1

Sagsøgeren, Tokin Corp., er et selskab med hjemsted i Japan, der fremstiller og sælger elektrolytiske kondensatorer af tantal. Selskabet var kendt under navnet NEC Tokin Corporation indtil den 19. april 2017.

2

Fra den 1. august 2009 til den 31. januar 2013 var sagsøgeren 100% ejet af Nec Corp.

3

Den omhandlede overtrædelse vedrører elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal. Kondensatorer er elektriske bestanddele, der lagrer energi elektrostatisk i et elektrisk felt. Elektrolytiske kondensatorer anvendes i næsten alle elektroniske produkter, såsom personlige computere, tablets, telefoner, klimaanlæg, køleskabe, vaskemaskiner, bilprodukter og industrielt udstyr. Kundekredsen er således meget forskelligartet. Elektrolytiske kondensatorer, og nærmere bestemt elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal, er produkter, hvis pris udgør et vigtigt konkurrenceparameter.

4

Den 4. oktober 2013 indgav Panasonic og dennes datterselskaber en ansøgning om en registrering til Europa-Kommissionen i medfør af punkt 14 og 15 i Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EUT 2006, C 298, s. 17, herefter »2006-samarbejdsmedelelsen«), idet de fremlagde oplysninger om en formodet overtrædelse inden for sektoren for elektrolytiske kondensatorer.

5

Den 28. marts 2014 anmodede Kommissionen i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i [artikel 101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1) flere virksomheder, som var aktive i sektoren for elektrolytiske kondensatorer, bl.a. sagsøgeren, om oplysninger.

6

Den 21. maj 2014 indgav sagsøgeren sammen med Nec en ansøgning om bødenedsættelse til Kommissionen i medfør af 2006-samarbejdsmeddelelsen.

7

Den 4. november 2015 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse, som den bl.a. tilstillede sagsøgeren.

8

Kommissionen hørte adressaterne for klagepunktsmeddelelsen, herunder sagsøgeren, ved en høring, der fandt sted fra den 12. til den 14. september 2016.

9

Den 21. marts 2018 vedtog Kommissionen afgørelse C(2018) 1768 final vedrørende en procedure efter artikel 101 [TEUF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag AT.40136 – Kondensatorer) (herefter »den anfægtede afgørelse«).

10

Ved den anfægtede afgørelse fastslog Kommissionen, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse af artikel 101 TEUF og af artikel 53 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) i sektoren for elektrolytiske kondensatorer, hvori ni virksomheder eller koncerner havde deltaget, nemlig Elna, Hitachi AIC, Holy Stone, Matsuo, Nichicon, Nippon Chemi-Con, Rubycon Sanyo (samlet betegnelse for Sanyo og Panasonic), Nec og sagsøgeren, under ét benævnt »NEC Tokin«, (herefter samlet »karteldeltagerne«) (første betragtning til og artikel 1 i den anfægtede afgørelse).

11

Kommissionen anførte i det væsentlige, at overtrædelsen var sket fra den 26. juni 1998 til den 23. april 2012 på hele EØS-området og havde bestået i aftaler og/eller samordnet praksis, som tilsigtede en samordning af prispolitikker hvad angik leveringen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal (første betragtning til den anfægtede afgørelse).

12

Kartellet blev i det væsentlige organiseret ved multilaterale møder, der normalt blev afholdt i Japan hver eller hver anden måned mellem salgschefer og hver sjette måned på lederniveau, herunder med de administrerende direktører (63., 68. og 738. betragtning til den anfægtede afgørelse).

13

De multilaterale møder blev indledningsvis, i perioden 1998-2003, organiseret under navnet »kredsen for elektrolytiske kondensatorer«, »konferencen om elektrolytiske kondensatorer« eller »ECC-møderne«. De blev senere, i perioden 2003-2005, organiseret under navnet »aluminium-tantal-konferencen«, »gruppen for kondensatorer af aluminium eller af tantal« eller »ATC-møder«. Endelig blev de i perioden 2005-2012 organiseret under navnet »markedsundersøgelsesgruppen« eller »marketinggruppen« (herefter »MK-møderne«). Samtidig med MK-møderne og som supplement til disse møder blev der i perioden 2006-2008 organiseret møder om »omkostningsforøgelse« eller »forøgelse af kondensatorer« (herefter »CUP-møder«) (69. betragtning til den anfægtede afgørelse).

14

Ud over disse multilaterale møder havde karteldeltagerne om nødvendigt ligeledes bilaterale og trilaterale ad hoc-kontakter (63., 75. og 739. betragtning til den anfægtede afgørelse).

15

I forbindelse med de konkurrencebegrænsende udvekslinger udvekslede karteldeltagerne i det væsentlige oplysninger om priser og fremtidige priser, om fremtidige prisnedsættelser og disse nedsættelsers intervaller, om udbud og efterspørgsel, herunder det fremtidige udbud og den fremtidige efterspørgsel, og i visse tilfælde indgik, anvendte og fulgte de prisaftaler (62., 715., 732. og 741. betragtning til den anfægtede afgørelse).

16

Kommissionen fandt, at karteldeltagernes adfærd udgjorde en form for aftale og/eller samordnet praksis, som havde et fælles mål, nemlig at undgå konkurrence på priserne og at samordne deres fremtidige adfærd vedrørende salg af elektrolytiske kondensatorer, hvorved de reducerede usikkerheden på markedet (726. og 731. betragtning til den anfægtede afgørelse).

17

Kommissionen konkluderede, at denne adfærd havde et samlet konkurrencebegrænsende formål (743. betragtning til den anfægtede afgørelse).

18

Kommissionen fastslog, at sagsøgeren var ansvarlig for sin direkte deltagelse i kartellet fra den 29. januar 2003 til den 23. april 2012, med undtagelse af CUP-møderne [944. og 1022. betragtning til og artikel 1, litra e), i den anfægtede afgørelse].

