1

Nexans France SAS og Nexans SA har i deres appelskrift nedlagt påstand om ophævelse af kendelse afsagt af Rettens præsident den 23. november 2017, Nexans France og Nexans mod Kommissionen (T-423/17 R, ikke trykt i Sml., herefter den appellerede kendelse, EU:T:2017:835), hvorved Rettens præsident afviste deres begæring om for det første udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse C(2017) 3051 final af 2. maj 2017 vedrørende en begæring om fortrolig behandling (sag COMP/AT.39610 – elektriske kabler, herefter »den omtvistede afgørelse«), for så vidt som denne begæring blev afvist hvad angår de i den omtvistede afgørelses punkt 7 og 8 omhandlede oplysninger, der fulgte af en beslaglæggelse hos appellanterne og en anden erhvervsdrivende (herefter »de omtvistede oplysninger«), og for det andet om, at Kommissionen tilpligtes at undlade at offentliggøre en version af sin afgørelse C(2014) 2139 final af 2. april 2014 (sag COMP/AT.39610 – Elektriske kabler, herefter »afgørelsen om elektriske kabler«), som indeholder disse oplysninger.

2

Tvistens baggrund og retsforhandlingerne for Retten er sammenfattet i den appellerede kendelses præmis 1-16 som følger:

3

Efter, i den appellerede kendelses præmis 18-22, at have anført Domstolens og Rettens praksis vedrørende betingelserne for meddelelse af foreløbige forholdsregler fastslog Rettens præsident i denne kendelses præmis 23, at det i den foreliggende sag først skulle undersøges, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt.

4

I denne henseende anførte Rettens præsident, i kendelsens præmis 24-31, de principper på området, som Domstolen og Retten har udviklet i deres praksis. På baggrund af disse principper fastslog Rettens præsident følgende i den appellerede kendelses præmis 32-48:

5

I den appellerede kendelses præmis 48-81 undersøgte Rettens præsident således, hvorvidt appellanterne havde godtgjort, at deres begæring var uopsættelig, hvilket kunne begrunde meddelelsen af foreløbige forholdsregler. Med henblik herpå analyserede Rettens præsident de tre årsager til skade, som appellanterne havde hævdet, at de ville lide, hvis gennemførelsen af den omtvistede afgørelse ikke blev udsat, nemlig skaderne som følge af skade på deres omdømme og risikoen for at blive genstand for erstatningssager, der blev behandlet i denne kendelses præmis 54-67, samt risikoen for, at deres ret til en effektiv domstolsprøvelse blev kompromitteret, idet en eventuel annullation af afgørelsen om elektriske kabler mistede sin »fulde virkning«, der blev undersøgt i kendelsens præmis 68-81.

6

I forbindelse med undersøgelsen af denne tredje årsag til skade analyserede Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 69-78, appellanternes argument om, at det med henblik på iagttagelsen af deres ret til en effektiv domstolsprøvelse var nødvendigt at udsætte gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil lovligheden af beslaglæggelsen af de omtvistede oplysninger var blevet efterprøvet. Endvidere fastslog Rettens præsident desuden, for fuldstændighedens skyld, følgende i den pågældende kendelses præmis 79-81:

7

På grundlag af denne undersøgelse forkastede Rettens præsident anmodningen om foreløbige forholdsregler og ophævede kendelsen af 12. juli 2017.

8

Appellanterne har i deres appelskrift nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

9

Ved et særskilt dokument indleveret til Domstolens Justitskontor den 31. januar 2018 har appellanterne indgivet anmodning om foreløbige forholdsregler.

10

Gennemførelsen af den omtvistede afgørelse blev i henhold til artikel 160, stk. 7, i Domstolens procesreglement udsat ved kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 2. februar 2018, Nexans France og Nexans mod Kommissionen (C-65/18 P(R)-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:62), der blev afsagt, uden at de øvrige parter i sagen var blevet hørt, og Kommissionen blev pålagt at undlade at offentliggøre en ikke-fortrolig version af afgørelsen om elektriske kabler, der indeholdt de i den omtvistede afgørelses punkt 7 og 8 omhandlede oplysninger, indtil der er afsagt en kendelse, som afslutter sagen om foreløbige forholdsregler, eller der er afsagt kendelse i den foreliggende appel, afhængigt af hvilken kendelse der afsiges først.

11

Kommissionen har i sit svarskrift, der blev indgivet til Domstolens Justitskontor den 6. marts 2018, nedlagt følgende påstande:

12

Appellanterne har gjort to appelanbringender gældende vedrørende retlige fejl, som Retten efter deres opfattelse har begået, idet den for det første ikke lagde den forudsætning til grund, at de omtvistede oplysninger var omfattet af tavshedspligten, og for det andet foretog en ukorrekt vurdering med hensyn til appellanternes ret til en effektiv domstolsprøvelse.

