22.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 381/27


Sag anlagt den 9. august 2018 — Compañia de Tranvías de la Coruña mod Kommissionen

(Sag T-485/18)

(2018/C 381/32)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Compañia de Tranvías de la Coruña, SA (A Coruña, Spanien) (ved advokat J. Monrabà Bagan)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Europa-Kommissionens afgørelse C(2018) 3780 final af 7. juni 2018 om aktindsigt annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført to anbringender.

1.

Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse ikke overholder væsentlige formforskrifter.

Afgørelsen giver ikke en tilstrækkelig begrundelse for at nægte eller kun give delvis aktindsigt, idet der ikke foreligger nogen forbindelse mellem de verserende sager ved Domstolen, som der henvises til (forenede sager C-350/17 Mobit (1) og C-351/17 Autoline Toscane (2)), og anmodningen om aktindsigt.

En tilstrækkelig begrundelse er en væsentlig formforskrift, som Europa-Kommissionen altid skal overholde.

Den utilstrækkelige begrundelse indebærer, at den anfægtede afgørelse ikke er i overensstemmelse med artikel 296, stk. 2, TEUF, og at den derfor skal anses for at være ugyldig i henhold til artikel 264, stk. 1, TEUF.

2.

Andet subsidiære anbringende om, at der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelsen af de dokumenter, som der med den anfægtede afgørelse er givet afslag på aktindsigt i.

De dokumenter, der er blevet anmodet om aktindsigt i, er af offentlig interesse, idet de vil bidrage til fortolkningen af væsentlige dele af EU-forordningerne om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej, som Europa-Kommissionen tidligere har anvendt.

Selv hvis Domstolen skulle fastslå, at der foreligger en forbindelse mellem de førnævnte verserende forenede sager C-350/17 Mobit og C-351/17 Autoline Toscane og anmodningen om aktindsigt, tillader artikel 4, stk. 2, in fine, i forordning (EF) nr. 1049/2001 (3) aktindsigt i dokumenter, når der er en mere tungtvejende offentlig interesse.

Dokumenternes relevans ikke blot for sagsøgeren, men for enhver myndighed eller interessent, der er villig til at anvende EU-forordningerne om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej, udgør en mere tungtvejende offentlig interesse, hvorfor aktindsigt i disse dokumenter bør gives.


(1)  Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 12.6.2017 — Mobit Soc.cons.arl mod Regione Toscana (EUT 2017, C 330, s. 4).

(2)  Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Consiglio di Stato (Italien) den 12.6.2017 — Autolinee Toscane SpA mod Mobit Soc.cons.arl (EUT 2017, C 330, s. 5).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43).