–

Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas IP (IFAP) ved advogados J. Saraiva de Almeida og P. Estevão,

–

den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes, P. Barros da Costa, H. Almeida og A. Gameiro, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. França, B. Stromsky og G. Braga da Cruz, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 16, stk. 2 og 3, og artikel 17, stk. 1, i Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Nelson Antunes da Cunha Lda og Instituto de Financiamento da Agricultura e Pescas IP (IFAP) (institut for finansiering af landbrug og fiskeri, Portugal) vedrørende tvangsmæssig tilbagebetaling af en ulovlig støtte på i alt 14953,56 EUR fra Nelson Antunes da Cunha efter Europa-Kommissionens afgørelse om tilbagesøgning.

3

25. og 26. betragtning til forordning 2015/1589 lyder således:

4

Artikel 16 i forordning 2015/1589 med overskriften »Tilbagebetaling af støtte« bestemmer:

»1.   I negative afgørelser om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren (»afgørelse om tilbagebetaling«). Kommissionen kræver ikke tilbagebetaling af støtten, hvis det vil være i modstrid med et generelt princip i EU-lovgivningen.

2.   Den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en afgørelse om tilbagebetaling, skal indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales.

3.   Med forbehold af eventuel kendelse fra Den Europæiske Unions Domstol efter [artikel 278 TEUF] skal tilbagebetalingen ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse. Til det formål og i tilfælde af søgsmål ved de nationale domstole træffer de pågældende medlemsstater alle nødvendige foranstaltninger, som er til rådighed i deres respektive retssystemer, herunder også foreløbige foranstaltninger, dog med forbehold af EU-lovgivningen.«

5

Artikel 17 i forordning 2015/1589, der bærer overskriften »Forældelsesfrist for krav om tilbagebetaling af støtte«, bestemmer følgende i stk. 1:

»Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år.«

6

De ovenstående bestemmelser var blevet gengivet fra Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF] (EFT 1999, L 83, s. 1), som ændret ved Rådets forordning (EU) nr. 734/2013 af 22. juli 2013 (EUT 2013, L 204, s. 15), som forordning 2015/1589 ophævede.

7

I medfør af artikel 306, stk. 1, i Código Civil (den civile lovbog) begynder forældelsesfristen at løbe, når en rettighed kan udøves.

8

Den civile lovbogs artikel 309 med overskriften »Almindelig frist« bestemmer:

»Den almindelige forældelsesfrist er [20] år.«

9

Denne lovbogs artikel 310 bestemmer følgende:

»Forældelsesfristen er fem år for:

[…]

[…]«

10

I henhold til nævnte lovbogs artikel 323, stk. 1, afbrydes forældelsesfristen ved stævning eller retslig forkyndelse af enhver retsakt, ved hvilken det direkte eller indirekte tilkendegives, at denne ret agtes bragt i anvendelse.

11

Artikel 40 i decreto-lei n.o155/92 (lovdekret nr. 155/92) af 28. juli 1992 (Diário da República, serie I-A, nr. 172/1992 af 28.7.1992) indfører en statslig ordning for finansiel administration. Denne artikel med overskriften »Forældelse« fastsætter:

»1   – Pligten til tilbagebetaling af modtagne beløb forældes fem år efter beløbets modtagelse.

2   – Ovennævnte frist afbrydes eller suspenderes, i tilfælde af at der foreligger generelle afbrydelsesgrunde eller ved suspension af forældelsen.«

12

Den 8. april og den 7. juli 1993 indgik sagsøgeren i hovedsagen, Nelson Antunes da Cunha, kreditaftaler med Caixa de Crédito Agrícola Mútuo – Coimbra (CCAM Coimbra) vedrørende en kreditlinje til fremme af landbrugsvirksomhed og husdyrbrug.

13

Decreto-lei n.o146/94 (lovdekret nr. 146/94) af 24. maj 1994 (Diário da Repúblic, serie I-A, nr. 120 af 24.5.1994) indførte en ordning for indrømmelse af kreditlinjer for dels at fremme gældssaneringen af virksomheder i sektoren for intensivt husdyrbrug, dels til fremme af svineproduktionen. Den Portugisiske Republik anmeldte i strid med kravene i henhold til artikel 88, stk. 3, EF ikke denne ordning til Kommissionen.

