–

Energiavirasto ved N. Kankaanrinta,

–

A, som selvmøder,

–

den finske regering ved H. Leppo og J. Heliskoski, som befuldmægtigede,

–

den ungarske regering ved M.Z. Fehér og Z. Wagner, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M. Bulterman og M. de Ree, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Huttunen og O. Beynet, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF (EUT 2009, L 211, s. 55).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en appel iværksat af Energiavirasto (energimyndigheden, Finland) i en sag vedrørende myndighedens afslag på at indrømme A partsstatus i den sag, som Caruna Oy, der er en virksomhed, som forvalter et elektricitetsdistributionssystemet, har været genstand for efter en klage indgivet af A.

3

37., 42., 51. og 54. betragtning til direktiv 2009/72 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 1 er affattet således:

»I dette direktiv fastsættes fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i [Unionen]. […] Det fastlægger endvidere regler for forsyningspligt og elektricitetsforbrugeres rettigheder og præciserer konkurrencevilkårene.«

5

I direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmes det bl.a., at »[i] dette direktiv forstås ved […] »privatkunde«: kunde, der køber elektricitet til eget husholdningsforbrug, men ikke til erhvervsmæssig virksomhed«.

6

Direktivets artikel 3 med overskriften »Offentlige serviceforpligtelser og forbrugerbeskyttelse« foreskriver:

»[…]

7.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at beskytte de endelige kunder og sikrer især, at der er passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter sårbare kunder. […] De sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår gennemsigtighed i kontraktbetingelser og ‑vilkår, almindelig information og ordninger for bilæggelse af tvister. […] Med hensyn til i det mindste privatkunder omfatter disse foranstaltninger de tiltag, der omhandles i bilag I.

[…]

13.   Medlemsstaterne sikrer, at der findes en uafhængig mekanisme som f.eks. en energiombudsmand eller et forbrugerorgan for en effektiv behandling af klager og udenretslig tvistbilæggelse.«

7

Artikel 36 i direktiv 2009/72 med overskriften »Overordnede mål for den regulerende myndigheds virke« bestemmer følgende:

»Under udførelsen af de reguleringsopgaver, der er anført i dette direktiv, træffer den regulerende myndighed alle rimelige foranstaltninger for at nå følgende mål inden for rammerne af dens opgaver og beføjelser, jf. artikel 37, i tæt samråd med andre relevante nationale myndigheder, herunder konkurrencemyndigheder, når det er hensigtsmæssigt, og uden at det berører disses kompetencer:

[…]

[…]«

8

Dette direktivs artikel 37 med overskriften »Den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser« fastsætter:

»1.   Den regulerende myndighed har følgende opgaver:

[…]

[…]

[…]

[…]

2.   De i stk. 1 omhandlede overvågningsopgaver kan udføres af andre myndigheder end den regulerende myndighed, hvis en medlemsstat har fastsat dette. I så fald stilles resultaterne af denne overvågning hurtigst muligt til rådighed for den regulerende myndighed.

[…]

3.   Når der er udpeget en uafhængig systemoperatør i medfør af artikel 13, varetager den regulerende myndighed, foruden de opgaver, den er pålagt i henhold til denne artikels stk. 1, følgende opgaver:

[…]

[…]

4.   Medlemsstaterne sørger for, at de regulerende myndigheder får tildelt beføjelser, der sætter dem i stand til at udføre opgaverne i stk. 1, 3 og 6 hurtigt og effektivt. Med dette formål for øje skal den regulerende myndighed mindst have beføjelse til:

[…]

5.   Når der er udpeget en transmissionssystemoperatør i medfør af kapitel V, tillægges den regulerende myndighed, foruden de opgaver og beføjelser, den er tillagt i henhold til denne artikels stk. 1 og 4, mindst følgende opgaver og beføjelser:

[…]

[…]

11.   Enhver part, der ønsker at klage over en transmissions- eller distributionssystemoperatør i forbindelse med den pågældende operatørs forpligtelser i henhold til dette direktiv, kan indbringe en klage for den regulerende myndighed, som i sin egenskab af tvistbilæggelsesmyndighed skal træffe en afgørelse senest to måneder efter modtagelsen af klagen. Denne periode kan forlænges med yderligere to måneder, hvis den regulerende myndighed ønsker yderligere oplysninger. Denne forlængede periode kan forlænges yderligere med klagerens samtykke. Den regulerende myndigheds afgørelse har bindende virkning, medmindre og indtil den underkendes efter påklage.