13

Appellanterne har til støtte for deres første appelanbringende gjort gældende, at Retten i den appellerede kendelses præmis 33-37 med urette fastslog, at den foreliggende sag adskiller sig fra de sager, der gav anledning til kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10. september 2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558), og den 2. marts 2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142), hvori der i analysen blev lagt den forudsætning til grund, at de pågældende oplysninger i disse sager var fortrolige. Ligesom appellanterne i de pågældende sager har appellanterne i den foreliggende sag nemlig i deres annullationssøgsmål bestridt rigtigheden af Kommissionens vurdering, hvorefter de omtvistede oplysninger ikke var omfattet af tavshedspligten, og selv om de i denne forbindelse ikke havde hævdet, at disse oplysninger var forretningshemmeligheder, gjorde de ikke desto mindre udførligt rede for grunden til, at de pågældende oplysninger var af fortrolig karakter og derfor burde være omfattet af tavshedspligt i henhold til de kriterier, der er opstillet i Domstolens og Rettens praksis. Desuden burde den omstændighed, at dette spørgsmål overlapper undersøgelsen af betingelsen om fumus boni juris, i modsætning til, hvad Rettens præsident fastslog i den appellerede kendelses præmis 46 og 47, ikke have været til hinder for, at der blev taget udgangspunkt heri.

14

For at kunne træffe afgørelse om det foreliggende anbringende skal det erindres, at artikel 156, stk. 4, i Rettens procesreglement bestemmer, at anmodninger om foreløbige forholdsregler skal angive »søgsmålets genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget«. I henhold til Domstolens faste praksis kan Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler således udsætte gennemførelsen og foreskrive foreløbige forholdsregler, såfremt det er godtgjort, at de umiddelbart er berettigede af faktiske og retlige grunde (fumus boni juris), og såfremt der foreligger uopsættelighed, dvs. at det for at undgå et alvorligt og uopretteligt tab for den part, der har begæret dem, er nødvendigt at foreskrive dem og tillægge dem retsvirkninger før afgørelsen i hovedsagen. Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt. Endvidere kan disse retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler i givet fald foretage en interesseafvejning (jf. navnlig kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group, C-278/13 P(R), EU:C:2013:558, præmis 35, og den 4.10.2017, Wall Street Systems UK mod ECB, C-576/17 P(R)-R, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:735, præmis 22 og 23).

15

I denne henseende fastslog Retten med føje i den appellerede kendelses præmis 46, i det væsentlige, at når det skal vurderes, hvorvidt det er uopsætteligt at meddele foreløbige forholdsregler for at forhindre udbredelsen af oplysninger, der angiveligt er fortrolige, overlapper denne vurdering i en vis udstrækning undersøgelsen af, om der foreligger fumus boni juris i forbindelse med den fortrolige karakter af de pågældende oplysninger, som den part, der har begæret disse forholdsregler, har gjort gældende.

16

Som appellanterne i øvrigt selv har gjort gældende, blev det i præmis 38 i kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10. september 2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558), i hvilken sag den skade, som Pilkington havde påberåbt sig, skyldtes offentliggørelsen af angiveligt fortrolige oplysninger, fastslået, at Rettens præsident ved bedømmelsen af, om det drejede sig om en alvorlig og uoprettelig skade, nødvendigvis skulle lægge den forudsætning til grund, at de angiveligt fortrolige oplysninger faktisk var fortrolige, sådan som Pilkington havde påstået.

17

I samme præmis 38 præciserede Domstolens vicepræsident imidlertid ligeledes, at denne forudsætning skulle lægges til grund uanset behandlingen af spørgsmålet om fumus boni juris, som er forbundet med bedømmelsen af, om det drejede sig om en alvorlig og uoprettelig skade, men alligevel forskellig fra denne.

18

I præmis 45 i kendelse afsagt af Rettens præsident den 11. marts 2013, Pilkington Group mod Kommissionen (T-462/12 R, EU:T:2013:119), som var genstand for den appel, der gav anledning til kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10. september 2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558), havde Rettens præsident udtrykkeligt præciseret, at en alvorlig og uoprettelig skade i den foreliggende sag først kunne fastslås efter en undersøgelse af betingelsen om fumus boni juris. Først efter, i den førstnævnte kendelses præmis 67-72, at have undersøgt, om denne betingelse om fumus boni juris var opfyldt – idet denne undersøgelse i øvrigt ikke var anfægtet i appellen – kunne Rettens præsident reelt lægge den forudsætning til grund, at de pågældende oplysninger var fortrolige, med henblik på anordningen af de begærede foreløbige forholdsregler.

