Foreløbig udgave

RETTENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

14. maj 2019 (*)

»Annullationssøgsmål – aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende en procedure indledt af Kommissionen mod en medlemsstat – dokumenter hidrørende fra sagsøgeren – tredjemands begæring om aktindsigt – oprindelig afgørelse om at give delvis aktindsigt – ingen genstand – afvisning«

I sag T-422/18,

Régie autonome des transports parisiens (RATP), Paris (Frankrig), først ved advokaterne E. Morgan de Rivery, P. Delelis og C. Lavin, derefter ved advokaterne P. Delelis og C. Lavin,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved A. Buchet, W. Mölls og C. Ehrbar, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål støttet på artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen truffet af Kommissionens Generaldirektorat for Mobilitet og Transport af 5. marts 2018 om stillingtagen til en begæring om aktindsigt i dokumenter hidrørende fra RATP, for så vidt som der heri gives delvis aktindsigt i de nævnte dokumenter,

har

RETTEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Frimodt Nielsen, og dommerne V. Kreuschitz (refererende dommer) og N. Półtorak,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

 Tvistens baggrund

1        Den 19. december 2017 modtog Europa-Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43) en begæring om aktindsigt i flere dokumenter, der blev registreret under referencen GestDem 2017/7530 (herefter »den oprindelige begæring om aktindsigt«), navnlig tre dokumenter (herefter »de omtvistede dokumenter«) udarbejdet af sagsøgeren, Régie autonome des transports parisiens (RATP).

2        De omtvistede dokumenter er:

–        skrivelse af 21. maj 2012 fra sagsøgerens administrerende direktør til Kommissionens formand

–        skrivelse af 22. maj 2012 fra sagsøgerens administrerende direktør til generaldirektøren for Kommissionens Generaldirektorat for Mobilitet og Transport (herefter »GD Move«)

–        skrivelse af 28. marts 2013 fra sagsøgerens administrerende direktør til Kommissionens næstformand.

3        Den 5. marts 2018 traf GD Move en afgørelse, som ved rekommanderet skrivelse med modtagelsesbevis og pr. e-mail blev fremsendt til ophavsmanden til den oprindelige begæring om aktindsigt (herefter »ansøgeren om aktindsigt«), om delvis aktindsigt i de omtvistede dokumenter (herefter »den anfægtede afgørelse«). Den anfægtede afgørelse var desuden bilagt en redigeret udgave af de omtvistede dokumenter.

4        Den 19. marts 2018 sendte ansøgeren om aktindsigt i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1049/2001 Kommissionens Generalsekretariat en genfremsat begæring om aktindsigt i de omtvistede dokumenter i deres helhed (herefter »den genfremsatte begæring om aktindsigt«).

5        Den 20. april 2018 oplyste GD Move ansøgeren om aktindsigt om, at der var blevet begået en fejl ved fremsendelsen af den anfægtede afgørelse, og at de omtvistede dokumenter ikke burde have været fremsendt til denne. GD Move bad ansøgeren om aktindsigt om at undlade at printe, gemme eller anvende de omtvistede dokumenter og om at slette de meddelelser, der tidligere var blevet fremsendt til ansøgeren.

6        Den 25. april 2018 anmodede GD Move ansøgeren om aktindsigt om at underskrive en erklæring om, at denne forpligtede sig til for det første at undlade at anvende, sende, viderebringe, kopiere eller behandle de redigerede udgaver af de omtvistede dokumenter, der var fremsendt den 5. marts 2018, eller indholdet heraf, for det andet at undlade at udbrede deres indhold og for det tredje at slette eller makulere enhver elektronisk version eller papirudgave af de omtvistede dokumenter. Samme dag underskrev og returnerede ansøgeren om aktindsigt erklæringen.