12.   Enhver berørt part, som har ret til at klage over en afgørelse om metoder i henhold til denne artikel eller – når den regulerende myndighed har høringspligt – over forslag til tariffer eller metoder, kan senest to måneder efter, at afgørelsen eller forslaget til afgørelse er offentliggjort – eller tidligere, hvis fastsat af medlemsstaterne – indgive klage med henblik på fornyet behandling. En sådan klage har ikke opsættende virkning.

[…]

15.   Indbringelse af en klage, jf. stk. 11 og 12, udelukker ikke anvendelse af retsmidler i henhold til [EU-retten] og/eller national ret.

16.   De regulerende myndigheder skal fuldt ud begrunde deres afgørelser med henblik på domstolskontrol. Afgørelserne skal gøres offentligt tilgængelige, samtidig med at de forretningsmæssigt følsomme oplysninger behandles fortroligt.

17.   Medlemsstaterne sørger for, at der på nationalt plan findes passende mekanismer, inden for hvilke en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed, har klageret ved et organ, der er uafhængigt af de berørte parter og af enhver regering.«

9

Bilag I til direktiv 2009/72 omhandler foranstaltninger vedrørende forbrugerbeskyttelse. Det fremgår bl.a. af punkt 1, litra d), i dette bilag, at de af direktivets artikel 3 omhandlede foranstaltninger tilsigter at give kunderne et valg mellem forskellige betalingsmetoder, som ikke må indebære urimelig forskelsbehandling af kunderne. Endvidere præciserer bilagets punkt 1, litra f), at de af direktivets artikel 3 omhandlede foranstaltninger skal sikre, at kunder »nyder godt af gennemsigtige, enkle og billige procedurer for behandling af deres klager. Alle forbrugere skal navnlig have ret til ydelser og klagebehandling af god standard fra deres elektricitetsleverandørs side. Sådanne udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer skal gøre det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt, helst i løbet af tre måneder, og skal, hvis det skønnes berettiget, indeholde bestemmelser om et erstatnings- og/eller tilbagebetalingssystem. Når det er muligt, bør principperne i Kommissionens henstilling 98/257/EF af 30. marts 1998 om de principper, der finder anvendelse på organer, med ansvar for udenretlig bilæggelse af tvister på forbrugerområdet [(EFT 1998, L 115, s. 31)], følges«.

10

I henhold til § 5 i laki sähkö- ja maakaasumarkkinoiden valvonnasta (590/2013) (lov om tilsyn med el- og gasmarkedet (nr. 590/2013), herefter »tilsynsloven«) påhviler det energimyndigheden at føre tilsyn med anvendelsen af de i lovens § 2 nævnte nationale og EU-retlige lovbestemmelser og administrative bestemmelser og at varetage de øvrige opgaver, som den er pålagt ved denne i § 2 anførte lovgivning.

11

I henhold til tilsynslovens § 6, stk. 1, nr. 13, påhviler det energimyndigheden under udøvelsen af sin opgave som national regulerende myndighed som omhandlet i EU-lovgivningen vedrørende el- og gassektoren at sikre, at forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, som vedrører el- og gasmarkederne, er effektive og håndhæves.

