7.1.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 4/42


Sag anlagt den 8. november 2018 — VodafoneZiggo Group mod Kommissionen

(Sag T-660/18)

(2019/C 4/55)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: VodafoneZiggo Group BV (Utrecht, Nederlandene) (ved advokaterne W. Knibbeler og A. Pliego Selie)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse af 30. august 2018 vedrørende sag NL/2018/2099 og sag NL/2018/2100: markedet for engrosadgang til fastnet i Nederlandene, med referencenr. C(2018) 5848 final, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 87 i Rettens procesreglement, herunder enhver intervenients omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrørende en fejlagtig anvendelse og fejlagtig fortolkning af artikel 7 og artikel 7a i direktiv 2002/21/EF (1) om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet)

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse indeholder en række kritiske konstateringer med hensyn til udkastet til afgørelsen fra de nederlandske tilsynsmyndigheder (WFA-afgørelsen fra 2018), som er kvalificeret som kommentarer, men som i realiteten utvetydigt opfylder kriteriet om konstatering af alvorlig tvivl. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at hver enkelt af disse betragtninger i realiteten i henhold til enhver objektiv standard vedrører alvorlig tvivl, der indebærer, at Kommissionen skal foretage en indgående undersøgelse i henhold til rammedirektivets artikel 7, stk. 4, og artikel 7a, stk. 1.

2.

Andet anbringende vedrørende åbenbart urigtige skøn, fejlfortolkning af rammedirektivets artikel 7 og en manglende omhyggelig undersøgelse

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen ved i den anfægtede afgørelse at tiltræde den konstatering af, at der forelå en fælles stærk markedsposition, som blev foretaget i WFA-afgørelsen fra 2018, selv om disse åbenbart rejser alvorlig tvivl som omhandlet i rammedirektivets artikel 7, stk. 4, fejlfortolkede rammedirektivets artikel 7 og artikel 7a og anlagde åbenbart urigtige skøn.

Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen under alle omstændigheder skulle have foretaget en omhyggelig undersøgelse af spørgsmålet under hensyn til i) den åbenbart utilstrækkelige analyse af den fælles stærke markedsposition, der blev foretaget af de nederlandske tilsynsmyndigheder, hvis den holdes op mod den bedømmelsesramme for den fælles stærke markedsposition, som Kommissionen har fastsat i sine retningslinjer (åbenbart urigtigt skøn), og ii) Kommissionens egne tidligere afgørelser, der viser, at der ikke er grundlag for at konstatere, at der foreligger en fælles stærk markedsposition på de relevante markeder (uoverensstemmelse).

3.

Tredje anbringende vedrørende en manglende begrundelse og følgelig en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse indeholder en utilstrækkelig begrundelse med hensyn til de kritiske elementer i WFA-afgørelsen fra 2018.

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse med hensyn til andre væsentlige konstateringer er alt for kortfattet eller selvmodsigende.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7.3.2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33).