19

Endvidere fastslog Kommissionen, at Nec var ansvarlig som moderselskab, der ejede hele sagsøgerens selskabskapital, for perioden fra den 1. august 2009 til den 23. april 2012, med undtagelse af CUP-møderne [945. og 1022. betragtning til og artikel 1, litra e), i den anfægtede afgørelse].

20

I henhold til den anfægtede afgørelses artikel 2, litra f) og g), pålægges sagsøgeren dels en bøde på 5036000 EUR »til solidarisk hæftelse« med Nec, dels en bøde på 8814000 EUR.

21

Med henblik på beregningen af bøderne fulgte Kommissionen den metode, der er fastlagt i retningslinjerne for beregning af bøder efter artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 (EUT 2006, C 210, s. 2, herefter »2006-retningslinjerne«) (980. betragtning til den anfægtede afgørelse).

22

For det første tog Kommissionen med henblik på at fastsætte grundbeløbet for de bøder, som sagsøgeren blev pålagt, hensyn til værdien af afsætningen i det seneste hele år for deltagelsen i overtrædelsen, jf. 2006-retningslinjernes punkt 13 (989. betragtning til den anfægtede afgørelse).

23

Kommissionen beregnede værdien af afsætningen på grundlag af den afsætning af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal, der var blevet faktureret til kunder med hjemsted i EØS (990. betragtning til den anfægtede afgørelse).

24

Kommissionen beregnede endvidere den relevante værdi af afsætningen særskilt for begge varekategorier, nemlig elektrolytiske kondensatorer af aluminium og elektrolytiske kondensatorer af tantal, og pålagde dem forskellige multiplikationsfaktorer under hensyn til varigheden (991. betragtning til den anfægtede afgørelse).

25

I forhold til sagsøgeren fastsatte Kommissionen en multiplikationsfaktor for varigheden på 9,23, svarende til perioden fra den 29. januar 2003 til den 23. april 2012 (1007. betragtning til og tabel 1 i den anfægtede afgørelse).

26

Kommissionen fastsatte den del af afsætningens værdi, der skulle lægges til grund for overtrædelsens grovhed, til 16%. I denne forbindelse fandt Kommissionen, at de horisontale »tiltag« med samordning af priser af natur var blandt de groveste overtrædelser af artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53, og at kartellet omfattede hele EØS-området (1001.-1003. betragtning til den anfægtede afgørelse).

27

Kommissionen anvendte et tillægsbeløb på 16% i medfør af 2006-retningslinjernes punkt 25 for at sikre, at den pålagte bøde havde en tilstrækkeligt afskrækkende virkning (1009. betragtning til den anfægtede afgørelse).

28

Kommissionen fastsatte følgelig grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges sagsøgeren, til 16799000 EUR, hvoraf 6108000 svarede til grundbeløbet for den bøde, der skulle pålægges sagsøgeren til solidarisk hæftelse med Nec (1010. betragtning til og tabel 2 i den anfægtede afgørelse).

29

Hvad for det andet angik tilpasningerne af bødernes grundbeløb indrømmede Kommissionen dels sagsøgeren og NEC en nedsættelse på 3% af bødens grundbeløb på grund af formildende omstændigheder med den begrundelse, at det ikke var godtgjort, at de havde deltaget i CUP-møderne, og at der ikke var noget bevis for, at de havde haft kendskab til disse møder (1022. betragtning til den anfægtede afgørelse).

30

Dels vurderede Kommissionen, at Nec på tidspunktet for begåelsen af den omhandlede overtrædelse allerede var blevet holdt ansvarlig for en konkurrencebegrænsende adfærd, som var blevet fastslået ved Kommissionens afgørelse C(2011) 180/09 final af 19. maj 2010 om en procedure efter artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/38.511 – DRAM). Følgelig vurderede Kommissionen, at bødens grundbeløb for Nec skulle forhøjes med 50% på grund af den skærpende omstændighed i form af gentagelsestilfælde (1011.-1013. betragtning til den anfægtede afgørelse).

31

For det tredje indrømmede Kommissionen sagsøgeren og Nec en nedsættelse for deres samarbejde efter 2006-samarbejdsmedelelsen på 15% af enhver bøde, som de ellers ville være blevet pålagt for overtrædelsen (1104. og 1105. betragtning til den anfægtede afgørelse).

32

Kommissionen fastsatte derefter det samlede beløb for de bøder, der blev pålagt sagsøgeren og Nec, til 16445000 EUR (1139. betragtning til og tabel 3 i den anfægtede afgørelse).

[udelades]

34

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. juni 2018 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

35

Den 26. september 2018 har Kommissionen indleveret svarskrift til Rettens Justitskontor.

36

Replikken og duplikken er blevet indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 22. november 2018 og den 29. januar 2019.

37

Efter forslag fra Anden Afdeling har Retten i medfør af sit procesreglements artikel 28 besluttet at henvise sagen til behandling i en udvidet afdeling.

38

Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger i henhold til procesreglementets artikel 27, stk. 5, er den refererende dommer blevet tilknyttet Niende Udvidede Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.

39

Retten (Niende Udvidede Afdeling) har efter forslag fra den refererende dommer besluttet at indlede den mundtlige forhandling og har som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne skriftlige spørgsmål og opfordret dem til at besvare disse i retsmødet. Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret Rettens spørgsmål i retsmødet den 12. oktober 2020.

40

Efter at dommer Barna Berke er afgået ved døden den 1. august 2021, blev Rettens rådslagninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 22 og artikel 24, stk. 1, fortsat med de tre dommere, som har underskrevet denne dom.

41

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

42

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

43

Sagsøgeren har fremsat to anbringender til støtte for såvel sin principale påstand om annullation af de bøder, som denne er blevet pålagt, som for sin subsidiære påstand om nedsættelse af disse bøder. Disse anbringender vedrører forskellige fejl og tilsidesættelser begået af Kommissionen vedrørende henholdsvis, for så vidt angår det første anbringende, den referenceperiode, der blev valgt til at fastsætte værdien af afsætningen med henblik på beregningen af bødernes grundbeløb, og, for så vidt angår det andet anbringende, at Kommissionen ikke anvendte en lavere grovhedskoefficient på grund af sagsøgerens manglende deltagelse i CUP-møderne.