12

§ 57, stk. 2, i sähkömarkkinalaki (588/2013) (elmarkedsloven (588/2013), herefter »elmarkedsloven«) bestemmer, at en distributionssystemoperatør skal tilbyde forbrugerne forskellige betalingsmetoder for betaling af elregningerne. De tilbudte alternativer må ikke indeholde urimelige kontraktvilkår eller betingelser, som forskelsbehandler forskellige kundegrupper.

13

Elmarkedslovens § 106, stk. 2, foreskriver, at det påhviler energimyndigheden at overvåge overholdelsen af denne lov og de på grundlag af loven udstedte lovbestemmelser og administrative bestemmelser samt overholdelsen af godkendelser, der vedtages på grundlag af denne lov. I henhold til denne bestemmelse er tilsynet reguleret særskilt i tilsynsloven. I henhold til § 106, stk. 4, overvåger kuluttaja-asiamies (forbrugerombudsmanden, Finland) lovligheden af vilkårene i de i lovens kapitel 13 nævnte kontrakter (elkontrakter) for så vidt angår forbrugerbeskyttelsen.

14

I henhold til elmarkedslovens § 114 kan der indbringes klager over afgørelser, som energimyndigheden har vedtaget på grundlag af elmarkedsloven, i henhold til bestemmelserne i Hallintolainkäyttölaki (586/1996) (lov om forvaltningsretspleje (nr. 586/1996)). § 5, stk. 1, i lov om forvaltningsretspleje bestemmer, at der ved »en afgørelse, som der kan indgives klage over«, forstås »en retsakt, hvorved en sag afgøres eller afvises«, mens denne lovs § 6, stk. 1, bestemmer, at der kan indgives klage over en afgørelse af den person, som afgørelsen er rettet til, eller af en person, hvis rettigheder, pligter eller interesser er umiddelbart berørt heraf.

15

A, der er privatkunde, indgik en aftale om elektricitetsforsyning med et selskab, som er distributionssystemoperatør og senere blev til Caruna. Den 5. september 2013 sendte A en e-mail til energimyndigheden med anmodning om, at denne undersøgte, om den faktureringsmetode, som dette selskab anvendte, var i overensstemmelse med elmarkedsloven, og navnlig denne lovs § 57, stk. 2, hvorefter en distributionssystemoperatør skal tilbyde forbrugerne forskellige betalingsmetoder til betaling af elektricitetsregningerne, jf. punkt 1, litra d), i bilag I til direktiv 2009/72. Efter at have undersøgt lovligheden af denne fakturering vedtog energimyndigheden den 31. marts 2014 en afgørelse, hvorefter Caruna ikke havde overtrådt elmarkedslovens § 57, stk. 2, og hvorefter der ikke var behov for at træffe foranstaltninger. I afgørelsen blev A betegnet som »undersøgelsesanmodende«.

16

Ved afgørelse af 28. april 2014 gav energimyndigheden afslag på A’s klage over afgørelsen af 31. marts 2014 og afslog hans anmodning om indrømmelse af partsstatus i sagen. A anlagde herefter søgsmål ved Helsingin hallinto-oikeus (forvaltningsdomstol for Helsinki, Finland) med påstand om indrømmelse af partsstatus i den sag, som myndigheden behandlede, om annullation af myndighedens afgørelser af 31. marts og 28. april 2014, og om, at sagen blev hjemvist til denne myndighed med henblik på fornyet afgørelse. Ved dom af 23. maj 2016 fik A medhold i sine påstande.

17

Energimyndigheden har appelleret denne sag til den forelæggende ret, Korkein hallinto-oikeus (øverste forvaltningsdomstol, Finland), idet den har gjort gældende, at den omstændighed, at A havde tilsendt den en undersøgelsesanmodning, hverken gav ham partsstatus i den afgørelse, som myndigheden traf, eller ret til at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af denne afgørelse.

18

Den forelæggende ret har anført, at den skal behandle spørgsmålet, om A er berettiget til at anlægge et søgsmål for en national ret med påstand om annullation af energimyndighedens afgørelse om ikke at vedtage foranstaltninger i forhold til det selskab, der er netoperatør.

19

Den forelæggende ret har desuden anført, at de nationale retters praksis støtter energimyndighedens opfattelse, hvorefter A i hovedsagen blot havde status som initiativtager og ikke havde ret til at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af denne myndigheds afgørelse.

20

Da der ikke foreligger praksis fra Domstolens side, og direktiv 2009/72 ikke definerer begrebet »part«, nærer den forelæggende ret imidlertid tvivl om, hvorvidt direktivets artikel 37 skal fortolkes således, at en netoperatørs privatkunde, som mener, at han som forbruger har lidt et tab som følge af dette selskabs faktureringsmetode, og som henvender sig til den regulerende myndighed, kan kvalificeres som »part« i denne bestemmelses forstand og kan anlægge sag med påstand om annullation af den afgørelse, som denne myndighed har vedtaget om ikke at træffe foranstaltninger i forhold til det nævnte selskab.

21

På denne baggrund har Korkein hallinto-oikeus (øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Med de to spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 37 i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at give den regulerende myndighed kompetence til at træffe afgørelse i tvister mellem privatkunder og netoperatører og til dermed at indrømme den privatkunde, som har indgivet en klage over netoperatøren til myndigheden, status som »part« i denne bestemmelses forstand og ret til at påklage den afgørelse, som den nævnte myndighed træffer på grundlag af denne klage.

23

I henhold til artikel 1 i direktiv 2009/72 har dette direktiv til formål at fastsætte fælles regler for produktion, transmission, distribution og forsyning af elektricitet samt for forbrugerbeskyttelse med henblik på at forbedre og integrere konkurrencebaserede elektricitetsmarkeder i Unionen. I denne forbindelse fastsætter direktivets artikel 3 bl.a. medlemsstaternes forpligtelser hvad angår forbrugerbeskyttelse, herunder forpligtelser vedrørende klager og udenretslig tvistbilæggelse, mens artikel 37 fastlægger den regulerende myndigheds opgaver og beføjelser.

24

I overensstemmelse med Domstolens faste praksis skal der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 19.7.2012, A, C-33/11, EU:C:2012:482, præmis 27, og af 15.3.2017, Al Chodor, C-528/15, EU:C:2017:213, præmis 30).

25

I det foreliggende tilfælde skal det hvad angår affattelsen af artikel 37 i direktiv 2009/72 fastslås, at de opgaver og beføjelser, som den regulerende myndighed pålægges i medfør af dette direktivs artikel 37, stk. 4, litra e), og artikel 37, stk. 5, litra c), bl.a. omfatter udførelsen af passende undersøgelser og udstedelse af relevante instrukser med henblik på tvistbilæggelse i henhold til direktivets artikel 37, stk. 11 og 12, samt opgaven med at fungere som tvistbilæggelsesmyndighed mellem den vertikalt integrerede virksomhed og transmissionssystemoperatøren i tilfælde af klager forelagt i medfør af samme direktivs artikel 37, stk. 11.

26

Sidstnævnte bestemmelse foreskriver, at enhver part, der ønsker at klage over en transmissions- eller distributionssystemoperatør i forbindelse med denne operatørs forpligtelser i henhold til dette direktiv, kan indbringe en klage for den regulerende myndighed, som i sin egenskab af tvistbilæggelsesmyndighed skal træffe en afgørelse senest to måneder efter modtagelsen af klagen, hvilken frist i visse tilfælde kan forlænges. Denne myndigheds afgørelse har bindende virkning, medmindre den annulleres efter påklage. Hvad angår artikel 37, stk. 12, i direktiv 2009/72 fastsætter den en procedure, hvorefter enhver berørt part, som har ret til at klage over en afgørelse om metoder i henhold til direktivets artikel 37, eller – når den regulerende myndighed har høringspligt – over forslag til tariffer eller metoder, kan indgive klage med henblik på fornyet behandling.

27

Artikel 37 i direktiv 2009/72 fastsætter bl.a. i stk. 15-17, at indbringelse af en klage, jf. denne artikels stk. 11 og 12, ikke udelukker anvendelse af retsmidler i henhold til EU-retten og/eller national ret, at de regulerende myndigheder fuldt ud skal begrunde deres afgørelser med henblik på domstolskontrol, og at medlemsstaterne sørger for, at der på nationalt plan findes passende mekanismer, inden for hvilke en part, der er berørt af en afgørelse truffet af en regulerende myndighed, har klageret ved et organ, der er uafhængigt af de berørte parter og af enhver regering.

28

Det fremgår af samtlige disse bestemmelser, at den regulerende myndighed har beføjelser som et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, når den behandler en klage, der er indgivet i medfør af artikel 37, stk. 11 og 12, i direktiv 2009/72, og at parterne i disse tvister har ret til at påklage den afgørelse, som denne myndighed træffer på grundlag af klagen, hvis afgørelsen er negativ for dem.

29

Det skal imidlertid fastslås, at disse bestemmelser ikke præciserer, om denne kompetence omfatter beføjelserne til at træffe afgørelse i tvister mellem privatkunder og netoperatører, og at begrebet »part« eller »berørt part«, der fremgår af artikel 37 i direktiv 2009/72, ikke defineres heri, hvorfor ordlyden af artikel 37 ikke gør det muligt at afgøre, om dette begreb omfatter en privatkunde, som har indgivet en klage over en netoperatør for en tilsidesættelse af bestemmelserne i dette direktiv, og dermed om denne type tvist nødvendigvis henhører under den kompetence vedrørende udenretslig tvistbilæggelse, som medlemsstaterne skal tillægge den regulerende myndighed.

30

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at artikel 37, stk. 1, litra b), i direktiv 2009/72 – eftersom den giver den regulerende myndighed til opgave at sørge for, at transmissions- og distributionssystemoperatører, og i givet fald systemejere, samt elektricitetsvirksomheder, overholder deres forpligtelser i henhold til dette direktiv og anden relevant EU-lovgivning – ikke omtaler den regulerende myndigheds kompetence til at træffe afgørelse i tvister.

31

For det andet omhandler artikel 37 i direktiv 2009/72 ikke tvister mellem privatkunder og netoperatører, eftersom intet i bestemmelsen henviser til den regulerende myndigheds kompetence til at træffe afgørelse i disse tvister. Dette gælder bl.a. for artikel 37, stk. 3, litra b), som udtrykkeligt vedrører tvister mellem den uafhængige systemoperatør og transmissionssystemejeren, artikel 37, stk. 4, litra e), som fastsætter retten til at udføre undersøgelser, og artikel 37, stk. 5, litra c), som vedrører tvister mellem den vertikalt integrerede virksomhed og transmissionssystemoperatøren.

32

For det tredje giver artikel 37 i direktiv 2009/72 med stk. 1, litra j), den regulerende myndighed til opgave at overvåge klager fra privatkunder, og i stk. 1, litra n), at medvirke til sammen med andre relevante myndigheder at sikre, at forbrugerbeskyttelsesforanstaltninger, herunder de i bilag I til dette direktiv fastsatte, er effektive og håndhæves. Direktivets artikel 37, stk. 2, bestemmer, at de i stk. 1 omhandlede overvågningsopgaver kan udføres af andre myndigheder end den regulerende myndighed, hvis en medlemsstat har fastsat dette.

33

Hvad angår den sammenhæng, som artikel 37 i direktiv 2009/72 indgår i, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af, skal det for det første bemærkes, at det fremgår af 42., 51. og 54. betragtning til dette direktiv, at privatkunder skal have adgang til tvistbilæggelsesmekanismer, at dette direktiv bør fokusere på forbrugernes interesser, at forbrugerrettighederne bør håndhæves af medlemsstaterne eller, hvis en medlemsstat har fastsat dette, af de regulerende myndigheder, at en effektiv bilæggelse af tvister, der er tilgængelig for alle forbrugere, sikrer en øget forbrugerbeskyttelse, og at medlemsstaterne bør indføre procedurer for en hurtig og effektiv behandling af klager.