7        Den 27. april 2018 blev sagsøgeren – ved læsningen af Kommissionens svar på de spørgsmål, som Rettens præsident havde stillet i den procedure om foreløbige forholdsregler, som sagsøgeren havde anlagt den 23. april 2018, som var blevet registreret under sagsnummer T-250/18 R, og som også omhandlede spørgsmålet om udbredelse af de omtvistede dokumenter efter en tidligere begæring om aktindsigt – bekendt med den oprindelige begæring om aktindsigt og Kommissionens fejlagtige fremsendelse af en redigeret udgave af de omtvistede dokumenter til ansøgeren om aktindsigt.

8        Den 4. maj 2018 blev der afholdt et møde mellem sagsøgeren og Kommissionen, hvorunder sagsøgeren udbad sig fremsendelse af den e-mail, som den 5. marts 2018 var blevet sendt til ansøgeren om aktindsigt, sammen med de dokumenter, der var blevet sendt til sidstnævnte samme dag.

9        Den 23. maj 2018 gentog sagsøgeren skriftligt sin anmodning om at modtage en kopi af e-mailen af 5. marts 2018 og samtlige dokumenter, herunder de omtvistede dokumenter, som var blevet sendt til ansøgeren om aktindsigt.

10      Den 7. juni 2018 traf Kommissionens generalsekretær en afgørelse om den genfremsatte begæring om aktindsigt (herefter »afgørelsen af 7. juni 2018«) (jf. præmis 4 ovenfor). Ved denne afgørelse afslog generalsekretæren enhver udbredelse af de omtvistede dokumenter med den begrundelse, at udbredelsen heraf ville kompromittere de igangværende retslige procedurer i sag T-250/18, RATP mod Kommissionen, og sag T-250/18 R, RATP mod Kommissionen.

11      Den 12. juni 2018 fremsendte Kommissionen den anfægtede afgørelse, oversigten over de 27 dokumenter, som Kommissionen havde identificeret som berørt af den oprindelige begæring om aktindsigt, samt de omtvistede dokumenter i den form, hvori de var blevet sendt til ansøgeren om aktindsigt, til sagsøgeren.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

12      Sagsøgeren har ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. juli 2018 anlagt den foreliggende sag.

13      Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 11. oktober 2018 har Kommissionen fremsat en formalitetsindsigelse i medfør af artikel 130 i Rettens procesreglement. Sagsøgeren fremkom med sine bemærkninger til denne indsigelse den 24. november 2018.

14      I stævningen har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, i det omfang den giver aktindsigt i de omtvistede dokumenter.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

15      Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

–        Principalt afvises annullationssøgsmålet som følge af, at sagen er uden genstand.

–        Subsidiært afvises annullationssøgsmålet på grund af manglende søgsmålsinteresse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

16      Sagsøgeren har i sine bemærkninger til formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

–        Formalitetsindsigelsen afvises.

–        Sagen fremmes til realitetsbehandling.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

17      I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder den herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Da Kommissionen i den foreliggende sag har anmodet om, at der træffes afgørelse om, hvorvidt sagen skal afvises, og Retten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, har den besluttet at træffe afgørelse om denne anmodning uden at fortsætte sagens behandling.

 Formaliteten vedrørende formalitetsindsigelsen

18      Ifølge sagsøgeren kan alene procesreglementets artikel 130, stk. 2, danne grundlag for en formalitetsindsigelse som følge af, at sagen er blevet uden genstand. Da Kommissionen ikke har henvist til procesreglementets artikel 130, stk. 2, i sin formalitetsindsigelse, er det sagsøgerens opfattelse, at indsigelsen må afvises.

19      I denne forbindelse bør det bemærkes, at Kommissionen til støtte for sin formalitetsindsigelse ikke har gjort gældende, at sagen er blevet uden genstand undervejs, men at søgsmålet var uden genstand, da det blev anlagt. I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, kan sagsøgte imidlertid anmode Retten om at tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, og det er en afvisningsgrund, at søgsmålet var uden genstand, da det blev anlagt.

