19.3.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 104/44


Sag anlagt den 19. januar 2018 — Delfant Hoylaerts mod Kommissionen

(Sag T-17/18)

(2018/C 104/57)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Isabelle Delfant Hoylaerts (Montredon-des-Corbières, Frankrig) (ved advokat E. Conquet)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Annullation af Kommissionens afgørelse om afslag af 21. marts 2017.

Annullation af Kommissionens stiltiende afgørelse om afslag af 20. oktober 2017.

Kommissionen tilpligtes at afholde omkostningerne vedrørende genoptræningscentret fra den 20. oktober 2017.

Kommissionen tilpligtes at betale Isabelle Delfant Hoylaerts 3 000 EUR i erstatning for hendes økonomiske og ikke-økonomiske tab.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne og at betale Isabelle Delfant Hoylaerts 3 000 EUR til dækning af omkostninger, der ikke kan erstattes.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren påberåbt sig et enkelt anbringende om tilsidesættelse af artikel 72 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, hvis bestemmelser gentages i den fælles ordning vedrørende sygesikring for tjenestemænd i Den Europæiske Union, og navnlig artikel 20, og i Kommissionens vejledning om de vedtægtsansattes handicappede børn.

Ifølge sagsøgeren har Kommissionen tilsidesat førnævnte bestemmelser med vedtagelsen af afgørelsen om afslag på at afholde udgifter vedrørende et genoptræningscenter til hendes handicappede barn. Hun er i denne forbindelse af den opfattelse, at den nævnte afgørelse hviler på en ren administrativ misforståelse og at det retlige grundlag, som Kommissionen har baseret sig på, mangler.

Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionens ulovlige adfærd har alvorlige konsekvenser, for så vidt som hun ikke er i stand til alene at påtage sig udgifterne til genoptræningscentret, selv om sidstnævnte er vitalt for hendes barn. Hendes psykiske og økonomiske situation er således blevet forværret ved Kommissionens fejl.