34

For det andet, og som det er bemærket i nærværende doms præmis 23, er formålet med direktiv 2009/72 ifølge dets artikel 1 bl.a. at fastsætte regler for forbrugerbeskyttelse og fastlægge elektricitetsforbrugeres rettigheder. Dette direktivs artikel 3 fastsætter de forpligtelser, der påhviler medlemsstaterne, med henblik på at sikre forbrugerbeskyttelse. Denne artikel pålægger dem i stk. 7 at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, især for så vidt angår ordninger for bilæggelse af tvister. De foranstaltninger, som medlemsstaterne skal træffe i denne henseende i medfør af denne bestemmelse og bilag I til dette direktiv, som bestemmelsen henviser til, tilsigter i henhold til bilagets punkt 1, litra f), at sikre, at privatkunder nyder godt af gennemsigtige, enkle og billige procedurer for behandling af deres klager, idet sådanne udenretslige tvistbilæggelsesprocedurer skal gøre det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt. I dette øjemed pålægger artikel 3, stk. 13, i direktiv 2009/72 medlemsstaterne at sikre, at der findes en uafhængig mekanisme som f.eks. en energiombudsmand eller et forbrugerorgan for en effektiv behandling af klager og udenretslig tvistbilæggelse.

35

For det tredje anføres det hvad angår den regulerende myndighed i 37. betragtning til direktiv 2009/72, at energireguleringsmyndighederne bør bemyndiges til at bidrage til at sikre den fulde effektivitet af forbrugerbeskyttelsesreglerne. Direktivets artikel 36, som definerer de overordnede mål for denne myndigheds virke, foreskriver, at den inden for rammerne af sine opgaver og beføjelser skal træffe alle rimelige foranstaltninger for at nå de i denne bestemmelse fastsatte mål, jf. artikel 37, i tæt samråd med andre relevante nationale myndigheder, herunder konkurrencemyndigheder, når det er hensigtsmæssigt, og uden at det berører disses kompetencer. Til disse formål hører bidrag til sikring af forbrugerbeskyttelse, som er nævnt i direktivets artikel 36, litra g).

36

Det fremgår ikke af nogen af de bestemmelser i direktiv 2009/72, som er nævnt i nærværende doms præmis 34 og 35, eller af andre bestemmelser heri, at medlemsstaterne er forpligtede til, såfremt der ikke findes andre myndigheder, at give den regulerende myndighed beføjelser vedrørende udenretslig bilæggelse af tvister mellem privatkunder og elektricitetsselskaber, navnlig netoperatører.

37

Tværtimod bekræfter 51. betragtning til og artikel 36, litra g), i direktiv 2009/72 for det første, at det formål, som herved tillægges den regulerende myndighed, som generaladvokaten har anført i punkt 42 i forslaget til afgørelse, består i sammen med andre kompetente myndigheder at bidrage til at sikre effektiviteten og håndhævelsen af foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse, herunder behandling af klager, og at medlemsstaterne har mulighed for at overdrage opgaverne vedrørende forbrugernes rettigheder til enten den regulerende myndighed eller til andre myndigheder.

38

Hvad nærmere bestemt angår medlemsstaternes forpligtelse til at oprette en uafhængig mekanisme, der skal sikre en effektiv behandling af klager og udenretslig tvistbilæggelse, anfører artikel 3, stk. 13, i direktiv 2009/72 for det andet med anvendelsen af ordene »som f.eks. en energiombudsmand eller et forbrugerorgan« udtrykkeligt, at det tilkommer medlemsstaterne at vælge den myndighed, der skal bilægge tvister mellem forbrugerne og elektricitetsselskaberne.