19

Det samme var tilfældet i den sag, der gav anledning til kendelse af 2. marts 2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142), hvori Domstolens vicepræsident skulle tage stilling til en anmodning om foreløbige forholdsregler i forbindelse med en appel anlagt til prøvelse af en dom afsagt af Retten. Før det i denne kendelses præmis 85 blev fastslået, at det med henblik på vurderingen af uopsætteligheden i denne sag skulle lægges til grund, at de omhandlede oplysninger i sagen var omfattet af tavshedspligten, anførte Domstolens vicepræsident, i kendelsens præmis 84, at appellanten i denne sag ikke alene i appellen havde anfægtet Rettens vurdering, hvorefter disse oplysninger ikke udgjorde forretningshemmeligheder og heller ikke var omfattet af tavshedspligten, men ligeledes, at det ved en umiddelbar vurdering af de argumenter, som var fremført til støtte for de relevante anbringender i denne henseende, ikke kunne konkluderes, at disse oplysninger åbenbart ikke var fortrolige.

20

I kendelse af 14. januar 2016, AGC Glass Europe m.fl. mod Kommissionen (C-517/15 P-R, EU:C:2016:21), kunne Domstolens vicepræsident, som ligeledes var forelagt en anmodning om foreløbige forholdsregler i forbindelse med en appel iværksat til prøvelse af Rettens dom af 15. juli 2015, AGC Glass Europe m.fl. mod Kommissionen (T-465/12, EU:T:2015:505), derimod, som det fremgår af denne kendelses præmis 33, ikke lægge den samme forudsætning til grund, eftersom Retten i den sag, der gav anledning til denne dom, i præmis 22-54, havde undersøgt og forkastet det sjette anbringende, som appellanterne havde påberåbt sig til støtte for deres annullationssøgsmål, hvorved de bestred rigtigheden af høringskonsulenten vurdering, hvorefter de pågældende oplysninger i denne sag ikke udgjorde forretningshemmeligheder, og at den af appellanterne iværksatte appel ikke var rettet mod denne del af dommen, hvorfor det måtte anses for endeligt afgjort, at disse oplysninger ikke udgjorde forretningshemmeligheder.

21

Det er følgelig for det første kun, når den part, der anmoder om foreløbige forholdsregler, har gjort gældende, at de oplysninger, hvis offentliggørelse denne part midlertidigt ønsker forhindret, udgør forretningshemmeligheder eller i øvrigt er omfattet af tavshedspligten, og for det andet, når denne påstand opfylder betingelsen om fumus boni juris, at dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler i princippet er forpligtet til i forbindelse med sin undersøgelse af betingelsen om uopsættelighed at lægge den forudsætning til grund, at disse oplysninger er henholdsvis forretningshemmeligheder eller omfattet af tavshedspligten.

22

I modsætning til, hvad appellanterne synes at hævde, er det således ikke tilstrækkeligt til, at der kan anordnes foreløbige forholdsregler, at det er gjort gældende, at de oplysninger, som eventuelt skal udbredes, har fortrolig karakter, når en sådan påstand ikke opfylder betingelsen om fumus boni juris. I den foreliggende sag fremgår det af den appellerede kendelses præmis 37-46, at appellanternes påstand om, at de omtvistede oplysninger var af fortrolig karakter, ikke opfyldte betingelsen om fumus boni juris.

23

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Unionens retsinstanser i sager om foreløbige forholdsregler – som Rettens præsident anførte i den appellerede kendelses præmis 21 – råder over et vidt skøn i forbindelse med undersøgelsen af samtlige kumulative betingelser for, at gennemførelsen kan udsættes, og der kan indrømmes andre foreløbige forholdsregler, og under hensyn til sagens særegenheder frit kan afgøre, hvorledes disse forskellige betingelser skal efterprøves, samt rækkefølgen af denne undersøgelse, da der ikke findes nogen retsforskrifter, der pålægger dem at anvende et forud fastsat skema for vurderingen af nødvendigheden af at træffe foreløbig afgørelse (kendelse af 19.7.2012, Akhras mod Rådet, C-110/12 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2012:507, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

24

I den foreliggende sag anførte Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 23, at det først skulle undersøges, om betingelsen om uopsættelighed var opfyldt. I forbindelse med denne undersøgelse blev der imidlertid reelt, i denne kendelses præmis 37-46, foretaget en analyse af, hvorvidt appellanternes påstande om, at de omtvistede oplysninger var omfattet af tavshedspligten, var begrundede, uden at der blev draget udtrykkelige konklusioner med hensyn til, om disse påstande opfyldte betingelsen om fumus boni juris eller ej.

