1)

Er det ved bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en brug i henseende til art og omfang er reel som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95 (1), for et varemærke, som er registreret for en bred varekategori — i den foreliggende sag køretøjer, navnlig automobiler og dele hertil — men som faktisk kun benyttes for et særligt markedssegment — i den foreliggende sag dyre luksussportsvogne og dele hertil — markedet for hele den registrerede varekategori, der er afgørende, eller kan det særlige markedssegment lægges til grund for bedømmelsen? I tilfælde af, at brugen for det særlige markedssegment er tilstrækkelig, skal varemærket da i forbindelse med en ugyldighedssag på grund af fortabelse opretholdes for så vidt angår dette markedssegment?

2)

Udgør varemærkeindehaverens salg af brugte varer, som varemærkeindehaveren allerede har markedsført i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, en brug af varemærket som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF?

3)

Bliver et varemærke, som ikke kun er registreret for en vare, men også for dele af denne vare, benyttet med retsbevarende virkning også for varen, når denne vare ikke længere sælges, men tilbehørs- og reservedele, der er mærket med varemærket, fortsat markedsføres til brug for varen, som er solgt tidligere og mærket med varemærket?

4)

Skal der ved bedømmelsen af, om der foreligger en reel brug, også tages hensyn til, om varemærkeindehaveren, ganske vist uden at benytte [org. s. 3] varemærket, tilbyder visse tjenesteydelser for de allerede solgte varer?

5)

Skal der ved prøvelsen af brugen i den pågældende medlemsstat (i den foreliggende sag Tyskland) som omhandlet i artikel 12, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF i henhold til artikel 5 i statsaftalen mellem Tyskland og Schweiz af 13. april 1892 om gensidig patent-, mønster- og varemærkebeskyttelse også tages hensyn til brug af varemærket i Schweiz?

6)

Er det foreneligt med direktiv 2008/95/EF ganske vist at pålægge varemærkeindehaveren, som risikerer fortabelse af varemærket, en omfattende oplysningsbyrde for brugen af varemærket, mens risikoen for, at der ikke kan føre bevis, imidlertid pålægges den part, der har fremsat begæring om fortabelse?