1.

Disse præjudicielle forelæggelser vedrører nok engang fortolkningen af artikel 1, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF ( 2 ) samt artikel 3, litra g) og artikel 22 i direktiv 2008/48/EF ( 3 ).

2.

Direktiv 93/13 har allerede givet anledning til en hel del retspraksis både for Domstolen og for de nationale retter. Selv om direktivet klart har styrket en forbrugerbeskyttelsesordning, idet det giver retterne mulighed for at erklære kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på leverandørens eller producentens generelle anvendelse, for urimelige (og dermed ikke eksigible), fastsætter samme direktivs artikel 4, stk. 2, imidlertid to vigtige undtagelser fra denne ordning, nemlig når det angiveligt urimelige kontraktvilkår vedrører enten definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor. Rækkevidden af disse undtagelser er kernen i disse præjudicielle forelæggelser, idet et af hovedspørgsmålene (i sag C-84/19) er, om renteuafhængige omkostninger afholdt af en bankkunde i forbindelse med en låneaftale er omfattet af den ene eller den anden af disse undtagelser.

3.

De foreliggende spørgsmål vedrører tre forskellige forbrugerkreditaftaler. I hver enkelt sag har forbrugeren i det væsentlige påberåbt sig urimelige kontraktvilkår, henset til visse kontraktvilkår som indsigelse mod søgsmål vedrørende fordring og fuldbyrdelse af lån ydet af et kreditinstitut. Hver af disse sager giver anledning til en særskilt – men i nogle tilfælde overlappende – problematik vedrørende anvendelsen af principperne i direktiv 93/13 i forbindelse med kreditaftaler. Inden disse spørgsmål undersøges, skal der imidlertid først redegøres for de retlige rammer.

4.

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 bestemmer:

»Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«

5.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 har følgende ordlyd:

»Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«

6.

I artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 anføres det:

»Vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige, omfatter hverken definitionen af aftalens hovedgenstand eller overensstemmelsen mellem pris og varer eller mellem tjenesteydelser og betalingen herfor, for så vidt disse vilkår er affattet klart og forståeligt.«

7.

Følgende fastslås i artikel 5 i direktiv 93/13:

»I de aftaler, hvor alle eller nogle af de vilkår, der tilbydes forbrugeren, er i skriftlig form, skal disse vilkår altid være udarbejdet på en klar og forståelig måde. Hvis der opstår tvivl om et kontraktvilkårs betydning, gælder den fortolkning, som er mest gunstig for forbrugeren. […]«

8.

Artikel 8 i direktiv 93/13 bestemmer:

»Medlemsstaterne kan inden for det område, der omfattes af dette direktiv, vedtage eller bevare strengere bestemmelser, der er forenelige med traktaten, for at sikre en mere omfattende beskyttelse af forbrugerne.«

9.

Nævnte direktivs artikel 8a, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Hvis en medlemsstat vedtager bestemmelser i overensstemmelse med artikel 8, skal den underrette Kommissionen herom samt om alle eventuelle senere ændringer […]«.

10.

Artikel 3 i direktiv 2008/48 med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I dette direktiv forstås ved

[…]

11.

Artikel 22, stk. 1, i direktiv 2008/48 med overskriften »Harmonisering og direktivets ufravigelige karakter« bestemmer:

»I det omfang dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, kan medlemsstaterne ikke i national ret bibeholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv.«

12.

Hvad angår redegørelsen for national ret henviser jeg til mit forslag til afgørelse i sagen Mikrokasa og Revenue Niestandaryzowany Sekurytyzacyjny Fundusz Inwestycyjny Zamknięty w Warszawie ( 4 ). I polsk ret er der nærmere bestemt fastsat et maksimalt rentebeløb, der kan kræves som modydelse for en retshandling, nemlig to gange den årlige lovbestemte rente. Visse kreditorer har imidlertid omgået denne grænse ved kunstigt at forhøje den modtagne provision og de modtagne gebyrer. For at imødegå dette indførte den polske lovgiver derefter, i kraft af artikel 5, nr. 6a, samt artikel 36a i ustawa z dnia 12 maja 2011 r. o kredycie konsumenckim (lov af 12.5.2011 om forbrugerkredit) (Dz. U. af 2011, nr. 126, punkt 715) (herefter »forbrugerkreditloven«), en ordning, som indførte et loft for størrelsen af de renteuafhængige kreditomkostninger, som kan opkræves.

13.

Den 19. september 2016 blev der via en formidler indgået en forbrugerkreditaftale mellem Profi Credit Polska og en forbruger. Til gengæld for en kredit på 9000 zloty (PLN) (ca. 2090 EUR), som låntageren skulle afdrage i løbet af 36 måneder, anførtes det i aftalen, at forbrugeren for det første skulle betale en rente på 9,83% p.a. af lånebeløbet, for det andet et ekspeditionsgebyr på 129 PLN (ca. 30 EUR), for det tredje en såkaldt »provision« på 7771 PLN (ca. 1804 EUR) og for det fjerde et tillægspakkegebyr (benævnt »Twój Pakiet – Pakiet Extra« (herefter »Din pakke – tillægspakken«)) på 1100 PLN (ca. 255 EUR).

14.

Ifølge den forelæggende ret blev de renteuafhængige kreditomkostninger, der fremgår af aftalen, fastlagt til det loft, der var fastsat i den nationale lovgivning i henhold til forbrugerkreditlovens artikel 36a. Aftalen præciserede imidlertid ikke den persons funktion, som sagsøgte indgik aftalen med, og heller ikke begreberne »ekspeditionsgebyr« og »provision«, og det var heller ikke angivet i aftalen, hvilke specifikke ydelser fra sagsøgerens side der svarede til de ovennævnte gebyrer. Kun gebyret for »Din pakke – tillægspakken« kunne fastslås, idet det svarede til forbrugerens ret til én gang at udsætte betalingen af to afdrag eller nedsætte fire afdrag med samtidig forlængelse af aftalen løbetid (i tilfælde af udsættelse) eller betale afdragene på et senere tidspunkt (i tilfælde af nedsættelse).

15.

Inden afdragsperiodens udløb nedlagde Profi Credit Polska påstand om udstedelse af et betalingspåkrav. Den forelæggende ret har afsagt en udeblivelsesdom til fordel for Profi Credit Polska, mod hvilken forbrugeren har fremsat en indsigelse vedrørende den urimelige karakter af visse vilkår i aftalen. Under den foreliggende sag har kreditinstituttet forklaret, at »ekspeditionsgebyret« svarede til de faktiske omkostninger i forbindelse med indgåelsen af aftalen, og at gebyrerne benævnt »provision« udgjorde en modydelse for at stille midlerne til rådighed for forbrugeren.

16.

I denne sammenhæng er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt de vilkår, der fastsætter disse gebyrer, skal anses for udelukket fra vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige i henhold til direktiv 93/13. Dette er tilfældet af følgende grunde. For det første kan det, for så vidt som disse omkostninger ikke overstiger den ved national lov fastsatte grænse, antydes, at disse vilkår blot afspejler denne lov, således at de i henhold til artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke er underlagt direktivets bestemmelser. For det andet kan disse prisvilkår for Profi Credit Polska udgøre aftalens hovedgenstand og som sådan falde uden for direktivets anvendelsesområde i medfør af direktivets artikel 4, stk. 2. For det tredje, eftersom en undersøgelse af, hvorvidt disse gebyrer er begrundede, ville svare til en vurdering af overensstemmelsen mellem vederlaget og den til gengæld leverede tjenesteydelse, kan en sådan vurdering også være udelukket i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2. Endelig er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt et vilkår kan betragtes som affattet klart og forståeligt som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, når det pålægger renter, gebyrer og provision uden at forklare forskellen mellem disse omkostninger eller nærmere beskrive deres art, og når det ikke specificerer den persons funktion, med hvem forbrugeren indgik aftalen.

17.

