1)

Artikel 135, stk. 1, litra l), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, som ændret ved Rådets direktiv 2008/8/EF af 12. februar 2008, skal fortolkes således, at datacentertjenesteydelser, hvor tjenesteyderen stiller kabinetter til rådighed for sine kunder til anbringelse af deres servere og tilbyder varer og tilknyttede ydelser såsom elektricitet og diverse ydelser, der skal sikre servernes anvendelse under optimale forhold, ikke udgør ydelser bestående i udlejning af fast ejendom, der er omfattet af merværdiafgiftsfritagelsen i denne bestemmelse, idet — hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve — denne tjenesteyder for det første ikke passivt stiller et areal eller en plads til rådighed for kunden, således at denne sikres en ret til at råde over arealet eller pladsen, som om den pågældende var ejer, og kabinetterne for det andet ikke er en integrerende del af den bygning, hvori de er installeret, og heller ikke er permanent installeret heri.

2)

Artikel 47 i direktiv 2006/112, som ændret ved direktiv 2008/8, og artikel 31a i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 af 15. marts 2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112, som ændret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1042/2013 af 7. oktober 2013, skal fortolkes således, at datacentertjenesteydelser, hvor tjenesteyderen stiller kabinetter til rådighed for sine kunder til anbringelse af deres servere og tilbyder varer og tilknyttede ydelser såsom elektricitet og diverse ydelser, der skal sikre servernes anvendelse under optimale forhold, ikke udgør ydelser vedrørende fast ejendom i disse bestemmelsers forstand, når disse kunder ikke, hvilket det påhviler den forelæggende ret at efterprøve, har en eksklusiv brugsrettighed over den del af ejendommen, hvor kabinetterne er installeret.