25

Selv om strukturen for denne analyse ikke var særligt sammenhængende, fremgår det dog tilstrækkeligt tydeligt af den appellerede kendelse, at Rettens præsident var af den opfattelse, at appellanternes påstand om, at de pågældende oplysninger var fortrolige, i den foreliggende sag ikke opfyldte betingelsen om fumus boni juris.

26

For det første gjorde Rettens præsident i denne henseende bl.a. i den appellerede kendelses præmis 42 opmærksom på Domstolens praksis, hvorefter oplysninger, som har været hemmelige eller fortrolige, men som er mindst fem år gamle, med tiden principielt kan opfattes som historiske og derfor skal anses for at have mistet deres hemmelige eller fortrolige karakter, medmindre den part, der har påberåbt sig denne karakter, undtagelsesvis påviser, at disse oplysninger stadig udgør væsentlige faktorer i dennes eller i den berørte tredjeparts handelsmæssige stilling, på trods af oplysningernes alder. Disse betragtninger, der fører til en afkræftelig formodning, gælder såvel inden for rammerne af begæringer om fortrolig behandling i forhold til intervenienter i sager ved Unionens retsinstanser som inden for rammerne af anmodninger om fortrolighed med henblik på Kommissionens offentliggørelse af en afgørelse, hvorved der fastslås en overtrædelse af konkurrenceretten (dom af 14.3.2017, Evonik Degussa mod Kommissionen, C-162/15 P, EU:C:2017:205, præmis 64).

27

For det andet fastslog Rettens præsident i den appellerede kendelses præmis 43, at de omtvistede oplysninger i den foreliggende sag var blevet indhentet under Kommissionens tjenestegrenes kontrolbesøg i 2009, og at appellanterne ikke havde søgt at godtgøre grundene til, at de omtvistede oplysninger på grund af deres art på trods af den forløbne tid ikke havde mistet deres hemmelige eller fortrolige karakter.

28

Selv på dette grundlag alene var Rettens præsident berettiget til at lægge til grund, at betingelsen om fumus boni juris ikke var opfyldt. Som følge heraf er den appellerede kendelses øvrige begrundelser, i præmis 37-41 og 44-46, som tager sigte på at udelukke, at disse oplysninger på nogen måde er fortrolige, medtaget for fuldstændighedens skyld.

29

Appellanterne har i deres appel udelukkende kritiseret de sidstnævnte præmisser i den appellerede kendelse uden at anfægte det, der er fastslået i kendelsens præmis 43, og de argumenter, som appellanterne har fremført vedrørende disse begrundelser, skal derfor afvises som værende irrelevante.

30

Under disse omstændigheder begik Rettens præsident ikke nogen retlige fejl ved at fastslå, at den foreliggende sag adskiller sig fra de sager, der gav anledning til kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10. september 2013, Kommissionen mod Pilkington Group (C-278/13 P(R), EU:C:2013:558), og den 2. marts 2016, Evonik Degussa mod Kommissionen (C-162/15 P-R, EU:C:2016:142).

31

Af disse grunde er det første appelanbringende ugrundet.

32

Med det andet appelanbringende har appellanterne anfægtet rigtigheden af den vurdering, som Rettens præsident foretog i den appellerede kendelses præmis 68-81, hvorefter deres argument om, at den omtvistede afgørelse tilsidesatte deres ret til en effektiv domstolsprøvelse, blev forkastet.

33

I dette øjemed undersøgte og forkastede Rettens præsident, i den appellerede kendelses præmis 69-78, for det første appellanternes argument om, at det med henblik på iagttagelsen af deres ret til en effektiv domstolsprøvelse var nødvendigt at udsætte gennemførelsen af den omtvistede afgørelse, indtil lovligheden af beslaglæggelsen af de omtvistede oplysninger var blevet efterprøvet. For det andet, og for fuldstændighedens skyld, vurderede Rettens præsident, i kendelsens præmis 79-81, at appellanterne under alle omstændigheder ikke havde godtgjort, at den skade, som de konkret havde lidt som følge af den angivelige tilsidesættelse af retten til en effektiv domstolsprøvelse, adskilte sig fra skaden som følge af en skade på deres omdømme og som følge af eventuelle erstatningssager mod dem, selv om det i samme kendelses præmis 62 og 67 var blevet afvist, at den sidstnævnte skade forelå.