20      I henhold til procesreglementets artikel 129 kan Retten i øvrigt og under alle omstændigheder til enhver tid af egen drift, efter at have hørt parterne, beslutte at afsige begrundet kendelse om, hvorvidt sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt. Da spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål har en genstand, når det anlægges, er en ufravigelig procesforudsætning, kan Retten af egen drift tage stilling til dette spørgsmål.

21      Sagsøgeren har følgelig med urette gjort gældende, at den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har rejst, bør afvises.

 Realiteten vedrørende formalitetsindsigelsen

 Parternes argumenter

22      Principalt er det Kommissionens opfattelse, at søgsmålet skal afvises, idet det vedrører en retsakt, der ikke længere var gældende, da søgsmålet blev anlagt. Ifølge Kommissionen blev den anfægtede afgørelse i sin helhed erstattet af afgørelsen af 7. juni 2018, som blev truffet efter den genfremsatte begæring om aktindsigt. Ved sidstnævnte afgørelse blev institutionens standpunkt endeligt fastlagt.

23      Det søgsmål, som sagsøgeren anlagde den 6. juli 2018, er uden genstand, eftersom sagsøgeren heri påstår annullation af en retsakt, som ikke havde været gyldig siden den 7. juni 2018, idet den på denne dato blev erstattet af Kommissionens afgørelse af samme dag som svar på den genfremsatte begæring om aktindsigt. Uanset spørgsmålet om søgsmålsinteresse fandtes selve årsagen til det søgsmål, som sagsøgeren anlagde, således ikke på tidspunktet for det indledende processkrift. Det er endvidere Kommissionens opfattelse, at afgørelsen af 7. juni 2018 ugyldiggør sagsøgerens argumenter, eftersom Kommissionen i realiteten i den nævnte afgørelse besluttede at give fuldstændigt afslag på aktindsigt i de omtvistede dokumenter.

24      Subsidiært er det Kommissionens opfattelse, at det foreliggende søgsmål skal afvises, for så vidt som sagsøgeren ikke havde nogen interesse i at anlægge et søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse ved anlæggelsen af dette søgsmål, idet denne afgørelse for længst var ophørt med at have retsvirkninger for sagsøgeren.

25      Kommissionen har ikke benægtet, at den ved en fejl fremsendte de omtvistede dokumenter i en revideret udgave til ansøgeren om aktindsigt pr. e-mail den 5. marts 2018, og at den ikke burde have gjort det. Den gjorde imidlertid alt for, at denne fejl, så snart den blev opdaget, ikke fik nogen virkninger for sagsøgeren. Ifølge Kommissionen viste denne indsats sig at være effektiv, eftersom ansøgeren om aktindsigt skriftligt forpligtede sig til at undlade at anvende de omtvistede dokumenter og til at slette ethvert spor, såvel skriftligt som elektronisk, fuldstændig. Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren til fulde var bekendt med indholdet af disse skriftlige løfter, eftersom sagsøgeren havde været i besiddelse af det dokument, der indeholdt dem, siden udgangen af april måned 2018.

26      Det er derfor Kommissionens opfattelse, at sagsøgeren med urette har gjort gældende, dels at de omtvistede dokumenter i en revideret udgave er tilgængelige erga omnes, dels at sagsøgeren stadig havde søgsmålsinteresse, da det foreliggende søgsmål blev anlagt, selv om den anfægtede afgørelse mere end to måneder tidligere var ophørt med at have den mindste virkning for sagsøgeren. Ifølge Kommissionen har sagsøgeren hævdet, men ikke godtgjort, at de omtvistede dokumenter »potentielt« var faldet i hænderne på sagsøgerens konkurrenter.

27      Sagsøgeren er af den opfattelse, at begreberne tvistens genstand og søgsmålsinteresse er sammenfaldende, når sagsøgerens søgsmålsinteresse for så vidt angår sagens genstand skal foreligge på tidspunktet for sagens anlæggelse, idet sagen i modsat fald afvises. Følgelig har sagsøgeren undersøgt de to formalitetsindsigelser, som Kommissionen har rejst, under ét.

