Sag T-592/18

Katarzyna Wywiał-Prząda

mod

Europa-Kommissionen

Rettens dom (Femte Afdeling) af 28. november 2019

»Personalesag – kontraktansatte – løn – afgørelse om afslag på udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten – tjeneste for en anden stat – diplomatstatus – femårig referenceperiode«

  1. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – varig bopæl uden for den medlemsstat, på hvis område tjenestestedet er beliggende, i referenceperioden – beregning af perioden – neutralisering af ansættelsesperioder ved en stat eller en international organisation

    [Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

    (jf. præmis 23-25)

  2. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – tjeneste for en anden stat eller en international organisation – begreb – krav om en direkte retlig tilknytning mellem den pågældende og staten eller den internationale organisation – ægtefælle til en diplomatisk repræsentant – fravær af en sådan forbindelse

    [Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

    (jf. præmis 27, 33 og 35-37)

  3. Tjenestemænd – løn – udlandstillæg – betingelser for tildeling – ingen varig bopæl eller udøvelse af hovederhverv i tjenestelandet i referenceperioden – begrebet varig bopæl

    [Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 4, stk. 1, litra a)]

    (jf. præmis 55, 59, 61 og 64-67)

Resumé

Ved dom af 28. november 2019, Wywiał-Prząda mod Kommissionen (sag T-592/18), frifandt Retten Kommissionen i en sag anlagt af en kontraktansat med påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 23. november 2017, hvorved Kommissionen gav sagsøgeren afslag på tildeling af udlandstillæg (herefter »den anfægtede afgørelse«).

Sagsøgeren, som er polsk statsborger, ankom til Belgien den 22. september 2010, efter at hendes ægtefælle var blevet udnævnt til diplomatisk rådgiver ved Republikken Polens faste repræsentation ved Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO). Fra den 2. juli 2010 havde sagsøgeren diplomatpas udstedt af det polske udenrigsministerium. Sagsøgeren tilbageleverede sit diplomatpas og indskrev sig i udlændingeregistret i Belgien den 7. juni 2013. Sagsøgeren var efterfølgende beskæftiget ved to belgiske selskaber i forbindelse med levering af tjenesteydelser til Europa-Kommissionen og blev derefter ansat som kontraktansat ved denne. Ved afgørelse truffet den 23. november 2017 gav Kommissionens ansættelsesmyndighed sagsøgeren afslag på tildeling af udlandstillæg.

I henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), som finder anvendelse i denne sag, gives der et udlandstillæg til en kontraktansat, som ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, og som i den femårsperiode, der udløber seks måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på statens europæiske område. Ved anvendelsen af denne bestemmelse ses der bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation. I øvrigt gives i henhold til Domstolens praksis ( 1 ) kun afslag på udlandstillæg til den kontraktansatte i medfør af artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, hvis denne i hele referenceperioden har haft bopæl på en varig måde eller har udøvet sit hovederhverv i det land, hvor tjenestestedet er beliggende.

Sagsøgeren fremsatte ét enkelt anbringende om en tilsidesættelse af ovennævnte bestemmelse i vedtægten til støtte for sit søgsmål til prøvelse af nævnte afgørelse.

Dette anbringendes første led vedrørte en manglende anerkendelse af sagsøgerens diplomatstatus. Sagsøgeren påberåbte sig i denne henseende, at den periode, hvor hun opholdt sig i Belgien under diplomatstatus som ægtefælle til en diplomatisk repræsentant, burde neutraliseres ved beregningen af den relevante referenceperiode for afgørelsen af hendes ret til udlandstillæg.

I denne henseende er det eneste forhold, der hindrer etableringen af en tilknytning til tjenestelandet, ydelsen af tjenester i et ansættelsesforhold ved en anden stats eller en international organisations diplomatiske repræsentation. Selv om den relevante bestemmelse i vedtægten ikke kun omfatter de tilfælde, hvor den berørte person befinder sig i en egentlig arbejdsrelation, gælder det derfor ikke desto mindre, at begrebet »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation« kræver, at der foreligger en direkte retlig forbindelse mellem den berørte og den omhandlede stat eller internationale organisation, som eksempelvis i tilfælde af et praktikophold eller en kontraktansættelse som ekspert. Derimod kan denne bestemmelse ikke udvides til at omfatte ægtefællen til en diplomatisk repræsentant, der i denne egenskab har haft visse privilegier og immuniteter i henhold til Wienerkonventionen ( 2 ), men som ikke kan påberåbe sig en sådan direkte retlig forbindelse.

Det eneste anbringendes andet led vedrørte en fejl ved anvendelsen af begrebet »varig bopæl«. Sagsøgeren gjorde i denne henseende gældende, at hun ikke havde til hensigt at give sin tilstedeværelse i Belgien den varige karakter, som er fornøden for at være omfattet af anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse i vedtægten. Retten fastslog, idet den bedømte den omhandlede situations kendetegn og væsentlige elementer, og navnlig sagsøgerens grad af integration i tjenestelandet, at dette led i det eneste anbringende heller ikke var begrundet.

Henset til det ovenstående frifandt Retten Kommissionen og stadfæstede den anfægtede afgørelse.

( 1 ) – Rettens dom af 18.6.2015, Pondichie mod Kommissionen (F-50/14, EU:F:2015:62, præmis 35).

( 2 ) – Wienerkonventionen af 18.4.1961 om diplomatiske forbindelser.