201806010421917352018/C 211/121392018CJC21120180618DA01DAINFO_JUDICIAL2018022191021

Sag C-139/18 P: Appel iværksat den 21. februar 2018 af CJ til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. december 2017 i sag T-602/16, CJ mod Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

C2112018DA910120180221DA001291102

Appel iværksat den 21. februar 2018 af CJ til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 13. december 2017 i sag T-602/16, CJ mod Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

(Sag C-139/18 P)

2018/C 211/12Processprog: engelsk

Parter

Appellant: CJ (ved Δικηγόρος V. Kolias)

Den anden part i appelsagen: Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

—	Dom afsagt af Retten den 13. december 2017 i sag T-602/16, CJ mod ECDC (EU:T:2017:893), ophæves.

—	Såfremt appellanten gives medhold, annulleres den anfægtede bedømmelsesrapport af 21. september 2015.

—	ECDC tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender:

Først anbringende om, at Retten:

—	foretog en urigtig fortolkning af artikel 3, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, stk. 3, i ECDC Implementing rule nr. 20, med henblik på at fastslå, at appelbedømmeren ikke behøver at være formanden for bestyrelsen i sager som den foreliggende.

—	begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at det under alle omstændigheder var usandsynligt, at formanden for bestyrelsen ville give appellanten medhold.

—	fejlfortolkede argumentet om, at en person, der er underordnet bedømmeren, ikke kan være appelbedømmer, fordi vedkommende ikke har den nødvendige uafhængighed i forhold til bedømmeren.

Andet anbringende om, at Retten:

—	foretog en forkert fortolkning af artikel 7, stk. 1, samt af artikel 8, stk. 3 og 4, i ECDC Implementing Rule nr. 20, da den fastslog, at bedømmeren kan se bort fra målsætninger og resultatindikatorer, der er fastsat for en ansat i den foregående bedømmelsesperiode.

—	subsidiært begik en fejl i forbindelse med den retlige kvalifikation af de faktiske omstændigheder, da den fastslog, at bedømmeren behørigt havde taget målsætninger og resultatindikatorer i betragtning.

Tredje anbringende om, at Retten:

—	foretog en urigtig fortolkning af begrebet »samtale« i artikel 8, stk. 9, i ECDC Implementing Rule.

—

subsidiært begik en retlig fejl i forbindelse med, at den retligt kvalificerede en »bedømmelsessamtale« som en samtale, der fra ECDC’s side kan begrænses til, at medbedømmeren anmoder en ansat om et dokument, som vedkommende allerede har til rådighed, til at vedkommende fra sin mobiltelefon stiller den ansatte spørgsmålet: »Hvilke aspekter af bedømmelsen af præstationerne anser De for at være ukorrekte?«, og til at vedkommende ikke stiller yderligere spørgsmål, efter at en ansat fremkommer med en fyldestgørende besvarelse og tilbyder at give vedkommende alle yderligere, mere specifikke oplysninger, vedkommende måtte ønske.

Fjerde anbringende om, at Retten:

—

foretog en urigtig fortolkning af vedtægtens artikel 22a, da den i det væsentlige fandt, at et agentur, selv når en ansat in tempore non suspecto hævder, at der er sket dårlig økonomisk forvaltning, tilbyder i det mindste begyndelsen til et bevis herpå, og disse påstande er sande, med rette lader vedkommendes årlige præstationer bedømme af de selv samme personer, som den ansattes beskyldninger vedrører.

—

subsidiært begik en retlig fejl, da den retligt kvalificerede appellantens påstande som påstande, der hverken blev fremsat in tempore non suspecto eller var sande eller underbygget af dokumentation, og fastslog, at de bedømmere, der var involveret i beskyldningerne, fortsat var i stand til at bedømme appellantens præstationer neutralt.