Forenede sager C-508/18 og C-82/19 PPU

(anmodninger om præjudiciel afgørelse indgivet af Supreme Court (øverste domstol, Irland) og High Court (ret i første instans, Irland))

Domstolens dom (Store Afdeling) af 27. maj 2019

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager – europæisk arrestordre – rammeafgørelse 2002/584/RIA – artikel 6, stk. 1 – begrebet »den udstedende judicielle myndighed« – europæisk arrestordre udstedt af en medlemsstats anklagemyndighed – retlig stilling – underordnelsesforhold til et organ henhørende under den udøvende magt – justitsministerens individuelle instruktionsbeføjelse – manglende garanti for uafhængighed«

Politisamarbejde – retsligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – begrebet »den udstedende judicielle myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 – andre myndigheder i en medlemsstat end domstole, som deltager i forvaltningen af denne medlemsstats strafferetspleje – omfattet – begrebet myndighed, som deltager i forvaltningen af strafferetsplejen – anklager med kompetence til at indlede retsforfølgning af en person, der er mistænkt for at have begået en straffelovovertrædelse – omfattet

(Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 1, og art. 6, stk. 1)

(jf. præmis 49-63)
Politisamarbejde – retligt samarbejde i straffesager – rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne – begrebet »den udstedende judicielle myndighed« som omhandlet i rammeafgørelsens artikel 6, stk. 1 – anklager med kompetence til at indlede retsforfølgning af en person, der er mistænkt for at have begået en straffelovovertrædelse – omfattet – betingelser – krav om denne myndigheds uafhængighed i forhold til den udøvende magt – krav om at afgørelsen om udstedelse af en europæisk arrestordre kan undergives domstolskontrol

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6; Rådets rammeafgørelse 2002/584, som ændret ved rammeafgørelse 2009/299, art. 1, stk. 3, og art. 6, stk. 1)

(jf. præmis 67-75, 88 og 90 samt domskonkl.)

Resumé

De tyske anklagemyndigheder er ikke sikret en tilstrækkelig uafhængighed i forhold til den udøvende magt til at kunne udstede europæiske arrestordrer

Derimod er Litauens øverste anklager sikret en sådan uafhængighed

I de forenede sager, der gav anledning til OG og PI-dommen (Anklagemyndighederne i Lübeck og Zwickau) (C-508/18 og C-82/19 PPU), som blev afsagt den 27. maj 2019, fastslog Domstolens Store Afdeling, at begrebet »den udstedende judicielle myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA ( 1 ), dvs. den myndighed, der er kompetent til at udstede en europæisk arrestordre, ikke omfatter en medlemsstats anklagemyndigheder, der risikerer direkte eller indirekte at blive underlagt individuel styring eller instruktion fra den udøvende magt, såsom en justitsminister, i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse om udstedelse af en europæisk arrestordre. I modsætning hertil fastslog Domstolen i dommen i sagen PF (Anklagemyndigheden i Litauen) (C-509/18), der ligeledes blev afsagt af Store Afdeling den samme dag, at dette begreb omfatter en medlemsstats øverste anklager, der samtidig med at være strukturelt uafhængig af den dømmende magt har kompetence til at retsforfølge strafferetlige overtrædelser, og hvis retlige stilling i denne medlemsstat giver denne anklager en garanti for uafhængighed i forhold til den udøvende magt i forbindelse med udstedelsen af en europæisk arrestordre.

Disse to forskellige sager drejede sig om fuldbyrdelsen i Irland af europæiske arrestordrer udstedt af den tyske anklagemyndighed med henblik på strafforfølgning indledt mod henholdsvis en litauisk statsborger (OG-sagen) og en rumænsk statsborger (PI-sagen), samt af en europæisk arrestordre udstedt af den øverste anklager i Litauen med henblik på strafforfølgning indledt mod en litauisk statsborger (PF-sagen).

I begge disse domme bemærkede Domstolen først, at begrebet »judiciel myndighed« som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 kræver en selvstændig fortolkning, og at dette begreb ikke begrænser sig til alene at henvise til domstolene i en medlemsstat, men skal forstås således, at det mere bredt henviser til de myndigheder, som deltager i forvaltningen af denne medlemsstats strafferetspleje, til forskel fra bl.a. ministerier eller polititjenester, der henhører under den udøvende magt. Dette begreb kan således omfatte myndigheder i en medlemsstat, der uden nødvendigvis at være dommere eller domstole deltager i forvaltningen af denne medlemsstats strafferetspleje. For så vidt som den europæiske arrestordre fremmer fri bevægelighed for retsafgørelser vedrørende strafforfølgning, der træffes forud for domsafsigelsen, kan de myndigheder, som i henhold til national ret har kompetence til at træffe sådanne afgørelser, være omfattet af anvendelsesområdet for rammeafgørelse 2002/584. En myndighed såsom en anklagemyndighed eller en anklager, der har kompetence til inden for rammerne af den strafferetlige procedure at indlede retsforfølgning af en person, der er mistænkt for at have begået en straffelovovertrædelse, med henblik på at denne stilles for en domstol, skal derfor anses for at deltage i forvaltningen af den pågældende medlemsstats retspleje, hvilket Domstolen anså for at være tilfældet for henholdsvis anklagemyndigheden i Tyskland (sagerne OG og PI) og for den øverste anklager i Litauen (PF-sagen).

Dernæst bemærkede Domstolen, at ordningen med den europæiske arrestordre indeholder en beskyttelse på to niveauer af de processuelle rettigheder og de grundlæggende rettigheder, som den eftersøgte person har krav på. Den retslige beskyttelse, der er fastlagt på det første niveau med vedtagelsen af en national afgørelse, såsom den nationale arrestordre, suppleres af beskyttelsen, der skal sikres på det andet niveau med udstedelsen af den europæiske arrestordre. Idet der er tale om en foranstaltning, der ligesom udstedelsen af en europæisk arrestordre kan gøre indgreb i den berørte persons frihedsret, der er fastslået i artikel 6 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, forudsætter denne beskyttelse, at en afgørelse, der opfylder de krav, som en effektiv domstolsbeskyttelse indebærer, skal træffes i hvert fald på et af de to beskyttelsesniveauer. Når den udstedende medlemsstats ret tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke er en domstol, kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, skal den nationale retsafgørelse, såsom en national arrestordre, hvorpå den europæiske arrestordre er støttet, derfor selv opfylde disse krav. Ifølge Domstolen gør en sådan løsning det muligt at garantere over for den fuldbyrdende judicielle myndighed, at afgørelsen om at udstede en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning har grundlag i en national procedure, der er underlagt domstolskontrol, og at den person, der er gjort til genstand for denne nationale arrestordre, har nydt alle de for denne type afgørelser passende garantier.

Beskyttelsen på andet niveau indebærer, at den judicielle myndighed, som i medfør af national ret har kompetence til at udstede en europæisk arrestordre, navnlig kontrollerer, at betingelserne for udstedelsen af den europæiske arrestordre er overholdt, og undersøger i lyset af de særlige forhold i den enkelte sag, hvorvidt udstedelsen heraf er forholdsmæssig. Desuden skal den udstedende judicielle myndighed kunne forsikre den fuldbyrdende judicielle myndighed om, at den, henset til de garantier, som gives i den udstedende medlemsstats retsorden, handler uafhængigt ved varetagelsen af de funktioner, der er forbundet med udstedelsen af en europæisk arrestordre. Denne uafhængighed kræver i særdeleshed, at der findes vedtægtsmæssige og organisatoriske regler, der kan sikre, at den i forbindelse med vedtagelsen af en afgørelse om at udstede en europæisk arrestordre ikke udsættes for nogen form for risiko for at blive underlagt navnlig en individuel instruktion fra den udøvende magt. Når den udstedende medlemsstats ret tillægger en myndighed, der deltager i forvaltningen af denne medlemsstats retspleje, men ikke selv er en domstol, kompetencen til at udstede en europæisk arrestordre, skal afgørelsen om at udstede en sådan arrestordre og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt denne afgørelse er forholdsmæssig, endelig kunne prøves under en retssag i den pågældende medlemsstat, der fuldt ud overholder de krav, der er forbundet med en effektiv domstolsbeskyttelse.

( 1 ) – Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13.6.2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT 2002, L 190, s. 1).