14

I henhold til disse kreditaftaler udbetalte den retlige forgænger for IFAP i perioden 1994-1996 i medfør af lovdekret nr. 146/94 i alt 7526,90 EUR i rentetilskud til Nelson Antunes da Cunha (4189,90 EUR blev udbetalt den 12.7.1994, 2513,94 EUR den 12.7.1995 og 823,06 EUR den 30.4.1996, herefter »den omhandlede støtte«).

15

Den 25. november 1999 vedtog Kommissionen beslutning 2000/200/EF om den støtteordning, Portugal har indført til gældssanering af virksomheder i sektoren for intensivt husdyrbrug og til fremme af svineproduktionen (EFT 2000, L 66, s. 20, herefter »Kommissionens beslutning af 25. november 1999«).

16

Det fremgår i det væsentlige af den dispositive del af denne beslutning, der var rettet til Den Portugisiske Republik, at den ordning for indrømmelse af kreditlinjer, som var blevet indført ved lovdekret nr. 146/94, var en støtteordning, der var uforenelig med fællesmarkedet. Det fremgår ligeledes heraf, at Den Portugisiske Republik skulle ophæve denne støtteordning og træffe de foranstaltninger, der var nødvendige for, at støttemodtagerne tilbagebetalte den allerede ulovligt udbetalte støtte. Det blev præciseret, at tilbagebetalingen skulle ske i overensstemmelse med national ret, og at de beløb, der skulle tilbagebetales, skulle indeholde renter fra det tidspunkt, hvor de blev udbetalt modtagerne, og frem til den faktiske tilbagebetaling. Det blev ligeledes bestemt, at Den Portugisiske Republik senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning skulle underrette Kommissionen om, hvilke foranstaltninger der var blevet truffet for at efterkomme beslutningen.

17

Den 23. juli 2002 tilsendte den retlige forgænger for IFAP Nelson Antunes da Cunha en skrivelse med krav om tilbagebetaling af den omhandlede støtte. Selskabet besvarede ikke skrivelsen.

18

Den 12. august 2009 fremsendte IFAP endnu en skrivelse til Nelson Antunes da Cunha, som blev modtaget den 13. august 2009, med krav om tilbagebetaling af den omhandlede støtte inden for ti arbejdsdage efter modtagelsen af den nævnte skrivelse.

19

Den 7. juli 2013 indledte Serviço de Finanças de Cantanhede (afgiftsmyndighed i Cantanhede, Portugal) en sag om skattefuldbyrdelse mod Nelson Antunes da Cunha med henblik på inddrivelse af den fordring, som IFAP havde krav på for den omhandlede støtte, for 7526,90 EUR med tillæg af morarenter for 7426,66 EUR.

20

Nelson Antunes da Cunha rejste indsigelse mod proceduren for den forelæggende ret, nemlig Tribunal Administrativo e Fiscal de Coimbra (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Coimbra, Portugal). Selskabet gjorde for det første gældende, at forpligtelsen til at tilbagebetale ulovligt modtagne beløb ifølge artikel 40 i lovdekret nr. 155/92 ophører fem år fra modtagelsen heraf, således at tilbagebetalingsforpligtelsen vedrørende den omhandlede støtte var forældet. For det andet anførte selskabet hvad angår morarenterne, at for så vidt som der er forløbet mere end fem år fra forfaldstidspunktet for den fordring, som de er knyttet til, er disse ligeledes forældede i henhold til den civile lovbogs artikel 310, litra d).

21

Den forelæggende ret har anført, at national ret ikke indeholder en særlig forældelsesfrist for fuldbyrdelse af krav om tilbagebetaling af ulovlig støtte, og at de højere nationale domstole derfor har fastslået, at IFAP’s fordringer på tilbagebetaling af finansiel støtte fra den portugisiske stat, som ifølge en kommissionsafgørelse skal anses for støtte, der er uforenelig med det indre marked, er omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 20 år i henhold til den civile lovbogs artikel 309.

22

Den forelæggende ret har tilføjet, at de højere nationale retsinstanser hvad angår renterne vedrørende den egentlige støtte har fastslået, at det ikke uden andre formaliteter kan konkluderes, at sådanne renter er underlagt den forældelsesfrist på 20 år, der er fastsat i den civile lovbogs artikel 309. Ifølge disse retsinstanser forældes den aftalte eller lovbestemte rente, selv om den ikke er betalt, nemlig efter en frist på fem år i medfør af den civile lovbogs artikel 310, litra d), hvilken frist i henhold til samme lovbogs artikel 306 begynder at løbe, når denne forpligtelse forfalder.