28      For det første er det sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede afgørelse har selvstændige og specifikke retsvirkninger. I denne forbindelse har sagsøgeren angivet at være ophavsmand til de omtvistede dokumenter, og at fremsendelsen af disse dokumenter efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse derfor var en materiel handling, der fik virkninger for sagsøgeren. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen først syv uger efter fremsendelsen af de omtvistede dokumenter, nemlig den 5. marts 2018, skrev til ansøgeren om aktindsigt for at anmode vedkommende om at undlade at printe, gemme eller behandle disse dokumenter, som var blevet fremsendt ved en fejl. Denne anmodning af 20. april 2018 blev fulgt op den 25. april 2018 og gav anledning til, at ansøgeren om aktindsigt samme dag forpligtede sig til at undlade at anvende eller formidle de oplysninger, der var indeholdt i de omtvistede dokumenter. Sagsøgeren har af disse omstændigheder udledt, at formidlingen af de oplysninger, der var indeholdt i de omtvistede dokumenter, i syv uger fik en virkning erga omnes og bør sidestilles med en »åbenbart retsstridig adfærd«, hvorfor denne situation har skadelige virkninger, som fortsat ubestrideligt berører sagsøgerens interesser.

29      Ifølge sagsøgeren fik den anfægtede afgørelse retsvirkninger for sagsøgeren, idet den erklæring, som ansøgeren om aktindsigt afgav den 25. april 2018, for det første ikke kunne ophæve virkningen erga omnes af udbredelsen af de omtvistede dokumenter i de syv uger frem til det ved denne erklæring afgivne løfte, og idet den nævnte erklæring i lighed med afgørelsen af 7. juni 2018 for det andet kun kunne få bindende virkning for Kommissionen og ansøgeren om aktindsigt. Ifølge sagsøgeren kunne de omtvistede dokumenter i løbet af de førnævnte syv uger være kommet konkurrenterne i hænde og være blevet benyttet i nationale retssager, som har givet anledning til identiske præjudicielle spørgsmål som dem, der blev forelagt i sagen Mobit og Autolinee Toscane (forenede sager C-350/17 og C-351/17). Selv om sagsøgeren ikke kan vurdere omfanget af en sådan fremsendelse, er det sagsøgerens opfattelse, at princippet om god forvaltningsskik pålagde Kommissionen at forhøre sig om, hvilken brug ansøgeren om aktindsigt havde gjort af de omtvistede dokumenter, for i givet fald, og såfremt det var muligt, at ophæve den anfægtede afgørelses faktiske virkning erga omnes. Ifølge sagsøgeren var de foranstaltninger, som Kommissionen traf for at rette op på sin fejl, åbenbart utilstrækkelige med hensyn til at afhjælpe en fremsendelse, som reelt og definitivt havde fået virkning erga omnes. Sagsøgeren er af den opfattelse, at det forhold, at Kommissionen ved sin afgørelse af 7. juni 2018 besluttede at undlade at udbrede de omtvistede dokumenter, for så vidt som denne udbredelse kompromitterede de retslige procedurer, som var iværksat mod Kommissionen i sagerne T-250/18 R og T-250/18, ud over ikke at afhjælpe udbredelsens virkning erga omnes bekræftede, at udbredelsen, som allerede havde forårsaget indgriben i de nævnte retslige procedurer, skulle anses for at kunne være yderligere indgribende i fremtiden. Sagsøgeren har følgelig efter sin egen opfattelse stadig en interesse i annullationen af den anfægtede afgørelse.

