1)

Artikel 24, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område skal fortolkes således, at et søgsmål, som en lejlighedsejer i en ejendom har anlagt med henblik på at forhindre en anden lejlighedsejer i denne ejendom i, egenhændigt og uden godkendelse fra de øvrige lejlighedsejere, at ændre anvendelsesformålet for sit lejlighedsejerskab, således som dette er fastsat i en ejerskabskontrakt, skal anses for at være et søgsmål »om rettigheder over fast ejendom« som omhandlet i denne bestemmelse, såfremt dette anvendelsesformål kan gøres gældende ikke blot over for lejlighedsejerne i den nævnte ejendom, men over for enhver, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve.

2)

Artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 — hvis det anvendelsesformål, som en ejendom, der er objekt for lejlighedsejerskab, har i henhold til en ejerskabskontrakt, ikke kan gøres gældende over for enhver — skal fortolkes således, at et søgsmål, som en lejlighedsejer i en ejendom har anlagt med henblik på at forhindre en anden lejlighedsejer i denne ejendom i, egenhændigt og uden godkendelse fra de øvrige lejlighedsejere, at ændre nævnte anvendelsesformål, da udgør et søgsmål »om kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse. Med forbehold af den forelæggende rets prøvelse er det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for dette søgsmål, er opfyldt eller skal opfyldes, det sted, hvor denne ejendom er beliggende.