51

Inden for rammerne af det første anbringendes første led har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen overskred de begrænsninger, der gjaldt for dens skønsbeføjelser i medfør af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, og tilsidesatte proportionalitetsprincippet, idet den til brug for beregningen af bødens grundbeløb anvendte værdien af sagsøgerens afsætning i det sidste hele år, hvor denne deltog i overtrædelsen.

[udelades]

79

For det tredje må det argument fra sagsøgeren, hvorefter Kommissionen ændrede datoen for overtrædelsens ophør, skønt den vidste, at denne ændring ville medføre en forhøjelse af værdien af sagsøgerens afsætning og dermed af bødebeløbet, forkastes.

80

I den foreliggende sag må det ganske vist fastslås, at det i den af Kommissionen fremsendte klagepunktsmeddelelse var angivet, at sagsøgeren havde deltaget i overtrædelsen indtil den 11. december 2013 (jf. klagepunktsmeddelelse punkt 310), hvorimod Kommission i den anfægtede afgørelse har angivet, dels at den omhandlede overtrædelses varighed er fastlagt indtil den 23. april 2012, dels at sagsøgeren deltog heri indtil denne dato [jf. 971. betragtning til og artikel 1, litra e), i den anfægtede afgørelse].

81

Det skal dog påpeges, at artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 bestemmer, at der skal fremsendes en klagepunktsmeddelelse til parterne med henblik på at overholde retten til forsvar i gennemførelsen af administrative procedurer på området for konkurrencepolitikken. Ifølge retspraksis skal denne meddelelse klart angive alle de væsentlige faktiske forhold, som Kommissionen støtter sig på i denne fase af proceduren. Denne angivelse kan være summarisk, og afgørelsen skal ikke nødvendigvis være en kopi af fremstillingen af klagepunkterne, da en sådan meddelelse er et forberedende dokument, hvis faktiske og retlige bedømmelser alene er af foreløbig karakter (jf. dom af 5.12.2013, SNIA mod Kommissionen, C-448/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:801, præmis 41 og 42 og den deri nævnte retspraksis).

82

Da vurderingen af de faktiske omstændigheder, der er lagt vægt på i klagepunktsmeddelelsen, pr. definition kun kan være foreløbig, kan en senere kommissionsafgørelse ikke annulleres med den ene begrundelse, at de endelige konklusioner, der er draget af disse faktiske omstændigheder, ikke nøjagtigt svarer til denne foreløbige vurdering (jf. i denne retning dom af 5.12.2013, SNIA mod Kommissionen, C-448/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:801, præmis 43).

83

I denne sammenhæng skal Kommissionen høre adressaterne for en klagepunktsmeddelelse og i givet fald tage hensyn til deres bemærkninger, hvormed de besvarer de fremførte klagepunkter, ved at ændre sin opfattelse for netop hermed at tage hensyn til deres ret til forsvar. Det skal således være tilladt Kommissionen at præcisere sin vurdering i sin endelige afgørelse under hensyntagen til forhold, der kom frem under den administrative procedure, enten for at forkaste de klagepunkter, der viste sig at være ugrundede, eller for at forbedre og fuldstændiggøre den faktiske og retlige argumentation til støtte for de klagepunkter, som den lægger til grund, dog forudsat at den kun lægger de faktiske omstændigheder, som de pågældende har haft lejlighed til at udtale sig om, til grund, og at den under den administrative procedure har fremlagt de forhold, som er nødvendige for deres forsvar (jf. dom af 5.12.2013, SNIA mod Kommissionen, C-448/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:801, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

84

Som Domstolen allerede har fastslået, er Kommissionen under en kontrolprocedure angående virksomhedsfusioner således ikke forpligtet til at opretholde de faktiske eller retlige vurderinger, der blev udtrykt i klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen skal derimod begrunde sin endelige beslutning i sin endelige bedømmelse med udgangspunkt i resultatet af hele undersøgelsen, således som forholdene forelå ved den formelle procedures afslutning. Kommissionen er i øvrigt ikke pligtig at give en redegørelse for de eventuelle forskelle i forhold til den foreløbige bedømmelse i klagepunktsmeddelelsen (jf. i denne retning analogt dom af 10.7.2008, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, C-413/06 P, EU:C:2008:392, præmis 64 og 65). Denne retspraksis kan overføres på en procedure i henhold til artikel 101 TEUF såsom i den foreliggende sag.

85

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at den dato for overtrædelsens ophør, der var angivet i klagepunktsmeddelelsen, var af rent midlertidig karakter, og at Kommissionen stadig kunne ændre den efter klagepunktsmeddelelsen, og det indtil der blev vedtaget en endelig afgørelse. Det kan derfor ikke foreholdes Kommissionen, at den i den anfægtede afgørelse anførte en anden dato for overtrædelsens ophør end den, som den havde angivet i klagepunktsmeddelelsen. Den anfægtede afgørelse kan derfor ikke annulleres med den ene begrundelse, at Kommissionen i denne afgørelse har fastsat en anden slutdato for overtrædelsen end den, som den foreløbigt fastsatte på tidspunktet for klagepunktsmeddelelsen.

86

Under alle omstændigheder fremgår det for det første af sagsøgerens skriftlige indlæg og af dennes svar på et spørgsmål, som blev stillet dette selskab under retsmødet, at sagsøgeren ikke har bestridt den dato for overtrædelsens ophør, der er angivet i den anfægtede afgørelse. Sagsøgeren har heller ikke rejst tvivl om den omstændighed, at selskabet deltog i denne overtrædelse fra den 29. januar 2003 til den 23. april 2012, og at det sidste hele år for dets deltagelse i overtrædelsen følgelig svarer til perioden fra den 1. april 2011 til den 31. marts 2012.