Under disse omstændigheder besluttede Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód w Szczecinie – III Wydział Cywilny (retten i første instans i Stettin – Prawobrzeże og Zachód (tredje afdeling for civilretlige sager), Polen) at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende spørgsmål:

18.

Den 8. marts 2018 indgik BW og en forbruger en forbrugerkreditaftale for en periode på to år. Aftalen, som ikke var genstand for individuel forhandling, angiver, at der skal stilles 4500 PLN (ca. 1048 EUR) til rådighed, som skal tilbagebetales i 24 månedlige afdrag med sikkerhed i en blankoveksel. Som modydelse for at stille kontanterne til rådighed for forbrugeren fastsætter aftalen betaling af renter på 10% p.a., hvilket udgør et samlet beløb på 900 PLN (ca. 210 EUR), et ekspeditionsgebyr på 1125 PLN (ca. 262 EUR) og et administrationsgebyr på 2700 PLN (ca. 628 EUR). Ifølge den nationale ret blev de årlige omkostninger i procent fastsat til 119,42%. De renteuafhængige kreditomkostninger som omhandlet i forbrugerkreditlovens artikel 36a overstiger imidlertid ikke det loft, der er fastsat i denne bestemmelse.

19.

Forbrugeren modtog det aftalte beløb og påbegyndte tilbagebetalingen. Som følge af manglende betaling anlagde kreditgiveren sag ved den forelæggende ret mod sagsøgte med påstand om betaling af det skyldige restbeløb med tillæg af lovbestemte morarenter. Samtidig fremsatte kreditgiveren begæring om udstedelse af et betalingspåkrav baseret på den trukne blankoveksel.

20.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den polske lovgivning er forenelig med direktiv 93/13 for så vidt angår fastsættelsen af et loft for de renteuafhængige kreditomkostninger, som kreditinstitutterne kan opkræve, eftersom dette loft beregnes under hensyn ikke blot til de omkostninger, der er forbundet med indgåelsen eller håndteringen af kreditaftalen, men også kreditgiverens generelle omkostninger. Dette er ikke til hinder for, at kreditgiveren overvælter omkostningerne til f.eks. administration af databaser, lønninger til personalet eller styring af operationel risiko over på forbrugeromkostningerne. Constructora Principado-dommen ( 5 ) kan imidlertid fortolkes således, at en situation, hvor en erhvervsdrivende ved hjælp af standardvilkår overvælter en byrde på forbrugeren, som den erhvervsdrivende skulle have båret, kan anses for at bevirke en »betydelig skævhed« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13.

21.

På denne baggrund har Sąd Rejonowy w Opatowie I Wydział Cywilny (retten i første instans i Opatów (første afdeling for civilretlige sager), Polen) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i [direktiv 93/13], navnlig dette direktivs artikel 3, stk. 1, samt EU-rettens principper om forbrugerbeskyttelse og ligevægten mellem aftaleparterne fortolkes således, at de anførte bestemmelser og principper er til hinder for indførelsen af retsinstituttet »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger« og den matematiske formel for beregningen af disse omkostninger i henhold til artikel 5, nr. 6a, sammenholdt med artikel 36a i [forbrugerkreditloven], hvorefter de omkostninger i forbindelse med kreditten, som skal afholdes af forbrugeren (samlede kreditomkostninger), også omfatter omkostningerne til den erhvervsdrivendes forretningsaktivitet, i den nationale retsorden?«

22.

Den 31. august 2016 indgik en forbruger en kreditaftale, der ikke var genstand for forhandling, med QL om et beløb på 5000 PLN (ca. 1149 EUR), som skulle tilbagebetales i 36 månedlige afdrag. Som vederlag til kreditinstituttet bestemmes det i aftalen, at der for det første skulle betales en rente på 9,81% p.a., dvs. et samlet beløb på 796 PLN (ca. 182 EUR), for det andet et ekspeditionsgebyr på 129 PLN (ca. 29 EUR), for det tredje et gebyr for en tjenesteydelse benævnt »Twój Pakiet« (herefter »Din pakke«) på 900 PLN (ca. 206 EUR) og for det fjerde en provision på 3939 PLN (ca. 905 EUR). Den samlede effektive årlige udlånsrente var således 77,77%. De renteuafhængige kreditomkostninger som omhandlet i forbrugerkreditlovens artikel 36a oversteg imidlertid ikke det loft, der er fastsat i denne bestemmelse.

23.

Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om foreneligheden af de nationale bestemmelser, der fastsætter et loft for de gebyrer, som kreditinstitutter kan pålægge, med direktiv 2008/48. Ved fastsættelse af dette loft skal der ikke alene tages hensyn til omkostningerne ved at indgå eller opfylde en bestemt aftale, men også til kreditgiverens generelle omkostninger. Det følger imidlertid af artikel 3, litra g), i direktiv 2008/48, at forbrugeren kan faktureres omkostninger, men kun marginale omkostninger, dvs. omkostninger i forbindelse med kreditaftalen.

24.

På denne baggrund har Sąd Rejonowy w Opatowie I Wydział Cywilny (retten i første instans i Opatów (første afdeling for civile sager)) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal bestemmelserne i [direktiv 2008/48], navnlig artikel 3, litra g), og artikel 22, stk. 1, fortolkes således, at de anførte bestemmelser er til hinder for indførelsen i den nationale retsorden af retsinstituttet »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger« og den matematiske formel til beregning af disse omkostningers størrelse i henhold til artikel 5, nr. 6a, sammenholdt med artikel 36a i [forbrugerkreditloven], hvorefter der til de omkostninger i forbindelse med en kreditaftale, som skal afholdes af forbrugeren (kredittens samlede omkostninger), også regnes omkostningerne til virksomhedens økonomiske aktivitet?«

25.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret i sag C-84/19 nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at vilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, når disse vilkår fastsætter de omkostninger, der skal betales af forbrugeren, er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, når disse omkostninger samlet set ikke overstiger et vist loft fastsat i den nationale lovgivning.

26.

I denne henseende bør det erindres, at i henhold til artikel 1, stk. 1, sammenholdt med artikel 2 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, finder dette direktiv anvendelse på vilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, som ikke har været genstand for individuel forhandling. Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 bestemmer imidlertid undtagelsesvis, at kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser, ikke er underlagt dette direktivs bestemmelser.

27.

Selv om det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, om et bestemt kontraktvilkår som det i hovedsagen omhandlede er omfattet af denne særlige undtagelse, forholder det sig ikke desto mindre således, at Domstolen kan give den forelæggende ret de oplysninger, som denne skal tage hensyn til med henblik på at vurdere, om det pågældende kontraktvilkår er urimeligt ( 6 ). Den forelæggende ret kan derfor sættes i stand til at undersøge, om undtagelsen i denne bestemmelse sandsynligvis vil finde anvendelse på hovedsagen.

28.

I den foreliggende sag er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt vilkår der fastsætter omkostninger, som ikke overstiger et bestemt loft fastsat ved en national bestemmelse, kan være omfattet af udelukkelsesbestemmelserne i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13.

29.

I denne henseende bemærkes det, at den omstændighed alene, at kontraktvilkår er i overensstemmelse med en lovbestemmelse, ikke i sig selv indebærer, at disse vilkår nødvendigvis »afspejler« denne bestemmelses ordlyd.

30.

I det foreliggende tilfælde synes den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, at følge af bemærkningerne i Domstolens praksis, hvorefter begrundelsen for undtagelsen i artikel 1, stk. 2, består i den omstændighed, at det med føje kan lægges til grund, at den nationale lovgiver har foretaget en afbalanceret afvejning af alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser i visse kontrakter, en ligevægt, som EU-lovgiver udtrykkeligt har villet bevare ( 7 ).

31.

Jeg mener imidlertid ikke, at disse bemærkninger fra Domstolen skal forstås således, at den nationale lovgivers fastsættelse af et loft nødvendigvis også indebærer en afbalanceret afvejning af alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser fra den nationale lovgivers side. Det mener jeg af følgende grunde.

32.

