|
12.7.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 278/4 |
Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 29. april 2021 — Banco de Portugal, Fundo de Resolução og Novo Banco SA, Sucursal en España mod VR (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Supremo — Spanien)
(Sag C-504/19) (1)
(Præjudiciel forelæggelse - banktilsyn - sanering og likvidation af kreditinstitutter - direktiv 2001/24/EF - saneringsforanstaltning vedtaget af en myndighed i et kreditinstituts hjemland - overdragelse af rettigheder, aktiver eller forpligtelser til et »broinstitut« - tilbageførsel til kreditinstituttet under afvikling - artikel 3, stk. 2 - lex concursus - en saneringsforanstaltnings virkning i andre medlemsstater - gensidig anerkendelse - artikel 32 - en saneringsforanstaltnings virkninger på en verserende retssag - undtagelse fra anvendelsen af lex concursus - artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - effektiv domstolsbeskyttelse - retssikkerhedsprincippet)
(2021/C 278/05)
Processprog: spansk
Den forelæggende ret
Tribunal Supremo
Parter i hovedsagen
Sagsøgere: Banco de Portugal, Fundo de Resolução og Novo Banco SA, Sucursal en España
Sagsøgt: VR
Konklusion
Artikel 3, stk. 2, og artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 om sanering og likvidation af kreditinstitutter, sammenholdt med retssikkerhedsprincippet og artikel 47, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en anerkendelse uden yderligere betingelser i en retssag, der verserer i en anden medlemsstat end hjemlandet, og som vedrører et passiv, som et kreditinstitut var blevet frataget ved en første saneringsforanstaltning truffet i sidstnævnte medlemsstat, af virkningerne af en anden saneringsforanstaltning, som med tilbagevirkende kraft til et tidspunkt forud for anlæggelsen af en sådan retssag atter overdrager dette passiv til det nævnte kreditinstitut, når en sådan anerkendelse fører til, at dette kreditinstitut, hvortil passivet var blevet overført ved den første foranstaltning, med tilbagevirkende kraft mister dets evne til at blive sagsøgt med henblik på denne igangværende retssag, hvilket således rejser tvivl om allerede trufne retsafgørelser til fordel for appellanten, der er genstand for denne samme retssag.