30      For det andet er det sagsøgerens opfattelse, at afgørelsen af 7. juni 2018 ikke kunne ophæve og erstatte den anfægtede afgørelse, især fordi den anfægtede afgørelse hjemlede udbredelse erga omnes af de omtvistede dokumenter fra den 5. marts til den 25. april 2018. Den anfægtede afgørelse fortsætter med at have retsvirkninger, for så vidt som de omtvistede dokumenter, som blev fremsendt til tredjemand af ansøgeren om aktindsigt, stadig fortsat kan videresendes til andre tredjeparter af den første tredjemand, som lovligt kom i besiddelse af disse dokumenter, uden at afgørelsen af 7. juni 2018 kan ændre noget herved. Desuden kunne afgørelsen af 7. juni 2018 efter sagsøgerens opfattelse ikke ophæve og erstatte den anfægtede afgørelse, fordi afgørelsen af 7. juni 2018 havde til formål at udkrystallisere Kommissionens tilgang til den oprindelige og den genfremsatte begæring om aktindsigt over for ansøgeren om aktindsigt. Kommissionens kommunikation med ansøgeren om aktindsigt den 20. og den 25. april 2018 havde kun en begrænset virkning for ansøgerens fremtidige fremsendelser af de omtvistede dokumenter til tredjemand, da den ikke havde nogen virkning for ansøgerens tidligere anvendelse af disse dokumenter eller for den brug, som tredjeparter tidligere har gjort og fortsat kan gøre heraf.

31      For det tredje har sagsøgeren efter sin egen opfattelse fortsat interesse i at anlægge søgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse, selv om den anfægtede afgørelse skal anses for at være blevet erstattet af afgørelsen af 7. juni 2018. Sagsøgeren har i denne forbindelse påpeget, at en tvist undtagelsesvis kan undgå at blive uden genstand, selv om den retsakt, der påstås annulleret, er blevet trukket tilbage eller erstattet, når sagsøgeren bevarer en tilstrækkelig interesse i at modtage en dom, der formelt annullerer denne retsakt.

32      Sagsøgeren har efter sin egen opfattelse søgsmålsinteresse og interesse i at opnå annullation af den anfægtede afgørelse af følgende grunde:

–        For det første for at forhindre, at der fremover begås andre ulovligheder i strid med sagsøgerens interesser som følge af den hidtil lovlige brug af de omtvistede dokumenter i retslige procedurer. Hvis Kommissionens handlinger i den foreliggende sag billiges, vil det føre til accept af, at dens tjenestegrene sender strengt fortrolige dokumenter, ved en fejl eller ej, til ansøgere om aktindsigt, og at fremsendelserne efterfølgende »korrigeres« flere uger senere ved underskrivelse af erklæringer, som alene forpligter Kommissionen og den berørte ansøger om aktindsigt og på ingen måde tredjeparterne.

–        For det andet, fordi den anfægtede afgørelse fortsat vil være gældende erga omnes for alle, som har haft adgang til de omtvistede dokumenter på grund af Kommissionens fejl, undtagen for ansøgeren om aktindsigt, til hvem afgørelsen af 7. juni 2018 er rettet. Sagsøgeren er navnlig af den opfattelse, at disse dokumenter stadig findes og kan fremlægges mod sagsøgeren ved enhver relevant lejlighed i forbindelse med retslige procedurer på nationalt plan eller i EU-regi. Det er i sagsøgerens klare interesse at kunne gøre gældende, at enhver konkret videregivelse, som hidtil har muliggjort de omtvistede dokumenters fortsatte anvendelse erga omnes i al evighed, erklæres ugyldig af Unionens retsinstanser, for herved at sætte en stopper for enhver fremtidig anvendelse af de nævnte dokumenter, som er af lovmæssig art, har bindende karakter og kan påberåbes for retten.

 Rettens bemærkninger

33      Det bør fremhæves, at kun foranstaltninger, som har retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, udgør retsakter eller afgørelser, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, af 11.11.2004, Portugal mod Kommissionen, C-249/02, EU:C:2004:7044, præmis 35, og af 26.1.2010, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-362/08 P, EU:C:2010:40, præmis 51).