87

Endvidere skal det bemærkes, at Kommissionens afgørelse vedrørende fastsættelsen af datoen for overtrædelsens ophør nødvendigvis er baseret på forhold, der vedrører selve overtrædelsen, og ikke på regler, der finder anvendelse på bødeberegningen. Følgelig kan en sådan afgørelse ikke i sig selv være udtryk for en tilsidesættelse af disse sidstnævnte regler.

88

Endelig skal det i det foreliggende tilfælde bemærkes, at selv hvis det antages, at den bøde, der er pålagt sagsøgeren, er højere som følge af Kommissionens anvendelse af det seneste fulde år for deltagelse i overtrædelsen som referenceår for beregningen af værdien af afsætningen, er denne forhøjelse under alle omstændigheder resultatet af Kommissionens anvendelse af reglen i 2006-retningslinjernes punkt 13 og dermed af den metode til beregning af bøden, der er fastsat i disse retningslinjer.

89

Som Kommissionen har gjort gældende, har Retten imidlertid allerede fastslået, at afkortningen af overtrædelsens varighed kan give anledning til en større bøde, når dette er resultatet af denne institutions anvendelse af den metode til beregning af bødens størrelse, der er fastsat i 2006-retningslinjerne (jf. i denne retning dom af 20.5.2015, Timab Industries og CFPR mod Kommissionen, T-456/10, EU:T:2015:296, præmis 81 og 82).

90

I øvrigt må det konstateres, at sagsøgeren ikke har fremført noget underbygget argument til støtte for, at der skulle være sket den hævdede tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Under alle omstændigheder fremgår det ikke af det foregående, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet som omhandlet i den i præmis 63 ovenfor nævnte retspraksis ved at anvende reglen i 2006-retningslinjernes punkt 13 i den konkrete sag og ved at fastsætte datoen for overtrædelsens ophør til en tidligere dato end den, der er angivet i klagepunktsmeddelelsen.

91

Følgelig skal det første anbringendes første led forkastes.

92

Sagsøgeren har under det første anbringendes andet led anført, at Kommissionen har tilsidesat ligebehandlingsprincippet og skabt en risiko for forskelsbehandling. Dels benyttede Kommissionen det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen til at fastsætte værdien af sagsøgerens afsætning, skønt den vidste, at dette ville give anledning til en betydeligt højere bøde. Dels anvendte denne institution tre forskellige metoder til at vælge referenceåret, og disse metoder gav anledning til syv forskellige referenceår. Kommissionen benyttede således forskellige referenceår for flere adressater for den anfægtede afgørelse, nemlig for Nippon, for Hitachi, for Nichicon, for Elna og for Sanyo.

[udelades]

99

Indledningsvis skal det bemærkes, at ligebehandlingsprincippet ifølge fast retspraksis kun er tilsidesat, såfremt ensartede situationer behandles forskelligt, eller forskellige situationer behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (jf. dom af 5.12.2013, Solvay mod Kommissionen, C-455/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:796, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.7.2014, Esso m.fl. mod Kommissionen, T-540/08, EU:T:2014:630, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

100

For det første skal det ligeledes påpeges, at i det omfang der med henblik på fastlæggelsen af forholdet mellem de bøder, som skal pålægges virksomheder, som har medvirket i samme overtrædelse, skal tages udgangspunkt i omsætningen, er det nødvendigt ifølge retspraksis at afgrænse den periode, som skal lægges til grund, således at de fremkomne tal er så sammenlignelige som muligt. Det følger heraf, at en bestemt virksomhed ikke kan kræve, at Kommissionen i forhold til den baserer sig på en anden periode end den, der generelt anvendes, medmindre virksomheden godtgør, at dens omsætning i sidstnævnte periode som følge af dens særlige forhold hverken er udtryk for dens faktiske størrelse, dens økonomiske betydning eller omfanget af den overtrædelse, den har begået (jf. dom af 11.7.2014, Sasol m.fl. mod Kommissionen, T-541/08, EU:T:2014:628, præmis 334 og den deri nævnte retspraksis).

101

For det andet skal det bemærkes, at med henblik på beregningen af størrelsen af de bøder, der pålægges virksomheder, som har deltaget i et kartel, ligger en differentieret behandling af de pågældende virksomheder desuden inden for de beføjelser, der tilkommer Kommissionen på området. Inden for rammerne af sin skønsbeføjelse er Kommissionen nemlig forpligtet til at pålægge individuelle sanktioner i forhold til disse virksomheders adfærd og kendetegn med henblik på at sikre Unionens konkurrencereglers effektivitet i hvert enkelt tilfælde (jf. dom af 5.12.2013, Caffaro mod Kommissionen, C-447/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:797, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

102

I den konkrete sag fremgår det af 989. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen med henblik på at fastsætte grundbeløbet for de bøder, der skulle pålægges, under henvisning til reglen i 2006-retningslinjernes punkt 13 benyttede det sidste hele år (nærmere bestemt det sidste hele regnskabsår) for deltagelsen i overtrædelsen som referenceperiode for beregningen af værdien af afsætningen for alle deltagerne i kartellet med undtagelse af Elna og Nippon Chemi-Con.

103

Endvidere fremgår det af 991. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen beregnede værdien af afsætningen særskilt for begge varekategorier, nemlig elektrolytiske kondensatorer af aluminium og elektrolytiske kondensatorer af tantal (jf. præmis 24 ovenfor).

104

Desuden følger det af 1007. betragtning til og tabel 1 i den anfægtede afgørelse, at det sidste hele år (eller endog det sidste hele regnskabsår) for deltagelsen i overtrædelsen ikke altid var det samme for de pågældende virksomheder, henset til de forskellige overtrædelsesperioder såvel som de forskellige regnskabsår for de omhandlede virksomheder.

105

Det fremgår navnlig af 987.-991. og 1007. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen for så vidt angik sagsøgeren fandt, at dette selskab havde deltaget i overtrædelsen indtil den 23. april 2012, og at det sidste hele regnskabsår før overtrædelsens ophør var regnskabsåret fra april 2011 til marts 2012.

