7.5.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/17


Appel iværksat den 6. februar 2018 af Sophie Montel til prøvelse af dom afsagt af Retten (Sjette Afdeling) den 29. november 2017 i sag T-634/16, Montel mod Parlamentet

(Sag C-84/18 P)

(2018/C 161/20)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Sophie Montel (ved advokat G. Sauveur)

De andre parter i appelsagen: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den anfægtede dom ændres som følger:

Annullation af afgørelsen fra Europa-Parlamentets generalsekretær af 24. juni 2016, meddelt den 6. juli 2016, hvori det blev præciseret, at »et beløb på 77 276,42 EUR er blevet betalt uretmæssigt til Sophie Montel« og hvori det blev pålagt institutionens kompetente anvisningsberettigede og regnskabsansvarlige at inddrive dette beløb.

Annullation af debetnota nr. 2016-897, der er underskrevet af den samme generaldirektør for økonomi den 4. juli 2016, i dens helhed.

Appellanten tilkendes et beløb i erstatning for det ikke-økonomiske tab, som følger af de ugrundede anklager, der blev fremsat før der blev draget nogen konklusioner i forbindelse med undersøgelsen, af den skade, der er påført appellantens omdømme, og af den meget væsentlige skade, som den anfægtede afgørelse har påført hendes private og politiske liv.

Appellanten tilkendes et beløb for udgifter afholdt i forbindelse med sagen.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Anbringender og væsentligste argumenter

1.

Det første anbringende er, at retsaktens ophavsmand er inkompetent.

De økonomiske spørgsmål henhører under Europa-Parlamentets Præsidiums kompetence og ikke under generalsekretærens kompetence.

Manglende uddelegering til generalsekretæren.

Ulovlighedsindsigelse som følge af indgrebet i parlamentsmedlemmernes uafhængighed og i retten til en upartisk dom.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af princippet om »electa una via«.

Parlamentets formand har indbragt sagen for OLAF og det franske retsvæsen.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar.

Parlamentets formands tilsidesættelse af uskyldsformodningen.

Parlamentets administration er dommer og part.

Ændring af de klagepunkter, som Parlamentet har påberåbt sig under sagen.

Generalsekretærens afslag på at afhøre appellanten.

4.

Fjerde anbringende om omlægning af bevisbyrden.

Parlamentet pålagde appellanten at bevise, at hun ikke havde begået nogen fejl, selv om det ikke rådede over nogen elementer, som for alvor gjorde det muligt at påstå, at der forelå en fejl.

5.

Femte anbringende om utilstrækkelig begrundelse.

Den eneste påberåbte grund er offentliggørelsen af et organigram, selv om sidstnævnte ikke beviser noget.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Ingen regler fastsætter listen over de akter, som skal tilsendes, og appellanten er derfor underlagt Parlamentets vilkårlighed.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af parlamentariske assistenters borgerlige rettigheder.

Parlamentet forbyder assistenterne at være politisk aktive.

8.

Ottende anbringende om forskelsbehandling, »Fumus persecutionis« og magtfordrejning.

Appellanten har været udsat for denne procedure på grund af den politiske fjendtlighed, som er udvist af Europa-Parlamentets formand.

9.

Niende anbringende om krænkelse af parlamentsmedlemmernes uafhængighed.

Arbejdet som parlamentarisk assistent indskrænker sig ikke til lovgivningsarbejde.

10.

Tiende anbringende om manglende faktiske omstændigheder.

Parlamentet indskrænkede sig til at svare, at de akter, der blev fremsendt af appellanten, ikke beviste noget, selv om disse dokumenter beviste assistentens arbejde.

Parlamentet er ikke i stand til at bevise sine påstande.

11.

Ellevte anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

Organigrammet (udgangspunktet for de procedurer, der blev iværksat af Parlamentets formand) blev offentliggjort i februar 2015, men tilbagesøgningen af fejlagtigt udbetalte beløb går tilbage til august 2014.