34      For at fastslå, om en anfægtet retsakt udgør en afgørelse, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, skal der lægges vægt på den berørte retsakts indhold (jf. i denne retning kendelse af 14.5.2012, Sepracor Pharmaceuticals (Irland) mod Kommissionen, C-477/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:292, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

35      Det bemærkes endvidere, at en retsakt, som tilbagekaldes og erstattes, forsvinder fuldstændig fra Unionens retsorden. Tilbagekaldelsen af en retsakt har derfor en virkning ex tunc (jf. i denne retning kendelse af 28.5.1997, Proderec mod Kommissionen, T-145/95, EU:T:1997:74, præmis 26, af 14.9.2011, Italien mod Kommissionen, T-239/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:471, præmis 22, og af 8.6.2017, Elevolution – Engenharia mod Kommissionen, T-691/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:395, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

36      I den foreliggende sag blev den anfægtede afgørelse fulgt af en genfremsat begæring, jf. artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1049/2001, fra ansøgeren om aktindsigt med henblik på at få Kommissionen til at tage begæringen op til fornyet behandling. Efter denne anmodning vedtog Kommissionens generalsekretær i henhold til artikel 8 i forordning nr. 1049/2001 afgørelsen af 7. juni 2018 om fuldstændigt afslag på aktindsigt i de omtvistede dokumenter.

37      Afgørelsen af 7. juni 2018 tilbagekaldte og erstattede således den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning dom af 2.10.2014, Strack mod Kommissionen, C-127/13 P, EU:C:2014:2250, præmis 89, og af 24.5.2011, NLG mod Kommissionen, T-109/05 og T-444/05, EU:T:2011:235, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis). Eftersom den anfægtede afgørelse blot udgjorde Kommissionens første stillingtagen og i sin helhed blev erstattet af afgørelsen af 7. juni 2018, er det sidstnævnte afgørelse, som afsluttede proceduren og derfor har karakter af en afgørelse (jf. i denne retning dom af 16.10.2003, Co-Frutta mod Kommissionen, T-47/01, EU:T:2003:272, præmis 30-32).

38      På tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet var den anfægtede afgørelse således allerede blevet erstattet af afgørelsen af 7. juni 2018 og blevet fjernet fra Unionens retsorden, og den havde derfor ikke længere nogen virkninger, heller ikke for sagsøgeren.

39      Det foreliggende søgsmål havde således ikke nogen genstand, da det blev anlagt, og skal derfor afvises.

40      Denne konklusion drages ikke i tvivl af sagsøgerens øvrige argumenter.

41      Det er ganske vist blevet fastslået, at et annullationssøgsmål kan undgå at blive uden genstand, når tilbagekaldelsen af den retsakt, der påstås annulleret, indtræffer i løbet af retssagen, og når sagsøgeren ikke desto mindre bevarer en tilstrækkelig interesse i at modtage en dom, der annullerer denne retsakt (jf. i denne retning dom af 7.6.2007, Wunenburger mod Kommissionen, C-362/05 P, EU:C:2007:322, præmis 47 og 50-52, og af 27.9.2002, Tideland Signal mod Kommissionen, T-211/02, EU:T:2002:232, præmis 48 og 49, samt kendelse af 14.9.2011, Italien mod Kommissionen, T-239/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:471, præmis 23).

42      I den foreliggende sag var sagsøgerens søgsmål imidlertid allerede blevet uden genstand på tidspunktet for anlæggelsen (jf. præmis 38 ovenfor).

43      For så vidt som sagsøgeren har gjort gældende, at en annullation af den anfægtede afgørelse vil hindre, at den ulovlighed, som denne afgørelse angiveligt er behæftet med, gentager sig fremover, bør det endvidere bemærkes, at hver af de af sagsøgeren hævdede ulovligheder er tæt knyttet til de særlige omstændigheder i den foreliggende sag, og at sagsøgeren ikke i tilstrækkeligt omfang har gjort rede for risikoen for, at de gentager sig fremover. Kommissionens handlinger, som beskrevet ovenfor i præmis 5 og 6, efter den fejlagtige udbredelse af de omtvistede dokumenter viser derimod, at risikoen for, at en sådan udbredelse gentager sig fremover, ikke er bevist.