For det første, som Domstolen har fastslået, eftersom artikel 1, stk. 2, indfører en undtagelse fra direktiv 93/13 med sigte på forbrugerbeskyttelse, skal denne bestemmelse fortolkes strengt ( 8 ).

33.

Når lovgiver har fastsat en øvre finansiel grænse, indebærer det for det andet ikke nødvendigvis, at ethvert vilkår, der fastsætter betaling af et gebyr under denne grænse, under alle omstændigheder skal anses for afbalanceret. Hvis dette var tilfældet, kunne en medlemsstat ophæve beskyttelsen i henhold til direktiv 93/13 ved at fastsætte en meget høj øvre grænse.

34.

For det tredje ville direktiv 93/13, således som den polske regering har anført, miste enhver effektiv virkning, såfremt vilkår, der er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser vedrørende aftaler, anses for at afspejle love eller bindende administrative bestemmelser som omhandlet i direktivets artikel 1, stk. 2, eftersom det under alle omstændigheder formodes, at kontraktvilkårene er i overensstemmelse med national ret.

35.

Efter min opfattelse forsøgte Domstolen ved at angive begrundelsen for undtagelsen i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13, som den gjorde i sager som RWE Vertrieb og Banco Santander og Escobedo Cortés, blot at fremhæve, at direktiv 93/13 har til formål at indføre en kontrol ikke af national lovgivning, men snarere af eventuelle ulemper for forbrugeren, der måtte opstå som følge af skævheder med hensyn til informationsniveau, kompetence og forhandlingsstyrke mellem forbrugeren og en erhvervsdrivende ( 9 ).

36.

Under disse omstændigheder ser jeg ingen grund til at fravige konklusionen om, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke finder anvendelse på kontraktvilkår, der blot overholder en beløbsgrænse fastsat i national lovgivning. Jeg er derfor af den opfattelse, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 bør fortolkes således, at vilkår i en aftale, der ikke har været genstand for forhandling, når disse vilkår fastsætter omkostninger, som forbrugeren skal betale, ikke er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde, blot fordi disse omkostninger samlet set ikke overstiger et bestemt loft fastsat i national lovgivning ( 10 ).

37.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret i sag C-84/19 nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at vilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, når disse vilkår er affattet klart og forståeligt, er udelukket fra bedømmelsen af deres eventuelle urimelighed, fordi de fastsætter betaling af renteuafhængige omkostninger.

38.

Henset hertil bør det bemærkes, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 giver mulighed for to undtagelser for så vidt angår vurderingen af, hvorvidt kontraktvilkår er urimelige. Anvendelsen af disse undtagelser er imidlertid betinget af, at de pågældende vilkår er affattet klart og forståeligt.

39.

Selv om det i princippet tilkommer de nationale retter præcist at fastlægge, hvilke vilkår der, fordi de fastlægger væsentlige kontraktlige forpligtelser, skal anses for at have forbindelse med aftalens hovedgenstand ( 11 ), eller hvor vurderingen heraf ville vedrøre overensstemmelsen mellem pris og de tjenesteydelser eller varer, der leveres som modydelse herfor, skal denne undtagelse ikke desto mindre undergives en selvstændig og ensartet fortolkning i hele Unionen. Det følger således heraf, at Domstolen kan præcisere, hvorvidt artikel 4, stk. 2, kan finde anvendelse på en bestemt kategori af vilkår ( 12 ).

40.

I overensstemmelse med den første undtagelse er kontraktvilkår i forbindelse med »definitionen af aftalens hovedgenstand« udelukket fra vurderingen af, om de eventuelt er urimelige. I henhold til Domstolens praksis er sådanne vilkår de vilkår, der fastlægger aftalens hovedydelser, og som dermed er kendetegnende for aftalen. For at afgøre, om dette er tilfældet, skal der tages hensyn til aftalens art, almindelige opbygning og væsentligste forpligtelser samt den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori den indgår ( 13 ).

41.

I denne henseende er hovedgenstanden i enhver aftale den genstand, der er kendetegnende for dens retlige karakter, dvs. de vilkår, der er væsentlige for aftalens indgåelse. For så vidt angår kreditaftaler er disse forpligtelser dem, hvorved en kreditgiver accepterer at låne låntageren et beløb, der er underlagt låntagerens forpligtelse til at tilbagebetale dette beløb enten på et bestemt tidspunkt eller i form af afdrag.

42.

I en standardlåneaftale ydes kreditten naturligvis på kommercielle vilkår. Låntagerens væsentligste forpligtelser er således dem, der ikke alene vedrører tilbagebetaling af det beløb, der er stillet til rådighed, men også vedrører vederlaget for denne tjenesteydelse. Naturligvis indebærer salg af varer eller levering af tjenesteydelser nødvendigvis som en del af hovedgenstanden, at køberen er forpligtet til at betale den aftalte pris eller det aftalte vederlag ( 14 ).

43.

I kraft af den anden undtagelse i artikel 4, stk. 2, kan en vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige, ikke vedrøre overensstemmelsen vedrørende pris og vederlag i forbindelse med levering af varer og tjenesteydelser, naturligvis forudsat, at vilkårene er affattet klart og forståeligt ( 15 ).

44.

Eftersom et kontraktvilkår kan indeholde flere paragraffer, stykker eller numre, og omvendt, kan en aftale også indeholde flere bestemmelser om betaling af omkostninger for en enkelt ydelse ( 16 ). Disse to undtagelser overlapper således, når et vilkår fastsætter omkostninger, som er en del af den samlede pris for de varer eller tjenesteydelser, der udgør den pågældende aftales hovedgenstand.

45.

I det foreliggende tilfælde synes den tvivl, som den forelæggende ret har givet udtryk for, at skyldes begrebet pris eller vederlag. Ifølge den forelæggende ret kan et prisvilkår i henhold til polsk ret nemlig ikke vedrøre en kreditaftales hovedgenstand, hvis denne pris er udtrykt på anden måde end som renter.

46.

For så vidt angår EU-retten er begrebet pris eller vederlag imidlertid ikke helt så restriktivt, heller ikke når der er tale om en kreditaftale. Der synes således ikke at være bestemmelser i EU-retten, ifølge hvilke den betaling, der skal foretages i henhold til en kreditaftale, kun kan være i form af renter ( 17 ). Kreditinstitutterne kan således kræve betaling i form af renter og/eller en fast modydelse ( 18 ).

47.

Denne konklusion understøttes ligeledes af ordlyden af direktiv 2008/48, som for så vidt angår kreditaftaler, der er omfattet af dette direktiv, fastsætter en forpligtelse for kreditinstitutterne til at oplyse forbrugerne om de samlede omkostninger ved denne kredit, som skal beregnes under hensyntagen til alle typer omkostninger, som forbrugeren skal betale i forhold til kreditaftalen. Hvis EU-retten havde til virkning at forbyde kreditgivere at opkræve deres eget vederlag på anden måde end ved at opkræve renter, ville denne henvisning til alle former for omkostninger ikke have været nødvendig.

48.

Hvad nærmere bestemt angår direktiv 93/13, eftersom som det ikke definerer begreberne »pris« eller »vederlag«, fastlægges disse udtryk efter deres sædvanlige betydning i almindelig sprogbrug, idet der tages hensyn til den kontekst, hvori disse begreber anvendes, og de mål, der forfølges med den lovgivning, som de udgør en del af ( 19 ).

49.

I almindelig sprogbrug svarer udtrykket »pris« til det samlede beløb, der er nødvendigt for at betale for en bestemt kontraktmæssig transaktion, mens udtrykket »vederlag« mere overordnet set svarer til de beløb, der betales for visse former for arbejde eller for udførelsen af en tjenesteydelse. De to begreber er således mere eller mindre synonyme, bortset fra at begrebet »pris« måske anvendes hyppigere i forbindelse med betaling for varer, mens udtrykket »vederlag« anvendes hyppigere i forbindelse med tjenesteydelser, navnlig i forbindelse med ansættelsesforhold ( 20 ).

50.