39

Det følger af samtlige disse betragtninger, at medlemsstaterne kan tillægge kompetencen til at bilægge tvister mellem privatkunder og elektricitetsselskaber til en anden myndighed end den regulerende myndighed, for så vidt som den udpegede myndighed i overensstemmelse med 54. betragtning, artikel 3, stk. 7 og 13, og punkt 1, litra f), i bilag I til direktiv 2009/72 er uafhængig og udøver denne kompetence ved gennemførelse af hurtige, effektive, gennemsigtige, enkle og billige procedurer for behandling af klager, som gør det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt.

40

Medlemsstaterne kan ligeledes tillægge den regulerende myndighed denne kompetence, idet det i artikel 37, stk. 4, i direktiv 2009/72 anvendte udtryk »den regulerende myndighed [skal] mindst have beføjelse til« viser, at den kan tillægges andre kompetencer end dem, der udtrykkeligt er omtalt i dette direktivs artikel 37. Når medlemsstaten vælger at tillægge den regulerende myndighed denne kompetence, fremgår det klart af dette direktivs artikel 37, stk. 11, 16 og 17, at en privatkunde skal indrømmes partsstatus og ret til at påklage den regulerende myndigheds afgørelse.

41

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret, energimyndigheden og den finske regering anført, at den nationale myndighed, der har kompetence til at behandle en forbrugers klage over et elektricitetsselskab, er kuluttajariitalautakunta (udvalget for forbrugertvister, Finland), for hvilket klageren har partsstatus. Denne forbruger kan ligeledes indgive en klage til forbrugerombudsmanden, for hvilken forbrugeren derimod ikke har partsstatus. Som det fremgår af nærværende doms præmis 39, er en sådan bestemmelse ikke i strid med direktiv 2009/72, for så vidt som den således udpegede udenretslige myndighed er uafhængig og udøver sine beføjelser ved gennemførelse af hurtige, effektive, gennemsigtige, enkle og billige procedurer for behandling af klager, som gør det muligt at bilægge tvister hurtigt og rimeligt.

42

Energimyndigheden og den finske regering har ligeledes anført, at finsk lovgivning forpligter denne myndighed til at behandle de undersøgelsesanmodninger, som den tilsendes, og at status som undersøgelsesanmodende ikke er status som part, men som indberettende person, hvilket giver den regulerende myndighed mulighed for at udføre sin tilsynsopgave. I retsmødet for Domstolen har den finske regering præciseret, at den afgørelse, som denne myndighed måtte træffe i denne henseende, ikke er bindende for de offentlige myndigheder. En sådan løsning er ikke i strid med medlemsstaternes forpligtelser i henhold til direktiv 2009/72, eftersom den gør det muligt, at de tilsyns- og kontrolopgaver, som den regulerende myndighed er overdraget ved dette direktivs artikel 37, kan opfyldes, uden at det skader forbrugernes rettigheder, der er fastsat heri, navnlig deres ret til at have adgang til procedurer for udenretslig tvistbilæggelse, som opfylder de krav, der er anført i ovenstående præmis i nærværende dom.

43

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal de forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 37 i direktiv 2009/72 skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at give den regulerende myndighed kompetence til at træffe afgørelse i tvister mellem privatkunder og netoperatører og til dermed at indrømme den privatkunde, som har indgivet en klage over netoperatøren til den regulerende myndighed, status som »part« i denne bestemmelses forstand og ret til at påklage den afgørelse, som denne myndighed træffer på grundlag af denne klage.

44

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:

Artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for elektricitet og om ophævelse af direktiv 2003/54/EF skal fortolkes således, at den ikke pålægger medlemsstaterne at give den regulerende myndighed kompetence til at træffe afgørelse i tvister mellem privatkunder og netoperatører og til dermed at indrømme den privatkunde, som har indgivet en klage over netoperatøren til den regulerende myndighed, status som »part« i denne bestemmelses forstand og ret til at påklage den afgørelse, som denne myndighed træffer på grundlag af denne klage.