1)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der som følge af virkningen af retskraften og præklusion hverken gør det muligt for en ret ex officio at undersøge, om der foreligger urimelige kontraktvilkår i forbindelse med en sag om realisering af pant i fast ejendom, eller for forbrugeren — efter udløbet af indsigelsesfristen — at påberåbe sig den urimelige karakter af disse vilkår i denne sag eller i et efterfølgende anerkendelsessøgsmål, når de nævnte vilkårs eventuelt urimelige karakter allerede i forbindelse med indledningen af sagen om realisering af pant i fast ejendom er blevet undersøgt ex officio af retten, men hvor den retlige afgørelse, der anordner fuldbyrdelsen af pant i fast ejendom, ikke indeholder nogen begrundelse, der selv i summarisk form lader forstå, at denne undersøgelse har fundet sted, eller angiver, at rettens vurdering efter afslutningen af den nævnte undersøgelse ikke længere kan anfægtes, såfremt der ikke gøres indsigelse inden for den nævnte frist.

2)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en national lovgivning, der ikke tillader en national ret — idet den handler ex officio eller efter anmodning fra forbrugeren — at undersøge, om kontraktvilkår eventuelt er urimelige, når pantet er blevet realiseret, den pantsatte ejendom solgt og ejendomsretten til ejendommen overført til tredjemand, på betingelse af, at den forbruger, hvis ejendom har været genstand for en sag om realisering af pant i fast ejendom, kan gøre sine rettigheder gældende i forbindelse med en efterfølgende sag med henblik på i henhold til dette direktiv at opnå erstatning for de finansielle følger af anvendelsen af urimelige vilkår.