Ethvert vilkår, der er affattet klart og forståeligt, og som gengiver den samlede pris for den pågældende tjenesteydelse eller vare, der udgør aftalens hovedgenstand, uanset om disse vilkår fastsætter betaling af renter eller et gebyr, og uanset hvilke opgaver kreditinstituttet skal udføre for at yde kreditten, kan derfor være omfattet af den første undtagelse i artikel 4, stk. 2.

51.

I tvisten i hovedsagen bør bestemmelser i aftalen om prisen på kredit – med undtagelse af prisvilkåret vedrørende »Din pakke – tillægspakken« – uanset om de er udtrykt som gebyrer eller renter, blot betragtes som en del af modydelsen for ydelse af lånet og derfor som omfattet af den første undtagelse, der fremgår af artikel 4, stk. 2.

52.

Vilkår, der omfatter prisen på kredit, er naturligvis også omfattet af den anden undtagelse i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, men kun for så vidt udbudsprisen angår ( 21 ). Eftersom de omtvistede vilkår i sag C-84/19 ikke kun vedrører aftalens hovedgenstand, da de faktisk fastsætter specifikke gebyrer, der skal betales, og derfor til dels fastsætter den pris, der skal betales for ydelsen af kreditten, er de pågældende vilkår også omfattet af den anden undtagelse.

53.

Denne konklusion ændres hverken af de formål, der forfølges med artikel 4, stk. 2, eller af en kontekstuel fortolkning af denne bestemmelse.

54.

For så vidt angår formålet forekommer de undtagelser, der fremgår af artikel 4, stk. 2, at være udtryk for et lovgivningspolitisk valg af, at parterne kan udarbejde de væsentlige forpligtelser i aftalen efter eget valg ( 22 ). I en fri markedsøkonomi er det generelle udgangspunkt, at privatpersoner antages at være rationelle og at kunne tage vare på deres egne interesser. Følgelig forventes forbrugere at stille spørgsmål om det, de køber, dvs. aftalens hovedgenstand, samt den pris, der betales som modydelse ( 23 ). Lovgiver synes her at have tænkt, at i modsætning til andre vilkår i en standardaftale, som forbrugerne ikke nødvendigvis altid læser ( 24 ), er det langt mindre sandsynligt, at de vil være uforberedt på vilkår vedrørende aftalens hovedgenstand eller prisen eller vederlaget. Alt dette forudsætter imidlertid, at aftalens hovedgenstand samt prisen eller vederlaget er tydeligt angivet på en klar og forståelig måde.

55.

For så vidt angår konteksten, eftersom artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 således fastlægger en undtagelse fra vurderingen af, om kontraktvilkår er urimelige, således som det er foreskrevet i den beskyttelsesordning til fordel for forbrugerne, som er gennemført med dette direktiv, skal denne bestemmelse fortolkes strengt ( 25 ). Eftersom ordlyden i artikel 4, stk. 2, ikke sondrer mellem, hvorvidt prisen eller vederlaget for den pågældende tjenesteydelse var udtrykt som en fast omkostning eller en rentesats, ville en sådan fortolkning ikke begrunde udelukkelse af kontraktvilkår, som fastlægger betaling af renteuafhængige omkostninger fra denne bestemmelses anvendelsesområde.

56.

Selv i tilfælde af en mere indskrænkende fortolkning af artikel 4, stk. 2 ( 26 ), ville dette ikke føre til en anden konklusion, eftersom prisen næsten pr. definition udgør et væsentligt element i enhver aftale. Det står naturligvis de erhvervsdrivende frit for at definere betaling i form af enten gebyrer eller renter. Så snart disse omkostninger er en del af modydelsen for at yde kreditten – og ikke vedrører en accessorisk tjenesteydelse – skal vilkår, der fastsætter sådanne omkostninger, anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for både den første og den anden undtagelse, der er fastsat i artikel 4, stk. 2.

57.

Det er derfor i denne henseende uden betydning, om prisen eller vederlaget for en tjenesteydelse er udtrykt i form af en rentesats eller et gebyr, eller om aftalen præciserer de opgaver, som den erhvervsdrivende skal udføre med henblik på at levere denne tjenesteydelse. Som jeg vil forklare senere, er det afgørende, om forbrugeren har været i stand til at forstå den samlede pris, vedkommende skal betale, og hvad vedkommende køber. Det sætter forbrugeren i stand til at afgøre, om aftalen opfylder vedkommendes behov, og sammenligne den med alle andre eksisterende tilbud.

58.

Alt dette betyder for så vidt angår sag C-84/19, at et vilkår, som omhandler omkostninger forbundet med en kreditaftale, for at være omfattet af en af de undtagelser, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, alene skal angive omkostningens størrelse på en klar og forståelig måde. Omkostningens form er uden betydning.

59.

Endvidere mener jeg ikke, at det skal udelukkes, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 finder anvendelse, når tvisten vedrører en modydelse fra kreditgiverens side for et bestemt prisvilkår. Et spørgsmål om, hvorvidt der er tale om en faktisk ydelse fra kreditgiveren til gengæld for en bestemt omkostning som modydelse, eller en vurdering af, om der er overensstemmelse mellem en del af prisen for en tjenesteydelse og de opgaver, der er nødvendige for at udføre denne tjenesteydelse, ville være ensbetydende med at rejse tvivl om overensstemmelsen mellem kvaliteten af den tilbudte tjenesteydelse og den opkrævede pris, dvs. netop det, som direktivets artikel 4, stk. 2, generelt udelukker.

60.

Jeg anerkender, at Domstolen i Matei-sagen og sagen Kiss og CIB Bank har fremført visse angivelser, der ifølge én opfattelse kan tyde på det modsatte ( 27 ), men samtidig mener jeg, at i lyset af artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 afhænger den urimelige karakter af hvert enkelt prisvilkår i henhold til direktivet ikke af, om kreditgiveren udfører en bestemt opgave som modydelse for hvert af disse vilkår. Dette ville nemlig være ensbetydende med at omgå den klare ordlyd af artikel 4, stk. 2, og dermed det valg, som EU-lovgiver har truffet: Direktiv 93/13 omfatter ikke spørgsmålet om, hvorvidt den opkrævede pris er uforholdsmæssigt høj eller ej. Eftersom begrundelsen for prisen i princippet er uden relevans for vurderingen af, om kontraktvilkårene er urimelige i henhold til direktiv 93/13, bør det krav om gennemsigtighed, der er fastsat i dette direktiv, ikke fortolkes således, at det pålægger kreditinstitutterne at oplyse forbrugerne om de opgaver, der er forbundet med ydelsen af kredit.

61.

Medlemsstaterne kan naturligvis i princippet frit fastsætte en modstridende bestemmelse i national ret. Artikel 8 i direktiv 93/13 bestemmer, at medlemsstaterne på det område, der omfattes af dette direktiv, kan vedtage eller bevare strengere bestemmelser for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, forudsat at disse regler er forenelige med alle gældende EU-retlige regler, og at den pågældende medlemsstat har overholdt det indberetningskrav, der er fastsat i artikel 8a i direktiv 93/13.

62.

Følgelig er den omstændighed, at overensstemmelsen mellem prisen og den leverede tjenesteydelse eller vare i henhold til national ret, som den forelæggende ret har anført, kun er udelukket fra vurderingen af, om et vilkår er urimeligt, hvis denne pris vedrører hovedydelsen i henhold til aftalen, ikke i sig selv i modstrid med direktiv 93/13. Tilsvarende kan den pågældende lovgivning ikke anses for at krænke direktiv 93/13 udelukkende med den begrundelse, at det angives, at et prisvilkår ikke kan vedrøre hovedydelsen, hvis den opkrævede pris ikke er i form af rente.

63.

Jeg understreger imidlertid, at selv om den forelæggende ret åbenbart er af den opfattelse, at den priskontrol, der er indført ved denne nationale lovgivning, ikke er tilstrækkelig streng, er der tale om et spørgsmål, som falder uden for EU-rettens anvendelsesområde, og som derfor naturligvis henhører under den polske lovgivers kompetence og ikke under Domstolens kompetence.