44      For så vidt som sagsøgeren ifølge sin egen opfattelse stadig har en søgsmålsinteresse, idet den anfægtede afgørelse i mangel af annullation fortsat vil være gældende erga omnes undtagen for ansøgeren om aktindsigt, til hvem afgørelsen af 7. juni 2018 var rettet, må det i øvrigt fastslås, at denne vurdering er forkert. Som forklaret i præmis 37 ovenfor blev den anfægtede afgørelse erstattet af afgørelsen af 7. juni 2018. Det kan derfor ikke hævdes, at den anfægtede afgørelse fortsat er gældende for andre personer end ansøgeren om aktindsigt efter vedtagelsen af afgørelsen af 7. juni 2018.

45      For så vidt som sagsøgeren begrunder sin søgsmålsinteresse med den delvise udbredelse af de omtvistede dokumenter efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, skal det endelig bemærkes, at en annullation af den anfægtede afgørelse ikke gør det muligt at genoprette den oprindelige situation. Selv om en dom afsagt af Retten om annullation af den anfægtede afgørelse har en virkning erga omnes på grund af den fulde materielle retskraft og således medfører dens bortfald med tilbagevirkende kraft i forhold til alle dens retssubjekter (jf. i denne retning dom af 1.6.2006, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, C-442/03 P og C-471/03 P, EU:C:2006:356, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis), afhjælper en sådan annullation nemlig ikke de virkninger, som udbredelsen af de omtvistede dokumenter efter vedtagelsen af den nævnte afgørelse reelt har haft. En annullation af den anfægtede afgørelse vil således ikke ophæve virkningerne af udbredelsen af de omtvistede dokumenter, idet enhver, der har læst disse oplysninger, således straks og uigenkaldeligt har fået kendskab til dem. En annullation af den anfægtede afgørelse kan således ikke bibringe sagsøgeren en fordel.

46      Rettens afgørelse om at afvise søgsmålet med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse på grund af, at det var uden genstand, påvirker imidlertid ikke sagsøgerens mulighed for at anlægge et erstatningssøgsmål, såfremt sagsøgeren mener at have lidt et tab som følge af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. I henhold til princippet om søgsmålstypernes selvstændige karakter kan en part nemlig rejse erstatningssag uden herved i medfør af gældende retsforskrifter at være tvunget til at kræve annullation af den ulovlige retsakt, som har forårsaget tabet (jf. i denne retning dom af 14.9.1999, Kommissionen mod AssiDomän Kraft Products m.fl., C-310/97 P, EU:C:1999:407, præmis 59, og af 28.2.2018, Vakakis kai Synergates mod Kommissionen, T-292/15, EU:T:2018:103, præmis 30).

47      Det følger i det hele af det ovenfor anførte, at sagen bør afvises.

 Sagsomkostninger

48      Det er Kommissionens opfattelse, at det bør pålægges sagsøgeren at betale sagsomkostningerne, dels fordi sagen bør afvises, dels fordi sagsøgeren ved sagens anlæggelse burde have vidst, at den fejlagtige fremsendelse af de omtvistede dokumenter ikke havde nogen virkninger, at der var genfremsat en begæring om aktindsigt, og at Kommissionen som følge af denne begæring ville træffe en afgørelse, som tog behørigt hensyn til sagsøgerens interesser.

49      Sagsøgeren mener, at det bør pålægges Kommissionen at betale alle sagsomkostningerne, fordi dens formalitetsindsigelse bør afvises, og fordi generaladvokat Saugmandsgaard Øe i sit forslag til afgørelse Mobit og Autolinee Toscane (C-350/17 og C-351/17, EU:C:2018:869) afviste Kommissionens fortolkning af rækkevidden af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23. oktober 2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT 2007, L 315, s. 1).

50      I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):

1)      Sagen afvises.

2)      Régie autonome des transports parisiens (RATP) betaler sagsomkostningerne.

Således bestemt i Luxembourg den 14. maj 2019.

*      Processprog: fransk.