23

Henset til for det første Domstolens faste praksis vedrørende statsstøtte, hvorefter anvendelsen af de nationale procedurer ikke – ved at hindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling – må være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår, og for det andet til EU-lovgivers hensigt, som fremgår af 26. betragtning til forordning 2015/1589, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den tiårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589, alene finder anvendelse i forholdet mellem Den Europæiske Union og den medlemsstat, der har indrømmet støtte, eller om den ligeledes finder anvendelse på forholdet mellem denne stat og modtageren af en ulovlig støtte.

24

Denne ret ønsker ligeledes oplyst, om artikel 16, stk. 2, i forordning 2015/1589, hvorefter den tilbagesøgningspligtige støtte skal indeholde renter, og effektivitetsprincippet er til hinder for at anvende den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i den civile lovbogs artikel 310, litra d), på tilbagesøgningen af renter vedrørende en sådan statsstøtte.

25

Det er denne rets opfattelse, at eftersom de skyldige renter for perioden forud for de fem år inden den i den civile lovbogs artikel 323, stk. 1, omhandlede handling, der afbrød forældelsesfristen, anses for forældede, kunne en fordring på renter knyttet til statsstøtte forældes, inden Kommissionens ret til at kræve tilbagebetaling af støtten i sig selv blev forældet.

26

Som svar på Domstolens anmodning til den forelæggende ret om uddybende oplysninger i henhold til procesreglementets artikel 101 har den forelæggende ret hvad angår den i hovedsagen omhandlede situation præciseret, at eftersom den femårige forældelsesfrist først blev afbrudt ved almindeligt anbefalet brev af 26. juli 2013, var alle renter, der forfaldt inden den 26. juni 2008, forældede.

27

Den forelæggende ret har tilføjet, at den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i den civile lovbogs artikel 310, litra d), i henhold til national ret ikke kan antages at være blevet afbrudt ved nogen form for skrivelse fra Kommissionen til de portugisiske myndigheder eller fra disse til støttemodtageren, idet denne skrivelse ikke har karakter af en stævning eller retslig forkyndelse af en retsakt som omhandlet i den civile lovbogs artikel 323, stk. 1.

28

På denne baggrund har Tribunal Administrativo e Fiscal de Coimbra (domstolen i forvaltnings- og skatteretlige sager i Coimbra) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at den tiårige forældelsesfrist, som er fastsat i denne bestemmelse for Kommissionens udøvelse af beføjelserne inden for tilbagesøgning af støtte, kun finder anvendelse i forholdet mellem Kommissionen og den medlemsstat, der er adressat for denne institutions afgørelse om tilbagesøgning af støtte, eller ligeledes i forholdet mellem denne stat og modtageren af den støtte, der blev anset for uforenelig med det indre marked.

30

Artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589, som fastsætter den tiårige forældelsesfrist, vedrører alene Kommissionens beføjelser inden for tilbagesøgning af støtte (jf. i denne retning dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 52).

31

Denne frist gælder således ikke for proceduren for de kompetente nationale myndigheders tilbagesøgning af ulovlig støtte (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 108 og 109).

32

Det følger således af Domstolens praksis, at for så vidt som forordning 2015/1589 indeholder processuelle regler, der finder anvendelse på alle administrative procedurer vedrørende statsstøtte, der verserer for Kommissionen, kodificerer og støtter forordningen Kommissionens praksis vedrørende kontrol af statsstøtte og indeholder ingen bestemmelser vedrørende nationale retters beføjelser og forpligtelser, som fortsat er reguleret af traktatens bestemmelser som fortolket af Domstolen (jf. analogt dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 66, og af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 110). Disse betragtninger gælder i samme omfang for nationale myndigheders beføjelser og forpligtelser (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 111).

33

Henset til det ovenstående skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589 skal fortolkes således, at den tiårige forældelsesfrist, som er fastsat i denne bestemmelse for Kommissionens udøvelse af beføjelserne inden for tilbagesøgning af støtte, kun finder anvendelse i forholdet mellem Kommissionen og den medlemsstat, der er adressat for denne institutions afgørelse om tilbagesøgning af støtte.