64.

Som svar på det andet spørgsmål i sag C-84/19 er jeg derfor af den opfattelse, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 bør fortolkes således, at den udelukker vilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, når sådanne vilkår fastsætter prisen eller vederlaget for den pågældende kredit, fra en vurdering af, om disse vilkår er urimelige, i henhold til samme direktiv, hvis vilkårene er affattet klart og forståeligt, selv om de fastsætter betaling af renteuafhængige omkostninger. Medlemsstaterne kan dog frit indføre en sådan prisvurderingsmekanisme i national ret, forudsat at dens bestemmelser er forenelige med den gældende EU-ret, og ligeledes at medlemsstaterne overholder kravene i artikel 8a i direktiv 93/13.

65.

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret i sag C-84/19 nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et vilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, når et sådant vilkår pålægger forbrugeren at betale visse omkostninger, skal anses for ikke at være affattet klart og forståeligt, når det ikke præciserer de ydelser, for hvilke sådanne omkostninger skal betales, og forbrugeren ikke har mulighed for at gøre sig bekendt hermed på grundlag af de oplysninger, der fremgår af aftalen.

66.

Som jeg allerede har anført, fastsætter artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 to undtagelser til vurdering af rimeligheden af de vilkår, der er indeholdt i kreditaftaler, som ikke har været genstand for forhandling. Begge disse undtagelser er til gengæld betinget af, at de relevante kontraktbestemmelser er affattet klart og forståeligt.

67.

Det følger af Domstolens praksis, at dette krav om forståelighed indebærer, at aftalen også klart skal beskrive, hvorledes den mekanisme, som det pågældende vilkår vedrører, konkret fungerer, samt forholdet mellem denne mekanisme og andre relevante kontraktvilkår, således at forbrugeren på grundlag af klare og forståelige kriterier sættes i stand til at vurdere, hvilke økonomiske følger aftalen kan få for vedkommende ( 28 ).

68.

I afgørelsen af, om et vilkår er affattet klart og forståeligt, skal der naturligvis tages hensyn til arten, den almindelige opbygning af og samtlige bestemmelser i det aftalekompleks, som vilkåret er en del af, samt til den juridiske og faktuelle sammenhæng, hvori det indgår ( 29 ). Ud over disse elementer er andre faktorer, f.eks. de enkelte vilkårs forståelighed og klare affattelse, hvor specifik den anvendte terminologi er, eller den eventuelle brug af visualiseringsteknikker ( 30 ), relevante at overveje. Andre relevante faktorer kan være vilkårets særlige placering i aftalen, eller at de relevante bestemmelser er indeholdt i flere forskellige vilkår.

69.

Som jeg forklarede i mit forslag til afgørelse i sagen Kiss og CIB Bank, indebærer kravene om forståelighed i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 f.eks., at når aftalen er forholdsvis lang, og den pris, der skal betales til gengæld for de forskellige leverede tjenesteydelser, er blevet opdelt i flere vilkår, er det nødvendigt, at disse forskellige vilkår samles et sted i kontrakten, eller i hvert fald at deres samlede virkning angives for forbrugeren ( 31 ).

70.

I dommen i sagen Kásler og Káslerné Rábai udledte Domstolen af både artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i dette direktiv, at der forekommer en mere generel forpligtelse med hensyn til gennemsigtighed ( 32 ). Følgelig forventes erhvervsdrivende at give forbrugeren tilstrækkelige oplysninger til, at forbrugeren kan træffe forsigtige og velunderbyggede beslutninger ( 33 ).

71.

Det følger heraf, at når et vilkår pålægger forbrugeren at betale visse omkostninger som modydelse for en kreditaftale, der ikke er genstand for forhandling, kan disse omkostningers rimelige karakter ikke vurderes ad rettens vej på grundlag af kriterierne i artikel 4, stk. 2, såfremt kontraktvilkårene er forståelige. Dette indebærer i det væsentlige, at en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom gennemsnitsforbruger, henset til alle aftalens elementer og de oplysninger, som kreditinstituttet har fremlagt, skal være i stand til at forstå, inden aftalen indgås, at vedkommende ligeledes skal betale disse omkostninger, og følgelig kunne have vurderet de økonomiske følger af at underskrive aftalen.

72.

I denne sammenhæng ønsker den forelæggende ret i sag C-84/19 nærmere bestemt oplyst, om dette krav om gennemsigtighed pålægger erhvervsdrivende at præcisere de tjenesteydelser, for hvilke de eventuelle omkostninger, der er fastsat i aftalen, skal betales, eller i det mindste, sætte forbrugeren i stand til at udlede disse oplysninger af aftalen.

73.

Indledningsvis bemærkes det, at den forelæggende ret synes at anvende udtrykket »tjenesteydelse« i den særlige forstand, at det henviser til de opgaver, den erhvervsdrivende skal udføre med henblik på at opfylde sine forpligtelser for levering af den tjenesteydelse, der er aftalens genstand.

74.

I denne henseende er jeg af den opfattelse, at kravet i direktiv 93/13 om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, ikke kan fortolkes således, at det kræver, at forbrugeren informeres om de opgaver, der påhviler den erhvervsdrivende i henhold til aftalen. Det er i denne forbindelse uden betydning, at forbrugeren ikke kan udlede disse konkrete oplysninger af de oplysninger, som vedkommende er blevet gjort bekendt med, for så vidt som det naturligvis også klart fremgår, at aftalen er af generel karakter. Min konklusion er baseret på følgende grunde.

75.

For det første følger det af Domstolens praksis, at betingelsen i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 kun kræver, at forbrugeren oplyses om følgerne af kontraktvilkårene og ikke om deres eksistensberettigelse ( 34 ). Med andre ord er det væsentlige, at ingen omkostninger er blevet holdt skjult for forbrugeren inden aftalens indgåelse. Spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren har givet et juridisk gyldigt samtykke eller ej, er ikke omfattet af direktiv 93/13, idet der her er tale om et spørgsmål, som fortsat henhører under medlemsstaternes kompetence ( 35 ). Det samme gælder urimelig handelspraksis, som er omfattet af direktiv 2005/29 ( 36 ). Dette direktiv omhandler virkningerne eller følgerne af vilkår – med andre ord hovedsagelig »det, der står med småt« – bortset fra vilkår, som generelt fanger forbrugerens opmærksomhed.

76.

For det andet, som generaladvokat Saugmandsgaard Øe anførte i sit forslag til afgørelse i Ibercaja Banco-sagen ( 37 ), er den generelle tendens i Domstolens praksis i forbindelse med kravet om gennemsigtighed i direktiv 93/13 at sikre, at kravet ikke går videre, end hvad der med rimelighed kan forventes af den erhvervsdrivende. Det er svært at undgå at få det indtryk, at det ville pålægge den erhvervsdrivende en uforholdsmæssigt stor byrde, der ikke er belæg for, at angive de konkrete og individualiserede opgaver, for hvilke visse gebyrer opkræves som modydelse.

77.

At pålægge den erhvervsdrivende en sådan forpligtelse ville for det tredje i det væsentlige svare til at forpligte vedkommende til at begrunde hvert enkelt prisvilkår. Dette ville være i strid med hele formålet med den anden undtagelse i artikel 4, stk. 2, som netop er at undgå, at erhvervsdrivende forpligtes til at begrunde deres gebyrer, og derved undgå, at domstolene kan blande sig i en virksomheds prisstrategier.

78.

For det fjerde er prisen på en vare eller tjenesteydelse, som jeg allerede har anført, i en markedsøkonomi ikke i sig selv direkte forbundet med de opgaver, der skal udføres, eller med produktionsomkostningerne, men med udbud og efterspørgsel. Når en aftale fastsætter en samlet pris for den samme tjenesteydelse, ville det derfor være ret kunstigt at forvente, at hvert enkelt af disse vilkår afspejler en bestemt opgave.

79.

Det ville være endnu mindre realistisk at forvente af erhvervsdrivende, at de giver forbrugerne pålidelige oplysninger om de specifikke omkostninger, der kan henføres til hver enkelt bestanddel af de leverede varer eller tjenesteydelser. Når en erhvervsdrivende udfører flere aktiviteter, involverer fordelingen af de generelle udgifter mellem de forskellige aktiviteter faktisk ofte kompleks (og netop dyr) regnskabsføring ( 38 ). Det ville kræve, at den erhvervsdrivende i det mindste fører et omkostningsregnskab, der har til formål nøjagtigt at identificere og værdiansætte de elementer, der udgør dens nettodriftsindtægter, selv om en sådan forpligtelse til generel regnskabsføring ikke er pålagt ved en EU-retsakt ( 39 ).

80.

Det forekommer under alle omstændigheder klart, at den i hovedsagen omhandlede kreditaftale falder inden for anvendelsesområdet af direktiv 2008/48. Det er ikke desto mindre også nødvendigt at tage hensyn til de relevante bestemmelser i dette direktiv, eftersom dette ifølge Domstolens praksis fuldstændigt har harmoniseret de oplysningsforpligtelser, der kan pålægges kreditinstitutter ( 40 ).

81.

For det første, eftersom medlemsstaterne anses for at have gennemført direktiv 2008/48 i national ret, kan vilkår, der afspejler dette direktivs bestemmelser, i den forstand, at de fastlægger, hvilke oplysninger der er gjort obligatoriske ved direktivet, anses for nødvendigvis at være udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13 i medfør af dets artikel 1, stk. 2 ( 41 ).

82.

For det andet findes der en klar fortolkningsregel om, at hvis bestemmelser i flere EU-retsakter finder anvendelse på samme situation, skal de så vidt muligt fortolkes ensartet ( 42 ).

83.

Kravene i direktiv 93/13 med hensyn til gennemsigtighed og forståelighed er tydeligvis bestemmelser, som er mere generelle i forhold til de mere præcise krav i direktiv 2008/48. Følgelig bør den generelle ordlyd i direktiv 93/13 ikke fortolkes på en sådan måde, i forhold til afgivelse af nøjagtige oplysninger til forbrugerne, at den ville afvige fra de mere specifikke krav i direktiv 2008/48 ( 43 ).

84.

Efter min opfattelse bør direktiv 2008/48 anses for at præcisere den nøjagtige rækkevidde af gennemsigtighedskravet i forhold til de kreditaftaler, der er omfattet af dette direktiv. Medmindre andet er angivet, skal forholdet mellem direktiv 93/13 og enhver anden EU-retsakt, der fastsætter en mere detaljeret oplysningspligt, forstås med henblik på at undgå, at nationale retters forskelligartede anvendelse af direktiv 93/13 deler det indre marked og dermed bringer den harmonisering, som disse andre retsakter tilstræber at gennemføre under hensyntagen til forbrugerbeskyttelsen, i fare.

85.

Henset til den omstændighed, at artikel 10 i direktiv 2008/48, som angiver de oplysninger, der skal fremgå af kreditaftaler, ikke pålægger kreditinstitutterne at give detaljerede oplysninger om deres omkostninger, skal bestemmelserne i en kreditaftale ikke anses for at være affattet på en uforståelig måde som omhandlet i artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13, alene fordi de ikke præciserer de specifikke tjenesteydelser, for hvilke sådanne omkostninger skal betales.

86.

Såfremt det præjudicielle spørgsmål skal forstås således, at det vedrører nødvendigheden af at nævne de tjenesteydelser – i ordets sædvanlige betydning – der leveres som modydelse for hvert prisvilkår, og de opgaver, som den erhvervsdrivende har behov for med henblik på at levere den pågældende tjenesteydelse, kan det således, med risiko for gentagelse, konstateres, at kravet om gennemsigtighed i artikel 4, stk. 2, ifølge Domstolens praksis vedrører de økonomiske følger af aftalen og dens hovedgenstand og ikke de enkelte kontraktvilkårs pengeværdi. Når en forbruger køber en mængde varer eller tjenesteydelser, der er nært forbundne, er det afgørende således den samlede pris, som forbrugeren skal betale ( 44 ), samt omfanget af de tjenesteydelser, der leveres som modydelse herfor, således at forbrugeren i givet fald kan sammenligne de forskellige tilbud for den samme mængde varer eller tjenesteydelser. Det er dog ikke nødvendigt at opdele den samlede pris for hele mængden i enkelte sæt omkostninger.

87.

Da begrebet tjenesteydelse er temmeligt vagt ( 45 ), og tilsvarende eftersom en tjenesteydelse eventuelt kan opdeles i en lang række særskilte tjenesteydelser, kan det således i praksis vise sig at være uigennemførligt at kræve af kreditinstitutterne, at de angiver en pris for hver »tjenesteydelse«.

88.

Jeg er derfor af den opfattelse, at gennemsigtighedsprincippet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 bør fortolkes således, at det i princippet ikke kræver, at de specifikke omkostninger til specifikke ydelser fordeles på den måde, som de forelæggende retters spørgsmål antyder. Kun under visse særlige omstændigheder kan en sådan oplysning være nødvendig for at opfylde kravet om gennemsigtighed.

89.

Efter min opfattelse er dette naturligvis tilfældet, når aftalen vedrører flere ydelser, der nemt kan adskilles ( 46 ) i den forstand, at hver enkelt af de opregnede tjenesteydelser kan leveres til forbrugeren uafhængigt af de andre.

90.

Dette er ligeledes tilfældet, når forbrugeren har ret til at bringe en af disse ydelser til ophør inden de andre, i hvilket tilfælde forbrugeren skal være i stand til at vurdere den forretningsmæssige virkning af udnyttelsen af denne mulighed. Det samme gælder, når aftalen nævner valgfrie tjenesteydelser, for hvilke den fastsætter prisen på forhånd. I sidstnævnte tilfælde er det væsentligt, for at forbrugeren kan vurdere de økonomiske følger af aftalen, at prisen for disse tjenesteydelser kan fastsættes nøjagtigt, hvilket forudsætter, at forbrugeren kan bestemme størrelsen af det gebyr, der skal betales, hvis vedkommende vælger at anvende hver enkelt tjenesteydelse.

91.

Denne type oplysning kan igen være nødvendig, når det i selve aftalen nævnes, at der findes flere tjenesteydelser – nogle er hovedydelser, andre tillægsydelser – og når det eller de omtvistede vilkår ikke fastsætter prisen for en af disse tjenesteydelser som sådan, men kan have en indvirkning på den pågældende pris. Da den anden undtagelse i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 ikke finder anvendelse, kan det være nødvendigt at fastlægge den tjenesteydelse, der er omfattet af vilkåret, for at afgøre, om det alligevel er omfattet af aftalens hovedgenstand, eftersom dette vilkår stadig kan være omfattet af den første undtagelse i artikel 4, stk. 2 ( 47 ).

92.

I hovedsagen i sag C-84/19 nævnes i kreditaftalen ganske rigtigt en ydelse, der beskrives som en tillægsydelse, nemlig »Din pakke – tillægspakken«. Selv om jeg ikke mener, at Profi Credit Polska har været forpligtet til at behandle den som en særskilt ydelse, er det ufornødent at tage endelig stilling hertil, eftersom det fremgår af den forelæggende rets beskrivelse af de faktiske omstændigheder, at den pågældende kreditaftale under alle omstændigheder omfattede en særskilt pris for denne ydelse ( 48 ).

93.

