Sag T-228/18
Transtec
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Niende Afdeling) af 16. maj 2019
»Offentlige tjenesteydelseskontrakter – udbudsprocedure – rammeaftale om levering af tjenesteydelser – tjenesteydelser til tredjelande, som modtager Unionens eksterne bistand – afvisning af en tilbudsgivers tilbud og tildeling af kontrakten til andre tilbudsgivere – angivelig grov forsømmelse i forhold til en tilbudsgiver – ingen endelig dom eller administrativ afgørelse, der fastslår, at der foreligger en grov forsømmelse – betingelser for indbringelse for det panel, der er omhandlet i finansforordningens artikel 108 – unormalt lave bud – begrundelsespligt – hensyntagen til en skrivelse fra den ordregivende myndighed afsendt efter sagsanlægget – ret til adgang til effektive retsmidler – periode, inden beslutningen om tildeling kan påklages – ligebehandling – princippet om forbud mod forskelsbehandling – finansforordningens artikel 105a, 106, 108, 113 og 118 – ansvar uden for kontraktforhold«
Den Europæiske Unions offentlige kontrakter – udbudsprocedure – tildeling af kontrakter – udelukkelse af tilbudsgivere på grund af en alvorlig forsømmelse – ingen endelig dom eller administrativ afgørelse – forelæggelsespligt over for det panel, der er omhandlet i finansforordningens artikel 108 – betingelser – der foreligger tilstrækkelige indicier, som påviser den pågældende forsømmelse – risiko, der truer Unionens finansielle interesser
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012, art. 105a, 106 og 108)
(jf. præmis 53 og 54)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – bedømmelse af begrundelsespligten på grundlag af sagens omstændigheder – nødvendigheden af at angive alle de relevante faktiske og retlige omstændigheder – foreligger ikke
[art. 296, stk. 2, TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 41, stk. 2, litra c)]
(jf. præmis 91 og 92)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – afgørelse om ikke at antage et bud inden for rammerne af en udbudsprocedure vedrørende levering af tjenesteydelser – forpligtelse til efter en skriftlig anmodning at meddele karakteristika og fordele ved det bud, der er blevet antaget, samt navnet på ordremodtageren – den ordregivende myndigheds forpligtelse til at fremlægge en minutiøs sammenlignende undersøgelse af det valgte bud og buddet fra den udelukkede bydende – foreligger ikke
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012, art. 113, stk. 2 og 3; Kommissionens forordning nr. 1268/2012, art. 161, stk. 2)
(jf. præmis 93-95 og 99)
Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – vurdering i betragtning af de oplysninger, der var til sagsøgerens rådighed på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet – hensyntagen til en skrivelse fra sagsøgte afsendt efter sagsanlægget
(art. 296, stk. 2, TEUF)
(jf. præmis 96)
Resumé
I dom af 16. maj 2019, Transtec mod Kommissionen (sag T-228/18), frifandt Retten Kommissionen i annullations- og erstatningssøgsmålet anlagt af Transtec, en tilbudsgiver, som var blevet udelukket fra en procedure for indgåelse af en offentlig kontrakt, iværksat af Europa-Kommissionen vedrørende indgåelse af en multipel rammekontrakt med det formål at levere eksperttjenesteydelser i forbindelse med Unionens eksterne bistand til tredjelande.
For det første foreholdt sagsøgeren Kommissionen, at denne ikke havde udelukket en af de tilbudsgivere, som de britiske myndigheder angiveligt havde rejst tvivl om »på grund af svig og tvivlsomme tildelinger af offentlige kontrakter«, uden at dette dog havde ført til en endelig dom.
I denne forbindelse anførte Retten, at i mangel af en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse med hensyn til en tilbudsgiver skal en ordregivende myndighed, når den råder over tilstrækkelige indicier for at begrunde en formodning for, at den nævnte tilbudsgiver bl.a. har begået en alvorlig fejl, indbringe sagen for det panel, der er omhandlet i finansforordningens artikel 108 ( 1 ). Den ordregivende myndighed skal ikke desto mindre, inden sagen indbringes for dette panel, vurdere, om den eventuelle konstaterede økonomiske uregelmæssighed kan medføre risici, der truer Unionens finansielle interesser ( 2 ).
I det foreliggende tilfælde fandt Retten imidlertid, at de af sagsøgeren fremlagte dokumenter blot henviste til den omstændighed, at det pågældende udvalgte selskab havde været genstand for »anklager«, hvis oprindelse ikke er specificeret, med hensyn til uregelmæssigheder ved tildelingen af offentlige kontrakter i Det Forenede Kongerige uden yderligere præcisering af de konkrete omstændigheder, hvorunder disse uregelmæssigheder blev begået. Retten udledte heraf, at disse dokumenter ikke var tilstrækkelige til at godtgøre, at det pågældende udvalgte selskabs adfærd kunne udgøre grov forsømmelse, der truer Unionens finansielle interesser, og at Kommissionen derfor ikke var forpligtet til at indbringe sagen for det panel, der er omhandlet i finansforordningens artikel 108.
For det andet påberåbte sagsøgeren sig en manglende begrundelse, for så vidt som Kommissionen i den anfægtede afgørelse begrænsede sig til at underrette selskabet om, at Kommissionen ikke havde fået mest muligt for pengene, og at tilsende selskabet de point, der blev tildelt de udvalgte tilbudsgivere, i form af en oversigt.
Retten mindede i denne forbindelse om, at overholdelsen af begrundelsespligten skal vurderes under hensyn til de oplysninger, som sagsøgeren råder over på det tidspunkt, hvor søgsmålet bliver anlagt, og bemærkede, at sagsøgeren på tidspunktet for anlæggelsen af sit søgsmål kun havde den anfægtede afgørelse til sin rådighed. Retten bemærkede ligeledes på den baggrund, at begrundelsen for en ordregivende myndigheds afgørelse om afvisning af et bud og tildeling af kontrakten til en anden tilbudsgiver i henhold til de relevante bestemmelser i grundforordningen og gennemførelsesforordningen ( 3 ) kan foretages i 2 faser med først en kort fremstilling af begrundelsen for afvisningen af buddet og derefter senest 15 kalenderdage efter modtagelsen af en udtrykkelig anmodning fra den udelukkede tilbudsgiver en beskrivelse af de kvaliteter og relative fordele, der kendetegner det valgte bud, samt navnet på ordremodtageren ( 4 ).
I nærværende sag anmodede sagsøgeren Kommissionen om en detaljeret begrundelse for afvisningen af selskabets bud og tildelingen af kontrakten til en anden tilbudsgiver. Sagsøgeren anlagde imidlertid sit søgsmål inden udløbet af den frist på 15 kalenderdage, inden for hvilken Kommissionen skal besvare en sådan anmodning. Desuden var det sagsøgeren selv, der under sagens behandling fremlagde Kommissionens skrivelse som svar på selskabets anmodning om den pågældende begrundelse. Samtidigt med fremlæggelsen af denne skrivelse tog sagsøgeren stilling til indholdet ved at indgive et yderligere processkrift til stævningen. Fremlæggelsen af Kommissionens skrivelse og sagsøgerens yderligere processkrift blev af Retten anset for at kunne antages til realitetsbehandling.
Retten fandt således, at sagsøgeren var i stand til at forstå de underliggende motiver for Kommissionens indplacering af selskabets bud og forkastede anbringendet om en manglende begrundelse. Retten frifandt derfor Kommissionen i det hele.
( 1 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25.10.2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT 2012 L 298, s. 1).
( 2 ) – Finansforordningens artikel 105a og 106.
( 3 ) – Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29.10.2012 om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen (EUT 2012, L 362, s. 1).
( 4 ) – Finansforordningens artikel 113, stk. 2 og 3, og gennemførelsesforordningens artikel 161, stk. 2.