1)

Bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område med overskriften »Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler« skal fortolkes således, at de finder anvendelse på en retssag, der er blevet anlagt af en ansat, som har bopæl i en medlemsstat, mod arbejdsgiveren, der har bopæl i en anden medlemsstat, såfremt arbejdsaftalen er blevet forhandlet og indgået i den medlemsstat, hvor den ansatte har bopæl, og det deri er fastsat, at stedet for udførelsen af arbejdet ligger i arbejdsgiverens medlemsstat, selv om dette arbejde ikke er blevet udført af en grund, der kan tilskrives denne arbejdsgiver.

2)

Bestemmelserne i afdeling 5 i kapitel II i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af nationale kompetenceregler på en sag som den, der er omhandlet i punkt 1 i denne doms konklusion, uanset at det viser sig, at disse regler er mere fordelagtige for arbejdstageren.

3)

Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en sag som den, der er omhandlet i punkt 1 i denne doms konklusion, kan anlægges ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren i henhold til arbejdsaftalen i det væsentlige skulle opfylde sine forpligtelser over for arbejdsgiveren, jf. dog denne forordnings artikel 7, nr. 5).