Det eneste resterende spørgsmål er, om aftalen i højere grad burde have præciseret, om den samlede opkrævede pris dækkede formidlerens vederlag. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om aftalen var tvetydig eller ej i denne henseende, eller om det, såfremt formidleren ikke var nævnt i dette vilkår, ikke klart fremgik, at denne provision var en del af kreditprisen. Selv om der måtte konstateres en sådan tvetydighed med hensyn til formidlerens vederlag, er jeg imidlertid ikke sikker på, at denne omstændighed nødvendigvis gør aftalen mellem kreditinstituttet og forbrugeren uforståelig som omhandlet i artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13. Denne artikel fastlægger nemlig anvendelsesområdet for direktivets artikel 3, stk. 1, som til gengæld bestemmer, at urimelige kontraktvilkår i en aftale, der ikke har været genstand for forhandling, ikke er bindende for forbrugeren. Følgelig skal forståeligheden som omhandlet i artikel 4, stk. 2, tilskrives et specifikt vilkår i aftalen. I det foreliggende tilfælde er det ikke klart for mig, hvilke vilkår der kan anses for urimelige. Formidlerens provision er enten inkluderet i den samlede pris eller ej. Hvis den ikke er inkluderet, er det, der i sidste ende kan anses for urimeligt, ikke den pris, der er nævnt i aftalen, men snarere yderligere provision, som forbrugeren kan afkræves ud over den i aftalen nævnte pris.

94.

Efter min opfattelse kan dette spørgsmål afklares ved simpelthen at anvende de generelle principper i polsk aftaleret. I de tilfælde, hvor formidlerens vederlag ikke indgår i den samlede pris, er formidleren nemlig kun berettiget til at kræve betaling af gebyrer, hvis der er indgået en aftale med den pågældende forbruger om et sådant vederlag (hvorved der konstateres vinculum juris). Hvis dette er tilfældet, ved forbrugeren imidlertid nødvendigvis, at vedkommende skal betale yderligere omkostninger.

95.

Jeg bemærker under alle omstændigheder, at artikel 21 i direktiv 2008/48 fastsætter specifikke oplysningsforpligtelser vedrørende kreditaftaler, der indgås via en formidler. Der kan således på grund af den fuldstændige harmonisering, dette direktiv har foretaget, ikke konstateres nogen mangel på gennemsigtighed i forholdet mellem kreditinstituttet og forbrugeren for så vidt som disse forpligtelser overholdes.

96.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at det tredje spørgsmål i sag C-84/19, besvares således: Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 bør fortolkes således, at vilkår i kreditaftaler, der ikke har været genstand for forhandling, hvorefter der skal betales omkostninger, i princippet ikke skal anses for ikke at være affattet klart og forståeligt, alene fordi de hverken præciserer de opgaver, som den erhvervsdrivende skal udføre, eller de omkostninger, som denne skal afholde for at levere den aftalte tjenesteydelse. Det er kun, hvis de økonomiske følger af aftalen, betragtet som helhed eller vedrørende dens genstand, ikke klart fremgår af aftalen, navnlig på grund af eksistensen af et uforholdsmæssigt højt antal prisvilkår, at sådanne vilkår kan anses for ikke at opfylde denne betingelse.

97.

Med sit spørgsmål i sag C-222/19 ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i direktiv 93/13 generelt og artikel 3, stk. 1, i særdeleshed skal fortolkes således, at dette direktiv er til hinder for, at en medlemsstat indfører en priskontrolordning baseret på begrebet »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger«, for så vidt som disse omkostninger skal beregnes under hensyntagen til kreditgiverens generelle udgifter.

98.

Som det fremgår af artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, har bestemmelserne i dette direktiv ikke til formål at regulere nationale bestemmelser, men at afhjælpe en eventuel skævhed og urimelighed i kontraktvilkår, der indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, når disse aftaler ikke har været genstand for individuel forhandling.

99.

Under disse omstændigheder og med henblik på at give den forelæggende ret et nyttigt svar er det min opfattelse, at det pågældende spørgsmål skal omformuleres således, at det ønskes oplyst, om artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at et kontraktvilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, bevirker en »betydelig skævhed«, for så vidt som det fastsætter betaling af gebyrer, ud over renter, og at disse gebyrer kan anvendes på en sådan måde, at en erhvervsdrivende overvælter sine generelle omkostninger på forbrugeren.

100.

I denne henseende bemærkes det, at i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 anses ethvert kontraktvilkår i en aftale, der ikke har været genstand for forhandling, når et sådant vilkår til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren, for urimeligt ( 49 ).

101.

Selv om udtrykket »til trods for kravene om god tro« efter min opfattelse blot beskriver den situation, der ville have været fremherskende, hvis der ikke havde været en »betydelig skævhed«, og ikke en særskilt betingelse i sig selv, må det anerkendes, at Domstolen har fastslået, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsætter to kriterier for definition af begrebet urimelige kontraktvilkår, nemlig på den ene side formuleringen »til trods for kravene om god tro«, og på den anden side, at vilkårene »bevirker en »betydelig skævhed« mellem parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren« ( 50 ).

102.

Selv om man på dette punkt ikke nødvendigvis er overbevist af denne sondring ( 51 ), har den i praksis sandsynligvis kun ringe betydning. Henset til Domstolens fortolkning af disse to kriterier i praksis er det første kriterium nødvendigvis også opfyldt, når det andet kriterium er opfyldt ( 52 ).

103.

Ifølge Domstolens praksis består det første kriterium nemlig i at undersøge, om den erhvervsdrivende ved at handle loyalt og rimeligt med forbrugeren med rimelighed kunne forvente, at forbrugeren ville acceptere et sådant vilkår. Inden for rammerne af det andet kriterium skal det undersøges, om de forpligtelser, der er indført med vilkåret, stiller forbrugeren i en væsentlig mindre gunstig retsstilling end den, der ville have været gældende ifølge national lovgivning uden dette vilkår, uden kompensation for denne ulempe ( 53 ).

104.

En erhvervsdrivende må logisk set forvente, at såfremt forbrugeren behandles loyalt og rimeligt, vil denne nægte at acceptere vilkår, der stiller vedkommende i en mindre gunstig retsstilling end den, der ville have været fremherskende uden dette vilkår, i henhold til national lovgivning, dog ikke hvis der ydes kompensation for forskellen, hovedsagelig i form af passende prisforskelle ( 54 ). Følgelig, hvis et vilkår giver mulighed for rettigheder eller forpligtelser, der åbenbart afviger fra en almindeligt oplyst og rimeligt opmærksom gennemsnitsforbrugers legitime forventninger med hensyn til indholdet af en aftale, kan det konstateres, at det pågældende vilkår er urimeligt ( 55 ).

105.

Jeg mener dog ikke, at et vilkår i en kreditaftale kan anses for urimeligt, blot fordi det indeholder bestemmelser om betaling af gebyrer ud over renter, eller fordi disse gebyrer for den erhvervsdrivende kan tjene til at overvælte dennes generelle omkostninger på forbrugeren.

106.

Eftersom et sådant vilkår ikke desto mindre er knyttet til kreditprisen, skal det indledningsvis bemærkes, at det i henhold til artikel 4, stk. 2, kun er, hvis det ikke er affattet klart og forståeligt eller ikke er tilstrækkeligt udtrykkeligt med hensyn til de økonomiske følger, at størrelsen af de gebyrer, som forbrugeren skal betale, kan gøres til genstand for den vurdering, som direktiv 93/13 giver mulighed for.

107.

Med forbehold af denne undtagelse finder jeg det vanskeligt at antage, at et vilkår bevirker en »betydelig skævhed«, blot fordi det giver mulighed for betaling af gebyrer ud over renter. Som jeg har forklaret ovenfor, står det nemlig kreditinstitutterne frit for at fastsætte vilkårene for deres vederlag, forudsat at den samlede pris er klar for forbrugeren. I forbindelse med en kreditaftale, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48, er dette nødvendigvis tilfældet, hvis de forpligtelser, der er fastsat i dette direktiv, som er gennemført i national ret, er blevet overholdt.

108.

Ligeledes kan en betydelig skævhed efter min opfattelse ikke følge af den blotte omstændighed, at prisen for en tjenesteydelse for den erhvervsdrivende kan anvendes som en metode til at overvælte dennes generelle omkostninger på forbrugeren. Som jeg har forklaret i mit forslag til afgørelse i sagen Kiss og CIB Bank ( 56 ), udgør den omstændighed, at virksomhederne skubber alle deres omkostninger, herunder deres generelle omkostninger, videre til forbrugerne, imidlertid blot den økonomiske virkelighed. Prisen for enhver tjenesteydelse eller vare tjener derfor nødvendigvis til delvis at kompensere for de udgifter, der er forbundet med kreditgiverens generelle virksomhed.

109.

I Constructora Principado-dommen ( 57 ) udelukkede Domstolen ganske vist ikke, at et vilkår, der bevirker, at en kommunal afgift overvæltes på køberen af en lejlighed, sammen med visse gebyrer for individuel tilmelding til forskellige forsyningsselskaber, såsom vand, gas, elektricitet og spildevand, kan anses for urimeligt.

110.

Jeg mener imidlertid ikke, at dette princip finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede kreditaftale i sag C-222/19, for så vidt som den problematik, der blev behandlet i Constructora Principado-dommen, ikke vedrørte overvæltningen af visse omkostninger på kunderne, men snarere det omtvistede vilkårs gennemsigtighed. Størrelsen af de omkostninger, der var omfattet af dette vilkår, var nemlig ikke opgjort og kunne, henset til den kommunale ejendomsafgift, end ikke fastsættes på tidspunktet for aftalens indgåelse. Den skulle i stedet for beregnes efterfølgende af skattemyndighederne. Følgelig begrænsede det pågældende vilkår sig ikke til at overvælte visse omkostninger, som var afholdt af sælgeren, på forbrugeren, men overførte ligeledes usikkerheden til forbrugeren med hensyn til det samlede beløb af disse omkostninger, hvilken usikkerhed udgjorde en risiko, der i princippet påhvilede sælgeren som erhvervsdrivende ( 58 ).

111.

Hvad angår vilkår, der fastsætter betaling af en omkostning, er det min opfattelse, henset til artikel 4, stk. 2, og artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, at sådanne vilkår, uanset deres form, kun kan anses for urimelige, hvis de opfylder to betingelser, nemlig dels, at denne omkostning faktisk er blevet skjult for forbrugeren og således giver mulighed for at vurdere dens overensstemmelse, dels, om den samlede pris for den pågældende tjenesteydelse eller vare er åbenbart for høj.

112.

Direktiv 93/13 giver netop kun mulighed for én måde at efterprøve, om vilkår er urimelige, nemlig som fastsat i direktivets artikel 3, stk. 1, som kræver, at der forekommer en betydelig skævhed mellem parternes rettigheder og forpligtelser ( 59 ). Følgelig, hvis der skal tages hensyn til kravet om forståelig affattelse og gennemsigtighed, der følger af artikel 4, stk. 2, og artikel 5 i direktiv 93/13, i vurderingen af, om et bestemt kontraktvilkår er urimeligt ( 60 ), er en mangel på klarhed eller gennemsigtighed ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at et vilkår anses for urimeligt ( 61 ). Til trods for kravet om god tro skal det pågældende vilkår bevirke en betydelig skævhed mellem parternes rettigheder og forpligtelser ( 62 ). Enhver anden fortolkning ville berøve testen i artikel 3, stk. 1, dens effektive virkning.

113.

I tilfælde af et uforståeligt prisvilkår kan denne betingelse måske nemt konstateres, da en sådan betydelig skævhed kan udledes af de betalte omkostningers uforholdsmæssigt store størrelse ( 63 ). En erhvervsdrivende må netop logisk forvente, at hvis forbrugeren var blevet behandlet rimeligt og retfærdigt, kunne denne have nægtet at betale en sådan pris.

114.

Jeg foreslår derfor Domstolen at besvare det spørgsmål, der er forelagt i sag C-222/19, således: Artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 bør fortolkes således, at et kontraktvilkår i en kreditaftale, der ikke har været genstand for forhandling, ikke bevirker en »betydelig skævhed«, blot fordi det fastsætter betaling af gebyrer ud over renter, og disse gebyrer kan anvendes på en sådan måde, at en erhvervsdrivende overvælter sine generelle omkostninger på forbrugeren. En sådan urimelig karakter som omhandlet i direktiv 93/13 er derimod kun konstateret, hvis den samlede pris, der skal betales, for det første ikke er gennemsigtig, navnlig fordi der findes uforholdsmæssigt mange prisvilkår, hvilket således giver mulighed for at vurdere, om den er urimelig, således som artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 faktisk undtagelsesvis gør det muligt, og for det andet, at prisen er åbenbart for høj.

115.

Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret i sag C-252/19 nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i direktiv 2008/48, og navnlig dette direktivs artikel 3, litra g), og artikel 22, stk. 1, skal fortolkes således, at de er til hinder for indførelsen i en national lovgivning af begrebet »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger« som det, der er omhandlet i forbrugerkreditlovens artikel 36a, for så vidt som dette begreb ved beregningen af disse omkostninger omfatter alle omkostninger i forbindelse med kreditgiverens økonomiske aktivitet.

116.

I denne forbindelse bemærkes det, at artikel 10 i direktiv 2008/48 harmoniserer de nationale bestemmelser om de oplysninger, der skal angives i kreditaftaler. Da medlemsstaterne i henhold til artikel 22 i direktiv 2008/48 ikke i national ret må bibeholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv, skal denne harmonisering betragtes som fuldstændig og bindende ( 64 ).

117.

Som jeg har forklaret i mit forslag til afgørelse i sagen Mikrokasa og Revenue Niestandaryzowany Sekurytyzacyjny Fundusz Inwestycyjny Zamknięty w Warszawie ( 65 ), og som Domstolen i det væsentlige har fastslået i den pågældende sag ( 66 ), betyder dette imidlertid ikke, at medlemsstaterne i forbindelse med kredit, der er omfattet af direktiv 2008/48, ikke må anvende andre begreber end dem, der fremgår af dette direktiv, eksempelvis »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger« som omhandlet i forbrugerkreditlovens artikel 36a. Selv om direktiv 2008/48 foretager en fuldstændig harmonisering, er denne harmonisering imidlertid begrænset til de aspekter af kreditaftaler, der er omhandlet i dette direktiv, nemlig oplysningspligt, vurdering af kreditværdighed, adgang til databaser, fortrydelsesret og retten til førtidig tilbagebetaling af kreditten.

118.

Da den harmonisering, der er foretaget ved direktiv 2008/48, ikke omfatter de nationale bestemmelser om kontrol med den pris eller det vederlag, der opkræves som modydelse for ydelse af kredit, henhører dette aspekt under medlemsstaternes kompetence. Medlemsstaterne kan derfor i forbindelse med en sådan lovgivningsmæssig kontrol anvende andre begreber end dem, der er nævnt i artikel 3 i direktiv 2008/48, forudsat at disse begreber ikke er i strid med EU-retten.

119.

Det tilkommer den forelæggende ret i sag C-252/19 at efterprøve, om begrebet »maksimale renteuafhængige kreditomkostninger« i forbrugerkreditlovens artikel 36a medfører, at en erhvervsdrivende pålægges forpligtelser, der henhører under anvendelsesområdet for direktiv 2008/48.

120.

I lyset af ovennævnte mener jeg, at spørgsmålet i sag C-252/19 bør besvares således: Bestemmelserne i direktiv 2008/48, i særdeleshed artikel 3, litra g), og artikel 22, stk. 1, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at der i den nationale lovgivning indføres begrebet »maksimale renteuafhængige omkostninger«, selv om disse omkostninger omfatter kreditgiverens generelle omkostninger, for så vidt som dette begreb ikke anvendes med henblik på anvendelsen af en national bestemmelse, der ville henhøre under anvendelsesområdet for direktiv 2008/48.

121.

På baggrund af ovennævnte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Sąd Rejonowy Szczecin – Prawobrzeże i Zachód w Szczecinie (retten i første instans i Stettin – Prawobrzeże og Zachód, Stettin, Polen) og Sąd Rejonowy w Opatowie (retten i første instans i Opatów, Polen) forelagte spørgsmål som følger: