af en endog meget kort lydprøve af fonogrammet med henblik på at inkludere denne prøve i et andet fonogram, medmindre prøven inkluderes deri i en form, som er ændret og uigenkendelig for øret, netop fordi en sådan prøve udgør en »reproduktion« i en del af det fonogram, som prøven udtages af. For så vidt angår retten til reproduktion, der nu er fastsat i artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29, bør det således følge af fast retspraksis, at synkronisering (som i praksis altid indebærer en genkendelig reproduktion af fonogrammet) er en reproduktion(shandling).

35.

Selv om en sådan »synkronisering« udgør en »reproduktion« som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29 og derfor kræver samtykke og tilladelse ( 17 ) fra den pågældende rettighedshaver, dvs. fonogramfremstilleren, følger det ikke nødvendigvis heraf, at resultatet af denne reproduktion af fonogrammet i en ny større helhed ligeledes skal anses for en »reproduktion af et fonogram« som omhandlet i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2.

36.

Direktiv 92/100 indeholdt ikke definitioner af mange af de vigtigste udtryk, der anvendes deri. Det blev fundet nødvendigt at definere udtrykkene »udlejning«, »udlån« og »film« ( 18 ), mens de fleste udtryk – såsom »reproduktion« og »fonogram« – ikke udtrykkeligt blev defineret i direktivet. Det blev i begrundelsen til det oprindelige forslag til direktiv 92/100 ( 19 ) præciseret, at det var et bevidst valg fra Kommissionens side ikke at have detaljerede definitioner, og at hensigten var, at direktivets ordlyd skulle fortolkes i overensstemmelse med Bernerkonventionen ( 20 ) og Romkonventionen ( 21 ).

37.

Som beskrevet i det ændrede forslag til direktiv 92/100 ( 22 ) var Kommissionens oprindelige forslag begrænset til »piratvirksomhed i form af materiel udnyttelse« og omfattede i lighed med grønbogen om ophavsret ( 23 ) ikke nogen beskyttelse af beslægtede rettigheder svarende til, hvad der i sidste ende blev fastsat i direktivets artikel 8. Det ændrede forslag fulgte Europa-Parlamentets udtalelse for så vidt angår det, der blev til artikel 8 i udlejningsdirektivet, og vedtog Parlamentets forslag med mindre ændringer i formuleringen som artikel 6a i det ændrede forslag. Det fremgår af begrundelsen, at artikel 6a i vidt omfang fulgte minimumsbestemmelserne i Romkonventionen og overlader det til medlemsstaterne at opretholde eller indføre en videregående beskyttelse ( 24 ).

38.

I begrundelsens korte afsnit om artikel 6a, stk. 2 (som blev udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2), er det anført, at »[d]enne bestemmelse, som de fleste medlemsstater i princippet allerede har gennemført i deres lovgivning, [også] er […] en minimumsbestemmelse«. Der er ikke anført noget eksempel i begrundelsen på sådanne love i medlemsstaterne, og det oprindelige forslag indeholdt ikke en bestemmelse, der svarer til artikel 8, og synes ikke at diskutere tilsvarende bestemmelser i medlemsstaternes love, selv om det indeholder en grundig diskussion af retstilstanden i medlemsstaterne på daværende tidspunkt med hensyn til både ophavsret og beslægtede rettigheder. I betragtning af, at lovgivningen om beslægtede rettigheder på det pågældende tidspunkt generelt var uudviklet både internationalt og i medlemsstaterne, forekommer det usandsynligt, at lovgivningen i de fleste medlemsstater i 1992 fastsatte den type økonomiske rettigheder vedrørende »overføring til almenheden« af audiovisuelle værker for fremstillere af fonogrammer og udøvende kunstnere, hvis optagelser indgik i sådanne audiovisuelle værker, hvilket AGEDI og AIE har hævdet. Det forekommer lige så usandsynligt, at Kommissionen har villet skabe sådanne rettigheder ved at affatte den nye bestemmelse baseret på Parlamentets udtalelse.

39.

Artikel 6a, stk. 2, i det ændrede forslag blev i sidste ende vedtaget som artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 med kun mindre og ubetydelige ændringer af ordlyden. Følgelig viser denne bestemmelses tilblivelseshistorie klart, at det ikke har været hensigten med rækkevidden af den beskyttelse, der gives med artikel 8, stk. 2, radikalt at udvide den beskyttelse, der allerede var gældende på dette tidspunkt i de fleste medlemsstater. Angivelsen i tiende betragtning og de udtrykkelige præciseringer i begrundelsen til det oprindelige forslag samt bemærkningerne til artikel 6a i begrundelsen til det ændrede forslag bekræfter, at de udtryk, der er anvendt i artikel 8, stk. 2, skal fortolkes i lyset af de tilsvarende udtryk, der er defineret i Romkonventionen.

40.

Artikel 12 i Romkonventionen om sekundær brug af fonogrammer har følgende ordlyd: »Hvis et fonogram, som er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram anvendes direkte til en radio- eller fjernsynsudsendelse eller ved andre offentlige fremførelser, skal den, som anvender fonogrammet, betale et rimeligt samlet vederlag til de udøvende kunstnere eller til fremstillerne af fonogrammerne eller til begge grupper.«

41.

Det er denne bestemmelse, der ligger til grund for udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2. Selv om udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, på visse punkter adskiller sig fra Romkonventionens artikel 12 [direktivet giver ikke mulighed for forbehold svarende til dem, der er tilladt i henhold til Romkonventionens artikel 16, stk. 1, litra a), og det foreskriver, at der skal betales et rimeligt, samlet vederlag til både fonogramfremstillere og udøvende kunstnere ( 25 ), og det omfatter både direkte og indirekte brug], er de mest relevante dele af bestemmelsen med henblik på den foreliggende sag (»et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram«) identiske i konventionen og direktivet. Artikel 12 tjente senere som grundlag for WIPO-traktatens artikel 15, som drøftes i afsnit 3, »WIPO-traktaten«, i nærværende forslag til afgørelse.

42.

I forbindelse med Romkonventionen (og dermed formodentlig også direktiv 92/100) er begrebet »fonogram« i konventionens artikel 3, litra b), defineret som »enhver udelukkende for hørelsen beregnet optagelse af en fremførelse eller andre lyde«. Det fremgår udtrykkeligt af vejledningen til Romkonventionen og fonogramkonventionen ( 26 ), at optagelsen skal være udelukkende for hørelsen beregnet for at kunne anses for et fonogram, og at optagelse af billede (f.eks. biograffilm) eller af billede og lyd (f.eks. fjernsyn) er udelukket.

43.

På grundlag af denne definition synes enhver audiovisuel optagelse at være udelukket fra udtrykket »fonogram« som anvendt i Romkonventionens artikel 12 og formodentlig fra udtrykket »fonogram« som anvendt i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100. Det følger heraf, at hverken Romkonventionens artikel 12 eller artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 ifølge denne fortolkning kræver betaling af et rimeligt, samlet vederlag for overføring til almenheden af en audiovisuel optagelse, medmindre der er tale om en »reproduktion af et […] fonogram«, der er udgivet i kommercielt øjemed.

44.

I Romkonventionens artikel 3, litra e), defineres »reproduktion« som »fremstilling af et eller flere eksemplarer af en optagelse«. Inden for rammerne af Romkonventionen fra 1961 og den teknologiske udvikling på daværende tidspunkt må »eksemplar« antages at være en fysisk genstand ( 27 ). Selv om en reproduktion ikke nødvendigvis skal være en fuldstændig identisk kopi af hele det kopierede materiale i henhold til Romkonventionen, vil enhver fortolkning af udtrykket, der udvider begrebet reproduktion af et fonogram til at omfatte noget, der ikke i sig selv er et fonogram, være i strid med konventionens opbygning og logik samt med den sædvanlige betydning, der tillægges udtrykkene »reproduktion« og »eksemplar«.

45.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en fortolkning af udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, i lyset af Romkonventionens bestemmelser i høj grad støtter den konklusion, at artikel 8, stk. 2, ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte en ret til et rimeligt vederlag for overføring til almenheden af et audiovisuelt værk, hvori der indgår et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed (eller en del heraf).

46.

WIPO-traktaten blev undertegnet af Fællesskabet den 20. december 1996 og »godkendt« ved afgørelse 2000/278. Den blev ratificeret af Unionen den 14. december 2009 og trådte i kraft i forhold til Unionen den 14. marts 2010.

47.

Domstolen har allerede behandlet spørgsmålet om, hvorvidt WIPO-traktaten finder anvendelse i Unionens retsorden. Domstolen fastslog i SCF-dommen ( 28 ), at WIPO-traktaten er »bindende for EU-institutionerne og medlemsstaterne«, idet den er undertegnet af Unionen, som godkendte den ved afgørelse 2000/278. WIPO-traktatens bestemmelser er som sådan en integreret del af Unionens retsorden og finder derfor anvendelse i Unionen ( 29 ).

48.

Ifølge WIPO-traktatens artikel 1, stk. 1, ændrer traktaten intet ved de gældende forpligtelser, som de kontraherende parter indbyrdes har indgået under Romkonventionen. I SCF-dommen fastslog Domstolen på dette grundlag, at selv om Unionen ikke er kontraherende part i Romkonventionen, er den »forpligtet til ikke at hindre medlemsstaternes forpligtelser i henhold til konventionen«, og at Romkonventionen dermed har indirekte virkninger i Unionen ( 30 ). Domstolen henviste i denne dom ikke til Romkonventionens virkninger på udlejningsdirektivets anvendelsesområde og indhold ved at anvende de udtryk, der er defineret med henvisning til konventionen som beskrevet i punkt 36 ff. i nærværende forslag til afgørelse i forbindelse med diskussionen om direktivets tilblivelseshistorie.

49.

I WIPO-traktatens artikel 2 defineres en række vigtige udtryk. »Fonogram« defineres således som »enhver optagelse af lyden fra en fremførelse eller af andre lyde eller af lyde udtrykt i en anden form, bortset fra optagelser, der indgår i et kinematografisk eller andet audiovisuelt værk«. Denne definition tager udgangspunkt i og udvider begrebet »fonogram«, således som det er defineret i Romkonventionen, på to måder. For at afspejle udviklingen i musikteknologi omfatter definitionen i WIPO-traktaten nemlig også »lyde udtrykt i en anden form« – f.eks. optagelser af syntetiske lyde, såsom synthesizere, der aldrig er blevet frembragt som reelle lyde før optagelsen.

50.

Desuden omfatter definitionen af »fonogram« i WIPO-traktaten ligeledes optagelse af lyd eller lyde udtrykt i en anden form, der indgår i en audiovisuel optagelse, som ikke i ophavsretlig forstand kategoriseres som et »værk«. Der er her tale om en væsentlig ændring.

51.

I fælleserklæringen vedrørende artikel 2, litra b), anføres det desuden, at »definition[en] af et fonogram […] ikke [er] udtryk for, at rettighederne vedrørende fonogrammer på nogen måde ændres, ved at de [ ( 31 )] indgår i et kinematografisk eller et andet audiovisuelt værk«.

52.

AGEDI og AIE har gjort gældende, at fælleserklæringen skal forstås således, at fonogramindehavernes rettigheder fortsat finder anvendelse, efter at fonogrammet er blevet inkorporeret i et audiovisuelt værk, som om det audiovisuelle værk (også) var et fonogram. Denne argumentation og fortolkning af fælleserklæringen er efter min opfattelse ikke korrekt.

53.

Logikken i og opbygningen af WIPO-traktatens artikel 2, litra b), og artikel 15 samt de forhandlinger, der førte til disse bestemmelsers endelige affattelse, underbygger hverken denne fortolkning eller det kontraintuitive begreb, hvorefter et fonogram samtidig med, at det udgør en del af et audiovisuelt værk, også vil kunne kategoriseres som et »fonogram« i den form, hvori det indgår i værket.

54.

Som beskrevet i vejledningen til traktaterne om ophavsret og beslægtede rettigheder administreret af WIPO ( 32 ), der er et fortolkende dokument udarbejdet af WIPO, som ikke er juridisk bindende, men dog kan fungere som støtte i Domstolens fortolkning af WIPO-traktaten ( 33 ), var det hensigten med fælleserklæringen om artikel 2, litra b), at bekræfte, at fonogrammer kun kan anvendes i audiovisuelle værker på grundlag af relevante aftaler, idet der tages behørigt hensyn til fonogramfremstillernes rettigheder, og at hvis fonogrammerne igen anvendes uafhængigt af det audiovisuelle værk, skal de (igen) betragtes som fonogrammer, hvilket betyder, at fonogrammet, som det indgår i det audiovisuelle værk, ikke længere betragtes som et fonogram, så længe det indgår i den audiovisuelle helhed (og at det ifølge fælleserklæringen på ny får status som fonogram, hvis det igen adskilles fra den audiovisuelle helhed) ( 34 ). Jf. ligeledes drøftelserne i Hovedkomité I i den diplomatiske konference, som præciserede, at lydspor til film, når de udgives som lydoptagelser, bør kategoriseres som fonogrammer ( 35 ).

55.

Denne opfattelse støttes ligeledes af retslitteraturen. Jf. f.eks. The WIPO Treaties 1996, s. 258, første og anden del i nr. 35 vedrørende WIPO-traktatens artikel 2, hvori følgende forklares: »Udelukkelse fra definitionen [af »fonogram«] gælder kun, hvis lydsporet forekommer sammen med eller på anden måde er forbundet med billedsporet. […] Det er irrelevant, om lydsporet oprindeligt blev designet til at blive udnyttet […] som et fonogram […] Det samme gælder for optagelsestidspunktet: Det er irrelevant, om lydsporet til en film stammer fra en eksisterende optagelse, eller om det optages samtidig med billederne […] Udnyttelsesmetoden – som en integreret del af et audiovisuelt værk eller separat udelukkende som en optagelse af lyde – er det afgørende.

Hvis en eksisterende optagelse af lyde eller af lyde udtrykt i en anden form senere indarbejdes i et audiovisuelt værk, ændrer den ikke status, men er stadig et »fonogram«. Dens status som fonogram kan anses for at være blevet suspenderet i forbindelse med indarbejdelsen.«

56.

Andre synspunkter er ligeledes kommet til udtryk i retslitteraturen. Jf. af de samme forfattere The WIPO Treaties on Copyright ( 36 ), s. 272, punkt 8.2.41 og 8.2.42, der diskuterer det synspunkt, at allerede eksisterende fonogrammer kan bevare deres status som sådan, når de indgår i et audiovisuelt værk, og s. 489, punkt 9.2.8 og 9.2.9, der beskriver forskellige fortolkninger foretaget af forskellige kontraherende stater af WIPO-traktatens artikel 2, litra c), som blev fremsat på den diplomatiske konference i 2000 i de forhandlinger, der i sidste ende førte til Beijingtraktaten ( 37 ).

57.

Resolutionen om audiovisuelle fremførelser, som blev vedtaget den 20. december 1996 af den diplomatiske konference i 1996, hvori de deltagende delegationer beklagede, at WIPO-traktaten ikke omfatter udøvende kunstneres rettigheder til de audiovisuelle optagelser af deres fremførelse, bekræfter ligeledes den opfattelse, at WIPO-traktatens artikel 15 ikke fastsætter en ret til et rimeligt, samlet vederlag for overføring til almenheden af audiovisuelle værker, hvori der indgår et eksisterende fonogram.

58.

Jeg er derfor af den opfattelse, at en fortolkning af udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, i lyset af WIPO-traktatens bestemmelser, som søger at fortolke direktivets bestemmelser i overensstemmelse med traktatens bestemmelser, i høj grad støtter den konklusion, at artikel 8, stk. 2, ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte en ret til et rimeligt vederlag for overføring til almenheden af et audiovisuelt værk, hvori der i lydsporet er synkroniseret et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed (eller dele heraf).

59.

I sagen Re:Sound mod Motion Picture Theatre Associations of Canada ( 38 ) blev Canadas øverste domstol anmodet om at fortolke de canadiske retsforskrifter, der var indført for at efterkomme de forpligtelser, der påhviler Canada i medfør af Romkonventionens artikel 12. Selv om terminologien i den omhandlede canadiske lovgivning i et vist omfang adskilte sig fra den terminologi, der anvendes i Romkonventionen og i udlejningsdirektivet, ligger de spørgsmål, som den canadiske domstol skulle tage stilling til, tæt op ad de spørgsmål, der er forelagt Domstolen i den foreliggende sag.

60.

I den canadiske lovgivning blev en »lydoptagelse« defineret som en optagelse bestående af lyde, dog med undtagelse af lydsporet til et kinematografisk værk, hvor det ledsager det kinematografiske værk. Det bemærkes, at denne definition synes at ligge tættere på definitionen af »fonogram« i WIPO-traktaten end definitionen af dette udtryk i Romkonventionen, for så vidt som undtagelsen for lydspor kun finder anvendelse for lydoptagelser, der ledsager kinematografiske »værker«.

61.

Canadas øverste domstol har enstemmigt fastslået, at denne definition af »lydoptagelse« indebærer, at der ikke opstår nogen ret til et rimeligt vederlag, når et lydspor ledsager filmen, men at der skulle betales et sådant vederlag, hvis lydsporet blev afspillet uafhængigt af filmen eller [TV-]programmet, og at denne fortolkning var i overensstemmelse med definitionen af »fonogram« i Romkonventionens artikel 3, idet den canadiske undtagelse for »lydspor« ikke omfattede en undtagelse for »udelukkende for hørelsen beregnet optagelse« ( 39 ).

62.

Analysen af sagen er informativ og naturligvis på ingen måde dispositiv med hensyn til den foreliggende sag for Domstolen.

63.

Det forekommer logisk og sprogligt korrekt at behandle resultatet af en reproduktionshandling som en »reproduktion« af den reproducerede genstand.

64.

Synkroniseringsprocessen, således som den er beskrevet af den forelæggende ret, indebærer imidlertid meget mere end en simpel reproduktion af fonogrammet. Hele den visuelle del af det audiovisuelle værk skal fremstilles – almindeligvis, må det antages, først – hvorefter lydsporet, hvori (dele af) fonogrammet indgår, skal tilpasses den visuelle del. Der kan tilføjes dialog samt andre indspillede musikalske og ikkemusikalske audiodele. Disse andre dele af det audiovisuelle produkt skal være tilstrækkeligt originale til at give det samlede resultat status som et audiovisuelt »værk« i ophavsretlig forstand, så det ikke er omfattet af begrebet fonogram som defineret i WIPO-traktaten ( 40 ).

65.

I betragtning af, at hverken udlejningsdirektivet eller direktiv 2001/29 indeholder en definition af udtrykket »et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, eller en reproduktion af et sådant fonogram« eller af ordene »fonogram« og »reproduktion« deri, skal betydningen og rækkevidden af disse ord og dette udtryk fastlægges efter den sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der tages hensyn til den kontekst, hvori de anvendes ( 41 ). Det følger af såvel kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at bestemmelser, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlæggelsen af dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning ( 42 ).

66.

Med udgangspunkt i den kontekst, hvori ovennævnte udtryk og ord indgår, findes ordet »reproduktion« ikke blot i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, men også i artikel 7 i direktiv 92/100 og i den efterfølgende gentagelse af denne bestemmelse som en del af artikel 3 i direktiv 2001/29.

67.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at henset til kravene om enhed og sammenhæng i Unionens retsorden, skal de begreber, der er anvendt i direktiv 2001/29 og 2006/115, have samme betydning, medmindre EU-lovgiver i en bestemt lovgivningsmæssig sammenhæng har givet udtryk for en anden hensigt ( 43 ).

68.

I denne henseende skal der tages hensyn til de forskellige formål og den forskellige karakter af de interesser, der beskyttes ved henholdsvis de EU-retlige bestemmelser (og de tilsvarende bestemmelser i international ret), som giver udøvende kunstnere og fremstillere en eneret (som dog kan overdrages) til at tillade eller forbyde visse handlinger, såsom fremstillernes ret til at tillade eller forbyde reproduktion af deres fonogrammer, og retten til et rimeligt vederlag for udlejning eller udlån eller for radio- eller fjernsynsudsendelse eller overføring til almenheden, som i det væsentlige er rettigheder af økonomisk karakter ( 44 ).

69.

Førstnævnte rettigheder har nemlig til formål at give udøvende kunstnere og fonogramfremstillere mulighed for at kontrollere bestemte former for anvendelse af resultaterne af deres arbejde, således at de kan forhandle om godtgørelse for denne brug, mens de sidstnævnte rettigheder har til formål at sikre de udøvende kunstnere eller fremstillere godtgørelse for anvendelsen af deres fremførelser eller investeringer i forbindelse med anvendelser, som de ikke kontrollerer.

70.

Med hensyn til begrebet »overføring til almenheden«/»kommunikation til offentligheden« i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29 samt i udlejningsdirektivets artikel 8, stk. 2, har Domstolen gentagne gange fastslået, at disse bestemmelser forfølger formål, som til en vis grad er forskellige, idet artikel 3 giver ophavsmænd en præventiv ret ( 45 ). Den samme logik finder anvendelse på artikel 2 i direktiv 2001/29, som også giver rettighedshavere en præventiv ret, nemlig retten til at tillade eller forbyde reproduktion.

71.

Desuden kan udtrykket »reproduktion« forstås enten som processen med at reproducere en given genstand eller som resultatet af en sådan reproduktion. Det, der er forbudt i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 2001/29, er den uautoriserede reproduktionshandling, mens artikel 8, stk. 2, vedrører vederlag for former for anvendelse af en reproduktion i form af et eksemplar af et fonogram, dvs. anvendelsen af en genstand. Der er her tale om to forskellige betydninger af det samme ord.

72.

I denne henseende adskiller den foreliggende sag sig fra den situation, der blev analyseret i Reha Training-dommen ( 46 ), hvor Domstolen i præmis 31 og 32 ikke fandt nogen beviser for, at EU-lovgiver har villet tillægge begrebet »overføring til almenheden«/»kommunikation til offentligheden« forskellig betydning i direktiv 2001/29 og 2006/115, og hvor disse rettigheder følger af den samme udløsende faktor (og det pågældende begreb var en del af denne udløsende faktor).

73.

Hvad angår den gængse betydning af »reproduktion« i sædvanlig sprogbrug, er det min opfattelse, at ingen almindelig person ville opfatte et typisk audiovisuelt værk som en »reproduktion« af et fonogram, der bruges som (en del af) lydsporet til dette værk. Som eksempel opfatter jeg ikke – og jeg tror ikke, at nogen ville opfatte – en film som »Døden i Venedig« ( 47 ) som en reproduktion af (dele af) en optagelse af Mahlers 5. symfoni eller nogen af de andre musikstykker, der indgår i lydsporet til filmen ( 48 ), eller filmen »Fagre voksne verden« ( 49 ) som en »reproduktion« af sangen »The Sound of Silence« af Simon & Garfunkel, i dette udtryks gængse forstand.

74.

Det at kopiere en eksisterende optagelse af en sang til lydsporet til en film kan anses for en reproduktionshandling, fordi det netop er det, der sker. Sangen reproduceres og indgår i den audiovisuelle helhed. Som anført i punkt 33-35 i nærværende forslag til afgørelse forekommer det mig indlysende, at en sådan reproduktionshandling, som begrebet anvendes i forbindelse med reproduktionsretten, finder sted, når fonogrammet synkroniseres.

75.

Den omstændighed, at det at synkronisere en eksisterende optagelse er en handling, hvorved dette fonogram reproduceres, betyder imidlertid ikke, at det deraf følgende audiovisuelle værk (hvor sangen formodentlig er den mindste og mindst betydningsfulde del) er en reproduktion af sangen. Dette ville næppe stemme overens med dette udtryks gængse betydning i sædvanlig sprogbrug.

76.

I Pelham-dommen blev Domstolen anmodet om at fortolke »spredningsretten« i udlejningsdirektivets artikel 9. Denne bestemmelse giver bl.a. fremstillere af fonogrammer en eneret til at stille deres fonogrammer, »herunder eksemplarer deraf«, til rådighed for almenheden ved salg eller på anden måde. Domstolen skulle tage stilling til, hvorvidt et fonogram, der indeholdt lydprøver, som var udtaget fra et andet fonogram (i det tilfælde uden samtykke fra rettighedshaverne til det pågældende fonogram), udgjorde et »eksemplar« som omhandlet i udlejningsdirektivets artikel 9, stk. 1, af det pågældende fonogram. Domstolen besvarede dette spørgsmål benægtende. Den begrundede det for det første med formålet med spredningsretten, for så vidt som den vedrører fremstillere af fonogrammer (gennem en rimelig retsbeskyttelse af fremstillerens intellektuelle ejendomsret at give fremstilleren mulighed for at dække de investeringer, som denne er gået ind på, samt at bekæmpe piratvirksomhed), og for det andet med henvisning til den parallelle bestemmelse (som dog har en anden ordlyd) i Genèvekonventionens artikel 1, litra c) ( 50 ), at et fonogram, som indeholder prøver af musik, der er overført fra et andet fonogram, ikke udgør et »eksemplar« af dette fonogram, »for så vidt som det ikke gengiver hele eller en væsentlig del af dette fonogram« ( 51 ).

77.

Jeg bemærker, at Pelham-sagen vedrørte en situation, hvor den reproducerede eller kopierede del var væsentligt mindre end den integrerede helhed, idet kun en lille del af det oprindelige fonogram blev reproduceret. I den foreliggende sag kan det pågældende fonogram reproduceres helt eller delvist i synkroniseringsprocessen. Selv om fonogrammet reproduceres helt i synkroniseringen, indebærer kravet om, at det audiovisuelle produkt kategoriseres som et »værk«, imidlertid, at de ændringer, der foretages i helheden, skal overholde originalitetstærsklen. Det kan således ikke hævdes, at fonogrammet og det audiovisuelle værk er det samme, eller at det audiovisuelle værk er en reproduktion eller et eksemplar af fonogrammet.

78.

Jeg mener i denne forbindelse, at ordene »reproduktion« og »eksemplar«, selv om de ikke er identiske i betydningen, er forbundne ord. I Romkonventionens artikel 3, litra e), defineres »reproduktion« da også som »fremstilling af et eller flere eksemplarer af en optagelse«. I denne henseende er den foreslåede løsning efter min opfattelse også den løsning, der er mest i overensstemmelse med Domstolens tidligere praksis.

79.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg Domstolen at besvare de af Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) forelagte præjudicielle spørgsmål således:

»Begreberne »fonogram« og »reproduktion af et […] fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og artikel 8, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret omfatter ikke et audiovisuelt værk, hvori et fonogram er blevet indarbejdet, efter at der er opnået tilladelse fra den eller de pågældende rettighedshavere til dette fonogram i overensstemmelse med kravene i artikel 2, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet.

Når det værk, der er overført til almenheden, er et audiovisuelt værk som sådan, er der ikke tale om et »fonogram« som omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115, der »anvendes« eller overføres til almenheden.

Følgelig pålægger artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100 og artikel 8, stk. 2, i direktiv 2006/115 ikke medlemsstaterne at forpligte brugeren til at betale et »rimeligt, samlet vederlag« til rettighedshaverne til det indarbejdede fonogram i forbindelse med en »overføring til almenheden« af det audiovisuelle værk.«