34

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

35

Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 16, stk. 2, i forordning 2015/1589, hvorefter den støtte, der skal tilbagebetales, skal indeholde renter, og effektivitetsprincippet i samme artikels stk. 3 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af en national forældelsesfrist, der er kortere end den tiårige forældelsesfrist, som er fastsat i denne forordnings artikel 17, stk. 1, på tilbagesøgningen af renterne.

36

Både IFAP og den portugisiske regering har anfægtet den forelæggende rets fortolkning, hvorefter den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i den civile lovbogs artikel 310, litra d), kan finde anvendelse på inddrivelse af renter af tilbagebetalingspligtig støtte og kan være til hinder for opkrævning af disse renter.

37

Det er IFAP’s opfattelse, at instituttet i det foreliggende tilfælde først kunne gøre sin fordring gældende i forhold til Nelson Antunes da Cunha efter afslutningen af den administrative procedure, der var indledt med henblik på tilbagesøgning af støtten, dvs. på tidspunktet for skrivelsen af 23. juli 2002, der er nævnt i nærværende doms præmis 17. Det er instituttets opfattelse, at retten til at inddrive renterne vedrørende den omhandlede støtte ikke er forældet. Den portugisiske regering har for sit vedkommende gjort gældende, at for så vidt som portugisisk ret ikke foreskriver en konkret forældelsesfrist for tilbagesøgning af uberettiget modtaget statsstøtte, er den gældende forældelsesfrist for både tilbagesøgningen af den egentlige statsstøtte og for renterne af denne støtte den nationale forældelsesfrist på 20 år.

38

Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, at når Domstolen forelægges et præjudicielt spørgsmål af en national domstol, skal den holde sig til den fortolkning af national ret, som denne retsinstans har beskrevet for den (jf. i denne retning dom af 14.6.2017, Online Games m.fl., C-685/15, EU:C:2017:452, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis). Uanset den kritik, som parterne i hovedsagen og de interesserede parter har fremsat af den fortolkning af den nationale lovgivning, som den forelæggende ret har lagt til grund, skal gennemgangen af den præjudicielle forelæggelse derfor foretages under hensyn til den af denne ret anlagte fortolkning af denne lovgivning (jf. i denne retning dom af 21.6.2016, New Valmar, C-15/15, EU:C:2016:464, præmis 25).

39

Det er ubestridt, at Den Portugisiske Republik var forpligtet til at tilbagesøge den støtte, der er omhandlet i Kommissionens beslutning af 25. november 1999, inklusive renter, jf. denne beslutnings dispositive del og artikel 16, stk. 2, i forordning 2015/1589.

40

I henhold til denne forordnings artikel 16, stk. 3, skal tilbagebetalingen af en sådan støtte ske i overensstemmelse med gældende procedurer i national ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens afgørelse.

41

Selv om de nationale forældelsesregler i princippet finder anvendelse på tilbagebetaling af ulovligt ydet støtte, skal disse regler imidlertid anvendes på en sådan måde, at de ikke gør den efter EU-retten krævede tilbagesøgning praktisk umulig, og således, at der fuldt ud tages hensyn til Unionens interesse (jf. i denne retning dom af 26.6.2003, Kommissionen mod Spanien, C-404/00, EU:C:2003:373, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

42

Det skal ligeledes bemærkes, at det hovedformål, som forfølges med tilbagebetalingen af ulovligt ydet statsstøtte, er at fjerne den konkurrencefordrejning, der er forårsaget af den konkurrencefordel, som er opnået ved den ulovlige støtte (dom af 7.3.2018, SNCF Mobilités mod Kommissionen, C-127/16 P,EU:C:2018:165, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis). En genopretning af den situation, der forelå før udbetalingen af en støtte, der er ulovlig eller uforenelig med det indre marked, er et krav, der er nødvendigt for at opretholde den effektive virkning af traktatbestemmelserne om statsstøtte (dom af 19.12.2019, Arriva Italia m.fl., C-385/18, EU:C:2019:1121, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

43

Tilbagesøgningsforpligtelsen er først opfyldt, når den pågældende medlemsstat rent faktisk har tilbagesøgt den uforenelige støtte, inklusive renter (jf. i denne retning dom af 12.2.2008, CELF og ministre de la Culture et de la Communication, C-199/06, EU:C:2008:79, præmis 54, og af 3.9.2015, A2A, C-89/14, EU:C:2015:537, præmis 42).

44

Det skal desuden bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at forældelsesfristen generelt opfylder formålet med at sikre retssikkerheden (dom af 23.1.2019, Fallimento Traghetti del Mediterraneo, C-387/17, EU:C:2019:51, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

45

Selv om der skal ske en iagttagelse af kravene til retssikkerheden, skal disse krav imidlertid ligeledes afvejes i forhold til den offentlige interesse i at undgå, at markedets funktion fordrejes af statsstøtte, der kan skade konkurrencen, hvilket i medfør af Domstolens faste praksis kræver, at ulovligt ydet statsstøtte tilbagebetales for at genoprette den oprindelige situation (jf. i denne retning dom af 14.1.1997, Spanien mod Kommissionen, C-169/95, EU:C:1997:10, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

46

Det skal endvidere bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at henset til den obligatoriske karakter af den kontrol, som Kommissionen i medfør af artikel 108 TEUF fører med statsstøtte, kan der for det første principielt ikke bestå en berettiget forventning hos støttemodtagerne om, at den støtte, som de har modtaget, er lovlig, medmindre den er blevet ydet under iagttagelse af den i denne artikel fastlagte procedure, og for det andet må en påpasselig erhvervsdrivende normalt være i stand til at forvisse sig om, at denne procedure er blevet fulgt. Når støtte gennemføres, uden at Kommissionen på forhånd har fået underretning herom, således at den er ulovlig i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF, kan støttemodtageren navnlig ikke på dette tidspunkt have en berettiget forventning om, at støtten er lovligt ydet (dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis). Som generaladvokaten har anført i punkt 67 i forslaget til afgørelse, forholder det sig på samme måde med hensyn til såvel individuel støtte som støtte, der er blevet ydet i henhold til en støtteordning.

47

Det fremgår af den forelæggende rets forklaringer, at den femårige forældelsesfrist, som gjaldt for renterne af den omhandlede støtte, og som er fastsat i den civile lovbogs artikel 310, litra d), først blev afbrudt den 26. juli 2013, og at alle forfaldne renter for perioden forud for den 26. juni 2008 var forældet i henhold til denne bestemmelse. Det fremgår således heraf, at anvendelsen af denne forældelsesfrist er til hinder for en tilbagebetaling af en del af renterne af den omhandlede støtte og dermed for en fuldstændig tilbagebetaling af støtten.

48

Den forelæggende ret har endvidere anført, at eftersom de skyldige renter for perioden forud for de fem år inden den handling, der afbrød forældelsesfristen, anses for forældede, kunne en fordring på renter knyttet til støtte forældes, inden Kommissionens ret til at kræve tilbagebetaling af støtten blev forældet. I retsmødet for Domstolen har Kommissionen ligeledes anført, at anvendelsen af en sådan national forældelsesfrist i det foreliggende tilfælde ville medføre, at en del af renterne af den første udbetaling af den omhandlede støtte var forældet, idet der var forløbet mere end fem år fra den første udbetaling i 1994 til Kommissionens beslutning af 25. november 1999.

49

For det første skal det hvad angår forældelsen af en del af renterne af den omhandlede støtte inden vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 25. november 1999 bemærkes, at en sådan forældelses indtræden ville umuliggøre den fuldstændige tilbagebetaling, som kræves i EU-retten.

50

Som generaladvokaten har anført i punkt 59 i forslaget til afgørelse, kan Kommissionen altid kræve tilbagesøgning af ulovlig støtte inden for den frist på ti år, der er fastsat i artikel 17, stk. 1, i forordning 2015/1589, uanset om den forældelsesfrist, der finder anvendelse under den nationale procedure, eventuelt er udløbet (jf. i denne retning dom af 5.3.2019, Eesti Pagar, C-349/17, EU:C:2019:172, præmis 114).

51

Som det fremgår af den i nærværende doms præmis 46 nævnte retspraksis, kunne Nelson Antunes da Cunha i det foreliggende tilfælde ikke med føje påberåbe sig en berettiget forventning om, at den omhandlede støtte var lovlig, eftersom Den Portugisiske Republik havde ydet denne uden forudgående anmeldelse heraf til Kommissionen.

52

Den forelæggende ret skal således undlade at anvende en national forældelsesfrist, der finder anvendelse på tilbagebetaling af støtte, der skal tilbagesøges, og som er udløbet inden vedtagelsen af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling af støtten.

53

For det andet skal det hvad angår forældelsen af en del af renterne af den omhandlede støtte efter vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 25. november 1999 bemærkes, at det følger af artikel 16, stk. 3, i forordning 2015/1589, at fuldbyrdelsen af Kommissionens beslutning om tilbagebetaling skal være omgående.

54

Det fremgår af IFAP’s skriftlige bemærkninger, at instituttets retlige forgænger for at efterkomme denne beslutning sendte en skrivelse til Nelson Antunes da Cunha den 23. juli 2002, dvs. næsten tre år efter vedtagelsen af den nævnte beslutning, for at anmode dette selskab om tilbagebetaling af et beløb på 7526,90 EUR med tillæg af påløbne renter. Eftersom Nelson Antunes da Cunha ikke efterkom denne anmodning, sendte IFAP den 12. august 2009, dvs. næsten ti år efter vedtagelsen af beslutningen, selskabet en ny skrivelse med krav om tilbagebetaling af den omhandlede støtte. Efter udvekslinger mellem Nelson Antunes da Cunha og IFAP blev der den 26. juli 2013 indledt en procedure til inddrivelse af denne fordring, hvilket afbrød forældelsesfristen.

55

Forældelsen af en del af renterne af den omhandlede støtte efter vedtagelsen af Kommissionens beslutning af 25. november 1999 skyldes, som Kommissionen har anført i retsmødet for Domstolen, således hovedsageligt, at IFAP’s retlige forgænger og IFAP ventede med at fuldbyrde denne beslutning, idet der gik næsten 14 år fra vedtagelsen af nævnte beslutning til afbrydelsen af forældelsesfristen.

56

Hvis det medgives, at renter af ulovlig støtte er forældede, fordi de nationale myndigheder efterkom Kommissionens beslutning af 25. november 1999 for sent, vil den fuldstændige tilbagesøgning af støtten i praksis blive umuliggjort og EU-bestemmelserne om statsstøtte ganske miste deres effektive virkning (jf. i denne retning dom af 20.3.1997, Alcan Deutschland, C-24/95, EU:C:1997:163, præmis 37).

57

Endvidere er de nationale myndigheders opgave i sager om statsstøtte, som Kommissionen har kendt uforenelig med det indre marked, begrænset til gennemførelsen af enhver beslutning, som Kommissionen har truffet. Disse myndigheder råder således ikke ved afgørelsen om tilbagebetaling af denne støtte over noget skøn (jf. i denne retning dom af 20.3.1997, Alcan Deutschland, C-24/95, EU:C:1997:163, præmis 34).

58

Da den nationale myndighed ikke råder over et skøn, er modtageren af en ulovligt ydet individuel støtte ikke stedt i uvished, når Kommissionen har vedtaget en beslutning, der kender denne støtte uforenelig og stiller krav om tilbagesøgning af den (jf. i denne retning dom af 20.3.1997, Alcan Deutschland, C-24/95, EU:C:1997:163, præmis 36). Som generaladvokaten har anført i punkt 77 og 78 i forslaget til afgørelse, gælder denne bedømmelse også med hensyn til støtte, der er blevet ydet i henhold til en støtteordning.

59

I det foreliggende tilfælde kan Nelson Antunes da Cunhas situation således ikke ligestilles med den situation, i hvilken en erhvervsdrivende er ubekendt med, om den kompetente myndighed vil træffe afgørelse, således at det efter retssikkerhedsprincippet er påkrævet, at denne uvished inden en vis frist bringes til ophør (jf. i denne retning dom af 20.3.1997, Alcan Deutschland, C-24/95, EU:C:1997:163, præmis 35).

60

På denne baggrund kan retssikkerhedsprincippet, som forældelsesfristen tilsigter at sikre, ikke være til hinder for tilbagesøgning af en støtte, der er erklæret uforenelig med det indre marked, således som generaladvokaten har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse.

61

Henset til ovenstående betragtninger skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 16, stk. 2, i forordning 2015/1589, hvorefter den støtte, der skal tilbagebetales, skal indeholde renter, og effektivitetsprincippet i samme artikels stk. 3 skal fortolkes således, at de er til hinder for anvendelsen af en national forældelsesfrist på tilbagebetaling af støtten, når denne forældelsesfrist er udløbet inden selve vedtagelsen af Kommissionens afgørelse om, at støtten er ulovlig og skal tilbagesøges, eller når denne forældelsesfrist hovedsageligt er udløbet som følge af de nationale myndigheders forsinkelse i fuldbyrdelsen af denne afgørelse.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, der er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: