1)

Er chartrets [Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder] artikel 38, artikel 6, stk. 1, [TEU], samt artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 (1) til hinder for en national retsregel som retsplejelovens 23. afsluttende bestemmelse, stk. 4, som ikke gør det muligt at fremlægge eller kræve en kontrakt eller en opgørelse af gælden fremlagt i forbindelse med en fordring, hvor sagsøgte er forbruger, og der er indicier på, at der rejses krav om beløb, der er baseret på urimelige kontraktvilkår?

2)

Er det foreneligt med artikel 7, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1896/2006 (2), hvorved der indføres en europæisk betalingspåkravsprocedure, at anmode en sagsøger om, at denne i forbindelse med en fordring mod en forbruger i punkt 11 i formular A specificerer opgørelsen af det skyldige beløb, der rejses krav om? Er det ligeledes foreneligt med den nævnte bestemmelse at kræve, at indholdet af de kontraktvilkår, der ud over kontraktens hovedformål ligger til grund for fordringen mod forbrugeren, skal anføres i samme punkt 11 med henblik på at vurdere, om de er urimelige?

3)

Såfremt spørgsmål 2) besvares benægtende, anmodes Domstolen om at oplyse, om det i den nuværende affattelse af forordning nr. 1896/2006 er muligt ex officio at efterprøve, om der i en forbrugerkontrakt er anvendt urimelige vilkår, inden det europæiske betalingspåkrav udstedes, og på grundlag af hvilken bestemmelse denne efterprøvelse kan foretages?

4)

Såfremt det ikke i den nuværende affattelse af forordning nr. 1896/2006 er muligt ex officio at efterprøve, om der foreligger urimelige kontraktvilkår, inden det europæiske betalingspåkrav udstedes, anmodes Domstolen om at tage stilling til, hvorvidt den nævnte forordning er gyldig, eller om den er i strid med chartrets artikel 38 og artikel 6, stk. 1, [TEU]?