(Sag T-406/18)

de Volksbank NV

mod

Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansen)

Rettens dom (Tiende Udvidede Afdeling) af 12. februar 2025

»Den Økonomiske og Monetære Union – bankunion – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber (SRM) – Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – Afviklingsinstansens afgørelse om beregning af ex ante-bidrag for bidragsperioden 2018 – artikel 4, 14 og 16 i delegeret forordning (EU) 2015/63 – princippet om god forvaltning«

Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – beregning af disse bidrag på grundlag af de seneste foreliggende godkendte og attesterede årsregnskaber pr. 31. december i året forud for bidragsperioden – regnskabsaflæggelser svarende til et regnskabsår, der begynder det næstsidste år forud for denne periode og afsluttes i det år, der går forud for samme periode

(Kommissionens forordning 2015/63, art. 12, stk. 2, og art. 14, stk. 1-3)

(jf. præmis 65-67)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – fastsættelse af et instituts bidrag – metode til fastsættelse af nettopassiver – fusion mellem kreditinstitutter i løbet af bidragsperioden – væsentlig forøgelse af passiver som følge af denne fusion – anvendelse af oplysninger, der er forbundet med forskellige tidspunkter i bidragsperioden – princippet om god forvaltning – Den Fælles Afviklingsinstans (Afviklingsinstansens) forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold for beregningen af bidrag – manglende hensyntagen til de nævnte relevante forhold – tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik – ikke tilladt

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 70, stk. 2, andet afsnit, litra a); Kommissionens forordning 2015/63, art. 4, stk. 1, og art. 14, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 103, stk. 2]

(jf. præmis 72, 85-87 og 90-92)
Økonomisk og monetær politik – økonomisk politik – den fælles afviklingsmekanisme for kreditinstitutter og visse investeringsselskaber – ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) – fastsættelse af ex ante-bidrag – det relevante tidspunkt for beregning af et kreditinstituts samlede passiver – Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) skønsbeføjelse – grænser – princippet om god forvaltning – forpligtelse til præcist at afspejle de berørte institutters størrelse og den dermed forbundne risiko i forhold til deres passiver

[Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 806/2014, art. 70, stk. 2, andet afsnit, litra a); Kommissionens forordning 2015/63, art. 4, stk. 1, og art. 14, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59, art. 103, stk. 2]

(jf. præmis 73, 74, 77, 78 og 80-83)

Resumé

I forbindelse med et annullationssøgsmål, som Retten antog til realitetsbehandling, tog den for første gang stilling til Den Fælles Afviklingsinstans’ (Afviklingsinstansen) metode til beregning af ex ante-bidrag fra afgiftspligtige institutter og delene i denne beregning i tilfælde af en fusion mellem to kreditinstitutter.

Sagsøgeren, de Volksbank NV, tidligere SNS Bank NV, er et kreditinstitut med hjemsted i Nederlandene.

I 2016 blev koncernen bestående af SNS Bank og dens to datterselskaber genstand for en omstrukturering, hvorefter disse to datterselskaber den 31. december 2016 blev overtaget af SNS Bank og sidstnævnte skiftede navn til de Volksbank den 1. januar 2017 (herefter »fusionen af 2016«). Denne overtagelse medførte, at disse to datterselskabers banktilladelser blev inddraget, og at sagsøgeren i 2017 var det eneste institut, der var omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 806/2014 ( 1 ).

Ved afgørelse af 12. april 2018 ( 2 ) fastsatte Afviklingsinstansen ex ante-bidragene for 2018 til Afviklingsfonden (herefter »ex ante-bidragene«) ( 3 ) for de institutter, der var omfattet af bestemmelserne i sidstnævnte forordning, herunder sagsøgeren. Ved skrivelse af 23. april 2018 pålagde De Nederlandsche Bank NV (DNB, den nederlandske nationalbank) i sin egenskab af national afviklingsmyndighed sagsøgeren at betale dens ex ante-bidrag for 2018 som fastsat af Afviklingsinstansen.

Den 8. august 2022 vedtog Afviklingsinstansen den anfægtede afgørelse ( 4 ), hvorved den for visse institutter, herunder sagsøgeren, trak den oprindelige afgørelse tilbage og erstattede den med henblik på at afhjælpe dens manglende begrundelse i lyset af forskellige afgørelser fra Domstolen ( 5 ). Med henblik på at beregne sagsøgerens nettopassiver og dermed sagsøgerens årlige basisbidrag anvendte Afviklingsinstansen dels sagsøgerens samlede passiver pr. 31. december 2016, idet den således støttede sig på oplysninger efter fusionen i 2016, dels gennemsnitsbeløbet for sagsøgerens dækkede indskud, beregnet kvartalsvis, i 2016, idet dette beløb således blev fastsat på grundlag af oplysninger, der for en stor dels vedkommende lå forud for denne fusion (herefter »den af Afviklingsinstansen anvendte metode«). Det var i denne sammenhæng, at sagsøgeren, henset til den af Afviklingsinstansen anvendte metode, til støtte for sit annullationssøgsmål til prøvelse af den anfægtede afgørelse navnlig foreholdt Afviklingsinstansen at have anvendt oplysninger vedrørende forskellige tidspunkter med henblik på beregningen af sagsøgerens ex ante-bidrag.