106

Hvad angår Nichicon fandt Kommissionen, at dette selskab havde deltaget i overtrædelsen vedrørende elektrolytiske kondensatorer af tantal indtil den 9. marts 2010, og at det sidste hele regnskabsår før afslutningen af overtrædelsen vedrørende disse kondensatorer var regnskabsåret fra april 2008 til marts 2009. Endvidere fandt Kommissionen, at Nichicon havde deltaget i overtrædelsen vedrørende elektrolytiske kondensatorer af aluminium indtil den 31. maj 2010, og at det sidste hele regnskabsår før afslutningen af overtrædelsen vedrørende disse kondensatorer var regnskabsåret fra april 2009 til marts 2010.

107

Hvad angik Hitachi fandt Kommissionen, at dette selskab havde deltaget i overtrædelsen indtil den 18. februar 2010, og at det sidste hele regnskabsår før afslutningen af overtrædelsen var regnskabsåret fra april 2008 til marts 2009.

108

Hvad angik Sanyo fandt Kommissionen, at dette selskab havde deltaget i overtrædelsen indtil den 19. april 2011, og at det sidste hele regnskabsår før afslutningen af overtrædelsen var regnskabsåret fra april 2010 til marts 2011.

109

Med hensyn til Elna og Nippon Chemi-Con vurderede Kommissionen i øvrigt, at eftersom Elna og Nippon Chemi-Con var ophørt med at sælge elektrolytiske kondensatorer af tantal inden afslutningen af deres deltagelse i overtrædelsen, skulle der i forhold til disse kondensatorer lægges vægt på værdien af afsætningen i løbet af det sidste hele regnskabsår, hvori disse virksomheder havde solgt dem, for at undgå at værdien af afsætningen skulle rumme en undervurdering af overtrædelsens økonomiske betydning. Med hensyn til Elna anførte Kommissionen således, at der skulle lægges vægt på året 2009 til at fastsætte værdien af afsætningen, henset til, at denne virksomhed var ophørt med at sælge elektrolytiske kondensatorer af tantal den 1. august 2010. Hvad angik Nippon Chemi-Con vurderede Kommissionen, at der som referenceår skulle benyttes dels det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen hvad angik værdien af afsætningen af de elektrolytiske kondensatorer af aluminium, dvs. året 2011-2012, dels, med hensyn til værdien af afsætningen af elektrolytiske kondensatorer af tantal, det sidste hele år, hvori denne virksomhed havde solgt disse kondensatorer, dvs. året 2003-2004 (jf. 9. og 34. betragtning til og fodnote nr. 1643 i den anfægtede afgørelse).

110

For det første følger det af alt det ovenstående, at Kommissionen ved fastsættelsen af grundbeløbet for de bøder, der skulle pålægges, dels for alle karteldeltagerne med undtagelse af Elna og Nippon Chemi-Con anvendte det kriterium, der fremgår af 2006-retningslinjernes punkt 13, ved at lægge vægt på værdien af den afsætning, der var blevet foretaget i det sidste hele år for deres deltagelse i overtrædelsen. Dels foretog Kommissionen for alle karteldeltagerne en særskilt beregning af den relevante værdi af afsætningen af de to omhandlede varekategorier, dvs. elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal (jf. præmis 102 og 103 ovenfor).

111

Anvendelsen af det kriterium, der fremgår af 2006-retningslinjernes punkt 13, førte ganske vist ikke til, at den samme årsperiode blev anvendt for de syv virksomheder, der var omfattet af dette kriterium, henset til de forskellige overtrædelsesperioder, som blev lagt til grund i forhold til dem (jf. præmis 105-108 ovenfor).

112

Det skal imidlertid bemærkes, at Kommissionen anvendte kriteriet om det seneste hele år for deltagelsen i overtrædelsen på en sammenhængende og objektiv måde over for de syv berørte virksomheder. Den konstaterede forskel mellem de årsperioder, som blev lagt til grund i forhold til dem, er nemlig blot resultatet af anvendelsen af det nævnte kriterium, som tager hensyn til de forskellige perioder for deltagelsen i overtrædelsen og de pågældende virksomheders forskellige regnskabsår (jf. præmis 105-108 ovenfor).

113

Selv om de omhandlede årsperioder ikke svarer til det samme kalenderår eller til det samme regnskabsår, forholder det sig endvidere ikke desto mindre således, at de omsætninger, som hver enkelt virksomhed opnåede igennem disse år, er indbyrdes sammenlignelige. Dels forholder det sig nemlig således, at hvad angår alle karteldeltagerne med undtagelse af Elna og Nippon Chemi-Con blev disse årsperioder valgt efter det samme objektive kriterium, kriteriet om det sidste hele år for deres deltagelse i overtrædelsen. Dels fulgte Kommissionen i forhold til samtlige karteldeltagere den samme beregningsmetode, hvor der blev taget separat hensyn til værdien af afsætningen af hver af de to omhandlede kondensatortyper.

114

Den af Kommissionen anvendte metode til beregning af værdien af afsætningen er derfor ikke vilkårlig og fører ikke i sig selv til en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet.

115

Som bemærket i præmis 78 ovenfor har sagsøgeren desuden ikke bevist, at det referenceår, der blev anvendt på dette selskab, ikke gennem anvendelsen af det nævnte ensartede kriterium var repræsentativt for selskabets virkelige størrelse og dets økonomiske styrke på markedet eller for omfanget af dets overtrædelse.

116

For det andet følger det heraf, at den omstændighed, at Kommissionen ikke anvendte det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen som kriterium for fastsættelsen af værdien af Elnas og Nippon Chemi-Cons afsætning af elektrolytiske kondensatorer af tantal (jf. præmis 109 ovenfor), i det foreliggende tilfælde har vist sig at være objektivt begrundet i forskellen mellem disse to virksomheders situation og de syv øvrige karteldeltageres situation. I modsætning til disse sidstnævnte karteldeltagere var de to førstnævnte virksomheder nemlig ophørt med at sælge denne type af kondensatorer inden afslutningen af deres deltagelse i overtrædelsen, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har bestridt.

