22.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 381/17


Sag anlagt den 27. august 2018 — Europa-Kommissionen mod Rumænien

(Sag C-549/18)

(2018/C 381/18)

Processprog: rumænsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved T. Scharf, G. von Rintelen og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Rumænien

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Rumænien har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 67 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (1), idet det ikke inden den 26. juni 2017 har vedtaget de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, og idet det under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale en tvangsbøde på 21 974,40 EUR for hver dags forsinkelse, regnet fra den dag, hvor der afsiges dom i nærværende sag, på grund af tilsidesættelsen af forpligtelsen til at meddele, hvilke foranstaltninger der er blevet vedtaget til gennemførelse af direktiv 2015/849/EU.

Rumænien pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at betale et fast beløb på grundlag af et dagligt beløb på 6 016,80 EUR ganget med det antal dage, der er gået fra udløbet af den gennemførelsesfrist, der er fastsat i det omhandlede direktiv, indtil den dato, hvor Rumænien opfylder sine forpligtelser, eller, hvis det undlader at opfylde disse forpligtelser, indtil datoen for afsigelsen af Domstolens dom, med forbehold af at det overstiger et fast minimumsbeløb på 1 887 000 EUR.

Rumænien tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

1.

Medlemsstaterne var i henhold til artikel 67 i direktiv 2015/849/EU forpligtede til at sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet senest den 26. juni 2017. Eftersom Rumænien har undladt at meddele gennemførelsesforanstaltninger, har Kommissionen besluttet at indbringe sagen for Domstolen.

2.

Kommissionen har i sin stævning nedlagt påstand om, at Domstolen skal pålægge Rumænien at betale et fast beløb og tvangsbøder i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF.


(1)  EUT 2015, L 141, s. 73.