Rettens bemærkninger

Retten bemærkede indledningsvis, at det fremgår af artikel 4, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ( 6 ), at det påhviler Afviklingsinstansen at beregne hvert instituts ex ante-bidrag på grundlag af de oplysninger, som instituttet har indgivet, og specifikt på grundlag af de seneste godkendte årsregnskaber, der forelå senest den 31. december i året forud for bidragsperioden (herefter »år N-1«) sammen med påtegningen fra revisor eller revisionsfirma. Retten fastslog i øvrigt, at disse oplysninger, henset til den tid, der er nødvendig for at færdiggøre sådanne regnskaber, som hovedregel vedrører det næstsidste år forud for den pågældende bidragsperiode eller under særlige omstændigheder et regnskabsår, der er påbegyndt i løbet af det næstsidste år og afsluttet i løbet af år N-1 (herefter for disse to perioder »referenceåret N-2«).

Hvad angår Afviklingsinstansens anvendelse af data vedrørende forskellige tidspunkter med henblik på beregningen af nettopassiverne og dermed sagsøgerens ex ante-bidrag undersøgte Retten, om Afviklingsinstansen, når den tog hensyn til gennemsnittet af dækkede indskud, beregnet kvartalsvis, for referenceåret N-2 med henblik på beregningen af nettopassiverne, samtidig ved denne samme beregning tog hensyn til størrelsen af de samlede passiver, således som de forelå ved udgangen af referenceåret N-2, og ikke gennemsnittet af de samlede passiver beregnet kvartalsvis, som i øvrigt omfattede størrelsen af de dækkede indskud.

I denne henseende bemærkede Retten, at hverken delegeret forordning 2015/63, direktiv 2014/59 eller forordning nr. 806/2014 indeholder specifikke krav vedrørende, hvorvidt Afviklingsinstansen ved fastsættelsen af nettopassiverne er forpligtet til at tage hensyn til de samlede passiver ved udgangen af referenceåret N-2 eller deres gennemsnitlige beløb i dette år. Delegeret forordning 2015/63 ( 7 ) tillægger følgelig Afviklingsinstansen et skøn med hensyn til det relevante tidspunkt for fastsættelsen af størrelsen af de samlede passiver med henblik på beregningen af nettopassiverne.

I forbindelse med udøvelsen af en sådan skønsbeføjelse præciserede Retten imidlertid for det første, at princippet om god forvaltning ( 8 ) pålægger Unionens institutioner og organer en forpligtelse til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Hvad for det andet specifikt angår det pågældende område er det årlige basisbidrag, således som det er fastsat i direktiv 2014/59 og forordning nr. 806/2014 ( 9 ), baseret på et proportionalt beløb af hvert instituts nettopassiver i forhold til andre institutters nettopassiver. Et sådant forhold afspejler den generelle opbygning af ordningen med ex ante-bidrag, hvorefter det årlige basisbidrag først og fremmest skal afspejle størrelsen af hvert institut i forhold til dets passiver ( 10 ).

Et instituts størrelse er således en første indikator for dets risikoprofil, da jo større et institut er, desto mere sandsynligt er det, at afviklingsmyndigheden i tilfælde af vanskeligheder vil anse det for at være i offentlighedens interesse at afvikle instituttet og anvende Afviklingsfonden for at sikre en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne. Det er i denne sammenhæng, at Retten allerede har fastslået, at det årlige basisbidrag skal afspejle institutternes størrelse for at sikre, at den fælles afviklingsmekanisme tildeles tilstrækkelige finansielle midler med henblik på en effektiv anvendelse af afviklingsværktøjerne. Under disse omstændigheder tilkommer det Afviklingsinstansen at beregne de årlige basisbidrag på en sådan måde, at de på en tilstrækkelig præcis måde afspejler de pågældende institutters størrelse og den dermed forbundne risiko i forhold til deres passiver, således at institutter med væsentlige passiver betaler højere ex ante-bidrag end institutter med mere begrænsede passiver – med forbehold af justeringen af disse bidrag i forhold til de relevante risikoindikatorer – og at institutterne tilskyndes til at anvende mindre risikobetonede modeller ved bl.a. at reducere størrelsen af deres nettopassiver.

Selv om den metode, som Afviklingsinstansen anvendte, generelt på en tilstrækkelig præcis måde afspejlede de pågældende institutters størrelse, kunne det imidlertid forholde sig anderledes i visse særlige tilfælde, eller når et givet instituts samlede passiver og dækkede indskud udvikler sig betydeligt i løbet af referenceåret N-2, på en sådan måde, der går ud over de normale udsving i sådanne passiver i løbet af året. Denne udvikling kan bl.a. følge af en ændring i det pågældende instituts struktur, såsom den, der opstår som følge af en fusion eller overtagelse. Stillet over for en sådan særlig situation følger det således af princippet om god forvaltning, at Afviklingsinstansen er forpligtet til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag inden for rammerne af udøvelsen af sin skønsbeføjelse.

Når et institut forelægger Afviklingsinstansen konkrete, kvantificerede og kontrollerbare oplysninger, hvoraf det fremgår, at dets samlede passiver og størrelsen af dets dækkede indskud som følge af en væsentlig ændring af dets struktur i løbet af referenceåret N-2 har undergået en betydelig udvikling, således at metoden til beregning af nettopassiverne ikke længere afspejler instituttets størrelse på en tilstrækkelig præcis måde, påhviler det følgelig Afviklingsinstansen at tage hensyn til sådanne forhold for at sikre, at beregningen af det pågældende instituts nettopassiver overholder de tidligere nævnte krav.

I det foreliggende tilfælde fastslog Retten indledningsvis, at fusionen i 2016 mellem sagsøgeren og de overtagne datterselskaber medførte, at størrelsen af sagsøgerens samlede passiver den 31. december 2016 steg betydeligt, for så vidt som sagsøgeren – i modsætning til de tre første kvartaler af 2016 – inkluderede de samlede passiver og dækkede indskud i sagsøgerens tidligere datterselskaber.

Med henblik på at beregne sagsøgerens nettopassiver og dermed sagsøgerens årlige basisbidrag anvendte Afviklingsinstansen dernæst størrelsen af sagsøgerens samlede passiver på grundlag af oplysningerne pr. 31. december 2016, mens den for de dækkede indskud, der blev fratrukket de samlede passiver, tog hensyn til gennemsnitsbeløbet for sagsøgerens dækkede indskud, beregnet kvartalsvis, i 2016.

Hvad angik de dækkede indskud, der blev fratrukket de samlede passiver i forbindelse med beregningen af sagsøgerens nettopassiver, tog den af Afviklingsinstansen anvendte metode kun delvist hensyn til fusionen i 2016. Hvad derimod angik fastsættelsen af størrelsen af sagsøgerens samlede passiver støttede Afviklingsinstansen sig alene på status over sagsøgerens samlede passiver pr. 31. december 2016, dvs. på det beløb, der fulgte af fusionen i 2016. Den tog således ikke hensyn til størrelsen af sagsøgerens samlede passiver ved udgangen af de tre første kvartaler af 2016, som ikke omfattede de overtagne datterselskabers samlede passiver.

Det fulgte således af disse elementer, at beregningen af selskabets samlede passiver, som er den første del i beregningen af nettopassiverne, udelukkende var baseret på sagsøgerens situation efter fusionen i 2016, mens beregningen af størrelsen af de dækkede indskud, som er den anden del af denne samme transaktion, som derefter skulle trækkes fra de samlede passiver, i meget vidt omfang var baseret på sagsøgerens situation inden fusionen. Henset til omfanget af ændringen i alle disse passiver efter fusionen i 2016 afspejlede en sådan beregning af nettopassiverne ikke tilstrækkeligt præcist sagsøgerens størrelse og følgelig den dermed forbundne risiko. Afviklingsinstansen tog således ikke hensyn til alle de relevante forhold i den foreliggende sag i forbindelse med udøvelsen af sin skønsbeføjelse med henblik på at sikre, at beregningen af sagsøgerens nettopassiver overholdt de tidligere nævnte krav.

Retten fastslog følgelig, at Afviklingsinstansen havde udøvet sin skønsbeføjelse i forbindelse med beregningen af sagsøgerens årlige basisbidrag på en måde, der tilsidesatte artikel 4, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63 ( 11 ) og princippet om god forvaltning, og annullerede den anfægtede afgørelse, for så vidt som den vedrørte sagsøgeren.

( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15.7.2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1).

( 2 ) – Afgørelse SRB/ES/SRF/2018/03 truffet af Afviklingsinstansen den 12.4.2018 om beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond (Afviklingsfonden) (herefter »den oprindelige afgørelse«).

( 3 ) – I overensstemmelse med artikel 70, stk. 2, i forordning nr. 806/2014.

( 4 ) – Afviklingsinstansens afgørelse SRB/ES/2022/46 af 8.8.2022 om tilbagetrækning af Afviklingsinstansens afgørelse SRB/ES/SRF/2018/03 af 12.4.2018 om ex ante-bidrag for 2018 til Afviklingsfonden (herefter »den anfægtede afgørelse«).

( 5 ) – Dom af 15.7.2021, Kommissionen mod Landesbank Baden-Württemberg og Afviklingsinstansen (C-584/20 P og C-621/20 P, EU:C:2021:601), og kendelser af 3.3.2022, Afviklingsinstansen mod Hypo Vorarlberg Bank (C-663/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:162) og Afviklingsinstansen mod Portigon og Kommissionen (C-664/20 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:161).

( 6 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).

( 7 ) – Navnlig artikel 4, stk. 1, og artikel 14, stk. 1, i delegeret forordning 2015/63.

( 8 ) – Som fastsat i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

( 9 ) – Artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014.

( 10 ) – Som det fremgår af forarbejderne til direktiv 2014/59 samt af femte betragtning til delegeret forordning 2015/63.

( 11 ) – Som fortolket i overensstemmelse med artikel 103, stk. 2, i direktiv 2014/59 og artikel 70, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 806/2014.