34

Henset til strukturen i Rettens præsidents argumentation skal det først efterprøves, hvorvidt appellanterne i deres appel har godtgjort, at Rettens præsident begik en retlig fejl i de præmisser, der blev medtaget for fuldstændighedens skyld.

35

Dette er imidlertid ikke tilfældet.

36

For det første er det, for så vidt som appellanterne har gjort gældende, at den angivelige tilsidesættelse af deres ret til en effektiv domstolsprøvelse i sig selv kan forårsage en alvorlig og uoprettelig skade, tilstrækkeligt at gøre opmærksom på – sådan som Kommissionen har gjort, og som Rettens præsident anførte i den appellerede kendelses præmis 79, som appellanterne ikke har bestridt i deres appel – at det synspunkt, at en skade pr. definition er alvorlig og uoprettelig, fordi den berører området for de grundlæggende frihedsrettigheder, ikke kan tiltrædes, da en abstrakt påberåbelse af, at der er sket et indgreb i grundlæggende rettigheder, ikke er tilstrækkelig til at godtgøre, at den skade, der kan følge heraf, nødvendigvis er alvorlig og uoprettelig (kendelse afsagt af Domstolens vicepræsident den 10.9.2013, Kommissionen mod Pilkington Group, C-278/13 P(R), EU:C:2013:558, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

37

Derefter skal det hvad angår appellanternes argument om, at offentliggørelsen af de omtvistede oplysninger kan forårsage en alvorlig og uoprettelig skade for dem som følge af de erstatningssager, som det ville udløse, bemærkes, at denne årsag til skade blev undersøgt af Rettens præsident, som i den appellerede kendelses præmis 60 og 61 fastslog, at appellanterne, selv om det lagdes til grund, at den omtvistede afgørelse var den afgørende årsag til den påståede skade, og at denne økonomiske skade var uoprettelig, ikke havde afgivet oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, at der forelå en skade af den påståede alvorlige karakter.

38

Det samme er tilfældet hvad angår den påståede skade som følge af skade på appellanternes omdømme. I den nævnte kendelses præmis 67 fastslog Rettens præsident således også, at appellanterne ikke havde afgivet nogen oplysninger, der gjorde det muligt at fastslå, hvorvidt og i hvilket omfang offentliggørelsen af afgørelsen om elektriske kabler som følge af den omtvistede afgørelse kunne forværre skaden på deres omdømme.

39

Under disse omstændigheder begik Rettens præsident ikke en retlig fejl ved i den appellerede kendelses præmis 81 at henvise til sine konklusioner i denne kendelses præmis 62 og 67 med henblik på at afvise appellanternes argument om, at tilsidesættelsen af deres ret til en effektiv domstolsprøvelse havde forårsaget en alvorlig skade som følge af skade på deres omdømme og risikoen for at blive genstand for erstatningssager.

40

Endelig er det hvad angår appellanternes argument om, at den appellerede kendelses præmis 81 med urette alene hviler på den konstatering, at den »afgørende årsag« til de respektive skader ikke var offentliggørelsen af de omtvistede oplysninger, men den underliggende overtrædelse, som blev fastslået i afgørelsen om elektriske kabler – eftersom den afgørende årsag til skaden, hvis den pågældende afgørelse blev annulleret, ikke ville være denne afgørelse, men selve offentliggørelsen af de omtvistede oplysninger – tilstrækkeligt at fastslå, at appellanterne ikke har afgivet nogen oplysninger, der gør det muligt – hvis det antages, at deres argument er begrundet – at forstå grundene til, at dette ville rejse tvivl om Rettens præsidents afgørelse, hvorefter appellanterne ikke havde afgivet tilstrækkelige oplysninger til, at den alvorlige karakter af deres påståede skader som følge af skaden på deres omdømme og risikoen for at blive genstand for erstatningssager kunne fastslås.

41

Da Rettens præsident følgelig ikke begik en retlig fejl i den appellerede kendelses præmis 81, skal de argumenter, der er fremført til støtte for det foreliggende anbringende rettet mod denne kendelses præmis 68-78, henset til de i nærværende kendelses præmis 33 og 34 anførte begrundelser, anses for at være irrelevante.

42

Da det andet appelanbringende heller ikke er begrundet, skal appellen forkastes i sin helhed.

43

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

44

Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanterne tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og da de har tabt sagen, skal appellanterne pålægges at betale omkostningerne i den foreliggende appelsag samt i sagen om foreløbige forholdsregler i sag C-65/18 P(R)-R.

På grundlag af disse præmisser bestemmer Domstolens vicepræsident: