–

UTE Luz Madrid Centro ved abogado M.A. Cruz Pérez,

–

den spanske regering ved S. Jiménez García, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved A. Szmytkowska og N. Ruiz García, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 8 TEUF, 10 TEUF og 157 TEUF, artikel 3 TEU, artikel 23 og artikel 33, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) samt artikel 1 og artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (EUT 2006, L 204, s. 23), sammenholdt med Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF (EUT 2010, L 68, s. 13).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem José Manuel Ortiz Mesonero og UTE Luz Madrid Centro vedrørende sidstnævntes afslag på at indrømme José Manuel Ortiz Mesonero ret til at arbejde efter et fast timeskema, således at han kan tage sig af sine børn.

3

Artikel 1 i direktiv 2006/54 med overskriften »Formål« er affattet således:

»Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

Det indeholder endvidere bestemmelser, der skal sikre, at gennemførelsen bliver mere effektiv, ved at der fastsættes relevante procedurer.«

4

Direktivets artikel 2 med overskriften »Definitioner« bestemmer i stk. 1:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

5

Nævnte direktivs artikel 14 med overskriften »Forbud mod forskelsbehandling« bestemmer i stk. 1:

»Der må i den offentlige eller den private sektor, herunder offentlige organer, ikke finde direkte eller indirekte forskelsbehandling sted på grund af køn, for så vidt angår:

[…]

6

Den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der blev indgået den 18. juni 2009 (herefter »rammeaftalen vedrørende forældreorlov«), er vedlagt som bilag til direktiv 2010/18. Punkt 15 og 16 i de generelle betragtninger til denne rammeaftale har følgende ordlyd:

7

Rammeaftalens § 1 med overskriften »Genstand og anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1 og 2:

8

Rammeaftalens § 2, der har overskriften »Forældreorlov«, er affattet som følger:

9

Denne rammeaftales § 3 med overskriften »Gennemførelsesbestemmelser« bestemmer i stk. 1:

»Adgangsbetingelserne for og gennemførelsesbestemmelserne vedrørende forældreorlov fastlægges ved lov og/eller kollektive overenskomster i medlemsstaterne under overholdelse af minimumsforskrifterne i denne aftale. Medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter kan især:

[…]«

10

Nævnte rammeaftales § 6 med overskriften »Genoptagelse af arbejdet« bestemmer i stk. 1:

»For at fremme en bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv skal medlemsstaterne iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere, når de vender tilbage fra forældreorlov, kan anmode om ændrede arbejdstider og/eller ‑mønstre i en nærmere omhandlet periode. Arbejdsgivere skal overveje og besvare sådanne anmodninger under hensyntagen til både arbejdsgiveres og arbejdstageres behov.

De nærmere bestemmelser fastsættes i overensstemmelse med national ret, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis.«

11

Artikel 34, stk. 8, i Real Decreto Legislativo 2/2015, por el que se aprueba el texto refundido de la Ley del Estatuto de los Trabajadores (kongeligt lovdekret nr. 2/2015 om vedtagelse af den konsoliderede udgave af lov om arbejdstageres rettigheder) af 23. oktober 2015 (BOE nr. 255 af 24.10.2015, s. 100224) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen (herefter »lov om arbejdstageres rettigheder«), har følgende ordlyd:

»Arbejdstageren har ret til at tilrettelægge varigheden og fordelingen af sin arbejdstid med henblik på effektivt at gøre sin ret til at forene sit privatliv, sit familieliv og sit arbejdsliv gældende i henhold til de i den kollektive overenskomst eller i aftalen med arbejdsgiveren fastsatte retningslinjer, i alle tilfælde under overholdelse af den kollektive overenskomsts bestemmelser.«

12

Artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder har følgende ordlyd:

»Enhver, der selv som værge passer et barn under 12 år eller en handicappet person, som ikke har en lønnet beskæftigelse, har ret til at få nedsat sin arbejdstid med mindst en ottendedel og højst halvdelen, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen.

Samme ret indrømmes enhver, som selv passer et medlem af dennes familie i op til anden grad af slægtskab eller ved ægteskab, som grundet dennes alder, ulykke eller sygdom ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og som ikke har lønnet beskæftigelse.

[…]«

13

José Manuel Ortiz Mesonero er ansat ved UTE Luz Madrid Centro, som er et midlertidigt partnerskab mellem SICE SA, Urbalux SA, ImesAPI SA, Extralux SA og Citelum Ibérica SA, der havde vundet et udbud om vedligeholdelse af den elektriske belysning i byen Madrid (Spanien). Den mellem parterne indgåede ansættelseskontrakt er omfattet af den kollektive overenskomst for metalindustrien i Madrid.

14

José Manuel Ortiz Mesonero har to børn, som er født i henholdsvis 2010 og 2014. Hans hustru arbejder som advokat.

15

UTE Luz Madrid Centro anvender en ordning for skifteholdsarbejde, hvor arbejdet er organiseret i hold: et morgenhold fra kl. 7.15 til 15.15, et eftermiddagshold fra kl. 15.15 til 23.15 og et nathold fra kl. 23.15 til 7.15. José Manuel Ortiz Mesonero skifter mellem disse tre hold med en hvileperiode på to dage hver uge, afhængig af arbejdsgiverens planlægning.

16

Den 26. marts 2018 anmodede José Manuel Ortiz Mesonero UTE Luz Madrid Centro om udelukkende at arbejde på morgenholdet, fra mandag til fredag, med bibeholdelse af det samme antal arbejdstimer, uden nedsættelse af lønnen, med henblik på at kunne tage sig af sine børn. Denne anmodning blev afslået af hans arbejdsgiver.

17

José Manuel Ortiz Mesonero anlagde sag og anfægtede denne afgørelse om afslag ved den forelæggende ret, Juzgado de lo Social no 33 de Madrid (arbejdsret nr. 33 i Madrid, Spanien).

18

Den forelæggende ret har anført, at José Manuel Ortiz Mesonero indgav sin anmodning om at blive integreret i morgenholdet på grundlag af artikel 34, stk. 8, i lov om arbejdstageres rettigheder. Hverken aftalen mellem José Manuel Ortiz Mesonero og hans arbejdsgiver eller den kollektive overenskomst for metalindustrien i Madrid har imidlertid gennemført denne bestemmelse. Under disse omstændigheder har den forelæggende ret, i medfør af den spanske lov om civilproces, som giver dommeren beføjelse til at afgøre sagen i henhold til de anvendelige bestemmelser, selv om de ikke er blevet påberåbt korrekt af parterne i sagen, truffet afgørelse om, at José Manuel Ortiz Mesoneros søgsmål i virkeligheden er baseret på artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder.

19

Denne sidstnævnte bestemmelse indskrænker sig til at fastsætte en ret for arbejdstageren til at opnå en nedsættelse af dennes almindelige arbejdstid med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen med henblik på at forene familieliv med arbejdsliv.

20

I henhold til samme bestemmelse fastsættes ikke en mulighed for, at arbejdstageren kan anmode om et andet arbejdsskema, uden at dennes arbejdstid og løn nedsættes. Når produktionen udstrækker sig over et mere omfattende tidsrum end den arbejdstid, der skal udføres af arbejdstageren, er det imidlertid muligt – uden at nedsætte denne arbejdstid – at tilpasse arbejdsskemaet med henblik på at gøre dette mere foreneligt med de familiemæssige behov. Dette er i den foreliggende sag tilfældet for så vidt angår José Manuel Ortiz Mesonero, idet der findes tre skiftehold, imellem hvilke han skifter.

21

Den forelæggende ret har bl.a. anført, at 23,79% af de kvindelige arbejdstagere i henhold til Instituto Nacional de Estadísticas (det nationale institut for statistik, Spanien) statistikker vedrørende folketællingen af 2011 havde nedsat deres arbejdstid i mere end en måned for at tage sig af deres børn, mens 2,05% af de mandlige arbejdstagere havde gjort dette.

22

Den forelæggende ret har anført, at selv om det præjudicielle spørgsmål bygger på den omstændighed, at den gældende nationale lovgivning fastsætter en indirekte forskelsbehandling på grund af køn af kvindelige arbejdstagere, kan den omstændighed, at det i den foreliggende sag er en mand og ikke en kvinde, der anmoder om en ændring af sine arbejdstider med henblik på at forene sit familieliv med sit arbejdsliv, ikke betyde, at dette spørgsmål er hypotetisk. Hvis det fastslås, at denne nationale lovgivning indebærer en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, vil denne konstatering således ligeledes finde anvendelse i forhold til mandlige arbejdstagere, der påberåber sig retten til at forene deres familieliv med deres arbejdsliv.

23

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at de bestemmelser vedrørende forening af familieliv med arbejdsliv, som den spanske lovgiver har fastsat, er mere fordelagtige end dem, der er foreskrevet ved § 2, stk. 2, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov. Disse bestemmelsers mere fordelagtige karakter kan imidlertid ikke begrunde den omstændighed, at anvendelsen af den nationale lovgivning strider mod princippet om ligestilling mellem kønnene.

24

Den forelæggende ret nærer derfor, med henvisning til Domstolens dom af 30. september 2010, Roca Álvarez (C-104/09, EU:C:2010:561), af 20. juni 2013, Riežniece (C-7/12, EU:C:2013:410), og af 16. juli 2015, Maïstrellis (C-222/14, EU:C:2015:473), tvivl om, hvorvidt artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder udgør et tilfælde af indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, som er de primære brugere af forældreorlov.

25

Under disse omstændigheder har Juzgado de lo Social no 33 de Madrid (arbejdsret nr. 33 i Madrid) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Er artikel [8 TEUF, 10 TEUF og 157 TEUF] […], artikel 3 [TEU], [chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2, […] samt artikel 1 og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2006/54, alle sammenholdt med direktiv 2010/18 […], til hinder for en national retsforskrift som artikel 37, stk. 6, i Estatuto de los Trabajadores (lov om arbejdstageres rettigheder), der i alle tilfælde betinger arbejdstagerens udøvelse af retten til at forene familieliv med arbejdsliv for at passe mindreårige eller familiemedlemmer, som arbejdstageren har ansvaret for, af en nedsættelse af arbejdstagerens almindelige arbejdstid og en deraf følgende forholdsmæssig nedsættelse af lønnen?«

26

Den spanske regering har i sine skriftlige indlæg gjort gældende, at det præjudicielle spørgsmål åbenbart skal afvises.

27

Dels har denne regering under henvisning til præmis 43 i dom af 30. september 2010, Roca Álvarez (C-104/09, EU:C:2010:561), gjort gældende, at selv om det ikke kan udelukkes, at den rettighed, der foreskrives ved artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder, er omfattet af begrebet »forældreorlov« som omhandlet i direktiv 2010/18, gengiver forelæggelsesafgørelsen ikke indholdet af de nationale bestemmelser om forældreorlov, og den præciserer ikke grundene til, at denne rettighed bør anses for forældreorlov som omhandlet i dette direktiv.

28

Dels har den forelæggende ret ikke redegjort for sammenhængen mellem artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder og bestemmelserne i artikel 1 og artikel 14, stk. 1, i direktiv 2006/54, som den har henvist til i sit spørgsmål.

29

Det bemærkes i denne forbindelse, at det ifølge Domstolens faste praksis udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retlige afgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de forelagte spørgsmål vedrører fortolkning af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 2.5.2019, Asendia Spain, C-259/18, EU:C:2019:346, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

30

For at opnå en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret kan bruge, er det således påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og regler, som de forelagte spørgsmål vedrører, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Domstolen har nemlig alene kompetence til at træffe afgørelse vedrørende fortolkningen af en EU-retsakt på grundlag af de faktiske omstændigheder, som den nationale ret har anført i forelæggelsesafgørelsen (dom af 2.5.2019, Asendia Spain, C-259/18, EU:C:2019:346, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).

31

Den forelæggende ret skal ligeledes angive de præcise grunde til, at den finder, at der er tvivl om fortolkningen af visse EU-retlige bestemmelser, og at den finder det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. Det er endvidere nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen (dom af 2.5.2019, Asendia Spain, C-259/18, EU:C:2019:346, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

32

Disse krav vedrørende indholdet af en anmodning om præjudiciel afgørelse er udtrykkeligt anført i artikel 94 i Domstolens procesreglement, hvorefter en anmodning om præjudiciel afgørelse skal indeholde »en kortfattet fremstilling af tvistens genstand og de relevante faktiske omstændigheder, således som de er fastslået af den forelæggende ret, eller i det mindste en fremstilling af de faktiske oplysninger, som ligger til grund for spørgsmålene«, »ordlyden af de nationale bestemmelser, som vil kunne finde anvendelse i den foreliggende sag, og i givet fald relevant national retspraksis« samt »en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen eller gyldigheden af visse EU-retlige bestemmelser, samt af sammenhængen mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på tvisten i hovedsagen«.

33

I den foreliggende sag bemærkes, at enhver, der selv som værge passer et barn under 12 år eller en handicappet person, som ikke har en lønnet beskæftigelse, i henhold til ordlyden af artikel 37, stk. 6, første afsnit, i lov om arbejdstageres rettigheder har ret til at få nedsat sin arbejdstid med mindst en ottendedel og højst halvdelen, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen.

34

Hvad for det første angår anvendelsen af direktiv 2010/18 i en sag som hovedsagen har den forelæggende ret anført, at dette direktiv udgør en åben lovgivning, som skal suppleres i hver enkelt medlemsstat, og at Kongeriget Spanien i overensstemmelse med artikel 34, stk. 8, og artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder har valgt at fastlægge en retlig ramme af minimumsregler, som kan forbedres ved kollektive eller individuelle aftaler. Denne retsinstans er derfor af den opfattelse, at den ret for arbejdstageren, der er omhandlet i artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder, er omfattet af begrebet »forældreorlov« som omhandlet i direktiv 2010/18.

35

Da den forelæggende ret således har redegjort for forbindelsen mellem dette direktiv og artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder, kan det forelagte spørgsmål, for så vidt som det vedrører direktiv 2010/18, ikke afvises fra realitetsbehandling.

36

Den forelæggende ret har for det andet nærmere bestemt anført, at direktiv 2010/18 skal fortolkes i lyset af princippet om ligestilling mellem kvinder og mænd og retten til et familieliv, som sikres ved chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2. Som følge deraf skal det forelagte spørgsmål, for så vidt som det vedrører disse bestemmelser i chartret, antages til realitetsbehandling.

37

Hvad for det tredje angår direktiv 2006/54 har den forelæggende ret anført, at artikel 37, stk. 6, i lov om arbejdstageres rettigheder indfører en indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere som omhandlet i dette direktivs artikel 2, stk. 1, litra b).

38

Det bemærkes i denne henseende, at nævnte artikel 37, stk. 6, i modsætning til den nationale lovgivning, der er omhandlet i de sager, der gav anledning til dom af 30. september 2010, Roca Álvarez (C-104/09, EU:C:2010:561), og af 16. juli 2015, Maïstrellis (C-222/14, EU:C:2015:473), udgør en regel, der finder anvendelse uden forskel på mandlige og kvindelige arbejdstagere.

39

Den forelæggende ret har imidlertid ikke godtgjort, hvilke konkrete ulemper en mandlig arbejdstager som José Manuel Ortiz Mesonero udsættes for i en sag som den i hovedsagen omhandlede ved en sådan regel, der finder anvendelse uden forskel, hvis den indirekte forskelsbehandling på grund af køn vedrører kvindelige arbejdstagere.

40

Derfor forekommer en konstatering af indirekte forskelsbehandling på grund af køn i forhold til kvindelige arbejdstagere, selv hvis det antages, at den foreligger, ikke relevant for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Det forelagte spørgsmål er derfor, for så vidt som det vedrører direktiv 2006/54, af hypotetisk karakter og skal som sådan afvises.

41

Endelig har den forelæggende ret i sit spørgsmål henvist til artikel 8 TEUF, 10 TEUF og 157 TEUF samt til artikel 3 TEU.

42

Den forelæggende ret har imidlertid hverken angivet årsagerne til, at den har forespurgt om fortolkningen af disse bestemmelser, eller den forbindelse, som den har lagt til grund mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der er omhandlet i den sag, der verserer for den. Der er således ikke anledning til at fortolke disse bestemmelser.

43

På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger skal det fastslås, at det præjudicielle spørgsmål dels kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som det vedrører direktiv 2010/18 og chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2, dels skal afvises, for så vidt som det vedrører direktiv 2006/54, artikel 8 TEUF, 10 TEUF og 157 TEUF samt artikel 3 TEU.

44

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om direktiv 2010/18 og chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2, skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en ret for en arbejdstager til, med henblik på, at arbejdstageren selv kan tage sig af mindreårige eller familiemedlemmer, som er afhængige af denne, at få nedsat sin almindelige arbejdstid, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen, uden at arbejdstageren, når dennes almindelige arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider, har mulighed for at drage fordel af faste arbejdstider med bibeholdelse af sit normale timetal.

45

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til § 1, stk. 1, i rammeaftalen vedrørende forældreorlov indeholder denne aftale minimumsforskrifter, der skal gøre det lettere at forene arbejdsmæssigt og familiemæssigt ansvar for forældre, som arbejder, samtidig med at nationale love, kollektive overenskomster og/eller gældende praksis overholdes.

46

Den eneste bestemmelse i rammeaftalen vedrørende forældreorlov om ændring af arbejdstider er rammeaftalens § 6, stk. 1, ifølge hvilken bestemmelse medlemsstaterne og/eller arbejdsmarkedets parter skal iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at arbejdstagere, når de »vender tilbage fra forældreorlov«, kan anmode om ændrede arbejdstider og/eller ‑mønstre i en nærmere omhandlet periode.

47

I det foreliggende tilfælde ønsker José Manuel Ortiz Mesonero, hvis almindelige arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider, en ændring af hans arbejdstider med henblik på at arbejde efter en fast timeplan. Det fremgår ikke af forelæggelsesafgørelsen, at han skulle befinde sig i en situation, hvor han vender tilbage fra forældreorlov som omhandlet i denne rammeaftales § 6, stk. 1.

48

Under disse omstændigheder må det fastslås, at hverken direktiv 2010/18 eller rammeaftalen vedrørende forældreorlov indeholder bestemmelser, som i forbindelse med en anmodning om forældreorlov kan pålægge medlemsstaterne at tildele ansøgeren ret til at arbejde efter faste arbejdstider, når hans normale arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider.

49

For så vidt angår chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2, må det fastslås, at chartrets bestemmelser, i henhold til dettes artikel 51, stk. 1, kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. I artikel 6, stk. 1, TEU og i chartrets artikel 51, stk. 2, præciseres, at bestemmelserne i sidstnævnte ikke udvider anvendelsesområdet for EU-retten ud over Unionens kompetencer som fastlagt i traktaterne.

50

Det fremgår i denne henseende af Domstolens faste praksis, at når en retlig situation ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og de af chartrets bestemmelser, der eventuelt er blevet påberåbt, kan ikke i sig selv danne grundlag for denne kompetence (dom af 26.2.2013, Åkerberg Fransson, C-617/10, EU:C:2013:105, præmis 22, og kendelse af 15.5.2019, Corte dei Conti m.fl., C-789/18 og C-790/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:417, præmis 28).

51

I den foreliggende sag forekommer det ikke – for så vidt som det fremgår af denne doms præmis 40, 42 og 48, at hverken direktiv 2010/18 eller nogen anden bestemmelse, der er nævnt i det præjudicielle spørgsmål, finder anvendelse i tvisten i hovedsagen – at denne tvist vedrører en national lovgivning, som gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1 (jf. analogt kendelse af 15.5.2019, Corte dei Conti m.fl., C-789/18 og C-790/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2019:417, præmis 29).

52

Det er derfor ikke fornødent at fortolke chartrets artikel 23 og artikel 33, stk. 2.

53

Henset til ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at direktiv 2010/18 skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en ret for en arbejdstager til, med henblik på, at arbejdstageren selv kan tage sig af mindreårige eller familiemedlemmer, som er afhængige af denne, at få nedsat sin almindelige arbejdstid, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen, uden at arbejdstageren, når dennes almindelige arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider, har mulighed for at drage fordel af faste arbejdstider med bibeholdelse af sit normale timetal.

54

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Sjette Afdeling) for ret:

Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om iværksættelse af den reviderede rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af BUSINESSEUROPE, UEAPME, CEEP og EFS, og om ophævelse af direktiv 96/34/EF skal fortolkes således, at det ikke finder anvendelse på en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som fastsætter en ret for en arbejdstager til, med henblik på, at arbejdstageren selv kan tage sig af mindreårige eller familiemedlemmer, som er afhængige af denne, at få nedsat sin almindelige arbejdstid, med en forholdsmæssig nedsættelse af lønnen, uden at arbejdstageren, når dennes almindelige arbejdsforhold er skifteholdsarbejde med skiftende arbejdstider, har mulighed for at drage fordel af faste arbejdstider med bibeholdelse af sit normale timetal.