117

Som det fremgår af Domstolens praksis, gælder det imidlertid, at når en given virksomheds omsætning for det referenceår, der er anvendt i forhold til de øvrige karteldeltagere, ikke giver en hensigtsmæssig og pålidelig indikation af denne virksomheds reelle økonomiske situation i løbet af overtrædelsesperioden, er Kommissionen berettiget til at inddrage den nævnte virksomheds omsætning for et andet år end dette fælles referenceår for at kunne vurdere virksomhedens finansielle ressourcer korrekt og for at sikre, at bøden får en tilstrækkeligt afskrækkende karakter, dog på den betingelse, at valget af året sker ifølge et sammenhængende og objektivt berettiget kriterium (jf. dom af 5.12.2013, Caffaro mod Kommissionen, C-447/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:797, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

118

I denne sammenhæng begik Kommissionen ikke nogen fejl, da den fastslog, at der skulle tages hensyn til værdien af omsætningen i løbet af det sidste hele regnskabsår, hvori de nævnte to virksomheder havde solgt elektrolytiske kondensatorer af tantal, for dels at tage højde for disse virksomheders reelle økonomiske situation igennem overtrædelsesperioden, dels at undgå, at værdien af afsætningen skulle rumme en undervurdering af overtrædelsens økonomiske betydning.

119

I øvrigt skal det – ligesom Kommissionen har gjort – bemærkes, at den omstændighed, at fastsættelsen af værdien af salgene kunne være mere fordelagtig for visse karteldeltagere end for sagsøgeren, ikke i sig selv udgør en forskelsbehandling. Sagsøgerens synspunkt forudsætter, at fastsættelsen af størrelsen af den bøde, som Kommissionen skal pålægge, er resultatet af en præcis matematisk operation, der kan forventes at medføre, at der pålægges så lille en bøde som muligt, hvilken forudsætning er forkert, henset til 2006-retningslinjernes punkt 6 og Domstolens praksis (jf. analogt dom af 16.2.2017, H&R ChemPharm mod Kommissionen, C-95/15 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:125, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

120

I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, har Kommissionen derfor hverken skabt en risiko for forskelsbehandling eller tilsidesat ligebehandlingsprincippet derved, at denne institution dels med henblik på at fastsætte værdien af karteldeltagernes afsætning valgte det almindelige kriterium om det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen, dels – idet den betragtede værdien af afsætningen af de to omhandlede typer af elektrolytiske kondensatorer separat – anvendte et anderledes kriterium over for to virksomheder, der til forskel fra de øvrige deltagere var ophørt med at sælge den ene af disse kondensatortyper flere år før afslutningen af deres deltagelse i kartellet.

[udelades]

126

Under disse omstændigheder må det fastslås, at sagsøgeren ikke har påvist, at Kommissionen har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser med hensyn til fastsættelse af bødernes størrelse og har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling og ligebehandlingsprincippet ved fastsættelsen af referenceåret for beregningen af den afsætning, der skulle tages hensyn til med henblik på beregningen af bødernes grundbeløb.

127

Det første anbringendes andet led, og dermed anbringendet i sin helhed, skal derfor forkastes.

129

Kommissionen har bestridt disse argumenter.

[udelades]

131

Det skal i denne henseende påpeges, at det følger af 2006-retningslinjernes punkt 19-22, at en af de to faktorer, som bødens grundbeløb er støttet på, er den del af den pågældende afsætnings værdi, som afhænger af overtrædelsens grovhed. Overtrædelsens grovhed vurderes fra sag til sag for alle typer overtrædelser, idet der tages hensyn til alle relevante forhold i den enkelte sag. For at afgøre niveauet for den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i en given sag, skal Kommissionen tage hensyn til en række faktorer, såsom overtrædelsens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ej.

132

Endvidere følger det af fast retspraksis, at der skal foretages en individuel vurdering af overtrædelsens grovhed. Med hensyn til fastsættelsen af bøder skal der således tages hensyn til overtrædelsens varighed og til alle de elementer, der kan indgå i bedømmelsen af dens grovhed, såsom de enkelte virksomheders adfærd og rolle ved gennemførelsen af den samordnede praksis, den fortjeneste, virksomhederne har kunnet opnå ved denne praksis, deres størrelse og værdien af de omhandlede varer samt den risiko, som overtrædelser af denne art indebærer for (jf. dom af 8.12.2011, KME Germany m.fl. mod Kommissionen, C-272/09 P, EU:C:2011:810, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis, og af 26.9.2018, Infineon Technologies mod Kommissionen, C-99/17 P, EU:C:2018:773, præmis 196 og den deri nævnte retspraksis). Disse elementer omfatter ligeledes den konkurrencebegrænsende adfærds hyppighed og intensitet (jf. dom af 26.9.2018, Infineon Technologies mod Kommissionen, C-99/17 P, EU:C:2018:773, præmis 197 og den deri nævnte retspraksis).

133

I den konkrete sag skal det fastslås, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse konkluderede, at der forelå en samlet og vedvarende overtrædelse, som omfattede hele EØS-området og bestod i aftaler og/eller samordnet praksis, som tilsigtede en samordning af prispolitikker hvad angik leveringen af elektrolytiske kondensatorer af aluminium og af tantal (jf. præmis 10 og 11 ovenfor). Kommissionen fastslog, at sagsøgeren var ansvarlig for denne samlede og vedvarende overtrædelse, men uden at sagsøgerens ansvar omfattede CUP-møderne, for hvilke Kommissionen fandt, at sagsøgerens deltagelse ikke var godtgjort (jf. præmis 18 ovenfor).

134

Under hensyn til disse omstændigheder og navnlig overtrædelsens art og geografiske udstrækning fastsatte Kommissionen den del af afsætningens værdi, der skulle tages i betragtning for overtrædelsens grovhed, til en procentsats på 16% (jf. præmis 26 ovenfor).

135

Endvidere indrømmede Kommissionen sagsøgeren og NEC en nedsættelse på 3% af bødens grundbeløb som følge af, at det ikke var godtgjort, at de havde deltaget i CUP-møderne, og at der ikke var noget bevis for, at de havde haft kendskab til disse møder (jf. præmis 29 ovenfor).

136

Det følger heraf, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde først anvendte en koefficient for overtrædelsens grovhed på 16%, og at den dernæst vurderede sagsøgerens individuelle adfærd og indrømmede dette selskab en nedsættelse på 3% af bødens grundbeløb som formildende omstændighed, fordi det ikke var godtgjort, at sagsøgeren havde deltaget i CUP-møderne.

137

Denne vurdering fra Kommissionens side kan ikke drages i tvivl af sagsøgerens argumenter.

138

I første omgang – og i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende – er Kommissionens fremgangsmåde bestående i at tage hensyn til, at sagsøgeren ikke deltog i CUP-møderne som en formildende omstændighed, ikke i strid med retspraksis.

139

For det første skal det med det samme bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at Kommissionen kan tage hensyn til grovheden af en virksomheds deltagelse i en overtrædelse og sagens særlige omstændigheder enten ved vurderingen af overtrædelsens grovhed som omhandlet i artikel 23 i forordning nr. 1/2003 eller ved justeringen af grundbeløbet ud fra formildende og skærpende omstændigheder. At Kommissionen indrømmes et sådant valg er i overensstemmelse med den retspraksis, der er henvist til i præmis 131 ovenfor, da det under alle omstændigheder kræves, at der ved fastsættelsen af bødebeløbet tages hensyn til den individuelle adfærd, som den pågældende virksomhed har udvist (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Team Relocations m.fl. mod Kommissionen, C-444/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:464, præmis 104 og 105, og af 26.1.2017, Laufen Austria mod Kommissionen, C-637/13 P, EU:C:2017:51, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

140

Selv hvis det antages, at præmis 135-138 i dom af 16. november 2011, Sachsa Verpackung mod Kommissionen (T-79/06, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:674), og præmis 62, 63 og 65-67 i dom af 10. oktober 2014, Soliver mod Kommissionen (T-68/09, EU:T:2014:867), støtter sagsøgerens standpunkt – hvorefter dette selskabs manglende deltagelse i CUP-møderne burde have været taget i betragtning ved fastsættelsen af overtrædelsens grovhedskoefficient og ikke som en formildende omstændighed – underbygges denne tilgang ikke af den praksis fra Domstolens side, der er nævnt i præmis 139 ovenfor, og som efterfølgende er blevet bekræftet ved afsigelsen af de ovennævnte domme fra Retten. Det fremgår nemlig af denne retspraksis, at Kommissionen råder over en skønsmargen til at tage hensyn til en bestemt virksomheds individuelle adfærd på det ene eller det andet af disse trin i beregningen af bødebeløbet.

141

Det skal tilføjes, at det følger af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i den retspraksis, hvortil der henvises i præmis 99 ovenfor, at en hensyntagen, med henblik på vurderingen af en overtrædelses grovhed, til forskelle mellem de virksomheder, der har deltaget i det samme kartel – navnlig med hensyn til den geografiske udstrækning af deres respektive deltagelse – ikke nødvendigvis skal ske i forbindelse med fastsættelsen af koefficienterne for »overtrædelsens grovhed« og »tillægsbeløb«. Denne hensyntagen kan også ske på et andet trin i beregningen af bødebeløbet, såsom ved justeringen af grundbeløbet ud fra formildende og skærpende omstændigheder i henhold til 2006-retningslinjernes punkt 28 og 29.

[udelades]

145

I anden omgang skal det bemærkes, at sagsøgeren ikke kan gives medhold i sit udsagn om, at Kommissionen holdt dette selskab ansvarlig for en overtrædelse, »som selskabet ikke har begået«.

146

Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at sagsøgeren ikke har nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse, for så vidt som dette selskab heri holdes ansvarlig for den pågældende overtrædelse, men for så vidt som selskabet heri pålægges bøder.

147

Det skal dernæst fastslås, at sagsøgerens manglende deltagelse i CUP-møderne på ingen måde ændrer ved den omstændighed, at sagsøgeren har deltaget i en overtrædelse af samme art og af samme geografiske udstrækning som de andre karteldeltageres overtrædelse.

148

Som det fremgår af præmis 12 og 13 ovenfor, blev det omhandlede kartel nemlig organiseret ved multilaterale møder, der blev afholdt mellem salgschefer og i den øverste ledelse samt ved hjælp af bilaterale og trilaterale ad hoc-kontakter mellem parterne. De nævnte multilaterale møder, der fandt sted hver eller hver anden måned mellem 1998 og 2012, blev successivt organiseret under navnet »ECC-møder«, »ATC-møder«, »MK-møder« og »CUP -møder«. CUP-møderne var parallelle møder til MK-møderne, blev afholdt som supplement til MK-møderne og var »halvofficielle møder« i tilknytning til MK-møderne, eftersom de generelt blev afholdt en uge efter disse sidstnævnte møder. Selv om det ikke er godtgjort, at sagsøgeren deltog i CUP-møderne, er det imidlertid ubestridt, at selskabet deltog i de andre møder, bl.a. i MK-møderne.

149

Eftersom sagsøgeren har deltaget i det store flertal af de multilaterale møder, gennem hvilke det omhandlede kartel var organiseret, kan den blotte omstændighed, at sagsøgeren ikke har deltaget i CUP-møderne, ikke i denne sammenhæng ændre karakteren eller den geografiske udstrækning af dette selskabs overtrædelse. Det er derfor med urette, at sagsøgeren har gjort gældende, at den overtrædelse, der er blevet tilregnet dette selskab, har en anden udstrækning end den overtrædelse, der er blevet tilregnet de øvrige karteldeltagere.

150

Hvad endelig angår den grovhedskoefficient, der er anvendt i den anfægtede afgørelse, skal det påpeges, at den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning, normalt vil blive fastsat til et niveau, der kan udgøre op til 30% (jf. 2006-retningslinjernes punkt 21). For at bestemme den del af afsætningens værdi, der skal tages i betragtning i en given sag inden for denne grænse på 30%, tager Kommissionen desuden hensyn til en række faktorer, såsom overtrædelsens art, virksomhedernes samlede markedsandel, overtrædelsens geografiske udstrækning og spørgsmålet om, hvorvidt overtrædelsen er blevet udmøntet i praksis eller ej (2006-retningslinjernes punkt 22). Eftersom de alvorligste konkurrencebegrænsninger, såsom de horisontale aftaler om prisfastsættelse, skal straffes strengt, befinder den del af afsætningen, der tages i betragtning i forbindelse med sådanne overtrædelser, sig normalt på den øvre del af skalaen (2006-retningslinjernes punkt 23).

151

I det foreliggende tilfælde fastsatte Kommissionen koefficienten for grovhed til 16%, idet den tog hensyn til dels den omstændighed, at horisontale »tiltag« om prissamordning på grund af selve deres art var blandt de alvorligste overtrædelser af artikel 101 TEUF, dels at kartellet omfattede hele EØS-området (jf. præmis 26 ovenfor). Denne sats blev således fastsat til et beløb, der lå lidt over midten af skalaen for grovhedskoefficienten, hvilken skala kan gå op til 30% af afsætningens værdi. Under disse omstændigheder kan det, henset til overtrædelsens art og geografiske udstrækning, ikke antages, at koefficienten for grovhed på 16% ikke er passende eller er for høj, henset til grovheden af den overtrædelse, som sagsøgeren har begået, alene fordi selskabet ikke deltog i CUP-møderne.

152

Det følger af alt det ovenstående, at den omstændighed, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde anvendte en koefficient for grovhed på 16% for alle karteldeltagere og tog hensyn til sagsøgerens manglende deltagelse i CUP-møderne ved at indrømme selskabet en nedsættelse af bødens grundbeløb på grund af formildende omstændigheder, hverken kan udgøre en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 eller af princippet om personligt ansvar.

153

Følgelig skal det andet anbringende forkastes.

[udelades]

156

Sagsøgeren har nedlagt subsidiær påstand om, at Retten udøver sin fulde prøvelsesret til at genberegne, eller endog nedsætte, de bøder, som dette selskab er blevet pålagt. Sagsøgeren har gjort gældende, at bøderne skal genberegnes, dels ved i denne beregning at anvende gennemsnittet af sagsøgerens afsætning i EØS i hele den overtrædelsesperiode, for hvilken der foreligger oplysninger, dels ved at nedsætte grovhedskoefficienten med mindst 3%.

[udelades]

166

Hvad for det første angår sagsøgerens anmodning om, at Retten skal genberegne værdien af den afsætning, der er relevant for beregningen af bødens grundbeløb, skal det indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har fremlagt et reelt alternativ til det kriterium, der fremgår af 2006-retningslinjernes punkt 13, og som Kommissionen har anvendt. Den periode, som sagsøgeren har angivet med henblik på at fastsætte en »gennemsnitlig« værdi af afsætningen, nemlig perioden fra august 2007 til marts 2012, synes således at være blevet valgt af sagsøgeren alene af den grund, at der er tale om den periode, for hvilken der foreligger oplysninger.

167

Under disse omstændigheder kan der ikke gives medhold i sagsøgerens forslag om anvendelse af et kriterium til fastsættelse af værdien af afsætningen, som dels ikke giver nogen indikation, der gør det muligt at sikre sig, at den således beregnede værdi af afsætningen er repræsentativ for sagsøgerens størrelse og økonomiske styrke eller for overtrædelsens omfang, dels ikke gør det muligt at overholde ligebehandlingsprincippet, hvilket sagsøgeren i øvrigt selv har medgivet (jf. præmis 49 ovenfor).

168

Som det fremgår af præmis 112 og 113 ovenfor, er kriteriet om det sidste hele år for deltagelsen i overtrædelsen i det foreliggende tilfælde blevet anvendt på en sammenhængende og objektiv måde i forhold til alle de karteldeltagere, der befinder sig i en sammenlignelig eller identisk situation. Det fremgår endvidere, at for så vidt angår Elna og Nippon Chemi-Con var disse ophørt med at sælge elektrolytiske kondensatorer af tantal, inden deres deltagelse i overtrædelsen ophørte, og disse selskaber befandt sig derfor i en anden situation end de syv øvrige deltagere i overtrædelsen.

169

Den omstændighed, at Kommissionen anvendte et andet år til at fastsætte værdien af Elnas og Nippon Chemi-Cons salg af elektrolytiske kondensatorer af tantal, har derfor i det foreliggende tilfælde vist sig at være objektivt begrundet i disse to virksomheders anderledes situation, idet de to virksomheder var ophørt med at sælge denne type af kondensatorer, inden de ophørte med at deltage i overtrædelsen. I denne sammenhæng kan hverken Kommissionen eller Retten anvende identiske kriterier i forskellige situationer, da dette ville indebære en risiko for, at den benyttede værdi af afsætningen rummede en undervurdering af overtrædelsens økonomiske betydning (jf. præmis 116 og 118 ovenfor).

170

Følgelig kan det hverken begrundes ud fra ligebehandling eller proportionalitet at ændre fastsættelsen af den værdi af afsætningen, der er relevant for beregningen af grundbeløbet for sagsøgerens bøde, således som denne værdi er blevet fastsat i den anfægtede afgørelse.

[udelades]

182

Påstanden om nedsættelse af de bøder, som sagsøgeren er blevet pålagt, må derfor forkastes, og følgelig må Kommissionen frifindes i det hele.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Udvidede Afdeling):